Det hæderkronede britiske bilmærke har relanceret sig selv. Eller begået harakiri. Ingen forstår det.
Jeg gør i hvert fald ikke.
Men det handler om nedenstående brandingvideo, der gik i luften i tirsdags:
Hmm. Jeg er sådan liiige på nippet til at se mig omkring i halv forventning om at opdage et Skjult Kamera-team, der filmer om jeg hopper på den eller ej. Men spøgen er lidt for gennemført og inkluderer i så fald også Jaguars egen officielle hjemmeside, hvor samme teletubbieslignende figurer fremturer med underoverskriften The New Era og ikke mindst den nærmest faretruende lovning om at A Seismic Change Is Coming.

Det omtalte Seismiske skift gør at jeg ikke ville turde røre sådan en XF med en ildtang.
Så jeg er bange for, at de mener det alvorligt. HVAD de mener forstår jeg derimod ikke.
Det er jeg langt fra den eneste der ikke gør. Hvis man lige ser den ganske korte video igennem vil det for eksempel være åbenlyst, at der ikke er nogen biler i den. Jaguar uden biler? Det vil i sandhed være et seismisk skift.
Pessimisterne kan så sige, at det også er den vej de har været på længe: Efter at de sidste års salgstal har været katastrofalt faldende har bilmærket p.t. helt indstillet produktionen mens de åbenbart har trukket luft ind til en genfødsel.

Men spørgsmålet er, om ikke sådan en sådan en 4-liters XJS er gammel nok til at undgå Jaguars selvdestruktion?
Fra hvad? Tjah, mærket blev stort og stærkt på det gode gamle slogan “Grace, Space, Pace” – ord som de faktisk levede op til i mange år i halvtredserne og frem til – øhm, for længe siden. Altid med rod i en blanding af luksus og sportslighed – der igen faktisk var ægte og ikke bare varm luft: Mærket vandt immervæk Le Mans syv gange og er dermed det fjerdemest vindende mærke i den franske langdistanceklassiker.

Eller skal man over i en komplet computerfri kort akselafstand XJ6 med manuelt gear?
At de så valgte at satse stort på el og lodret at droppe alle forbrændingsmotorer virkede en anelse desperat på mig dengang for en fem-seks år siden, da de annoncerede den strategi. Men giver måske mening på den måde, at kun en elmotor kommer tæt på en V12 i turbineagtig blødhed og kraft? Jeg ved det ikke.
Men jeg er jo heller ikke rigtig Jaguarkunde. Faktisk hørte jeg Jaguarentusiaster, der følte sig fremmedgjorte af ovenstående sære video efter at have legitimeret sig som kernekunder med både XK, Mk VII og Mk2 i porteføljen. Men jeg købte min XJ12 af en privatmand og de har nok heller ikke købt Mk VII’eren af Jaguar, vel? Hvis de (eller jeg) havde købt en iPace, der blev Årets Bil og dermed første elektriske den ære er overgået, så skulle den hellige grav være velforvaret, ikke?
Nej: iPace kom i 2018 og er en gammel bil, der er moden til udskiftning – og hvordan ser den nye ud?

Jaguar iPace. Hvis bare man kunne få den med manuelt gear.
Det er den slags en reklame plejer at fortælle. Men ikke denne her. Den er bare fuld af varm luft, grimme farver og ting jeg ikke forstår – og værst af alt: Den har simpelthen overordnet et udtryk, der efter min bedste overbevisning ikke er det Jaguar jeg kender. Og elsker.
Nu kan Jaguar faktisk være flintrende ligeglade med min mening – men her er et lille tankeeksperiment: Hvis politikernes incitamentsystemer bliver så stærke, at jeg partout skal over i en elektriker, så vil jeg hellere køre en stilig Jaguar end en kineser med kunstkrom langt ned i polyesterunderbukserne. Eller en klumpedumpet tysker. Utroligt nok er iPace stadig en af de pæneste elektriske SUV’er der findes – tankevækkende.

Spionfoto af den nye Jaguar, der forventes at blive lanceret i december – men først kunne købes året efter. Eller – hvis man kender Jaguar – året efter igen.
