Medlem ViaRETRO

Hip Hip Hurraaaaah! ViaRETRO fylder rundt – eller i hvert fald et markant hjørne af ViaRETRO gør, nemlig Lørdags Matinéen.
!–more–

Ja, det er en sand højtid, og vi fatter det dårligt nok selv. Men den er god […]

Det blev faktisk en uge med meget britisk på ViaRETRO. Og da vi hylder diversitet, så bliver Lørdags Matinéen med meget andet. Også.
!–more–

Nu skal der ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker britiske […]

Skilsmisse, dødsfald, fyring på jobbet eller svær sygdom. Det er skrappe sager og når uheldet er ude kan det have alvorlige virkninger på den daglige lyst til klassiske biler. Jeg har prøvet det sidste, sygdommen, […]

Denne herlige søndag byder dysten på et topopgør – med et twist: Den sædvanlige afstemning rundes om tre dage af med en auktion, hvor kontanterne taler! Det handler om intet mindre end to af bilhistoriens fineste […]

Jeg kan godt lide at køre bil. Man tænker så godt, synes jeg. Ligesom når man løber, faktisk. Man kan opnå en lignende skøn indre harmoni, når man sidder bag rattet af den rigtige bil på den rigtige strækning. Så […]

Den ideelle vognparksammensætning, afsnit 237 – og lyksalighederne ved økonomiske begrænsninger
!–more–

En bilentusiast, der favner vidt, kunne eksempelvis vælge at lægge sig fast på tre biler som det […]

Weekendens Fredericiamesse satte med 15.000 gæster ny besøgsrekord for efterårsudgaven. Som sædvanligt spændte udvalget af biler fra det ligegyldige til det mindeværdige, og her er et lille potpourri af dem. Set […]

Papirtynde TV der hænger på væggen, mad der kan laves på sekunder og mennesker der spadserer på månen. Engang fremtidsvisioner, nu hverdag for alle. Alligevel er det skuffende vi endnu ikke har den førerløse […]

Mit liv passerede revy forleden. I hvert fald det seneste år. Eller noget af det, måske nærmere. Det var et år, hvor der er sket ret meget nyt på min personlige front.
!–more–

Den største forandring er nok […]

Jeg har engang haft en historisk virkelig signifikant bil – og det har du måske også.

Som det fremgik i ugens løb fik jeg et decideret mindreværdskompleks, da jeg så det smukke foto fra Frankrig anno 1965, og opdagede, at jeg ikke havde ejet en eneste af de cirka firs biler på billedet. Senere blev det kompleks forstærket, da jeg i Niels Birkemoses video hørte ham bruge et udtryk i stil med “en historisk vigtig vogn” – om en vis Ferrari, som vi nok skal komme tilbage til.

Vigtigere end min Triumph Spitfire? Hmm, Spitfires vandt klassesejren i Le Mans 1965. Vandt klassesejr i Tour de France også. Havde succes i SCCA i Amerika. Og solgte endda forrygende i mange år. Gør det den vigtigere som historisk klassisk bil end Volvo PV? Jeg kan faktisk ikke gennemskue det. Jeg ved den er kønnere, og at det også har en betydning. Men i det mindste lunede det således blive mindet om, at nogle af mine biler var blåstemplet i forhold til motorsportshistorien.

Og endelig fandt jeg helt ro ved tanken om, at jeg engang har ejet en af verdens største klassiske ikoner. Med rallysejre og banesportshistorie i spandevis. Min Morris Mini, nemlig. Således kunne jeg igen slappe af og ikke stresse over alle de biler i verden jeg mangler. Og herunder også nyde tanken om, at mindre end tolv cylindre fra Italien kan gøre det. Hvilket er godt, da jeg stadig drømmer på fransk.

I mine mareridt vågner jeg derimod op badet i koldsved, vækket af vrælet fra tolv infernalske cylindre på fransk. Hold så op med den larm!

