Kærlighed, og ulykkelig kærlighed, handler vel om, at kunne performe det kønnede: hvorfor begære […]

Indtil Fiaten kom ind i familiens liv, fik […]

Det er rigtigt, at hverken tysk eller engelsk Ford eller GM følger ‘farinastilen’ – sådan med det samme. Tysk Ford vælger det nye flydende design, men først i […]

Fremtiden er i overgangen til tresserne ankommet. Vi befinder os midt i et socialt og samfundsmæssigt opbrud. Der siges farvel til den traditionelle orden og levevis, og blikket vendes forventningsfuldt og optimistisk mod fremtiden. Transport, eller bevægelse, det at være mobil ændrer på forholdene mellem bolig og arbejdsplads. Afstande bliver relativeret. Og som FDM skriver, så øges behovet for at kunne bevæge sig hurtigt og bekvemt rundt, hvilket spiller en rolle for den måde, den automotive kultur integreres i hverdagslivet. Her må også frisk luft til. Bilen må moderniseres, som samfundet.

Overgangen fra 1950-erne til 1960-erne er dramatisk. BNP vokser voldsomt, arbejdstiden falder og lønningerne stiger reelt. Befolkningen flytter til byerne. Service- og industriarbejdet dominerer. Energiforbrug, transport og produktivitet vokser. Velstandsstigningen er med andre ord virkelig nok for det store flertal. Med velstanden er det slut med den trange plads i små lejligheder møbleret af den lokale snedker og med et mørkt blomstret tapet og et lille trangt køkken. Der flyttes ud i parcelhusets lyse rum med plads til radio, grammofon, fjernsyn og indrettet med industrielt forarbejdede møbler, malet i klare pastelfarver fra Dyrups. Køkkenet vokser som interessen for madlavning. I Familie Journalen kan man få en anskuelsesundervisning i, hvordan man indretter sig på moderne vis. Stilen synes at være inspireret af den non-figurative kunst med vægt på abstrakte relationer mellem enkelte, primært geometriske formelementer, hvilket skaber en form for rationel klarhed.

Et andet træk ved den moderne boligstil – og tidens mode i øvrigt – er demokratiseringen af stilens kulturelle værdier. De industrielt fremstillede møbler er for alle, uanset social rang. Det er masseproduktionens serielle smag, der hersker. Picasso kan nu som reproduktion komme op på væggen hos alle. Der diskrimineres ikke ved hjælp af traditionens og den sociale rangs smagsmarkører: så som det sjældne, det eksklusive og det eksotiske. Alle har lige adgang til den samme moderne fornuft og smag.

Demokratiseringen af smagen synes også at overskride grænserne mellem det populær kulturelle og det finkulturelle felt.

[caption id="attachment_78408" align="alignnone" width="750"] Her vises med inspiration fra fransk design, hvordan dagligstuen kan indrettes. Interiøret fremtræder næsten som et non-figurativt maleri, domineret af store, klare farveflader, der kompositorisk angiver den rationelle orden i rummet. Kun den stiliserede natur i bambusmønstret angiver menneskelig følelse[/caption]

[caption id="attachment_78409" align="alignnone" width="750"] Her foreslår Familie Journalen, hvordan man kan indrette sit parcelhus, hvis man skulle vinde bladets konkurrence.[/caption]

[caption id="attachment_78410" align="alignnone" width="750"] Igen denne rationelle indretning, styret af fladernes farvebelægning, hvilket også understreges i valget af malerierne. Den stiliserede natur udtrykkes her i keramikken og det formede teaktræ.[/caption]
’FARINA’ STILEN – DEN MODERNE AUTOMOTIVE KULTUR
Hvis man kikker nærmere på Familie Journalen i 1959, så introduceres der i nr. 7, (17.02.59) en ny rubrik i bladet. Forsiden fortæller, at en ny spalte ”Motor-hjørnet” introduceres for alle bilinteresserede. Bilen er nu en fast del af familiens liv, sådan som det leves ifølge Familie Journalen.

Den første artikel sætter fokus på Pinin Farina, som ifølge bladet har påvirket ”bilmoden i hele Europa og i USA”, og de to nyheder han har designet for BMC. Den ene bil er Austin A40 ”Futura” og den anden, den nye Wolseley 15/60. Wolseleyen karakteriseres som elegant og praktisk – og den har nu fået et ”strøg af italiensk elegance”. Austin A40 ”Futura” eller ”Farina” bliver introduceret på Earls Court i oktober 1958. Begge er designmæssige nyheder i foråret 1959.

