Register

three × five =

A password will be e-mailed to you.

For ni år siden var Klub ViaRETRO på besøg hos familien Andreasen på Fyn for at se deres samling af youngtimere. Den voksede siden – men nu skal det gå den anden vej!

De har egentlig altid gået stille med dørene i forhold til deres bilsamling, Andreasen-brødrene og deres far. Det gjorde også dengang i 2015 overraskelsen så meget desto større for de fremmødte Klub ViaRETRO-medlemmer: Besøget var en del af nogle ViaRETRO-ture til ikke-offentlige bilsamlinger under overskriften “De Hemmelige Samlinger”, og man skulle jo tro at det kun er små samlinger som kan holdes så diskrete som den fynske familie har gjort. Men nej, der var masser af biler bag de normalt lukkede porte – langt overvejende youngtimerbiler, der dengang i 2015 var noget forholdsvist moderne, progressivt og nyt. 

To youngtimers: Forrest en BMW 635 CSi der skal sælges ud af samlingen – bagerst redaktørens Alpina, der måske skal opgraderes?

Ni år senere besøgte jeg så samlingen igen, denne gang selv kørende i en ganske ung klassiker af en 1984 Alpina – totalt en bil i den boldgade, som familien har samlet på. Jeg kan skrive under på, at de var inde på noget: De nyere klassikere er blevet uhyre populære, og især sportslige youngtimere med lidt muskler under motorhjelmen. Og selvfølgelig samlede familien lystigt videre efter Klub ViaRETRO-besøget i 2015, og jeg mener bestemt at alt det jeg så i sidste uge var nyt siden dengang. 

Man kan genlæse den gamle historie om besøget (Lørdag på landevejen: Andreasensamlingen) for at få baggrunden, men ellers lyder det korte resumé således: Hele familien er beskæftiget i bilbranchen, og fader Andreasen opdagede på et tidspunkt, at biler fra Schweiz ofte havde en særligt god kombination af kilometertal, stand og pris, og så købte han lidt op af dem.

Far Andreasen og den ene søn Mark – Thomas havde for travlt! Bilen er en BX GTI 16V.

Da børnene kom ind i det tog det fart – især da sønnen Thomas på et tidspunkt svor, at han aldrig ville sælge nogen af dem igen! Dén beslutning kom efter at han fik børn og valgte at sælge sin Mercedes-Benz 2.5-16 for billig penge, og i årene derefter kunne se hvordan modellen bare steg og steg i pris. Den sved.   

Det er blevet for meget med bilerne og dem i denne hal kommer nu til salg.

Markedsmæssigt er der ingen tvivl om, at familien har været inde på det rigtige, og det er sådan set også derfor de vælger at sælge nu. Men bare rolig, for det er kun en del af bilerne der skal væk: Familien driver jo også en forretning indenfor rustbeskyttelse, og det er balancen mellem hobby og arbejde, der skal justeres lidt på – det kræver noget at holde alle de biler kørende. Og da så forretningens udvikling gjorde, at den hal dette udvalg står i snart skal bruges til noget andet, så tog familien beslutningen om at sælge nogle af bilerne ud. 

Peugeot 406 coupé med rødt læderinteriør er en smuk bil.

I Schweiz kan man bruge een nummerplade til flere biler, men det går jo ikke i Danmark, og da mange af af bilerne er købt dernede er de derfor uden dansk afgift. Men med tiderne udvidede familien jagtterritoriet, så der er skam også nogle med dansk afgift på – for eksempel den gule Mercedes-Benz med det pragtfulde brune interiør herunder.

Derfor er den også blevet kørt lidt i, og dén stod derfor i fin og køreklar stand. Andre af bilerne havde stået stille i flere år. Nogle blevet startet op jævnligt, andre havde bare stået i årevis og først startet op i forbindelse med salget af dem. Og nogle få kunne slet ikke starte! Så standen på bilerne varierer meget, og yderpunkterne er nok den rustne Triumph TR7 (til reservedele, gætter jeg på – og det er ikke karosseridele…) i den ene ende af skalaen og den fine Bentley Mulsanne Turbo R i den anden. Turbo R-modellen er en gentleman’s express, og i hvid med hvidt læder er den så firseragtig som det kan blive og dette eksemplar var virkelig flot. 

Hvid læderkabine i en Mulsanne Turbo R: Bare lækkert og virkelig fin stand.

