Umådeligt charmerende flyvepap: Lancia Abarth A112

12. februar 2013

Det var læseren Sport, der brugte udtrykket “umådeligt charmerende pap” om hans gamle Lancia A112 – hans første bil ligesom det var min første. I sommers prøvede jeg den stærkeste udgave af den: Abarth-udgaven med 70 hestekræfter. Med et udtryk fra den maritime verden må det så være et flyvepap.

Det skal retfærdigvis siges, at Sport efter vendingen tilføjede, at i den lille Lancias segment “var det nærmest pap det hele”. Min egen A112 var bestemt heller ikke kendetegnet ved nogen stor modstandsdygtighed mod ret meget – men det gjaldt heldigvis også i forhold til at skifte retning, at bremse og at accellerere. Vel, det sidste gjorde den så godt den nu kunne med sin en-liters-maskine. Men den var ligeså rigtigt beskrevet umådeligt charmerende.

A112 kom til verden som Autobianchi i 1969 – billederne her er fra Quattroroute årgang 1970.

Låneudtrykket “flyvepap” passer derfor perfekt til netop Abarth-udgaven: Ordbogen siger at flyvepap bruges om “særligt hurtige, lette og ikke særlig solide kapsejladsbåde” – ja, netop, Abarth’en er et kørende flyvepap. Som jeg skrev om i mit gamle indlæg om min egen Lancia A112 hér, så var min bil allerede i den ordinære udgave en charmetrold, komplet med sine særheder – hvoraf Sports bil sandelig udviste nogle af de samme. Jeg var uhyre glad for den, men vidste jo udmærket, at der fandtes en overmand, nemlig Abarth’en.

Teknikken dannede senere grundlag for Fiat 127.

Den har stadig kun en liters slagvolumen at gøre godt med, men det er jo bare klassisk Abarth: Ikke en større motor, men lidt fintuning (i bostaveligste forstand) af den, og så var der pludseligt 50% flere kræfter at gøre godt med. Siden jeg så disse små fræsere for første gang i Sydfrankrig anno 1988 har jeg egentlig spekuleret på, hvor meget bedre de mon var end min “E”-model. Kristian hjalp mig med svaret, da han i sommers lod mig smage, hvordan det var at være ung i Sydfrankrig. Ja, for noget er der om snakken, da den lille Lancia ifølge Wikipedia i midtfirserne havde et rigtigt godt tag i netop de unge. Og i de kvindelige af dem, endda, men lad det nu ligge.

Dette er den første Abarth, stadig med 982 kubik men hele 70 hestekræfter.

Jeg husker ikke min E’er som decideret langsom, men det var måske den konstante tilstedeværelse af frisk motorlyd, der gjorde det. Der er dog ingen tvivl om, at Kristians Abarth var meget, meget hurtigere: Med 70 hestekræfter til de bare 700 kilo pap, så vil jeg endda sige, at den også var hurtig efter dagens standard. Omend det måske også her var motorlyden, der overdrev fartfornemmelsen lidt – en Abarth har en mere sporty udstødning, og “sporty lyd” i dette segment har altid betydet “højere lyd” også. Der var intet at sætte en finger på i min gamle bils lyd, men Abarth’en havde bare mere af det hele: Dobbeltkarburator, dobbeltudstødning – og dobbelt udkobling? Nej, det sidste var ikke nødvendigt, for selvom gearskiftet ikke var særligt præcist, så var det afsindigt meget bedre end jeg husker mit eget – hvilket måske fortællere mere om min bil eller min hukommelse end om Abarthens gearskifte.

Kristians Abarth. Den senere udgave havde mere plast men også mere vidtgående ændringer - taget var bredere, for eksempel.

Kristians Abarth. Den senere udgave havde mere plast men også mere vidtgående ændringer – taget var bredere og fronten skarpere.

Motoren var dog i høj grad det, der gjorde bilen: Umiddelbart havde jeg forventet, at den højere tuningsgrad på det samme lille slagvolumen ville give en motor med ringe moment ved lave omdrejninger, men det var ikke mærkbart – Abarthen trak rent og hårdt igennem fra bunden, og jeg må tilstå, at jeg æææælsker lyden af en karburatormotor, der slubrer igennem helt nedefra: Braaaaap, Bvarpp, bvåååÅÅÅÅÅRP! Det er lige før det alene retfærdiggør ulemperne ved karburatorerne – hvis man da kan tale om ulemper som sådan: I denne Abarth synes jeg nemlig man fik det hele og lyden i tilgift, og 70 hestekræfter fra godt en liter slagvolumen må da også i dag siges at være respektabelt.