Det ”italienske” består i udviklingen af Pinin Farinas klassiske ”flydende karrosseri linje” fra 1947 i retning af det Paolo Tumminelli kalder ”den nye linje” – hvor ”nye” skal forstås som ”den moderne linje”, som vi kender den fra f.eks. Lancia Flaminia (1956). Herfra er der ikke langt til en markering af de ”kantede” og de ”flydende” linjer. Og det er netop disse moderne linjer, der bryder igennem som underliggende designtema i 1959. Et design, der som den moderne boligindretning er med til at demokratisere bilen i begyndelsen af 1960’erne.

Ifølge Familie Journalen består den nye ”Farina” stil i, at kølergitteret i den nye Wolseley 15/60 er blevet lavere og bredere, samt suppleret med to horisontale gitteråbninger. Forlygterne har stadig lidt barokt og moderat ’kasketskygger’, men blink og parkeringslygter er nu blevet samlet. Kofangerne er forlænget, så de når hjulåbningerne. Forruden er buet som den barokke panoramarude, men uden indskæring ved døren, hvilket giver god indstigning og et godt udsyn. De enkle pyntelister langs siden understreger længden af vognen. (17.02.59, s6).

I nummer 13 følger bladet op med, at MG Magnette nu også lanceres med et ”italiensk karrosseri”. Og vi får at vide, at ”Den er længere og lavere end forgængeren, men har samme fri- og loftshøjde. Kølergitteret og det lange, lave forparti minder meget om MG A -sportsvognens og de beskedne, skråt afskårne halefinner skal få vognen til at virke hurtig og let bagtil. Både for og bagrude er buede.”. Forruden karakteriseres som dobbelt krum, hvilket også skulle give et godt udsyn opad.

I nummer 14 introduceres den nye AUSTIN med det italienske karrosseri. Vi kan læse, at Austin A 55 Cambridge er tegnet af den 62-årige italiener Pinin Farina i samarbejde med BMCs unge konstruktør Alex Issigonis. Den nye Austin er firkantet, ligesom MG og Wolseley og de nye kompakte vogne fra USA.

I USA lanceres parallelt med BMC i Europa det nye formsprog i forbindelse med en lige så ny kompakt bilklasse. Den sættes i verden for at bremse det voksende europæiske salg af biler i USA. Et omfang, der i 1959 er nået 10 % af bilsalget. Svaret består i en Ford Falcon (1960-1963), Chevrolet Corvair (1960-1964) og en Studebaker Lark (1959-1963). Stilen er stort set den samme som i Europa. Lange, lave, brede og kasseformede karrosserilinjer, få kromlister, der understeger linjerne, dominerer. Måske mest radikalt i Ford Falcon, hvor køleren er konstrueret som et bånd, der breder sig over hele fronten, hvori forlygterne er integrerede og skærmene udgøres af samme flade som kølerhjelmen. Designlinjerne i USA og Europa samler sig for alvor i 1959 i denne nye ’kantede’ stil, der som et non-figurativt billede er kombineret af store rolige flader.

I Familie Journalens Motor-hjørne (10.05.59) omtales senere også de nye Fiat 1800 og 2100. Fiaten beskrives som endnu mere italiensk end de engelske ’italienske’ Farina karosserier. Og man kan også som Tumminelli skriver, overveje om det italienske ”farina” design skal ses som en fortolkning af den nye amerikanske stil eller omvendt. Under alle omstændigheder synes designet på begge sider af Atlanten at konvergere i 1959. Alle vil nu gerne være moderne.

I Nr 21 (26.05.59) omtales en af de sidste af BMC’s Farina-modeller Morris Oxford. Læseren får at vide, at den netop kan ses på Dansk Oversøisk Motors Industris (DOMI) udstilling i Fyns Forum. Kølergitter er her bredt ud som på Fiaten. Hvad karrosseriet i øvrigt angår, så domineres det af de samme moderne, kasseformede linjer, som har bredt sig fra Italien til det øvrige Europa. Karakteristisk er det store vinduesareal, som er indrammet af rustfri stållister. Foruden den omtalte mellemting mellem den amerikanske panorama-rude og en buet, europæisk rude, som vanskeliggør indstigningen, er fordørene gjort bredere. Kofangerne går også hele vejen rundt til hjulåbningerne.

