Så enkelt kan det siges: Goodwood Revival Meetings slogan har i mange året været “A magical step back in time”, og præcis det er lykkedes over alle forventninger. Weekenden handler om mere end motorløb, og Goodwood går til yderligheder for at sikre det. Anbefales til alle nostalgikere.
Efter tre dage på Goodwood må det simpelthen ud: Jeg elsker klassiske biler! OK, det vidste de fleste. Men nogle af jer ved også, at jeg elsker dem for mere end det de er i dag – men også for det de var. Det vil sige den sammenhæng de indgik i, ikke bare automobilhistorisk men hele sammenhængen som de indgik i dengang. Normalt er det noget, som man skal anstrenge sig for at forestille sig, det med den store sammenhæng. Men lige præcis til Goodwood Revival er det ikke svært.
Lad os lave et supermarked ligesom dengang! God idé – og Tesco var med på den. Overdrevet? Nej, vidunderligt.
Tværtimod er det svært ikke at blive grebet af det: Når man står lørdag morgen kl otte og ser på at Tesco supermarkedet åbner mens mælk og aviser bliver leveret i Ford Thames og lignende til døren af de øvrige butikker, herrer i tweed cykler rask ned af gaden på deres gamle havelåger, politiets patruljer holder det hele under opsyn, så er det mere end en illusion. Det ER gamle dage, og jeg labbede det i mig som en kat en skål fløde. Det er ikke for sjov, at der ude til højre under mit forfatterprotræt står ”I øvrigt mener jeg alting var bedre i gamle dage”!
Fælleskab.
Det her ER gamle dage: Man holder på formerne, ingen er ligeglade, ”mig først”-attituden var ikke opfundet. Tværtimod står man sammen for at vinde krigen. Det handler om fællesskab, simpelthen, og det må være den største enkeltstående bedrift i Goodwood Revival Meetings regi, at det er lykkedes i SÅ høj grad at få skabt den fællesskabsfølelse. At billedet udover området er så autentisk er jo ikke mindst publikums skyld, for det er dem der er flest af. Jo, og så os par tusinde pressefolk, selvfølgelig – men vi havde skam også fået behørige instruktioner om at tilpasse vores påklædning. Når det så er krydret dygtigt med Goodwoods egen organisation og deres helt vanvittige sans for detaljer i alt fra bygninger, kulisser og udstyr, så er det man kniber sig i armen, og spørger sig selv, om man drømmer eller er vågen?
Drømmer jeg?
Begge dele, kunne være svaret. For det er ikke fantasi det hele: Blandt de mange elementer, der udgør billedet af gamle dage er jo bilerne. Som der er gjort ligesåmeget ud af som der er af alt det andet: Programmet varierer lidt fra år til år, men fællesnævneren er altid, at biltyperne har kørt på Goodwood før. Og det er der altså meget der har! Årets udgave bød på hele tre felter med forskellige årgange og kategorier af Grand Prix-racere, et helt felt af Fords legendariske GT40, flere felter med standardvogne, Formel Junior, 500-kubikmotorcykler, sportsvogne og ikke at forglemme de store GT-vogne.
Det er svært at fremhæve noget frem for noget andet (men jeg vil senere gøre et forsøg alligevel!), for alle steder var der perler, som man normalt skal kigge langt efter. Her kørte de som de var konstrueret til: På den lynhurtige bane, der ligger hen fuldstændigt som dengang den var i oprindelig brug. Det vil som tilskuer blandt andet sige med den skønne detalje, at udsigtsforholdene ikke er ødelagt af dobbelte sikkerhedshegn og den slags. Der er så mange tilskuere, at man sandt at sige skal holde sig til ved lægterne, men når så man finder en god plads imellem to tweedklædte gentlemen, så kan man virkelig nyde det pragtfulde show.
Og det ER et show, som nogle var inde på i kommentarerne til indlægget om Tom Kristensens sejr i den store Ford Galaxie. Som kører melder man sig ikke bare til på Goodwood: Deltagerne og deres biler er nøje udvalgt, så de kan levere netop et show. Og det er næppe tilfældigt at næsten samtlige løb indeholdt utallige dueller og positionsskift både i toppen og nede i felterne. Vi er langt fra amerikansk wrestling, bare rolig – men det er da rigtigt, at Minierne er påfaldende hurtige, den enlige Anglia ligeså. Et-eller-andet sted er reglerne FIAs ligesom vores hjemlige – men et andet sted bliver der knebet et øje i for at sikre, at der bliver leveret den underholdning, som folk kommer for at se.
