Medlem Peter Plys Karlsen

Man kan nemt påstå, at Fiat 1100 er en næsten glemt klassiker i dag. Især hvis man tager i betragtning HVOR mange der blev bygget gennem årene. Det er en vogn som var med til sætte Italien og store dele af Europa på hjul.

1100-modelbetegnelsen stammer helt tilbage fra 1937 og sluttede først, da Fiat lancerede 128-modellen i 1969. Den moderne version af 1100 kom ii 1953 som “den nye 1100”. Nu var formgivningen moderne for sin tid og vognen var udstyret med en gennemprøvet 1089 ccm-motor med støbejernsblok og topstykke i aluminium. Karosseriet var bygget som et selvbærende chassis. Forhjulene havde skruefjedre og der var bladfjedre på baghjulene. Begge ender havde hydrauliske støddæmpere og krængningsstabilisatorer.

Her var ikke tale om store tekniske landvindinger, men det var heller ikke på nogen måde hensigten. Fiat 1100 var en af de biler som satte Italien på hjul og gav den brede befolkning mulighed for personlig transport til et overkommeligt beløb. Fiat 1100 kom i et utal af varianter, og i stedet for at navngive dem separat, holdt man fast i 1100-betegnelsen, som efterhånden havde fundamenteret sig hos italienerne som et fast bestanddel af vognparken.

Som sagt var der intet banebrydende i 1100- teknikken, men det var der til gengæld i Fiats markedsføring af vognen. Opgangstiden efter Anden Verdenskrig havde skabt et behov for at udleve drømmen om frihed og Fiat var ikke sen til at udnytte købernes drømme. Fabrikkens reklamer bar tydeligt præg af, at man kunne opnå en del af det søde liv med en 1100 og at det ikke kostede skyhøje summer at deltage.

Min egen lyst til at eje en 1100 fik for alvor vind i sejlene, da jeg så nedenstående billede på nettet for år tilbage. Tænk at kunne køre rundt med vennerne i klassisk bil. Dengang havde jeg ikke ejet en vogn med bagsæder og den lille Fiat 1100 Berlina så ud som om den kunne bidrage til vores selvforståelse som tjekkede og stilbevidste unge mænd med sans for det søde i livet. Nu var vi ikke helt så unge længere, men måske vi kunne relanceres med en fiks lille Fiat.

Det blev aldrig til noget. Jeg købte andre biler og jeg opgraderede på min samling af Lambretta-scootere. Specielt scooterne havde erstattet min trang til at eje en lille familieklassiker. Det er et yderst sympatisk transportmiddel og man får en lille bid af det søde liv på ryggen af en gammel Lambretta.

I værkstedet i Bagsværd bor der en Fiat 1100 og for ikke længe siden kunne jeg ikke dy mig for at efterprøve min gamle trang til den lille vogn. Peter som ejer den, havde for mange år købt den til sin datter. Som Fiatentusiast var han af den overbevisning, at hun da bestemt ikke skulle ses i andet i de år efter hun lige havde fået sit kørekort. Hun voksede fra den lille 1100 og vognen kom tilbage til Peters garage.

Peter har flere Fiat-modeller, blandt andet den store 2300 Berlina jeg prøverkørte forleden i indlægget Fiat 2300 Berlina: Respektabel og agtværdig. Han kører ikke meget i sin Fiat 1100, men han passer den så den altid er i orden mekanisk. Det er en fin bil med en udsøgt patina og den fremstår som et dokument fra en svunden tid. Den blå 1100 er fra den senere serie, hvor bagruden og forenden er opdateret i designet.

Den lille køretur afslørede at vognen ikke længere er den hverdagsbil den engang var. Selve køreoplevelsen er i og for sig helt i orden. Den styrer fint og fungerer som det forventes af en klassisk bil. Dog må jeg sige, at motorkraften simpelthen er for beskeden til mere praktisk brug. Selv om Fiat 1100 i halvtredserne modtog store roser for sine køreegenskaber – “the only people’s car that was also a driver’s car” – er det en meget antikveret køreoplevelse. Jeg vil jo gerne bruge min klassiker ofte og gerne til længere ture. Her sætter Fiat 1100 sine grænser og begrænser én til kortere ture i nærmiljøet og på dage hvor ens tålmodighed er stor. Det skal dog siges, at det er en dejlig vogn at befinde sig i og man bliver i vældigt godt humør.

Lambretta TV175 og Fiat 1100

Jeg kan ikke lade være med at sammeligne med en af mine Lambretta scootere. Hastigheden og accelerationen er den samme for de to køretøjer, og de repræsenterer begge italiensk livstil fra halvtredserne Jeg vil tro at anskaffelsesprisen er i næsten samme niveau og det er brugbarheden også. Det er klart at bilen har nogle klare fordele i at være forholdsvis vandtæt og have mere plads til passagerer og bagage. Lambrettaen har så friskluftsfordelen og de andre lyksagligheder der følger med at køre på to hjul.