Den bliver selvfølgelig også dyr. Præcis hvor dyr kommer dagsformen lørdag den 25. maj til at afgøre. Familien har nemlig valgt at sætte bilerne på auktion, så de kan få frasalget overstået på een gang. Auktionen håndterer Campen Auktioner fra Randers, og der bliver eftersyn af bilerne fredag den 17. maj og igen fredag den 24. maj. Bilerne bliver stående i hallen på Fyn, hvor de er fotograferet, mens auktionen fysisk bliver afholdt i Randers – men man kan selvfølgelig byde via internettet eller telefon også. Udover Andreasensamlingen her er der kommet mange andre biler til også, så på auktionen den 25. maj vil der være mindst 100 køretøjer under hammeren. 

Klik på billedet har for at gå til det fulde onlinekatalog.

For at komme tilbage til Andreasensamlingen: Egentlig var spændet af biler meget bredt, også prismæssigt, og der vil være andre der vil gå meget billigere end den lækre Bentley. Især dem, hvor der skal laves noget arbejde på inden de kan synes og køre. Jeg må for eksempel tilstå, at jeg var mere end fristet af den smukke BMW 635 CSi-coupé, ikke mindst på grund af farven Achatgrün. Den var hollandsk og var forsynet med et gasanlæg, der imidlertid drillede motoren og bilen kunne ikke starte. Det kommer selvfølgelig til at presse prisen ned, så den måske kan blive et drømmekøb? Ikke for mig, besvares – når familien ikke kunne få liv i den, så kan jeg heller ikke! Men farven var fantastisk, sort læderkabine og manuelt gear med første som dogleg, så dér var noget at drømme om:

I den anden ende af skalaen stod en Opel Corsa B som GSi-model. Jeg har altid godt kunne lide Opel Corsa B, der med sine runde former er sådan nærmest nuttet at se på. Men som GSi har den 109 hestekræfter, og så er den pludselig hurtig. Lige knap en ægte GTI, men det behøver den vel heller ikke være som konebil?

Opel Corsa B som GSi. Jeg synes den er møgfræk!

Ægte GTI var der nu også masser af: Man kunne blive i Opelafdelingen og pege på en fuldblods 150 hestes Astra, gå efter den hvide BX 16V med hele 160 hestekræfter og den sprødeste motorlyd – eller køre den helt klassiske stil med en sort Golf GTI på BBS-fælge. Den hørte jeg også køre, og må indrømme at den lød endnu frækkere end den så ud. 

Helt klassisk GTI.

Sådan kunne jeg blive ved, for der var masser af andre fristelser også: Fiat X1/9’eren var med dansk afgift og i flot stand, Toyota MR2’eren var i en lækker farve, Nissan 300ZX’eren (med defekt gearkasse) endnu bedre. BMW 728i’eren var med stofkabine, manuelt gear og flot stand – og selv jeg ville kunne skifte guldfælgene ud med noget mere passende. Og så videre gik drømmene: Lancia Delta Integrale? GMC Typhoon? Subaru SVX? Den er svær. Herunder er en lille video, hvor Mark Andreasen introducerer nogle af bilerne: 

Der er som sagt flere endnu, og det hele kommer under hammeren lørdag den 25. maj. Det er udmærket planlagt, for det levner to uger til det næste Klub ViaRETRO-arrangement på Gavnø Classic søndag den 9. juni!

Så få forårsinspiration i galleriet herunder og lad mig høre hvad drømmer I om?

 

 

3 kommentarer

  1. stefan

    I min optik er GMC Typhoon den sande (sjældne) perle. Jeg har altid elsket den. Fed og tåbelig hurtig efter datidens standarder.

    Svar
  2. Soren W

    Opel Corsa B har nu aldrig sagt mig noget.
    Man skal være opmærksom på at Golf GTIen er med 4 døre. Den er i højere kurs med 3 døre som samlerbil. For øvrigt står den på ATS fælge 🙂.
    Hvorfor står bilerne som momsfri? Har det noget med alderen at gøre? Normalt er der 10% told og 25% moms på biler udenfor EU?

    Svar
  3. Claus Ebberfeld

    @stefan, som du ved har jeg aldrig været begejstret for den slags, men selv jeg må anerkende at Typhoon faktisk er en rigtig entusiastbil. Bare ikke til mig :-)

    @soren-w, ATS-fælgene er faktisk lækre og klæder bilen. Ligesom en Golf GTI er et glimrende lærred, hvis man er sådan en rigtig alufælgskunstner: Findes der mon en bil, der kan fås flere fælge til?!?

    Jeg har ikke været alle beskrivelserne igennem, men dem jeg har set fra Schweiz står der, at importtolden er betalt.

    “Momsfri” har ikke noget med alderen at gøre, nej. Ordet betyder i Campens terminologi, at der ikke kommer moms oven på hammerslaget. Altså det betyder egentligt det omvendte: Nemlig at varen er med momsen betalt – brugtmoms, som man kalder det i bilforhandlersprog, ikke fradragsberettiget.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.