Prøvekørt: 6 and Seven

Jeg kan ikke garantere, at det sker for alle gæster, men jeg var MEGET glad for at være på Atletion i går: Jeg fik  lov at prøve hele to meget forskellige biler.

Børsmægleren var først ude med nøglerne, og benyttede lejligheden til at forklare mig, at jeg havde fået galt fat i historien om børsmæglertilnavnet. Det var således slet ikke ham, der var blevet udpeget som børsmægler, men Gnavpot, der også var med på turen. Ligemeget, nu er han i mit hoved og på min blog “børsmægleren”. Helt sikkert er det i hvert fald, at han kører en Alfa Romeo GTV6 fra 1986, som han købte i Sverige sidste år. Sådan en firserbil er egentligt for ny til at være interessant for mig – meeen lige netop GTV’en har jo rødder i halvfjerdserne, hvor den kom til verden som Alfetta GT med den klassiske twincam-firer i 1,8 liters udgave. Det hjælper lidt på min holdning til bilen – og resten tog motoren sig af.

Dette er en tidlig Alfetta, som jeg længe foretrak fremfor de senere modeller – chrom i stedet for plastik og mange fine detaljer, der understreger de skarpe linier. Men også kun 1,8 liter og fire cylindre.

Jeg har tidligere skrevet om den klassiske Busso-V6, som er en pragtfuld motor. Men børsmæglerens version sætter trumf på, for den tidligere ejer (en vaskeægte og storentusiastisk italiener mand ved navn Guiseppe, som jeg mødte på trommeslagerens Beta-ekspedition til Göteborg) havde fået motoren tunet, og den var nu klart vildere end standardudgaven med 160 heste. Hvor vild vides vist ikke, men tuningen havde omfattet nogle skrappere knaster, og motoren gik meget uroligt i tomgang – det hér var før Alfa kom med variabel knastakselindstilling, og man kan derfor ikke få både i pose og i sæk. Den indsprøjtede motor gik ellers helt rent, også fra kold, og så kørte vi noget temperatur i den mens jeg vænnede mig til gearskiftet. Gearkassen i sådan en GTV ligger jo ved baghjulene, og skiftemekanismen er derfor lang og kringlet. Det mærker man, men efter sigende er børsmæglerens udgave slet ikke slem. Skiftebevægelserne var dog meget lange, og det vænnede jeg mig aldrig helt til.

Børsmæglerens GTV6 er ikke til salg, men det er denne, der endda står i Århus. En af verdens bedste V6-motorer for 80.000 kroner – hmm, hvorfor ikke?

Næste overraskelse: Bilen føltes tung, rigtig tung. Nu kom jeg godt nok også direkte fra Stag’en med dens lette servostyring, men alligevel overraskede Alfa’en mig. Det skal ikke forstås negativt, det med tyngden, men jeg må indrømme, at jeg så GTV6’eren som en ret moderne bil, og derfor kom det bag på mig. I virkeligheden aner man Alfetta-alderen i konstruktionen, og i mine øjne er det jo positivt – selvfølgelig skal man mærke, at man kører klassisk bil, og det gjorde man altså hér: Lidt svært gearskifte, tung styring, lang bremsevandring – men hvad med den motor? Ja, med temperaturen oppe fik jeg lov at give den nogle omdrejninger, og det forvandlede simpelthen bilen – fra heftig tourer til rap sprinter, ganske enkelt. Under hele opvarmningsfasen havde den skam kørt fint og lydt dejlig, hviket giver masser af pluspoint i min bog, Men da omdrejningerne nåede over 3500, så vågnede maskinen virkelig op til dåd, og lyden blev langt mere aggressiv – stadig slet ikke højlydt (i kabinen, i hvert fald), men mere anmassende i tonen og melodien, og den løb simpelthen så let, så let deroppe i den anden ende af skalaen. Og så leverede den kræfterne, det må jeg sige: Ned i knæ og så sætter vi af – den motor var bare stærk. Nu kom vi aldrig uden for byen, så vi kørte i sagens natur ikke ret stærkt, men det føltes som om undervognen godt kunne følge med. Bremserne bed i hvert fald godt fra sig, og den tunge motor ude foran synes jeg ikke føltes slem i indstyringen – den drejede pænt, og med lidt mere fart på blev styringen også lettere.

Dette er interiøret i bilen til salg: Nyrestaureret, står der – og det ser sådan ud. Børsmæglerens havde også læder, men det var sådan en mørkerød farve, som ville vække lykke hos enhver bordelmutter. Rigtigt lækkert!