M. Claude d’Ebberfeld

[adrotate group=”5″]
Ugens grafik

Den historisk signifikante SAAB, som godt nok ikke er fransk, men som jeg virkelig er fascineret af – og hvis modelbetegnelse passer til denne Lørdags Matiné Nr. 93
Af Claus Ebberfeld

“Er du træt af din SAAB?”, spurgte moderen til min datters veninde. Vi mødtes hos en bilforhandler, hvor hun arbejdede – hvilket var mig ubekendt, i øvrigt, og jeg fandt situationen noget beklemt. Ja, jeg havde det ærligt talt som om jeg var blevet fanget med favnen fuld af blade fra den øverste hylde. Hvad jeg i det hele taget lavede dér kan jeg selvfølgelig ikke komme ind på her – endnu.

Nå, det var en lang indledning. Som ikke engang har noget med sagen at gøre sådan rigtigt. Men svaret på hendes spørgsmål er ikke helt nemt for mig, så jeg formoder jeg snakker udenom. Den korte udgave er “nej”, for jeg er faktisk glad for min SAAB 90. Den mere uddybende udgave er, at jeg er glad for den på samme måde, som andre er glade for deres nye familieæsker. Den kører rigtigt godt, den kører altid og den opfylder alle krav til fleksibilitet, som man man rimelighed kan stille til en bil. Den er endda i flot stand, for pokker – så flot, at den generelt bliver vældigt beundret.

Ja, den er mit bedste bilkøb nogensinde, faktisk.

Men den er fra 1985. Den er dermed næsten ny. Hvilket er det eneste ankepunkt jeg har på den. Jeg er endda kommet til at holde af dens design. Den fine hvide farve er dyb på flere planer. Omend jeg selv efter 17.000 km stadig jævnlig griber ud efter nøglen oppe ved ratstammen. Hvor der ikke er noget, selvfølgelig – den sidder mellem sæderne. Og det går mange SAAB-folk meget op i. Det er nemmere at vænne sig til højrestyring, synes jeg.

Men det var jo 93, det skulle handle om. Inden vi når så vidt vil jeg dog lige pointere noget, der netop gik op for mig nu (som i de sekunder, der var LIGE før jeg skrev disse ord): Alene det, at jeg væver og vævere videre om 90’eren siger jo meget om, at den langt fra er mig ligegyldig.

Men jeg er ambivalent overfor den. I min drømmeverden kører jeg altid rundt i den ene eller anden markante klassiker af en vis pondus og betydning, (911, Mini, E-type-trekløveret vælder frem på pandelappen) og mens en 99 faktisk ville kunne udfylde de sko, så kan en 90 ikke. For den er jo næsten ny. Hvilken måske også er årsagen til, at den fungerer så godt. Hvorfor jeg burde beholde den.

I stedet drømmer jeg som bekendt videre om noget fransk middelklasse fra midten af halvfjerdserne. Selv min tolvårige datter prøver at tale mig fra det.

Og NU nærmer vi os SAAB 93. For hvad nu hvis det var sådan en, jeg gik efter i stedet for? Ja, så ville jeg få hele tre ting:

SAAB 93 var den første eksport-SAAB, og dermed bogstaveligt talt den model, der satte mærket på verdenskortet
SAAB 93 har motorsportshistorie fra både rally og bane: Le Mans i 1959 kan man læse om hér
SAAB 93 er toplækkert industrielt design med en vis realismen i flybaggrunden

Det sidste er ikke engang kun mine subjektive ord: Andre har også rost Sixten Sasons linier, og funktionaliteten er også i orden. SAAB 93 er en anelse for skæv til at komme i Mini/911/E-type-selskab i toppen af diverse “verdens bedste”-lister, og jeg har en klar fornemmelse af, at dens snoldede 750 kubik spiller lidt ind her. Men den får ret meget ud af de 750 kubik, blandt andet jo fordi den ikke spilder sin tid med kun at tænde på hver fjerde takt: Den trecylindrede totakter kan gå rigtigt godt,og det gælder både på gade og i sportslig sammenhæng. Hvilket jeg ved, fordi jeg engang fik stryg på Munkebjerg af en 93!

Det er med andre ord en rigtig, vaskeægte, født-til-klassiskhed klassiker, sådan en 93. Og dermed adskiller den sig markant fra min 90, selvom der er en bagatel af 25 år og et tretal imellem dem.

