Regn er godt for racing og til at forlade sit land i, når man kører på sommerferie.
Det smadderregnede da jeg kørte på ferie – direkte fra arbejedet i går. Virkelig regnede. Men det var jeg ikke ked af: Jeg skulle jo et andet sted hen, og dér kunne jeg se vejrudsigten sagde 28 grader og tørvejr. Jamen, så det er jo perfekt, ikke?
Regn er dog ikke godt for alting. Tidligere på sommeren havde jeg kommenteret et par motorløbsweekender på Ring Djursland, og de var begge meget våde. Den første så slemt, at min afskedshilsen til publikum var en garanti for, at den næste løbsweekend kun kunne blive bedre rent vejrmæssigt. Det blev den. Fordi det regnede lige knap så meget. Det er selvfølgelig ikke godt for publikum, det er jeg med på. Men det sjove er, at racet begge weekender vandt ved det – et mønster, der er meget velkendt i motorsport: De svære forhold i regnvejr udligner forskellene mellem bilerne og lader de bedste kørere vise deres talent.
Men hvis det er en concours, så er regn så afgjort ikke sagen, og det fik jeg også set et eksempel på denne sommer. Det helt nye event Aggersvold Cars & Concours regnede nærmest væk. Jeg var en del af dommerpanelet til concoursdelen, men kunne godt se fra morgenstunden, at den tunge heldagsregn ville gøre det svært. Undervejs derover kørte vi 60 km/t på motorvejen på grund af regn, og det holdt hele dagen, hvilket gik hårdt ud over antallet af besøgende og dermed også de fremmødte biler. En virkelig skam, da Aggersvold Gods viste sig at være nærmest perfekte rammer omkring sådan et lidt pænere bilarrangement.
Lige inden at vi annoncerede vinderne i de fem klasser og den virkelig fine Aston Martin fra 1933 som Best of Show holdt regnen inde – og lige bagefter tittede solen frem. Da var alle bortset fra arrangørerne og de frivillige kørt. Jeg tog det som et tegn: Aggersvold Cars & Concours bliver et fremragende event næste år.
Og i forhold til den kommende weekends Copenhagen Historic Grand Prix med Klub ViaRETRO-stand og racerløb på banen: Det er nok alt taget i betragtning bedst med mest sol.
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Volvos verden
Tekst og foto Michael Sehested Lund
I april 2024 åbnede Volvo sit nye oplevelsescenter World of Volvo i Göteborg og er dermed kommet med på listen over bilproducenter med respekt for sig selv, som tager historien til hjælp i bestræbelserne på at få solgt nogle nye biler. Nu er det jo ikke sådan, at Volvo ikke allerede havde et museum, for det havde de skam, men det lå ligesom for sig selv i Arendal lidt udenfor det centrale Göteborg. Det nye er, at World of Volvo netop rækker ind i nutiden, mens det oprindelige museum primært så på historien uden nogen større kobling til nutiden.
Alene navnet World of Volvo afspejler den nye tilgang, og der er jo et tydeligt slægtskab, om man vil, til BMW Welt vis-a-vis 4-cylinder siloen i München. Jeg satte mig derfor i bilen og satte kursen mod Göteborg, som ikke er mere end nogle timers kørsel væk fra københavnsområdet eller en tur med færgen fra Frederikshavn til Göteborg.
Arkitektonisk er alle sejl sat til, rammen er ikke længere en mere eller mindre tilfældig industribygning, men en helt ny bygning tegnet af Henning Larsens tegnestue. Volvo er jo et svensk bilmærke, og derfor har det været naturligt, at bygningen skulle udstråle nordisk byggetradition. På den ene side luftig med store glaspartier, og på den anden side kombineret med en udstrakt brug af træ.
Ligesom tidligere skal den nye bygning rumme det samlede Volvo, som i snart mange år har været to virksomheder: Det Geely ejede Volvo Cars, som står for personbilerne og Volvo Group, der spænder vidt med lastbiler, busser, entreprenørmaskiner og bådmotorer. I en tid med mange nye spillere i bilindustrien (først og fremmest indenfor elbiler, men der er Volvo jo også), kan det aldrig skade med en god historie, og det har Volvo. Lige fra da ingeniøren Gustaf Larson og økonomen (og supersælgeren) Assar Gabrielsson startede Volvo. Mange gange hører vi om, når teknikerne og bønnetællerne støder sammen, men det var der ikke tale om her, for de sad ved det samme skrivebord og blev enige om tingene – det er Sverige på den gode måde!
Senere kom de kendte Volvo kerneværdier til: Sikkerhed (sikkerhedsselen, nakkestøtten, deformerbare zoner, “sikkerhedsbur”). Lambda-sonden i forbindelse med katalysator med renere udstødning til følge.
