Medlem Henning Pryds

Om tiden inden roadsteren langsomt uddøde
Lørdag den 26. april kunne Die Welt fortælle læserne, at .. ”Langsam sterben die Roadster aus”.  Det er nødvendigvis ikke en påstand, der kan få morgenkaffen, yoghurten og de tørrede frugter i den gale hals. Roadsteren – den to-personers åbne sportsvogn – har vel været døende siden slutningen af 1960’erne,  trods forsøgene på at genoplive den i begyndelsen af 1990’erne.

Det er faktisk mere overraskende, at Die Welt vælger denne morbide vinkel på sportsvognen netop i en af de uger i foråret, hvor alle andre aviser, biltillæg og bilmagasiner i længslen efter sommerens varme sol netop genopliver og trækker sportsvognen og cabrioleterne af stalden.

Således også i Børsens motorsektion, der 2. maj er helliget cabrioleten. I bedste retrostil trækker redaktionen de åbne bilers spor tilbage til Blower-Bentley’erne i 1930’erne og frem til et af de sidste skud på stammen, den netop genoplivede Morgan trehjuler fra 2011.  En model, der kan trække de tekniske spor tilbage til 1912.  Mere retro kan det vel ikke blive.  Sportsvognen er åbenbart retro hele vejen igennem.

I Die Welt konstaterer Stefan Grundhoff, at siden 2007 er det årlige antal af solgte to-personers  roadsters  faldet fra 255.000 til 126.000 på verdensplan.  Det betyder bl.a. at Mercedes-Benz har udskudt fornyelsen af deres SLK, og at BMW også trækker afløseren af Z4’eren ud i fremtiden. Mest markant er måske den fornyede usikkerhed om Mazdas og Fiat-Chryslers fælles projekt. En sportsvogn, der ikke kun skal opdatere Mazdas MX-5, men også give platform til en ny Alfa Romeo Spider, som måske også kan gå hen at blive til en ny Fiat 124 Spider. Men der er nu trykket på pauseknappen. Middelklassen vil have noget andet end åbne sportsvogne.
Den åbne sportsvogns Prime Time
De fleste forbinder nok prime time for middelklassens sportsvogn med begyndelsen af 1960’erne. 1950’erne var forberedelsernes tid. Omkring 1960 er det tiden, hvor den britiske invasion af MGer, Triumpher, Jaguarer og Austin Healeyer topper i USA, og hvor andre europæiske producenter som Alfa Romeo, Fiat, Renault, Mercedes-Benz og Porsche tager deres del af det blomstrende marked.

Europæerne har fra slutningen af 1950’erne fået penge på lommen, en stor ungdommelig efterkrigstidsgeneration vil og kan nu leve drømmene ud ligesom amerikanerne. Det er tiden med øget vækst, velstand og en optimistisk fremskridtstro, som er sat i scene med rationelle og funktionelle moderne linjer i arkitekturen, designet og i moden, herunder også bildesignet.

Fornyelsen af 1950’ernes forestillinger om, hvad en sportsvogn er for noget, kommer omkring 1958 – 1960. Tag f.eks. markedsføringen af Austin-Healey Sprite (1958), Renault Floride (1958), MG B (1962), Corvette C2 (1962) og Jaguar E (1961).  Udvalget er stort fra den nederste til den øverste del af middelklassen. Italienerne kommer med opdateringen i 1966, hvor Alfa Romeo Giulia ’Duetto’ og Fiat 124 Spider lanceres. På det tidspunkt er optimismen, den rationelle klarhed og moderniseringsviljen allerede er ved at fordampe.

I begyndelsen af 1970’erne er det slut med sportsvognen. Den er død.  Økonomisk krise, nye sikkerhedskrav til biler og den første energikrise sætter en stopper for legen. Tiden er nu en anden. En periode er ovre. Datsun 240Z viser vejen mod nye og andre tider.

Ingen tror længere på, at den åbne sportsvogn igen vil kunne få tag i middelklassens drømme. Men lanceringen af Miata  – i Europa Mazda MX-5 –  i 1989/1990 viser,  at dette ikke holder stik. Mazda MX-5 produceres første år i 90.000 eksemplarer, og andre producenter følger efter og jager succesen: MG F (1995-2011), BMW Z3 (1996-2002 (Z1 1989-91)), Honda S2000 (1999-2009), Alfa Romeo (1990-1993), Fiat (1966-85), Audi TT (2000-2006). 1990’erne er åbenbart en retro gentagelse for sportsvognen, og interessant nok også for den amerikanske romantiske Roadmovie.

Nu er det ifølge Die Zeit igen slut med sportsvognen.  Det er ikke bare finanskrisen, der er den skyldige. Nej, det er den særlige ”Lebensgefühl” som sportsvognen er et udtryk for, der er væk.

Det er Stefan Grundhoffs pointe, at livstilsbilen ikke længere er en åben sportsvogn, men en SUV. Den nye kompakte SUV kombinerer nemlig en fysisk aktiv livstil, hvor transportmæssig praktikalitet og ønsket om mere sikkerhed er bragt i centrum.