Så det var en dejlig oplevelse, den GTV6. Faktisk en bil jeg godt kunne se i min garage på et tidspunkt, hvor jeg eventuelt havde brug for mere nutidige præstationer. Ifølge børsmægleren holder den ubesværet og i relativ stilhed en marchfart på 150-160 km/t, og det kniber bare lidt i de fleste tredser- og halvfjerdserbiler. Hidtil har jeg ellers sværget til de tidlige modeller med deres fine linier, mere enkle teknik og lavere priser. Men V6’eren føjer det element af temperament til, som jeg synes der skal være i en klassiker, så den står forrest nu.

Dennis sorte monster, en 1961-registreret Mohr Rush (og en flot GT6 i forgrunden!).

Apropos vildskab: Entré Dennis, der spurgte om jeg også ville prøve hans bil? Er paven katolik? Ja, det ville jeg da, og så kringlede jeg mig ned i førersædet i hans sorte djævel, en Mohr Rush. Hvis du aldrig har hørt om sådan én før, så er det meget forståeligt. Jeg kendte den kun, fordi jeg tidligere har læst mange tyske bilblade – og ja, den er tysk. På en måde, i hvert fald. Den er nemlig så engelsk i sin konstruktion, at nationaliteten er nærmest ligegyldig, og jeg vil tro, at de fleste uindviede tager den for at være en Lotus Seven.

Det giver en fascinerede køreoplevelse, når man kan se hjulophængene arbejde – og stenene flyve op fra dækkene…

Grundidéen er nøjagtigt den samme: Hvor lidt har man brug for i en bil? Mohrs idé var, at man har brug for lidt mere bredde end en Lotus, og lidt mere motorvolumen. Udover bagdækkene ved jeg ikke, hvor bredden blev af, men motoren er god nok. Den 2-liters Ford Pinto-motor er større end noget, der nogensinde har ligget i en Lotus Seven, og da vægten på hele sagen stadig kun er 600 kilo, så er det, at slutresultatet bliver vildskab, nærmest en ren springskalle til chaufførens sanser. Der er simpelthen kraftoverskud, så man glemmer alt det der ikke er – døre, tag, indstillingsmuligheder. Og dog, indstillingsmuligheder: Det siger vel noget om en bils intention, at man kan indstille undervognen, men ikke sæderne? Og det siger noget om dens stærke sider, at man er ligeglad med det.

Justeringsmuligheder, bare ikke på sædet…

Den gamle jernmotor slynger simpelthen om sig med fjervægten, så man virkelig skal tænke over speederbevægelserne. Ikke at den var svær at køre, slet ikke – gearskiftet var faktisk klart nemmere end Alfa’ens. Men motoren trak bare uanset omdrejningstal, så ethvert tråd på speederen blev straks til acceleration – i praksis vil jeg tro, at man kunne nøjes med tredie gear. Nu brugte jeg dog også første og andet, og så blev sorte Rush altså bare suverænt hurtig. Ikke spor sofistikeret, men eddermamer svinehurtig. Aerodynamik er et uartigt ord at bringe på bane, men Pintoen gav altså kraftoverskud nok til alligevel at køre stærkt – men hvis man skulle gøre det ret længe af gange, så ville en jakke med ekstratykt venstre ærme være på sin plads (til chaufføren, passagerer skule have ekstratykt højre ærme), for armen hænger udenfor i fartvinden. Nu er det heller ikke fordi overkroppen er godt beskyttet, så Rush’en gav virkelig den fulde friskluft-oplevelse. Som en rask tur på fjeldet, bare hurtigere og mere velduftende: Den varme luft fra motoren, bremserne og dækkene bølger i sagens natur ufiltreret henover cockpittet.

Dette er en ægte sidepipe, ikke sådan noget til pynt-bling – næ, man kan skam brænde sig på den ved udstigning, lige efter bogen.

Eller måske ligger det nærmere for at se Rush’en som en motorcykel på fire hjul? Dennis mente faktisk ikke, at bilen var til andet end legetøj, men det er nok alligevel at undervurdere den. Hvis man kan køre til Italien på motorcykel, så kan man også i en Rush. Men påklædningen skal nok være den samme, og oppakningen vel også på det niveau. Dennis har før taget turen fra Århus til Holstebro i bilen, og sagde at man så var godt ør bagefter. Det ligger nok også i den konstante drønen fra udstødningen (efter sigende kan den sætte alarmer igang bare ved at køre forbi parkerede biler), så ørepropper skal man også huske. Men SÅ er man også klar, for sæderne var overraskende komfortable og affjedringskomforten ligeså – jeg tror på, at den kan bruges! Det siger jeg altså ikke kun, fordi bilen er til salg, men også for at få Dennis mere ud at køre i den. Hvis den da ikke bliver solgt, naturligvis.

Kan man vælge mellem de to? Nejnej, helt umuligt. Jeg vil i stedet nøjes med at konstatere, at for både Dennis og børsmægleren er det deres første klassiker. Og det er da tankevækkende, at to personer er kommet frem til så forskellige valg.