De sidste to ”fariana” modeller fra BMC er en Riley Sport, der bliver omtalt i Familie journalen nr. 26, 1959 (30.06.59) Men den er mere lækkert og gedigent udstyret. Og i nr. 37 (15.09.59) beskrives det sidste skud på stammen, en Wolseley 6/99. En sekscylindret 3-liters motor. Inden udgangen af 1959 er BMC’s Farinalinje komplet.

[caption id="attachment_78411" align="alignnone" width="750"] Austin Futura – fremtidens vogn. Moderne, rummelig og lys i tidens Pinin Farina-dress med forlygter og kølergrill (næsten) integreret i en flade, spinkle kromlister, stort glas areal og kofangere til hjuludskæringerne[/caption]

[caption id="attachment_78412" align="alignnone" width="750"] Austin Cambridge. Her peges direkte på Pinin Farinas navn og hånd. Bilen karakteriseres som en elegant nyskabelse. Designet er raffineret kombineret med fornuftspræget luksus. Middelklassen tilbydes hermed en bil, der formmæssigt forbindes med overklassens smag. Kvindens aftenkjole understreger denne demokratisering.[/caption]

[caption id="attachment_78413" align="alignnone" width="750"] Dobbeltreklamen for Austin Futura og Austin Cambridge peger direkte på, hvordan det moderne design overvinder de sociale rangsforskelle. En Austin Cambridge udjævner rangsforskellene både opad mod den elegante luksusverden og nedad mod den lavere middelklasse. (Designet, formelementerne er de samme.[/caption]
FART OG FORM (1959 – 1962)
I juli 1959 ser et nyt dansk motormagasin, Fart og Form, dagens lys. Dansk er måske så meget sagt, idet bladet er baseret på rettighederne for ”Christophorus”, Porschefabrikkens klubblad. Trykklichéerne er fra det tyske magasin og de fleste billeder og artikler er oversat fra tysk. Magasinet udkommer i 1959 kun hver anden måned. Fra 1960 udkommer bladet hver måned. Fra 1960 får bladet en større dansk redaktion og flere skribenter tilknyttet og bliver langt mere dansk. I december 1962 er det slut med ”Fart og Form”.

”Fart og Form” præsenterer sig selv som et blad, der er et udtryk for den tekniske tidsalder, hvor ”tempo og smuk formgivning er sat i højsædet som nogle af de mest dominerende faktorer” (07-08.59). Bladet ønsker at indfri læserens behov for ”ny viden, hvad sportsvogne, og til dels de nye linjer inden for dame- og herremode angår” (07-08.59). I hvert blad vil der være en rejsebeskrivelse foretaget i en sportsvogn. I det første nummer lægges der ud med en længere rejse i Italien foretaget i en Porsche 356.

Visionen med ”Fart og Form” er at give de danske læsere et blad af international kvalitet og format, hvor reportager om sportsvognen er i fokus. I 1959 introduceres til Mercedes 300SL, MG A, Simca Océane og Renault ”La Floride”. Rejseartiklerne går til Italien, Paris og Reims. Herre- og kvindemode kombineres med design og automotiv formgivning. Motorsporten bringer læserne til 1000 km på Nürburgring, Formel 2 i Reims og Le Mans.
INGENIØREN ELLER DEN LIVSGLADE FORBRUGER?
Med ”Fart og Form” introduceres til en helt ny synsvinkel på den automotive kultur i Danmark, hvilket først bliver rigtigt klart fra 1960 og frem til bladets lukning i 1962. ”Fart og Form” forbinder den nye forbrugsorienterede, moderne livsstil i moden med rejseoplevelser og den internationale automotive kultur. Fokus flyttes fra at beskrive bilen som en teknisk indretning til at behandle den som et livsstilsfænomen, der form- og smagsmæssigt hænger tæt sammen med den nye middelklasses fremtidsoptimisme. I ”Fart og Form” træder læseren ind i en moderne, international verden, hvor netop ”FORM”, eller det æstetiske, forbindes med ”FART”, eller dens hastighed og mobilitet. Hvor rationaliteten i det moderne formsprog sættes i centrum.

