Bruno Sacco in memoriam: Afdæmpet genialt design

Den italienskfødte Sacco var den øverste chef for styling og design hos Mercedes-Benz fra 1974 og 35 år frem og døde den 19. september.

Det er pudsigt at han netop selv var meget bevidst om livscyklus og levetider, men det var  dét, der gav ham den suveræne position, at han i prakisis tegnede det tyske mærke i een af deres stærkeste perioder. Paradoksalt, da han som italiener måske var lidt en hund i et spil kegler i den traditionsrige tyske koncern.

Bruno Sacco var en nøgleperson for Mercedes-Benz i henved fire-fem bilgenerationer.

Sacco studerede ved det polytekniske universitet i Torino, og arbejdede derefter hos både Pininfarina og Ghia. Jeg skrev kort om Torinos betydning for bildesign i forbindelse med Klub ViaRETROs tur dertil midt i september, hvor vi – selvfølgelig – også besøgte det fine nationale automobilmuseum, der meget passende ligger netop der. Min formulering var vist noget med at Torinos betydning næsten ikke kan overvurderes, og det er egentligt tydeligt nok, når man står med sine sko ovenpå det nedefrabelyste landkort over Torino med diverse designhuse indtegnet.

Det jeg måske ikke fik nævnte tydeligt nok var, at det ikke kun er (var?) for italiensk bildesign, men helt generelt – og det er Sacco et glimrende eksempel på. Har er godt nok forholdsvist lokal og fuldblodsitaliener og havde sine dannende år i Torino – men helt fra starten havde han et ønske om at komme ud over landets grænser, og Mercedes-Benz tog imod ham. Egentlig taler det også til tyskernes bedste, for de hyrede jo (dengang!) ikke udenlandske designere hver dag, men deres daværende øverste tegner var franskmanden Paul Bracq, så det stoute firma havde erkendt at andre kunne noget med design.

Det gik i den grad op i en højere enhed med Sacco. Han arbejdede i starten under Bracq og nogle af hans første store projekter var de meget futuristiske C111-prototyper – den orange herover. Men faktisk havde Sacco også været involveret i nogle af de mere ordinære Mercedes i billedet, og måske netop herved lært den lektion, som han senere gjorde til sine mærkesage som førende designer for mærket: “Horisontal homogenitet og vertikal affinitet”.

Det fremgår jo tydeligt at billedet herover, at C111 intet har tilfælles med de mere almindelige Mercedeser – ja, faktisk får den vovede prototype dem nærmest til at se gammeldags ud. Mens man omvendt kan sige, at C111 slet ikke ligner en Mercedes. Saccos to designprincipper skulle sikre, at ingen af de to problematikker optrådte: En Mercedes skulle altid ligne en Mercedes (horisontal homogenitet – man skulle kunne se at de alle var i familie på tværs), og en ny Mercedes skulle aldrig få forgængeren til at se gammeldags ud (vertikal affinitet – de skulle hænge sammen men ikke overflødiggøre de ældre modeller). Og således skabte han i praksis Mercedes’ designpolitik for de næste fire-fem bilgenerationer.

Den nye lille Mercedes-Benz 190E fra 1982 ignede den store S-klasse fra 1979 og den nye W123 lignede dem begge. Saccos idéer perfekt udført – og gode biler alle til hobe.

Jeg har altid været fascineret af de to principper og ikke mindst hvad det gjorde for Mercedes-Benz: Det skal selvfølgelig ses i kombination med, at alle de tre nævnte modeller var decideret verdensklasse i hver deres segment, og modelprogrammet i de år har uden tvivl været med til at skabe det moderne Mercedes-Benz’ image. Gode biler der så godt ud? Jamen, ingen købere kunne vel forlange mere.

Ærligt talt vil jeg være hårdt presset for at vælge en favorit imellem de tre – og vil måske hellere pege på den ene af Saccos mesterværker, som jeg nød (som beskuer) her i weekenden til Klub ViaRETROs Løvfaldstur: Mercedes SL af R129-generation. Også Saccos værk, og måske dér hvor man mest tydeligt mærker at han også tilbragte en periode af sin karriere under sikkerhedsguruen Bela Barenyi og at det hele her gik op i en højere enhed: Skarpt moderne design, den perfekte løsning på dilemmaet mellem en cabriolets rene linier og styrtbøjlens højere sikkerhed, dynamik og motorkraft oveni – og i dag et noget nær perfekt bevis på hans teorier.

Han var også selv godt tilfreds med den og kaldte den senere “den mest perfekte bil i min karriere”. Det udsagn understreger måske også svagheden i den karriere – for han brugte alle sine kreative kræfter alene hos Mercedes-Benz. Forgængeren Bracq gik for eksempel senere til BMW mens nogle af de allerstørste designere var meget forfløjne og lavede biler for alle over hele verden.

Saccos fokus understregede måske netop hans egne principper? I hvert fald er de i dag de alle Mercedes-klassikere og forholdsvist overkommelige prismæssigt endda. Samtlige af de nævnte har været inde i mine overvejelser og S-klassen har jeg jo allerede haft fornøjelsen af. SL’eren er et virkelig tidløst design, W124 i coupéform en af de bedste Mercedescoupéer nogensinde (hvis nogen siger SEC var bedre, så er det altså også Sacco…) men den billigste af dem alle er måske den, der tiltaler mig allermest og også en kæmpe bedrift: W201, den første lille Mercedes men trods kælenavnet “Baby-Benz” helt på samme niveau som den S-klasse, der skulle vise sig som en af de bedste nogensinde.

Et stærkt program, dengang – og altsammen med Saccos signatur. Jeg er sikker på at Mercedes-Benz takker ham for alt han har gjort for mærket – og det gør jeg også som bilentusiast: Italienske Bruno Saccos indsats for det tyske mærke kan næppe overvurderes.