Men ligemeget, for heldigvis er vi ikke der endnu. Helt ærligt ville jeg midt i Jaguars helt nye selvskabte tumult om hvad de er ikke turde røre noget som helst nyere Jaguar med en ildtang. Men de ældre – dem der skabte mærket? Det her freakshow har mere end nogensinde givet mig lyst til en XK120 coupé i sort lak med grønt læder og spats, blankt træ og chrom en masse samt en appel til den relative fornuft, som jeg tror er mere bæredygtig end varm luft alene.

Bæredygtighed.
Ja, jeg blev som svoren Jaguar (eller jaguar?) fan også rystet i min grundvold i går, da jeg så den nye teaser video, der mest minder om et østeuropæisk indslag i et melodigrandprix et sted ude i fremtiden, hvor de flyvende Blade Runner (eller bladerunner?) biler for længst er indregistreret til veterankørsel…
Jeg tænker at marketingpersonen hos Jaguar har kigget dybt i krukken med euforiserende svampe, og har fået lov til at skrotte den eksisterende (og uddøende) kundegruppe, så nu ser de fremad efter en ny kundegruppe, der øjensynligt også helst skal være på svampe..?
Jaguar Club of Denmark skal næste år fejre klubbens 50 års jubilæum, (jeg har kun været medlem de 40…). Tænker at vi skal rykke det til Herning Hallerne, og så lave en kæmpe disco fest, og se fremad…😬
It’s a JAA…
No, it WAS a JAAAG!
R.I.P.
Nu ved jeg ikke hvad opgave marketing afdelingen har fået, men det er nok lykkedes dem at gøre Jaguar til mest omtalte bilmærke i disse dage. Hvad slut resultatet bliver kan man kun gisne om
Men de har da vist fået hængt katten i processen…
Uden at vide det, kan det skyldes de indiske ejere – min erfaring med asiatisk kultur er, at alt gammelt signalerer fattigdom, så nyt, nyt, nyt, bare det er nyt er det godt. Er gift med en asiat og selv om familien er pivfattige, kunne de aldrig drømme om at købe en brugt bil eller en brugt scooter, eller en brugt stol for den sags skyld, det skal være nyt, nyt, nyt. Hvis man ser med de briller på, giver kampagnen måske mening, altså en indisk måde at servere en ny bil på, alt det gamle er kylet ud, godt med farver på og så huske diversiteten, så vi får alle køn og racer med, for det kan Europa godt lide.
Men de kunne jo bare nøjes med den nye bil, altså det er da nyhed nok i sig selv for jaGUar, skulle man mene. Man kan frygte, at det måske er fordi den nye vogn i sig selv ikke er nyskabende nok, eller?
ce@
Jeg er enig med dig i, at i-Pace stadig er den smukkeste el-SUV.
Den burde bare opdateres teknisk.
Nu får vi garanteret noget, der er grimmere :-(
Det klæ’r virkelig ViaRetro at være indebrændt over den slags nymodens pjat! Jeg elsker ovenstående tirade. Keep up the good work!
Jeg tror det handler om Mars og noget med Elon Musk og spaceX og kolonisering derude her om ikke så længe og så kommer farven pink nok til at kønsdominerer.
Det da et bud?
Men ellers er fotoet af XJS det fedeste i artiklen.
Jakob, eng
Og, et af de mest classy Jaguar billeder, fra deres “heydays”. Det her kan jeg også godt lide…
Selvom de ikke ligner alligevel, så var det første jeg tænkte på Citroen CX reklamerne med Grace Jones. Jeg ved ikke hvorfor. Men det er helt sikkert at det passede bedre i 80’erne. Og til det Citroen engang var.
Puha – det er noget af en mavepuster. Mit gæt er, at man skipper de piberygende mænd i tweed og satser på et yngre publikum med mere differentieret seksuel orientering (DINKS?). Efter sigende skulle der stå en verdenskendt guru bag. Jeg ved ikke engang, om jeg ønsker dem held og lykke med projektet.
Well, this has created quite a stir here in the UK, and while this rebrand has got Jaguar in the news, and got people talking and writing about it, I haven’t seen or heard anything good. It’s as if they want to pretend their past – a glorious one – never existed. As Claus has noted in the article, the car brand has been dying for some time – this rebranding has killed it off.