Men vi må hellere tage fat på de udstillede biler, og for mig selv er der ingen tvivl om rækkefølgen. Jeg lægger derfor ud med min yndling, Volvo P1800, her i skikkelse af fysiklæreren Irv Gordons 1966 1800S, som han kørte 5,23 mio. km i med den samme motor, som dog blev hovedrepareret to gange undervejs. Det er der flere grunde til, hvor en af dem er, at B18-motoren var overengineered, men nok så væsentligt, at Gordon overholdt alle serviceintervaller minutiøst og ikke mindst, at bilen for det meste kun kørte længere ture.
I forhold til antallet af udstillede biler, har Volvo netop nu valgt at satse på at vise flere af konceptbilerne. Den vigtigste er VESC (Volvo Experimental Safety Car) fra 1972, hvor mange af detaljerne kom til at gå igen i Volvo 200-serien, som ikke alene var firkantet, praktisk og god (især i herregårdsvogn-udgaven), men også meget sikker for sin tid. VESC havde dog også bakkamera, noget som først skulle finde vej til almindelige biler mange år senere. Forklaringen er naturligvis, at det hele på den tid var baseret på katodestrålerør: vidicon på kameradelen og billedrør på skærmsiden.
En anden konceptbil er ECC (Environmental Concept Car) fra 1992, som med udseendet indvarslede Volvos nye formsprog med ”skuldre”, hvor den første produktionsbil var S80, som senere blev suppleret med V70 og S60 alle af 1. generation. Men som navnet indikerer, er det først fremmest på teknikken, den skiller sig ud. Volvo ECC er nemlig en gasturbine-hybridbil. Gasturbinen driver en generator, som igen lader et batteri op, der driver en elmotor. Gasturbiner kan både designes til at være ret effektive og brændstof tolerante. Det sidste betyder, at turbinen f.eks. kan køre på rapsolie eller brint. På mange måder tæt på, hvad Horse Powertrain arbejder med, som jeg skrev om i Weekend Matiné Nr. 115.
Den sidste er YCC (Your Concept Car) fra 2004, som jo er en youngtimer. Oprindelig hed det, at bilen var designet af kvinder for kvinder. Nu hedder det, at den er designet af kvinder for alle køn. YCC er forsynet med den 5-cylindrede motor koblet til en 6-trins gearkasse med dobbeltkobling. YCC er en coupé med mågevingedøre, og Volvo får også flettet ind, at den er en hyldest til P1800. Afslutningsvis nævnes det, at YCC lige mangler en detalje i at være perfekt, nemlig en fordybning i nakkestøtten, så der er plads til enten hestehale eller knold i nakken
Udstillingen indeholder naturligvis også standardbiler som PV444, Duett, Amazon, 140-200-300-700-serien, 850, XC90 mm.
De viste ca. 30 biler er bare et udpluk fra Volvos samling på omkring 270 biler, som står i depot et andet sted. Det er der ikke noget unormalt i, men flere, som har besøgt World of Volvo og det tidligere museum, har kritiseret World of Volvo for at være lidt tynd på den historiske del. Det kan jeg godt erklære mig enig i, hvis formålet med besøget kun er at se de gamle biler. I så fald er besøget overstået efter maks. 1,5 time, men det er jo så heller ikke formålet med World of Volvo, der netop præsenterer sig som et oplevelsescenter. Det betyder bl.a, at det er her nye modeller vises frem, ligesom der er konferencefaciliteter. På dette, forplejningsfaciliteterne og sin fremtræden er World of Volvo af en helt anden kaliber end det tidligere museum (måske de kan stille ”Helgenens” Volvo 1800S frem til næste gang).
Dertil kommer, at Göteborg er en dejlig by med skærgård og i smukke omgivelser – og det er nemt at komme dertil uanset, om man kommer fra Jylland eller København – så pak tasken … og klassikeren … og kom af sted.
World of Volvo
Lyckholms Torg 1
SE-412 63 Göteborg
www.worldofvolvo.com
Ugens Fund: 1973 Renault 4 til 64.800 kroner
Topcharmerende bil i nogle af de bedst tænkelige farver, tilsyneladende fin stand og så synkroniseret med at de Olympiske Lege starter i Frankrig: I sådan een her kan man hente baguettes med stil.
Indrømmet, 64.800 er ikke en ubeskeden pris for en Renault 4, men personligt ville jeg være vilig til at betale ekstra for farverne. De nypolsterede sæder kan jeg også godt lide – omend jeg er lidt i tvivl om originaliteten. Spørg lige til det for en god ordens skyld.Og lad gerne en kommentar falde, hvis nogen køber den og kører til Frankrig.
Ligesom jeg gør nu: God sommer!
Tak for tip til Niels Vegger. Find annoncen her: 1973 Renault 4
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Flot med Panama stråhatte, men en sydvest var nok bedre i det vejr :-)