”Roadster waren Ausdruck eines einzigartigen Lebensgefühls.”  Nu betyder ’Lebensgefühl’ mere end en tilfældig forbrugsorienteret livsstil.  Ordet refererer til en mere sammensat måde at forholde sig til livet på, og implicerer derfor flere forskellige eksistentielle relationer end bare det at have et moderigtigt forbrug og livsstil.  Hvorfor Steffan Grundhoff godt kan gå hen og få ret i, at SUV’en har overtaget sportsvognens rolle.

Inden vi tager hul på hvordan denne nye Lebensgefühl kan være skruet sammen, så lad os vende tilbage til begyndelsen af 1960’erne og se på et par eksempler på den særlige livsfølelse sportsvognen dengang appellerede til. Og her er billedet slet ikke så entydigt.
Getaway People

Hvis man anerkender tanken om at øget produktivitet og dermed øget velstand betyder en vækst i de individuelle selvrealiserings muligheder også kommer for en pris, så vil man bedre kunne forstå begrebet the getaway people. Omkostningerne for velstanden kommer i en form af rationalisering, som i det offentlige og sociale liv fratager den enkelte selvbestemmelse, samtidig med at selvbestemmelsesmulighederne øges for den enkelte udenfor arbejdslivet. At være den man er flyttes over i den frie tid. En modsigelse, der både tilbyder mere frihed for den enkelte på bekostning af øget kontrol over andre dele af livet. ”Getaway” beskriver det at flygte fra, undvige fra kontrollen for at kunne realisere sig selv.

I 1961 bliver Jaguar E-typen introduceret på det amerikanske marked, og først i 1962 er Jaguar i stand til at opfylde efterspørgslen. Salget øges – trods et lille tilbage fald i 1964 – frem til 1968. Den åbne E-type version udgør omkring halvdelen af salget af E-typer. Ingen anden åben sportsvogn appellerer i den første del af 1960’erne til den øvre middelklasse som E-typen. Den er billig, den er hurtig, den er teknisk kompetent og den er iklædt et sublimt dress, der senere giver den en permanent plads på Museum of Moderne Art i New York.  Så i den forstand udtrykker E-typen nogle grundlæggende egenskaber ved sportsvognen, og dermed også den særlige ”Lebensgefühl” roadsteren appellerer til.

I perioden 1962 – 1966 kører Benzinselskabet ”National” en reklamekampagne for deres superbenzin under sloganet: ”Getaway People get Super National”. Getaway People bliver en metafor for tidens særlige Lebensgefühl.  Dette med blot at trykke på speederen, frigøre energien og parret i Jaguaren slipper væk, ad lokkende veje, bort fra der, hvor de er. Til deres legepladser i det varme aftenlys.  (Billede 1: The Motor 2.1.1963). Getaway People spilder ikke tiden. Getaway people er ”GO, GO..” – energi, fart, gå-på-mod.., energien trækkes frem indefra og bruges fuldt ud som brændstof for livet.  (Billede 2: The Motor 1.5.1963).  Den sfære, hvor Getaway people er i live brusende og leende på den uendelige gyldne strand (Billede 3: Motor Sport, juli 1963).  Getaway kommer indefra, følelsen er uimodståelig, krævende… at have kontrol over sit eget liv, hvilket formuleres som en sansemæssig skærpelse: skarp, klippe, kløft, høg, stigning, skrig, spiral, flugt, tillid, køre, lade strømme igennem, frigøre og slippe væk.  Det at slippe væk er selve grunden til at leve. (Billede 4: Autocar, 22.05.1966) Jaguaren har ikke plads til flere end to, intet medbringes, den er både middel og legetøj, som med en bevægelse af højre fod bringer de undvigende til deres legepladser, hvor de kan frigøre sig fra.. ja, fra hvad? Fra rationaliseringen og automatiseringen af arbejdet og hverdagslivet. Den pris, de har betalt for at øge deres velstand så meget, at de kan få råd til en Jaguar E-type, der kan bringe dem bort fra, der hvor de er: på kontoret, fabrikken, i byen, i familien, i huset….

I National-reklamerne står social kontrol og rationalisering overfor legepladsernes naturlige frihed til selvbestemmelse. Getaway People’s  særlige Lebensgefühl er baseret på en accept af dobbeltheden. Friheden er de timer, hvor livet i roadsteren leves fuldt ud på brændstof fra National.  Getaway People og Go-Go – tænk bare på Whisky a Go-Go klubben i Los Angeles – handler om at ryste energien frem af kroppen. Energien er i kroppen, i den enkelte, men skal frigøres fra de sociale bånd, så GO-GO……

We’ve gotta get out of this place
The Animals sætter i ”We Gotta Get Out Of This Place” (1965) ord på en anden betydning af ”getaway”. Her gælder det om ikke blot at slippe bort fra en verden, ”where the sun refuses to shine” i en weekend, som i National reklamerne, men om at flygte bort fra den verden, hvor ens far har… ”been working and slaving his life away.” Fordi:  ”Girl, there’s a better life.” Pointen er, at livet skal leves fuldt ud medens man lever. Derfor ”getaway” og ”out of this Place.