Jeg tænkte også Grace Jones-reklamerne, @holm: Med den store forskel, at der var biler med i deres bilreklame!
@the-real-stig: Mænd i tweeds sexliv er ikke noget man kan læse meget om nogen steder – i modsætning til de andres. Men nu handler sex jo (heller ikke) ikke om at råbe højest. Ikke for mandens vedkommende, i hvert fald :-), tøhø.
@soren-w, det er interessant at du kalder dét billede for noget fra Jaguars “heydays”, for så vidt jeg kan se er det fra cirka 1970 og der var i hvert fald E-typen jo faktisk ovre sin bedste tid.
@jakob356‘s billede er fra en 1968-brochure for en XJ6, der dengang var fuldstændigt på toppen af verden. Billedet passer også bedre med min opfattelse af Jaguar. Og sjovt nok synes jeg STADIG det passer med hvad jeg ser i mærket – stil, skønhed, stilhed, klasse.
Også selvom de er elektriske – for om noget så passer luksusbiler med stilhed og kraft faktisk meget bedre til el end sportsvogne: En moderne elektrisk XJ6-type bil giver efter min verdensopfattelse virkelig meget mening for Jaguar.
@niels-v, det er som når lægen stolt fortæller at selve operationen lykkedes fint – men at patienten døde.
@njal, dit bud er faktisk slet ikke dumt!
Tak, @jens-lerager: Egentlig er der bare en del frustration i ovenstående – over selv i stor kærlighed til mærket stadig ikke at forstå hvad det er de siger. Jeg vil VIRKELIG gerne have at de lykkes – men er i næsten samme størrelsesforhold bekymret for om de selv ved hvad de egentlig vil lykkes med.
@peterdyrelund, jeg har altid godt kunnet lide Jaguar i-Pace, og nu nævnte jeg jo, at den blev Årets Bil i Europa i 2019. Faktisk den første Jaguar til at vinde den titel. Der var uden tvivl en del politik i det valg, så for mig var det faktisk mere imponerende, at den også blev Årets Bil i Tyskland samme år: Et land der bryster sig at at bygge verdens bedste biler. Som nævnt er jeg slet ikke kunde til den slags biler, men hvis jeg var ville jeg til hver en tid vælge en Jaguar over en Fisker (der også er bygget i Østrig af Magna Steyr – ligesom Jaguaren…der som sagt er pænere…akja!) eller en komplet historieløs kineser.
Selvfølgelig forudsat, at bilen er cirka lige så god. Hvilket måske var dét jaGuar skulle koncentrere sig om inden sådan en storstilet genfødselskampagne?
@ce
Ja, i-Page ville holde i min 1:18 modelbilsamling (>800 stk.) over milepæle i bilernes historie, hvis den kunne fås som modelbil.
Så jeg må i stedet vise en XJ6, som jo er én af Jaguars “største”.
Nå, øv. Den rettede til Page. Den hedder selvfølgelig i-Pace :-)
Al opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed…
Tillykke med opmærksomheden jaGuar!
Nu har Jaguar vist været erklæret død mere end en gang tidligere, men mærket har heldigvis en god evne til at overraske og komme videre.
Denne gang har de skabt vildt meget postyr blot ved at lave en lille reklamefilm med mærkelige personager og farver samt et nyt logo, hvor den stavelse, der skal lægges tryk på ved korrekt udtale, er fremhævet med store bogstaver. Jeg glæder mig til at se bilverdenen falde på røven over det de præsenterer 2. december. Mange af de gamle traditionsbundne gamle mænd vil selvfølgelig ikke synes om det uanset hvad det er, alene fordi det ikke er fossildrevet, men jeg tænker alligevel det bliver mere interessant end de lidt absurde klumpedumper vi ser fra f.eks. Tyskland.
Elbiler og V12. Jeg har faktisk tit tænkt tanken, når jeg kører i XJ-S’en. Oplevelsen er tæt på at være den samme: kraftoverskud leveret uden en lyd. Perfekt til en GT eller sedan, lidt kedeligt til en sportsvogn med mindre man tilføjer knald og vræl for at blive underholdt.