I den forstand er ”Fart og form” demokratiserende, hvilket ”Fart og Forms” kvindelige testkører Ulla Boyander i en beskrivelse af den moderne Pinin Farina Peugeot 404 (1960) formulerer som ”tjung-tju-tjang-rang”, hvilket må forstås som en ironisk kommentar til sociologen Kaare Svalastogas sociale rang-inddeling af den danske befolkning. Pinin Farina formen lader sig ikke rang-inddele, men demokratiserer os alle. Gør os alle til forbrugere.

[column size=one_third position=first ]

[/column]

[column size=two_third position=last ]
Hvor der er fart, er der form..
Modefirmaet Magnific kan ikke sige det bedre.

 
Herremode og biler
[/column]

[caption id="attachment_78416" align="alignnone" width="750"] Bagsiden af Fart og Form (11-12.59) fortæller historien om, hvordan den automotive kultur som et staffeli for moderne formgivning ikke alene forbinder det finkulturelle (maleriet) med det populærkulturelle (Porschen), fortiden (katedralen) med nutiden og rejsen, det at bevæge sig.[/caption]

[divider]ANVENDTE MATERIALER[/divider]

Økonomiministeriet i 50 år (1947-1997)
Familie Journalen 1959
Fart og Form 1959, 1960, 1961, 1962
Motor 1959 og 1960
Paolo Tumminelli: ”Car Design” teNeues (2003)
Jim Heimann & Phil Patton: ”20th Century Classic Cars” Taschen (2009)

Nå, hvis man bliver ved det drømmeagtigt […]

Besøgte en gang Dennis Hopper for et interview i hans hus (en nedlagt fabriksbygning) i Venice, LA. En overdækket atriumgård fungerede som garage, så en Mercedes- […]

Må jeg anbefale – netop i denne tid – turer i det danske landskab fra sådan omkring kl. 10.30 og frem til midnat. Lugte forstærkes ved den øgede […]

Tænk bare på, hvordan Thelma & Louise sætter deres Thunderbird ud over kanten på Grand Canyon. De kunne have overgivet sig til politiet, men så ville det ikke have […]

Yes, yes, sådan en tager jeg.

Det Die Welt er inde på, er netop ændringerne i identiteten, den måde at blive til sig selv på, ‘to feel alive’, og det er den, der har ændret […]

Det er faktisk mere overraskende, at Die Welt vælger denne morbide vinkel på sportsvognen netop i en af de uger i foråret, hvor alle andre aviser, biltillæg og bilmagasiner i længslen efter sommerens varme sol netop genopliver og trækker sportsvognen og cabrioleterne af stalden.

Således også i Børsens motorsektion, der 2. maj er helliget cabrioleten. I bedste retrostil trækker redaktionen de åbne bilers spor tilbage til Blower-Bentley’erne i 1930’erne og frem til et af de sidste skud på stammen, den netop genoplivede Morgan trehjuler fra 2011.  En model, der kan trække de tekniske spor tilbage til 1912.  Mere retro kan det vel ikke blive.  Sportsvognen er åbenbart retro hele vejen igennem.

I Die Welt konstaterer Stefan Grundhoff, at siden 2007 er det årlige antal af solgte to-personers  roadsters  faldet fra 255.000 til 126.000 på verdensplan.  Det betyder bl.a. at Mercedes-Benz har udskudt fornyelsen af deres SLK, og at BMW også trækker afløseren af Z4’eren ud i fremtiden. Mest markant er måske den fornyede usikkerhed om Mazdas og Fiat-Chryslers fælles projekt. En sportsvogn, der ikke kun skal opdatere Mazdas MX-5, men også give platform til en ny Alfa Romeo Spider, som måske også kan gå hen at blive til en ny Fiat 124 Spider. Men der er nu trykket på pauseknappen. Middelklassen vil have noget andet end åbne sportsvogne.
Den åbne sportsvogns Prime Time
De fleste forbinder nok prime time for middelklassens sportsvogn med begyndelsen af 1960’erne. 1950’erne var forberedelsernes tid. Omkring 1960 er det tiden, hvor den britiske invasion af MGer, Triumpher, Jaguarer og Austin Healeyer topper i USA, og hvor andre europæiske producenter som Alfa Romeo, Fiat, Renault, Mercedes-Benz og Porsche tager deres del af det blomstrende marked.