Som en ekstra klassikervogn er Fiat 1100 nok sagen for nogle. Den har en pragtfuld udstråling og den virker robust i sin mekanik. Intet under at den blev populær i sin samtid. Det er heller intet mysterium, at den senere blev lidt glemt. Dels var den meget almindelig i gadebilledet og dels løb teknologiudviklingen fra den lille Fiat. At jeg så stadig er vild med 1100, fortæller en hel del om at ikke alting omkring klassiske biler skal måles i tal og præstationer.

Midt i gigantbyen Rio de Janeiro, Brasilien, står kolossen Maracanã og rager op i fem etagers højde. For folk udenfor Brasilien er her tale om et ordinært fodboldstadion, omend et af enorme dimensioner.

For brasilianere derimod er Maracanã et tempel. Et gudernes tilholdssted hvor den inderste sjæl af den nyere brasilianske folkekultur har sit udspring. Det er her “jogo bonito” begyndte, er modnet og til dels også destrueret igen. “Jogo bonito” betyder “spil smukt” på portugisisk, og begrebet anviser formålet med det brasilianske fodboldspil. For sande tilhængere af det smukke spil er kunsten at spille smukt med fantasi og kreativitet. Vigtigere end den egentlige sejr – næsten.

Maracanã – hvis helt officielle navn er Estádio Jornalista Mário Filho – var et resultat af store tanker helt fra begyndelsen. Fodboldspillet var kommet sent til Brasilien, men havde i løbet af kort tid forført hele nationen. Fodbold var blevet udbredt på grund af sin tilpasningsevne til alle egne og steder at spille spillet. Selv på små områder kunne legen med bolden udføres, og der krævedes kun den runde bold. Reglerne var simple, og spillet var i Europa kendt som “Det simple spil”. I Brasilien var det dog legen med bolden, som gav spillet en rivende udvikling og ikke selve konkurrenceelementet. I løbet af 35 år op til Anden Verdenskrig havde hele verden hørt om den store nation på det sydamerikanske kontinent og deres evner indenfor boldspillet med deres særligt legende og kunstneriske omgang med bolden.

Anden Verdenskrig danner en naturlig skillelinie i verdenshistorien, og efter de næsten altopslugende ødelæggelser var der i slutningen af fyrrerne brug for internationale positive strømninger. Et globalt verdensmesterskab i det folkekære spil var et af de greb, man benyttede til at samle den nye verden. World Cuppen havde været afholdt før krigen, men de to verdenskrige havde afholdt forskellige hold fra at deltage hver gang, så turneringen havde indtil 1950 fremstået en anelse amputeret og ikke som en egentlig international turnering. I 1950 var alle med, og Brasilien var blevet udvalgt til stedet, hvor turneringen skulle afholdes. Sikkert hjalp det til udnævnelsen at landets spillestil repræsenterede noget smukt, underholdende og livgivende.

Maracanã to år for VM i 1950

Udnævnelsen til Brasilien som værtsland passede landets politikere fortræffeligt. Det var en glimrende lejlighed til at præsentere landet i en international kontekst, og derfor stak forberedelserne til turneringen i 1950 langt dybere end til det rent logistiske. Brasilien var i en rivende udvikling, og regeringen var opsat på at placere landet på det globale landkort som et fremtidens land. Rio var på dette tidspunkt hovedstad i Brasilien, men ved hjælp af avantgardistisk arkitektur var en ny, grundlagt fra bunden, hovedstad planlagt. Den nye hovedstad skulle hedde Brazila og var planlagt til at stå færdig i 1960. Det nye stadion i Rio måtte være et manifest i denne plan, og man havde enorme ambitioner for det nye stadion. Det skulle udstråle modernitet og imponere alle i hvor hurtigt og stort, man kunne bygge konstruktioner i Brasilien.

Den officielle åbningsceremoni ved det langt fra færdige stadion

Den første sten blev lagt den 2. august 1948. På under to år – og på trods af at byggeriet sakkede bagud, og gik over det planlagte budget – var stadion klar til at lægge græs til turneringen, herunder finalen – og hvad brasilianere til denne dag kalder den vigtigste fodboldkamp i historien. Det blev bygget på en gammel hestevæddeløbsbane, tæt på centrum og i et område af byen, der voksede under moderniseringerne i midten af århundredet, der særligt pågik i den nordlige ende af byen, og som sådan var det et symbol på denne udvikling og udvidelse af byen. Den store betonskål som omkransede græsbanen gav ikke megen intimitet eller luksus for tilskuerne (toiletter var dårligt nok klar til brug i 1950), og arkitektonisk var det ikke dengang særligt inspireret. Men det gjorde en forskel og var et rum med betydning for samfundet.

Maracaná var stadig under konstruktion ved turneringen i 1950. Det gigantiske stadion blev først færdig engang i midten af tresserne.