En SAAB 93 kan jeg VIRKELIG forholde mig til, jeg ville hjertens gerne have en, og jeg ville endda gerne betale for den. Der er mange rationelle grunde, synes jeg. Hvorfor jeg slet ikke forstår at jeg senest har kigget på
1) en fransk halvfjerdserbil,
2) en japansk firserbil og
3) to nye leasingbiler.
“Jamen, hvad er dit behov?”, kunne nogen jo prøve at spørge. “Noget andet”, tror jeg mit svar vil være. Og en 93 er noget andet. Som altid finder jeg trøst i tanken om, at tvivl dybest set er et intelligenstegn.

Og vel bor jeg hverken i New York, er en dronning eller en berliner, men stort set alt ved en SAAB 93 udstråler en periode jeg elsker. Det kunne endda være mig på den nederste illustration.

Ugens jubilæum: “Hey Little Cobra”
Af Claus Ebberfeld

The Beatles’ møde med Cassius Clay i 1964
Af Søren Navntoft

At britisk og amerikansk samarbejde kan være en match in heaven har historien tydeliggjort flere gange. Samarbejdet mellem Britiske AC og amerikanske Shelby / Ford gav os Cobra. Et Motownhit og et engelsk arbejderklasseorkester fra byen Liverpool ved Mersey floden var med til at skabe verden mest berømte musikfænomen.

I tilfældet med det lille engelske orkester skulle der lidt hjælp til: Fjernsyn og promotion. Orkestret var i februar 1964 taget på PR-tur i USA og nu skulle det store kontinent tages i brug. En koncert i Washington var arrangeret og to optrædener i det store talkshaw på TV: Ed Sullivan Showet. Der var også arrangeret et møde med en af tidens helt store sportsstjerner: Bokseren Cassius Clay. Han var i gang med at forberede sig til dunderopgøret mod den forsvarende verdensmester i sværvægtsklassen Sonny Liston. Optakten til kampen fyldte godt med spalteplads i de amerikanske medier. Ikke mindst fordi Liston blev anset for at være den mest frygtindgydende bokser verden endnu havde set, mens Clay ansås for at være en ikke helt ubetydelig modstander. Underdog, jo, men altså ikke kanonføde for Liston.

Fotografen Harry Benson, som rejste rundt med drengene fra Liverpool i USA, havde oprindeligt forslået en fotosession med Sonny Liston, men denne havde ikke ønsket at medvirke sammen med de ukendte drenge. Så aftalen blev at køre forbi Cassius Clays træningslokaler.

Clay var forsinket eller bare arrogant i forhold til aftalen og historien fortæller, at ventetiden i Clays omklædningsrum gjorde stemningen dårlig. Ringo havde spurgt “Where the fuck is he?” og John Lennon havde fulgt efter med “Let’s get the hell out of here…!”. Pludselig var døren blevet revet op og til syne kom et smukt og fasinerende menneske: Cassius Clay. Han stak hovedet ind af døren, så rundt på dem alle og sagde højt:
“C’mon, let’s go make some money.”

Den britiske orkester brugte resten af dagen på at køre i drive-in bio og se Elvis Presley i filmen Fun In Acapulco.

En uge senere, den 25. februar, forbavsede Cassius Clay hele verden ved at slå Liston på teknisk knockout, efter den forsvarende mester havde undladt at rejse sig, da klokken lød for syvende runde. Cassius Clay blev ny verdensmester i sværvægt. Kort tid meddelte han sin konvertering til islam, og at fremover ville han være kendt som Muhammad Ali.

Det engelske orkester The Beatles fik sin store succes i USA. De vandt også på teknisk knock-out over musikbranchen og andre udøvende musikere. I april 1964, kun to måneder efter mødet med Clay, så hitlisten således ud:

Foto: AP Photo

Lancia særudstilling Sommer’s Automobile Museum
Udstillingen i Nærum åbner i dag søndag d. 5/10 2014 og varer til og med d. 29/3 2015

Lige fra begyndelsen i 1906 repræsenterede Lancia det ypperste som italiensk bilindustri kunne præstere. Det var Vincenzo Lancias ambition at bygge biler af meget høj mekanisk kvalitet som var lette at køre. Han havde en baggrund som testkører for Fiat og som en af Italiens bedste motorkørere, så han havde meget klare ideer om hvilke biler han ville lave. Ikke egentlige sports- og racervogne, men biler til de kunder som stillede store krav om holdbarhed og pålidelighed samt let betjening.