Europæerne har fra slutningen af 1950’erne fået penge på lommen, en stor ungdommelig efterkrigstidsgeneration vil og kan nu leve drømmene ud ligesom amerikanerne. Det er tiden med øget vækst, velstand og en optimistisk fremskridtstro, som er sat i scene med rationelle og funktionelle moderne linjer i arkitekturen, designet og i moden, herunder også bildesignet.

Fornyelsen af 1950’ernes forestillinger om, hvad en sportsvogn er for noget, kommer omkring 1958 – 1960. Tag f.eks. markedsføringen af Austin-Healey Sprite (1958), Renault Floride (1958), MG B (1962), Corvette C2 (1962) og Jaguar E (1961).  Udvalget er stort fra den nederste til den øverste del af middelklassen. Italienerne kommer med opdateringen i 1966, hvor Alfa Romeo Giulia ’Duetto’ og Fiat 124 Spider lanceres. På det tidspunkt er optimismen, den rationelle klarhed og moderniseringsviljen allerede er ved at fordampe.

I begyndelsen af 1970’erne er det slut med sportsvognen. Den er død.  Økonomisk krise, nye sikkerhedskrav til biler og den første energikrise sætter en stopper for legen. Tiden er nu en anden. En periode er ovre. Datsun 240Z viser vejen mod nye og andre tider.

Ingen tror længere på, at den åbne sportsvogn igen vil kunne få tag i middelklassens drømme. Men lanceringen af Miata  – i Europa Mazda MX-5 –  i 1989/1990 viser,  at dette ikke holder stik. Mazda MX-5 produceres første år i 90.000 eksemplarer, og andre producenter følger efter og jager succesen: MG F (1995-2011), BMW Z3 (1996-2002 (Z1 1989-91)), Honda S2000 (1999-2009), Alfa Romeo (1990-1993), Fiat (1966-85), Audi TT (2000-2006). 1990’erne er åbenbart en retro gentagelse for sportsvognen, og interessant nok også for den amerikanske romantiske Roadmovie.

Nu er det ifølge Die Zeit igen slut med sportsvognen.  Det er ikke bare finanskrisen, der er den skyldige. Nej, det er den særlige ”Lebensgefühl” som sportsvognen er et udtryk for, der er væk.

Det er Stefan Grundhoffs pointe, at livstilsbilen ikke længere er en åben sportsvogn, men en SUV. Den nye kompakte SUV kombinerer nemlig en fysisk aktiv livstil, hvor transportmæssig praktikalitet og ønsket om mere sikkerhed er bragt i centrum.

”Roadster waren Ausdruck eines einzigartigen Lebensgefühls.”  Nu betyder ’Lebensgefühl’ mere end en tilfældig forbrugsorienteret livsstil.  Ordet refererer til en mere sammensat måde at forholde sig til livet på, og implicerer derfor flere forskellige eksistentielle relationer end bare det at have et moderigtigt forbrug og livsstil.  Hvorfor Steffan Grundhoff godt kan gå hen og få ret i, at SUV’en har overtaget sportsvognens rolle.

Inden vi tager hul på hvordan denne nye Lebensgefühl kan være skruet sammen, så lad os vende tilbage til begyndelsen af 1960’erne og se på et par eksempler på den særlige livsfølelse sportsvognen dengang appellerede til. Og her er billedet slet ikke så entydigt.
Getaway People

Hvis man anerkender tanken om at øget produktivitet og dermed øget velstand betyder en vækst i de individuelle selvrealiserings muligheder også kommer for en pris, så vil man bedre kunne forstå begrebet the getaway people. Omkostningerne for velstanden kommer i en form af rationalisering, som i det offentlige og sociale liv fratager den enkelte selvbestemmelse, samtidig med at selvbestemmelsesmulighederne øges for den enkelte udenfor arbejdslivet. At være den man er flyttes over i den frie tid. En modsigelse, der både tilbyder mere frihed for den enkelte på bekostning af øget kontrol over andre dele af livet. ”Getaway” beskriver det at flygte fra, undvige fra kontrollen for at kunne realisere sig selv.