Maracanã blev bygget til at rumme 205.000 tilskuere, og til slutrunden i 1950 havde man det største antal tilskuere med 199.000 sjæle i templet til den vigtige finalekamp mellem Uruguay og Brasilien. Ikke overraskende var der en del kritik af det nye stadion. De enorme omkostninger fik kritikerne til at hævde, at der var bedre og vigtigere område at spendere de store summer på. Trods kritikken var langt den overvejende del af den Brasilianske befolkning mere end begejstret for beslutningen om det nye fodboldmonument.

Brazil mod Uruguay 1950

Finalekampen i 1950 fandt sted den 16. juli, og de 199.000 tilskuere havde set frem til kampen i flere dage. Den brasilianske selvtillid var grænsende til det hovne, og intet så ud til at kunne hindre landsholdet i at besejre den lille nation Uruguay. Første halvleg forløber målløs, og dermed er VM trofæet i sikre hænder hos brasilianerne. Dengang benyttede man et andet pointsystem i turneringen, og uafgjort i finalen var nok til at Brasilien ville vinde. Beretninger fra førstehåndsvidner fortæller, at støjniveauet på Maracanã var øredøvende fra de næsten 200.000 tilskuere.

I kampens 47. minut scorer Brasilien, da Friaça sætter bolden i nettet. 1-0 og lydniveauet kan tage et par tænder mere op. Nu kan det ikke gå galt for Brasilien, der dengang altid spillede i hvid trøje.

I løbet af det 66. minut scorer den uruguayanske wing Juan Schiaffino det udlignende mål. Stadig intet at bekymre sig om for de brasilianske tilskuere. Det lå i skæbnen, at Brasilien skulle vinde her på Maracanã. På dette stadion synes det at være en gudgiven ret at ende med sejren.

79 minutter inde i kampen indtræffer katastrofen. Den anden uruguayanske wing Alcides Ghiggia scorer målet til 1-2… Maracanã blev stille, og de ​​200.000 fans på stadion blev øjeblikkeligt ramt af vantro.

Maracanazo. Den nationale krise kan tage sin begyndelse efter 1-2 nederlaget til Uruguay den 16. juli 1950

Stillingen holdt til slut, og Det chokerende nederlag fremkaldte mange reaktioner efter kampen, der viste omfanget af ødelæggelserne. For eksempel efter det sidste dommerfløjt, hvor en nødlidende fan begik selvmord og tre andre døde af hjerteanfald. Forbundet FIFA overrakte VM-trofæet til Uruguay uden en egentlig prisoverrækkelse, og ingen havde tænkt at forberede en lykønskningstale til Uruguay. Uden for stadion væltede en gruppe af brasilianske fans en buste af Angelo Mendes de Moraes, borgmesteren i Rio, der nu blev hånet på grund af hans tidlige lykønskninger med sejren, som han excellerede med i taler og interviews i dagene op til finalen. Flavio Costa, træner for det brasilianske hold, forlod diskret stadion forklædt som en barnepige. Nederlaget påvirkede også selve det brasilianske landshold, der ikke deltog i kampe i to år – eller spillede på Maracanã i fire år efter VM. Endelig blev den mest synlige konsekvens af nederlaget, at landsholdet fremover skulle spille i kanariegule og grønne trøjer i stedet for den hvide trøje, som nu symboliserede katastrofen på Maracanã.

Maracanã idag og Rio’s store santos figur i forgrunden

Nederlaget havde også en følelsesmæssig og psykologisk indvirkning på det brasilianske folk som helhed og på det brasilianske samfund i almindelighed. Kampen mod Uruguay fik tilnavnet “Maracanazo” og anses for at være en national tragedie og er undertiden sammenlignet med bombningen af Hiroshima og angrebene på New York den på 11. september 2001. Maracanazo var særligt tragisk, fordi hele Brasilien – og en stor del af den øvrige verden så VM på TV. Brasilianere havde følelsesmæssigt investeret i deres hold, og som følge heraf havde hele landet lidt et traumatiserende nederlag. Brasiliens bestræbelser på at vise verden, at det var et land, der fortjente respekt og beundring, var som styrtet i grus.

Maracanã skulle i aften have dannet rammen for Brasiliens genkomst som verdensmestre i fodbold. Det mytiske stadion har undergået endnu en renovering og ombygning. I tidens løb er de mange ståpladser lavet om til siddepladser, og Maracanã har i dag kapacitet til omkring 90.000 tilskuere. Billetterne har længe været udsolgt til hovedsageligt brasilianske tilskuere, som ville se deres hold tage VMtrofæet i deres hænder. Maracanã skulle igen hjemsøges af jogu bonitos guder og forsøde tilværelsen for de 200 millioner brasilianere.

Guddommeligheden, spillet og sejren udeblev. Finalen bliver i aften spillet af Tyskland, som udraderede de kanariegule spillere i semifinalen. Yderligere er ydmygelsen forstærket af, at Tysklands modstander i finalen er Brasiliens ærkerival Argentina. Hvis Argentina vinder finalen på Maracanã, vil enhver brasilianer med gråd i stemmen kunne påstå, at det store stadion er gudsforladt og hjemsøgt af onde ånder.