Selvforklarende.

Og her skal man lige tænke lidt over alderen: For ganske vist var Kristians Abarth en midtfirser-model, men faktisk blev Lancia A112 Abarth som model født i 1971. Også dengang med 70 hestekræfter, selvom de første motorer var på bare 982 kubik: 6600 omdrejninger måtte der til før hestene var der alle sammen – og det var mange dengang, som man siger. I midthalvfjerdserne blev motorstørrelsen øget til 1050 og mine erfaringer baserer sig altså på den”store” motor. Mon ikke den oprindelige version alligevel har været noget mere hidsig i karakteristikken? Omvendt var de så også endnu lettere, i øvrigt. Men i hvert fald er det tankevækkende, at den lille A112 trods sin pap-fornemmelse levede i hele 17 år uden de helt store ændringer på grundidéen – og at særligt Abarth-udgaven stadig solgte rigtigt godt ind i firserne.

Anhængertræk var noget jyden kunne lide! Den sorte plast var jeg helst foruden, men det VAR sådan jeg huskede dem fra Sydfrankrig 1988. Guldfælge passer til attituden.

Kristians bil var altså en af de sidste udgaver, og stod rigtig flot og fræk i sin sølvgrå lak og på gyldne fælge. Lidt gadedrengsagtig med hjelmens matsorte honnør til rallyverdenen og med guldfælgenes nik til pyntedukkerne. Streetwise, kunne man måske sige på engelsk. Og sådan kørte den også: Frisk, frækt og med overskud og meget, meget livlig. “Nervøs” har jeg læst andetsteds, men det kommer nok an på, hvad man sammenligner med: Det er ikke et udtryk jeg nogensinde vil bruge om den – levende ja, nervøs nej. Og ikke mindst tilidsvækkende, hvorfor jeg ikke vil undlade endnu engang at komme med min kæphest: Det er meget nemmere at have sjov i en bil med lettilgængelige præstationer som man tør stole på end i én med flere kræfter, mere vejgreb, sværere tilgængelighed – men på papiret hurtigere på alle måder. Vejen var våd på nogle af turene i Abarthen, og selv ved frisk svingkørsel oppe på skridgrænsen var bilen helt godmodig, fuldt kontrollerbar og hverken Kristian eller jeg blev nervøse, når den oppe over grænsen understyrede forsigtigt. Jeg var ikke nervøs, fordi et lille let på speederen bragte grebet tilbage. Kristian var ikke nervøs, fordi han ikke var med…

BrrrråååååÅÅÅÅÅÅP!

Det VAR sjovt, og på sin vis var Abarthen alt det jeg havde håbet på: Det var mange år siden jeg sidst havde siddet i en A112, men det hele virkede så naturligt igen – kørestillingen ville formentligt også være ligeså trættende som dengang, den konstante trommen fra motoren ligeså. Men morskaben i kurver var der altid, og der ER altså noget særligt ved 700 kilo bils indstyring i sving: Ingen skal bilde mig ind, at selv den bedste moderne fedling kan give samme fornemmelse af total kontrol og mand-og-maskine-samhørighed.

Så lad mig bare slå fast: Jeg kunne lide Abarth’en – nok ligeså meget som Kristian kunne. Jeg gætter på, at det kan mange af jer derude også. Men inden I kommer med koret om at “den skal du passe på og kun køre i tørvejr”, så lad mig lige sige, at Abarth’en var hans eneste bil. Og at han blandt andet arbejdede som træbeskærer. Kan I se det for jer? Ikke det? Så er det heldigt, at han tog nedenstående billede inden han solgte den kort efter min prøvetur: En Abarth fyldt med motorsave, økser, klatregrej – og ikke mindst: Attitude.

To motorsave og så det løse – Danmarks mest praktiske Abarth?

I dens nye liv er den i øvrigt endt hos en industriel designer hos LEGO, og jeg har siden jeg fik det at vide holdt skarpt øje med, hvornår der mon kom en “LEGO Abarth”-serie eller noget. Ikke endnu, kan jeg sige – men hold nu øje, for særligt A112’s enkle linier må kunne gøre sig også dér. Foreløbigt har han lavet prototypen herunder…

Den nye ejer gav den gamle ejer denne: Smukt på så mange planer.

autobianchi_a112_junior_7_series_2_84-86