I 1961 bliver Jaguar E-typen introduceret på det amerikanske marked, og først i 1962 er Jaguar i stand til at opfylde efterspørgslen. Salget øges – trods et lille tilbage fald i 1964 – frem til 1968. Den åbne E-type version udgør omkring halvdelen af salget af E-typer. Ingen anden åben sportsvogn appellerer i den første del af 1960’erne til den øvre middelklasse som E-typen. Den er billig, den er hurtig, den er teknisk kompetent og den er iklædt et sublimt dress, der senere giver den en permanent plads på Museum of Moderne Art i New York.  Så i den forstand udtrykker E-typen nogle grundlæggende egenskaber ved sportsvognen, og dermed også den særlige ”Lebensgefühl” roadsteren appellerer til.

I perioden 1962 – 1966 kører Benzinselskabet ”National” en reklamekampagne for deres superbenzin under sloganet: ”Getaway People get Super National”. Getaway People bliver en metafor for tidens særlige Lebensgefühl.  Dette med blot at trykke på speederen, frigøre energien og parret i Jaguaren slipper væk, ad lokkende veje, bort fra der, hvor de er. Til deres legepladser i det varme aftenlys.  (Billede 1: The Motor 2.1.1963). Getaway People spilder ikke tiden. Getaway people er ”GO, GO..” – energi, fart, gå-på-mod.., energien trækkes frem indefra og bruges fuldt ud som brændstof for livet.  (Billede 2: The Motor 1.5.1963).  Den sfære, hvor Getaway people er i live brusende og leende på den uendelige gyldne strand (Billede 3: Motor Sport, juli 1963).  Getaway kommer indefra, følelsen er uimodståelig, krævende… at have kontrol over sit eget liv, hvilket formuleres som en sansemæssig skærpelse: skarp, klippe, kløft, høg, stigning, skrig, spiral, flugt, tillid, køre, lade strømme igennem, frigøre og slippe væk.  Det at slippe væk er selve grunden til at leve. (Billede 4: Autocar, 22.05.1966) Jaguaren har ikke plads til flere end to, intet medbringes, den er både middel og legetøj, som med en bevægelse af højre fod bringer de undvigende til deres legepladser, hvor de kan frigøre sig fra.. ja, fra hvad? Fra rationaliseringen og automatiseringen af arbejdet og hverdagslivet. Den pris, de har betalt for at øge deres velstand så meget, at de kan få råd til en Jaguar E-type, der kan bringe dem bort fra, der hvor de er: på kontoret, fabrikken, i byen, i familien, i huset….

[gallery ids="76510,76509,76508"]

I National-reklamerne står social kontrol og rationalisering overfor legepladsernes naturlige frihed til selvbestemmelse. Getaway People’s  særlige Lebensgefühl er baseret på en accept af dobbeltheden. Friheden er de timer, hvor livet i roadsteren leves fuldt ud på brændstof fra National.  Getaway People og Go-Go – tænk bare på Whisky a Go-Go klubben i Los Angeles – handler om at ryste energien frem af kroppen. Energien er i kroppen, i den enkelte, men skal frigøres fra de sociale bånd, så GO-GO……

We’ve gotta get out of this place
The Animals sætter i ”We Gotta Get Out Of This Place” (1965) ord på en anden betydning af ”getaway”. Her gælder det om ikke blot at slippe bort fra en verden, ”where the sun refuses to shine” i en weekend, som i National reklamerne, men om at flygte bort fra den verden, hvor ens far har… ”been working and slaving his life away.” Fordi:  ”Girl, there’s a better life.” Pointen er, at livet skal leves fuldt ud medens man lever. Derfor ”getaway” og ”out of this Place.

I midt-60’erne tematiseres sportsvognen derfor også som et surrogat, der tilbydes som erstatning for et autentisk liv. Tænk bare på ”The Graduate” (1967), hvor Ben (Dustin Hoffman) får en Alfa Romeo Spider ”Duetto” som kompensation for at tage en College-uddannelse og dermed et medansvar for det amerikanske samfund.  Samme tema udspilles i den italienske ”La Noia” (1964), hvor kunstneren Dino (Horst Buchholz) af moren (Bette Davis) får en Austin Healey 3000 Mk 1, som erstatning for den kærlighed, hun aldrig har givet ham.  Filmen ”Bonnie and Clyde” (1967) sætter  60’ernes ”getaway” stemning i højeste gear. Samfundslivet tilbyder ’plastik’ og syntetisk liv frem for ægte liv, og sportsvognen bliver et billede på denne ’plastic world’.