Gennem årene var Lancia karakteriseret ved utraditionelle løsninger, original teknisk tænkning og fremragende køreegenskaber. Det var verdens første fabrik til at serieproducere en bil med selvbærende karrosseri og uafhængig forhjulsaffjedring. Det skete allerede i 1922 med Lancia Lambda. Sidst i 1930’erne kom Lancia Aprilia med uafhængig affjedring af alle hjul, store fartressourcer og meget fine køreegenskaber. Det hele pakket ind i et rummeligt men alligevel let, selvbærende karrosseri bygget efter forsøg i vindtunnel.

Aurelia, som kom i 1950, repræsenterede endnu et nybrud i bilteknik. Den havde verdens første V6-motor, verdens første brug af uafhængig baghjulsaffjedring med skråt bagudrettede triangelarme og var verdens første baghjulstrukne personbil med transaksel, dvs. gearkassen sammenbygget med differentialet.

I nyere tid har Lancia produceret biler som Lancia Fulvia, Stratos og Delta Integrale. Alle biler som i deres tid helt dominerede rallysporten.

Lancia har produceret mange andre teknisk avancerede biler, og på udstillingen vil der være mulighed for at se de fleste af dem. En enestående chance for at få et indblik i en af den europæiske bilhistories store mærker.

Link til: Sommer’s Automobile Museum

John Britten
Af Søren Navntoft

Fra ViaRETRO-arkiverne –
i dag fra nederste hylde i bagklogskabet: Sekshjulere skal have to sæt forhjul for at få succes
Af Claus Ebberfeld
Hvis nogen skulle være i tvivl om overskriftens sandhed, så behøver man ikke kigge længere end motorsporten, der som sædvanligt leverer sekundklare svar på alle mulige teknikaliteter. Spørgsmålet som jeg stiller mig selv er, hvorfor der ikke var universel begejstring for den sekshjulede Briggs&Stratton Hybrid fra forleden? Fordi den havde to sæt bagaksler, ganske enkelt.

Tyrrell viste hvordan, og på billedet herunder er Ronnie Peterson ved at demonstrere det.

 

Hvorfor kaldte de denne bil Grand Prix?

Det (u)nødvendige foto: Vogn og mand

Foto: Piet Simonsen

[adrotate group=”7″]

God weekend

Hjælp, jeg er blevet klassisk!

[adrotate group=”5″]
Honey, I’m home!
Jeg er ikke længere hjemløs. Efter et tre måneder langt forhold til min seneste bil lod jeg mig skille. Den manøvre efterlod mig hjemløs. Uden bil. Altså bortset fra min Corvette, der gør klar til vinteren i en kælder omgivet af en privat samlers unikke udvalg af køretøjer.

Og netop her. I denne kælder. Fandt jeg hjem. I rækken af biler stod den. Urørt siden den trillede af samlebåndet. En kommende klassiker.Bevares, nyere versioner har set dagens lys siden da, men ingen af dem besidder tilnærmelsesvis så tidløse og rene linjer som denne. En roadster bygget præcis, som en roadster skal være. Hverken mere eller mindre.
Simpel, men funktionel. Stærk, men ydmyg. Ude på ballade, men underspillet. Det er mit tredje eksemplar af slagsen. Det er hér, jeg hører til! Og jeg kan ikke løbe fra det (men hvem gider også stavre af sted i stiletter på den måde). Jeg har regnet lidt på det; min bil har (hvis den ikke havde stået i en kælder det meste af tiden) kørt 87,5 km om året, siden den kom til Danmark.

