Un nouvo italiano – sorpresa!!

Den nye tilføjelse til garagen blev en Fiat 124 Sport fra 1974 – en dansk bil med én tidligere ejer, sorte nummerplader, aldrig restaureret: Så utroligt et tilbud, at jeg ikke kunne sige nej.

Benvenuti nel mio nuovo sportivo italiano – un arancio Fiat 124 Sport del 1974. Sådan dér!

124 Sport er noget ganske andet end den ordinære 124, som Fiat solgte over halvanden million af (hvorefter Lada tog over). Sport var nu også populær med over 280.000 bygget, men hvor mange er tilbage?

Det var et langt tilløb, men nu fortsætter dannelsesrejsen virkelig, og man skulle tro, det var noget der var planlagt i detaljer. Den nytilkomne er en en-ejers (nyt for mig!), sortplade (nyt!) italiener (nyt!), har en typisk halvfjerdserfarve (nyt!), er teknisk set ret avanceret (nyt!) og så var den jo i perioden en konkurrent til BMW 2002. Som jeg jo har haft, husker nogen måske. Så nu burde jeg kunne sammenligne, analysere og konkludere og i sidste ende blive et klogere og især bedre menneske. Udover ganske enkelt at opleve, naturligvis – Fiat’en er jo ikke en laboratoriemus, den er skam beregnet til at køre i.

På messen ved første øjesyn: “Gnavpot” til venstre og børsmægleren til højre var begge begejstrede, mens jeg undersøger, om dette virkelig kunne være noget. På trods af fronten.

Det har den faktisk også gjort hele sit liv: Bilens hidtidige ene ejer har løbende vedligeholdt bilen, og kørte i den til han ikke kunne mere. Jeg har ikke kunnet komme til bunds i historien endnu, men den løbende vedligeholdelse har indbefattet en ny motor og en omlakering for mange år siden. Efter sigende er bilen derudover ikke restaureret som sådan, men blot jævnligt rustbeskyttet. Det sidste er i hvert fald tydeligt, for jeg har aldrig set en bil være så sovset ind i rustbeskyttelse alle vegne – den er formentligt 10-20 kilo tungere nu end da den forlod fabrikken. Det virker utroligt at sådan en gammel Fiat kan stå så fin i dag, så rustbeskyttelsen må have virket.

Hækken er ligeså enkel som fronten er rodet. Bemærk anhængertrækket, som talte med i mine efterrationaliseringer…

Jeg så den på Fredericiamessen for to uger siden, og dér havde den en næsten magisk tiltrækningskraft på folk – også på mig og mine to italienervenner, trommeslageren og hans GTV6-kørende kumpan, børsmægleren (det skal lige siges, at sidstnævnte faktisk ikke er børsmægler, men bare troppede op hos en hugger efter dele til trommeslagerens Lancia iført åbenbart lidt for pænt tøj: Huggeren misforstod derfor hans erhverv, og jeg har siden ikke kunnet få børsmægler-titlen ud af hovedet). Den var nemlig i rigtig fin stand, særdeles i øjnefaldende i orange, og så er det jo bare en utroligt sjældent set model.

Reservehjulet var på Cromodora CD5 – toplækre fælge, som jeg godt kunne bruge 3-4 stykker mere af.

I dag, i hvert fald: Der blevet faktisk lavet ikke færre end 280.000 124 Sport, 100.000 flere end af 124 Spider, som man dog oftere ser på gaden. Selv kunne jeg rent faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst havde set en Sport. Første generation af modellem kom i 1966, og dette er en 1974-model. Modellen var kendetegnet ved at blive mindre og mindre køn for hver af sine facelifts, og som sådan er den orange bisse fra det næstsidste produktionsår ikke højest på entusiasternes ønskeliste. Til gengæld er den billigst – og i øvrigt også mest udbredt, hviket jo også tit hænger sammen. 200.000 af Sport’erne var af denne sidste generation, som man i dag kalder CC.

Interiøret er rigtigt lækkert. I princippet ville jeg gerne have en halvfjerdserbil med velour, men dette læder er virkeligt flot, og passer rigtigt godt i stilen.

Det kompenserer den orange bisse dog for med sin fine tilstand, lækre farve og stærke motor. Denne bil er født som en 1600, men blev ved motorskiftet opgraderet til den stærkeste motor, en 1800 med 118 hestekræfter. Så det så på papiret fint ud det hele, bilen var også flot at se på og på prøveturen i onsdags overbeviste den mig mig endeligt: Den går rigtigt godt, kører både solidt og letfodet, bremser fint og lyder godt. Men den er også komfortabel og rummelig, og jeg kunne efter prøveturen se for mig, at dette var en bil, man virkelig kunne bruge: En værdig rival til min gamle BMW 2002, som jeg kørte virkeligt meget i.

Twincam-motoren var den første af sin art med tandremsdrevne knastaksler, og den går virkeligt godt: 118 hk fra 1,8-liter var pænt i 1974.

Men jeg skulle jo ikke have en bil? Næ. Men nu var den her, og selvom den ikke blev solgt på messen, så var der stor interesse om den, og det forstod jeg godt, især efter prøveturen. Så jeg undersøgte forskellige modeller for anskaffelsen, som jeg kort har skrevet om før i kryptiske vendinger. Og sandelig om ikke jeg nåede til enighed med den gode, gamle autoentusiast – som faktisk er i nøjagtigt samme situation, og slet ikke behøver en klassiker mere. Vi slog halv skade, kan man sige – og deler bilen. På den måde har ingen af os fået en klassiker mere: Elementært, min kære Watson! Nu var det jo også entusiasten, der ved med på prøveturen, og det at den også overbeviste ham siger jo noget om, hvor godt den gamle Fiat egentligt kører.

Uha, her kan man se de nuværende fælge: Av, det gør ondt i øjnene! Åhja, soltaget blev monteret i 1982, og det er naturligvis ærgerligt, men jeg er allerede ved at vænne mig til det.

I dag var vi begge i garagen for at besigtige Fiat’en nærmere, og lavede en liste over ting, der skal gøres noget ved. Listen blev lang, men det er paradoksalt nok ikke fordi bilen er ringe, men fordi den er god: Den fortjener simpelthen at få lavet den række småting, der trækker ned i det samlede billede. Det ændrer ikke spor ved, at vi begge var særdeles begejstrede for den lille ny, og ved tanken om at skulle dele den. Jeg forudser, at det største praktiske problem bliver i forhold til at skrive om den – det duer jo ikke, at vores to blogge handler om det samme.