Det er også dér jeg er kommet til, @leo-jensen: SHOW ME THE CAR! Som så åbenbart bliver præsenteret i forbindelse med en kunstmesse eller noget i Miami. Men de har nu vist et udsnit af den (eller hvad? Det fremgår igen ikke helt tydeligt), og det ved jeg ikke rigtigt om det lover godt:
Ved nærmere eftertanke tror jeg @njal har ret!
Det kan dog også være en udluftningskanal fra det kontor, hvor marketing har “udtænkt” kampagnen, og der skulle lukkes ekstraordinært megen varm luft ud…
@leo-jensen, da jeg havde min Jaguar XJ12 var elbiler jo begyndt at vinde frem. Danskere har jo i årtier drømt om at købe biler uden afgift, og da de så endelig kom købte de dem selvfølgelig. Det ville jeg da også have gjort, hvis nærighed var en dyd jeg besad. I stedet sad jeg ofte bag rattet i og tænkte det samme som du: Hvor er V12’eren dog en vidunderlig måde at opnå perfekt harmoni på – og hvis det var nemt kunne alle jo gøre det.
Derfor vil jeg også mene, at Jaguar (eller jaGuar?) har en forholdsvis nem opgave, hvis målet bare er at tilfredsstille dine hypotese om at “jeg tænker alligevel det bliver mere interessant end de lidt absurde klumpedumper vi ser fra f.eks. Tyskland.”. Hvor er det ikke mere interessant? De tyske elbiler er vel i sig selv ved at underminere alt den tyske bilindustri har bygget op på tres år. Jeg vil hellere købe en Boble!
Jaguar bliver i hvert fald anderledes jævnfør mottoet “Copy Nothing”. Og hvis det IKKE gør? Jamen, så ER de snart døde. Sådan rigtigt.
Jeg synes farverne var pæne i videoen. Og hvis der er noget, der trænger til en klaphammer, så er det da britisk bilindustri.
På samme måde har Alfa Romeo meldt ud, at de kun vil lave el-biler fremover. Fedt!
@einarsson
Det er en gammel og ikke længere gældende nyhed, at Alfa Romeo fremover kun vil producere elbiler.
Alfa Romeo har – ligesom alle andre gamle bilmærker (bortset fra Jaguar) – meldt ud, at de fortsætter med at lave fossilbiler, så længe kunderne vil have dem.
Så de nye Stelvio (2025) og Giulia (2026) vil også kunne fås med benzinmotorer, ligesom det også er tilfældet med den fornyelig præsenterede Junior (2024).
Det kan godt være, at benzinvarianterne ikke vil blive solgt i Danmark og Norge.
Jamen det er jo sådan set rigtigt nok, @per-einarsson: BILERNE trængte til noget med en klaphammer – men vel ikke firmaernes image som sådan?
Er det ikke Polestar, den uden bagRude?
Uha Jaguars reklame indvarsler godt nok noget af en ændring i bilverden.
Man må formode at mennesker der har mia. af kroner på spil undersøger ganske grundigt, hvordan man fremadrettet tjener penge på Jaguar, og hvilken kundegruppe man fremadrettet skal have fat på.
I en verden hvor performance bliver mere og mere ligegyldigt med el-bilernes indtog har et mærke som Jaguar et problem. Man kan ikke længere køre fra en Skoda eller en Tesla 3 til 300.000 kr. Hvad skal man så gøre?
Jaguar var et mærke der henvendte sig til mænd, gerne op i alderen der gik op i mekanik/historien mv. Den kundegruppe er på vej nedad – en mand på 25-40 der skal have en elbil er lodret ligeglad med at Jaguar engang vandt 7 lemans.
Så jeg tror egentlig Jaguar gør hvad Jaguar skal gøre for at kunne sælge biler i fremtiden – det bliver bare uden læserne på Viaretro men det tror jeg ikke bekymre Jaguar særligt meget. Nærmere tværtimod – havde vi siddet og heppet på Jaguars nye image tror jeg de ville have tænkt øv – det var ikke dem vi ville have fat på.
Godt vi har de gamle :-)
Ja, men jeg ved vitterlig ikke hvordan. Er det virkelig den facon de rige skal køre rundt i igen?
https://www.youtube.com/watch?v=MGh9Lf5oVwY
Den er noget special..