Det vidste jeg, og det havde jeg på forhånd mine forbehold overfor. Men i situationen? Da starten gik for standardvognene, så var det glemt i begejstringen over at se en Mini kæmpe med en Galaxie, BMW 1800, Lotus Cortina, Alfa GTA. Som jeg skrev i det andet indlæg, så var det spektakulært udover alle grænser. For når først starten er gået, så er det ikke aftalt spil – så er det ramme alvor: De kører for at vinde, de kører til grænsen og det er skønt at se på.
Vanwall & Maserati. Ja.
For de gør det med meget stor respekt for hinanden og bilerne, og på trods af at bilerne gentagne gange synkrondrifter i topgear igennem de rasende hurtige kurver, så er det meget sjældent, at der er kontakt imellem dem. Skulle det ske så bliver episoden undersøgt behørigt, og hvis der er en skyldig i en episode, der kunne være undgået, så bliver han ikke inviteret igen. Det virker måske strengt, men også det er lige efter mit hoved: Jeg fatter ikke dem der i dag mener, at skub og puf hører til dagens racing-orden, selv i historisk motorsport: Det gjorde den ikke dengang, for der var der også respekt. For bilerne og ikke mindst de andre køreres liv. Det er et af de aspekter, der imponerede mig mest: Så tæt kørsel og dog så få berøringer. Et besøg på Goodwood burde være pligt for alle danske racerkørere!
Ligesom det bør være for alle nostalgikere: Det er fjorten år siden, at jeg var her sidst, og i mellemtiden er Goodwood Revival Meeting vokset ud næsten over alle grænser. Ligesom jeg også selv er blevet en større nostalgiker! Derfor passer arrangementet mig perfekt, det siger næsten sig selv: Jeg køber aldeles præmissen om, at det handler om mere end motorløb, og jeg nød at bevæge mig rundt i tidslommen inde på banen.
Men størstedelen af tiden var jeg dog ved lægterne: Det er fortsat hér at Goodwood virkelig brillerer – med enestående felter af fantastiske biler, som man de fleste andre steder må beundre som museumstykker i Tornerosesøvn.
Og tillad mig så lige at smide en føler ud: Er der stemning for en ViaRETRO-tur til Goodwood Revival 2014?
Goodwood er oplevelsesøkonomi når det er bedst. Oplevelsesøkonomi er salg af oplevelser. Hvis produktet er oplevelse – så er det dig selv, din egen oplevelse, der er produktet. Pine og Gilmore, der søsatte begrebet ‘Experience Economi’ tilbage i 1999, er på det rene med, at det hele drejer sig om ‘autencitet’. Oplevelsen skal opleves som ægte, som at være dér, være tilstede, nærværende. Og det bedste man kan gøre, er at gøre publikum til ‘stjernerne’ i oplevelsen. Og det kan Goodwood. Goodwood sætter rammerne – men det er publikum/deltagerne, der simulerer eller opfører stykket. Eller som Claus skriver…det er det der frembringer fællesskabsfølelsen.. Hvis alle leger med, overgiver sig til legen, så er oplevelsen hjemme. Alt simuleres på Goodwood. Derfor kan man forstå Niels Abilds, at løbene bare er gøgl, fis og ballade. Ja, det er rigtigt, og det skal de også være. På Goodwood er der intet race på liv og død eller i alvor, men vi simulerer det, alle bidrager til denne oplevelse. Hvem mærker så ikke suset, lyden og lugten. Goodwood sælger det samme som ridderturneringer og middelalderdage også sælger – deltagernes egne oplevelser..
Flot (jeg elsker Innes ireland)
Hvis der bliver en viaRETRO tur til Goodwood Revival næste år vel jeg gerne med.