I midt-60’erne tematiseres sportsvognen derfor også som et surrogat, der tilbydes som erstatning for et autentisk liv. Tænk bare på ”The Graduate” (1967), hvor Ben (Dustin Hoffman) får en Alfa Romeo Spider ”Duetto” som kompensation for at tage en College-uddannelse og dermed et medansvar for det amerikanske samfund.  Samme tema udspilles i den italienske ”La Noia” (1964), hvor kunstneren Dino (Horst Buchholz) af moren (Bette Davis) får en Austin Healey 3000 Mk 1, som erstatning for den kærlighed, hun aldrig har givet ham.  Filmen ”Bonnie and Clyde” (1967) sætter  60’ernes ”getaway” stemning i højeste gear. Samfundslivet tilbyder ’plastik’ og syntetisk liv frem for ægte liv, og sportsvognen bliver et billede på denne ’plastic world’.

Men uanset om sportsvognen fremstilles som surrogat eller et frigørelsesmiddel, så er grundværdierne de samme. Den er og forbliver et romantisk billede på personlig frihed og selvkontrol.
New horizons, Neues lebensgefuhl – The Outdoorsman
Hvad er det så ved SUV’en der får Stefan Grundhoff til at mene, at den udtrykker tidens Lebensgefühl? Et eksempel kan måske belyse det.

Mark Webber – Porschemagasinet

Ifølge Porsches klubmagasin ”Cristophorus” slapper Porsches nye fabrikskører Mark Webber af med et  ”pit stop at his personal fueling station Noosa Heads, Queensland, Australia” (365). Vi får historien om Mercedes’ fiasko med aerodynamikken ved Le Mans i 1999, som sendte Webber en tur i luften. Webber fortæller om sin karriere i Formel 1 for Mercedes og Red Bull, om hans første Porsche (997 Turbo). Han er begejstret for Porsche, fordi den ikke fremtræder ekstravagant eller prætentiøst. ”You can take it to most places. That’s what I love about it, because under the skin the performance is off the charts.”(365).  Interviewet er ovre… ”Webber loads his mountain bike into a Cayenne GTS. … The awesome weather, the surf, and bush trails for paddling, running, and mountain biking. He follows a strict, well thought-out fitness program in order to prepare himself in the best possible way for the new challenge with Porsche.”

Værdierne synes at være de samme for the Getaway people i 60’erne og for Porsche og Webber i 10’erne.  Naturen beskrives som et optankningssted, det er de samme endeløse strande og kontrollen over sig selv. Men, hvor der i 60’erne bliver sat skel mellem den personlige frihed og det sociale krav – demonstreret ved sportsvognens konstruktive ansvarsløshed som den sublime legeplads. I sportsvognen er det fraværet af plads til mere end to; det at kunne stikke af fra det hele; ikke at have plads til noget af det man flygter fra;  risiciene ved farten og at være udsat i den åbne bil. Risici, der accepteres, fordi de giver kontrollen over livet tilbage til individet. Indre krav om selvstændig sansemæssig skærpelse.

Det er en romantisk forestilling, at der uden for det sociale hegn skulle kunne findes noget andet, noget der er mere autentisk, noget der er smukkere, bedre og større end en selv. Det er denne romantiske forestilling, der er borte i beskrivelsen af Mark Webbers SUV.  I en SUV stikker Webber ikke af fra noget. Tværtimod han har plads til det hele. SUV’en tilbyder samme tryghed og sikkerhed, som den sociale verden. Naturen er ikke noget, Webber flygter ud i. Tværtimod fremstilles naturen som et stort fitnesscenter, hvor der kan trænes med løb og mountain bike.

De to sfærer, som i 60’erne var adskilte som modsætningsforhold, er nu samlet i en sfære. Alt er samlet og kontrolleret af samme rationalitet, hvorfor SUV’en måske er et meget godt prestigeøst bud på et formidlingsled mellem de to sfærer. I en SUV har man kontrol over sit liv. Og man har altid hele sit liv og sig selv med i den.

Christophorus. Foråret 2014
Die Welt (29.04.14)
Børsen (02.05.14)
Jonathan A. Stein. British Sports Cars in America 1946-1981. (1993)
National Reklame: ”The motor”, ”Motor Sport”, ”Autocar”
Il Sorpasso (1962) Intruktion: Dino Risi
La Noia. (1964) Instruktion: Damiano Damiani
Bonnie and Clyde (1967) Instruktion: Arthur Penn
The Graduate (1967) Instruktion: Mike Nichols
The Getaway (1971) Instruktion:  Sam Perckinpah
The Animals: We’ve gotta get out of  this place (1965)
Shakin’ all over, (Go-Go Dancers, 1960s)

Pendulets vignet er et udsnit af John Chamberlains skulptur “Der turm von Klythie” (1995), som kan ses i fuld størrelse i Foyer des Quarteres i Friedrichstrasse, Berlin.