Men uanset om sportsvognen fremstilles som surrogat eller et frigørelsesmiddel, så er grundværdierne de samme. Den er og forbliver et romantisk billede på personlig frihed og selvkontrol.
New horizons, Neues lebensgefuhl – The Outdoorsman
Hvad er det så ved SUV’en der får Stefan Grundhoff til at mene, at den udtrykker tidens Lebensgefühl? Et eksempel kan måske belyse det.

[caption id="attachment_76502" align="alignnone" width="800"] Mark Webber – Porschemagasinet[/caption]

Ifølge Porsches klubmagasin ”Cristophorus” slapper Porsches nye fabrikskører Mark Webber af med et  ”pit stop at his personal fueling station Noosa Heads, Queensland, Australia” (365). Vi får historien om Mercedes’ fiasko med aerodynamikken ved Le Mans i 1999, som sendte Webber en tur i luften. Webber fortæller om sin karriere i Formel 1 for Mercedes og Red Bull, om hans første Porsche (997 Turbo). Han er begejstret for Porsche, fordi den ikke fremtræder ekstravagant eller prætentiøst. ”You can take it to most places. That’s what I love about it, because under the skin the performance is off the charts.”(365).  Interviewet er ovre… ”Webber loads his mountain bike into a Cayenne GTS. … The awesome weather, the surf, and bush trails for paddling, running, and mountain biking. He follows a strict, well thought-out fitness program in order to prepare himself in the best possible way for the new challenge with Porsche.”

Værdierne synes at være de samme for the Getaway people i 60’erne og for Porsche og Webber i 10’erne.  Naturen beskrives som et optankningssted, det er de samme endeløse strande og kontrollen over sig selv. Men, hvor der i 60’erne bliver sat skel mellem den personlige frihed og det sociale krav – demonstreret ved sportsvognens konstruktive ansvarsløshed som den sublime legeplads. I sportsvognen er det fraværet af plads til mere end to; det at kunne stikke af fra det hele; ikke at have plads til noget af det man flygter fra;  risiciene ved farten og at være udsat i den åbne bil. Risici, der accepteres, fordi de giver kontrollen over livet tilbage til individet. Indre krav om selvstændig sansemæssig skærpelse.

Det er en romantisk forestilling, at der uden for det sociale hegn skulle kunne findes noget andet, noget der er mere autentisk, noget der er smukkere, bedre og større end en selv. Det er denne romantiske forestilling, der er borte i beskrivelsen af Mark Webbers SUV.  I en SUV stikker Webber ikke af fra noget. Tværtimod han har plads til det hele. SUV’en tilbyder samme tryghed og sikkerhed, som den sociale verden. Naturen er ikke noget, Webber flygter ud i. Tværtimod fremstilles naturen som et stort fitnesscenter, hvor der kan trænes med løb og mountain bike.

De to sfærer, som i 60’erne var adskilte som modsætningsforhold, er nu samlet i en sfære. Alt er samlet og kontrolleret af samme rationalitet, hvorfor SUV’en måske er et meget godt prestigeøst bud på et formidlingsled mellem de to sfærer. I en SUV har man kontrol over sit liv. Og man har altid hele sit liv og sig selv med i den.

[divider]ANVENDTE MATERIALER:[/divider]

Christophorus. Foråret 2014
Die Welt (29.04.14)
Børsen (02.05.14)
Jonathan A. Stein. British Sports Cars in America 1946-1981. (1993)
National Reklame: ”The motor”, ”Motor Sport”, ”Autocar”
Il Sorpasso (1962) Intruktion: Dino Risi
La Noia. (1964) Instruktion: Damiano Damiani
Bonnie and Clyde (1967) Instruktion: Arthur Penn
The Graduate (1967) Instruktion: Mike Nichols
The Getaway (1971) Instruktion:  Sam Perckinpah
The Animals: We’ve gotta get out of  this place (1965)
Shakin’ all over, (Go-Go Dancers, 1960s)

Pendulets vignet er et udsnit af John Chamberlains skulptur “Der turm von Klythie” (1995), som kan ses i fuld størrelse i Foyer des Quarteres i Friedrichstrasse, Berlin.