Simuleringer ! ??, næh, der bliver gået til stålet når først starten er gået. Har set flere fantastiske og hundedyre biler blive presset til det yderste – og lidt til. Husker f.eks. en Maserati Birdgage i en blød kurve med fuld skrald i en overhaling, med en oversatsningen der endte i dækmuren med en meget mast bil. Det var aboslut ikke simulering ! – godt manden havde en magen til (det var konen der kørte galt). Goodwood Revival blev heldigvis opfundet før der var nogen der satte prædikatet “oplevelsesøkonomi” på den slags oplevelser og andre der filosoferer for meget over det. Tag nu bare oplevelsen som den er: fantastisk !!
Jeg siger bare, at man leger ‘race’, hvilket ikke udelukker at nogen går helt vildt op i det og går til stålet. Det fortæller vel bare, at det der med autenticiteten virker som det skal. Og selvfølgelig skal man tage oplevelsen som den er. Hvis man ikke gør det, har man både spildt tid og penge på Goodwood. Man tager jo heller ikke til Anaheim i LA og går i Disneyland bare for at blive i dårligt humør, men netop for at få en på opleveren. Oplevelsesøkonomi er rigtig nok ment som et prædikat for en økonomi, hvor en større og større del af forbruget i den vestlige verden bliver lagt, altså et potentielt vækstområde. Så hvis man interessere sig for klassikere – og dermed måske også Goodwood, GHGP, GPAA, Le Mans Classic, Mille Miglia, Monte Carlo Classic og Targa Florio Classico o.s.v.. må man også efter min mening – interessere sig for oplevelsesøkonomi. Det er nemlig – også efter min mening – i denne økonomi klassikerne i fremtiden vil overleve i.
Kenny Brack simulerede ret fantastisk under kvalificeringen….
http://www.youtube.com/watch?v=1jF__B1xpJY
som svar hvad skulle det gøre om bilerne kørte efter regelemntet,og overholdt fia homoligeringerne,ville det blive kedeliger af det,tværtimod syntes jeg at løbene ville blive mere spændende,og samtidig gå foran som et godt eksempel,og få stoppet al det snyd der er i historiskt motorsport,den med meest penge vinder som regel,eller den som er frækest og tør tage chanser med ulovlige motorer og andet i bilerne
kapelmesteren
Den mand kan da kontrastyre…
Dejligt at se at køredragt og handsker ikke er retro…
Goodwood og alt det tweed virker på mig som ren eskapisme.
Briterne kan ikke glemme imperiets storhed….
Nej, lad mig komme til Spa six hours – desværre ikke i år, men snart!
Man skal ikke undervurdere den kørsel, der bliver lagt for dagen i spidsen af feltet: Det er verdensklasse og det illustrerer både Tom K og Kenny B perfekt.
Og det er noget sludder, at den tykkeste tegnebog vinder: Kan man ikke køre bil, så kan man ikke vinde. Basta.
Balancen mellem sport og show er hårfin, og Goodwood har overskredet grænsen et par gange: Når en Austin A35 kører fra en Jaguar 3.4, så svarer det til B-filmenes dækhyl på grus, og så krummer jeg tæer. Men denne weekend var der ikke noget af det – som jeg opdagede, i hvert fald.
Scalino, tweed er et genialt klæde, intet mindre: Lige præcis dét er ikke kun form på Goodwood, men også funktion. Nu mærker jeg virkelig et indlæg KUN om tweed boble…
Syntes at Goodwood 2014 lyder som en glimrende idé.
Det var efter min mening endnu et fantastisk event, og hvis man gik til det lidt udansk, og sagde Hej og goddag til dem man mødte blev det kun bedre. Jeg hørte fx nogen tale dansk og fik på den måde talt med Niels Abild og hørte om hans mange fine biler. Og det gjorde jeg en del derovre. På den måde fik jeg nogle historier som gjorde hele oplevelsen endnu mere fantastisk. Ja selv Hr. Claus Ebberfeld fik jeg hilst på ( håber iøvrigt at din søndag gik godt)
Ja Niels Abild kan nogle meget fantastiske historier. Han har prøvet flere gange at blive tilmeldt til denne verdens største teaterkulisse, men uden held.
Selv har jeg deltaget flere gange, og der køres hård så piner man materialet kan det være svært at fuldføre, så lidt med penge spiller også ind her.
Mange alvorlige ulykker har jeg set på Goodwood, den værste er vel nok en Ferrari Grand Prix racer fra 50’erne som tog en lufttur højt oppe i luften så manden faldt ud og ned på nogle halmballer. Mand og bil deltog året efter i bedste stil.