Lige så meget i tvivl jeg er, når det kommer til mænd(ene) i mit liv, lige så sikker er jeg i min sag med denne bil. Jeg taler ofte med forskellige designere om, hvad det er, der gør, at noget bliver en klassiker. Jeg tror på det tidløse. Når et design gør det svært for at dig gætte, hvornår det så dagens lys. En designmæssig fuldtræffer forankret i funktionalitet.

Mænd(ene) i mit liv er efterladt på perronen; de er stået helt af. Min kæreste helt bogstaveligt (men det kan godt være, det ikke kun er bilens skyld). Og jeg kunne se det i øjnene på min far – han har nu definitivt opgivet håbet om børnebørn. Og svigersøn.

Jeg har tradition for at sende et billede af ny bils første tankning til en bekendt af mig. Denne gang resulterede det i en besked med følgende ordlyd:

”Z4 3.0 igen?!?!?!?!?!!!!!”

Jep. Den er mit match. Min eneste ene. Banken siger, jeg er en alle tiders god kunde – gæld er godt. Så jeg besluttede mig for at stifte noget mere. Fra 17” til 18”. Nye dæk. Stiletter til mig.

I forgårs fik den et olieskift og et kærligt eftersyn af sin faste og eneste mekaniker. Uanset hvor i landet jeg bor – så kører jeg til ham. Han kender mine biler (de har for vane at blive kede af det samme dag, som han går på ferie – det er sket mere end én gang, at hans ferie er blevet udsat adskillige timer), men hvad vigtigere er, han kender mig. Han forstår for eksempel hvad jeg mener, når jeg forklarer, at bilen har fået hikke. Og han forstår, hvorfor det ikke kan vente.

Så nu er vi klar. Til kærligheden (om ikke andet så til hinanden) – og til sammen at skabe denne kommende klassikers helt egen historie.

Honey, I’m home!

Kærligst Stiletto

MR2 frem og tilbage
Af Claus Ebberfeld

Jeg har før været inde på, at en almindelig bilgeneration er cirka seks år. Som jeg også var inde på ovenfor, så er jeg efterhånden selv blevet af så klassisk en menneskegeneration, at jeg har interesseret mig for biler i fem-seks bilgenerationer.

Rent aldersbetinget startede min bilinteresse i firserne, og som jeg ofte har skrevet, så er det måske netop det, der har mættet mig med firserbiler. Jeg husker dog (endnu, for jeg er ikke ældre end at jeg KAN huske!), at jeg var fuldstændigt vild med Toyota MR2, da den kom i 1984. Det var mange andre også, og det var faktisk lidt af en genistreg Toyota havde begået. Superfin 1600-motor med 16 ventiler, centermotor og fræk design. Den kørte også fantastisk – kunne jeg læse mig til. I dag vil jeg gerne prøve, helst på en trackday – ejerne siger bare til!

Men hvordan efterfølger man en genistreg?

Toyota er hverken den første eller sidste producent, der har været i det dilemma. De fleste følger samme slagne vej som Toyota: Mere af det samme. I MR2’s tilfælde viste det sig bare ikke at være helt rigtigt set, hvad det egentlig var, der havde gjort bilen populær. MR2 stod ifølge Toyota for “Midship Runabout for 2”, og det er egentligt ligeså enkelt som det lyder. En bil med centermotortil at daffe rundt i.

Noget af det umiddelbare, spontane, lette, nye og frække forsvandt simpelthen i andengenerations-MR2’eren. Den var større, stærkere, dyrere og hurtigere – men også mere konform, slappere og behagesyg. Poor Man’s Ferrari, og det egentligt ikke på den fede måde.

Hurtigt videre fra den, for det pudsige er, at Toyota i modsætning til mange andre fandt tilbage til rødderne med den sidste MR2. Bortset fra, at den nu var åben, så var den langt mere i sin oprindelige forgængers ånd. Let, spændstig, fræk og igen sin egen. Lad Ferrari, Porsche og Lotus lave deres – MR2 er noget andet og foregiver ikke noget. Jeg kan lide den sidste ligeså meget som den første. Og tror den er en kommende klassiker.

Børsmæglerens stemningsvideo fra Spa Six Hours
Af Claus Ebberfeld

Bare for at der ikke skal være nogen tvivl: Jeg elsker Spa Six Hours-weekenden, og kan ikke anbefale det nok til alverdens racerentusiaster. Vores lille selskab havde flere førstegangsbesøgende med, og de var paf over, at den bane de kendte så godt fra TV bød på så mange udfordringer i 3D. Alene højdeforskellene gjorde kæmpeindtryk på dem, og jeg hørte dem konkludere, at uanset hvor man fik hen (som tilskuer på gåben), så gik det opad. Så slemt er det nu ikke, men det er en fabelagtig bane.

Alternative filmplakater
Af Søren Navntoft

De officielle filmplakater er kommercielle værktøjer som skal lokke vores opmærksomhed til sig. I det arbejde kan der være en stor kreativitet, men ofte er de lidt formfaste og kedelige. Oftest afslører de kun hvem som er skuespillere i filmen og “slår tonen an” ved at illustrere om det er et actionbrag eller en socialerotisk sag vi bør se.

Når grafikere kaster sig over de uofficielle plakater er der en helt anden kreativitet og opfindsomhed i spil, se bare i galleriet her nedenfor. Det hører med til historien, at der er lidt flere strenge at spille på, rent grafisk, når filmen ER blevet populær. Nu kan plottet eller andre elementer af historien benyttes i plakaten.

[adrotate banner=”39″]

Set på Autobahn: To trailere og en servicevogn
Af Claus Ebberfeld

Når man kører langt på Autobahn ser man alligevel noget. På vej hjem fra Belgien eksempelvis de tre her.

Langt den mest interessante var i mine øjne Alfa Romeoen, ikke alene fordi den kørte ved egen kraft, men fordi jeg vidste hvor langt: Den havde nemlig ageret servicevogn til Spa Six Hours, og vi mødte den noget op i Tyskland. På billedet overhaler vi Alfaen, men senere overhalede den os – med en ordentlig sidevind. Den lød godt oven i købet. 150 km/t har han i hvert fald kørt, og det er immervæk noget for en gammel stationcar fra tresserne.

ViaRETRO boligindretningstips for kvinder

Det nødvendige foto: James Bond Goldfinger 50 år

 

Ugens grafikker: Pop Art?

Der er herover tale om to pladecovers til opsamlinger af det bedste indenfor popmusik i tresserne og halvfjerdserne. Og det siger som bekendt ikke så lidt.
Læsere eller Kapelmestre, der ikke forstår det, forstår ingenting.

Ugens foto: La Carrera Panamericana før verden gik af lave

AMC is short for Another Mighty Camper?

Ugens foto: Sig aldrig mere, at du ikke kan lide halvfjerdserne

[adrotate group=”7″]

God weekend

Deres udsendte er i læsende stund på Spa Francorchamps i Belgien, og det er ingen pine: Tre dage med historiske racerbiler i de skønne Ardennerbjerge. Fra det belgiske benzinparadis vil jeg kort minde jer alle om at komme ud i denne weekend: Fordi det er sundt for mentalhelbredet.

Jeg forsøger at holde øjne, ører og sind åbent. Synes jeg. Det lykkes ikke altid, det er jeg sikker på. Ligesom jeg er sikker på, at jeg ikke altid selv opdager, når det ikke lykkes. Det ser man bedre udefra, tilsyneladende. Flere læsere er så til gengæld meget flinke til at påpege det, hvilket jeg siger tak for: Det holder mig på tæerne.

For at undgå at ende sådan synes jeg derfor alle I andre skulle se at komme ud af klappen og høste nogle indtryk fra virkelighedens verden og sørge for at gøre det med åbent sind. Måske finder I en Skoda I kan lide eller en Lamborghini, hvad ved jeg.

Når I har læst Lørdags Matinéen, altså.

Claus Ebberfeld

[adrotate group=”5″]
ViaRETRO-sundhedstip: Husk at drømme

 

Farver, biler og navne der spiller godt sammen – og tider
Ovre på ViaRETROs forum postede Runesten noget om en Range Rover fra 1972 – fantastisk bil på mange planer, herunder også farverne. Han havde researchet sig frem til, at den i introduktionsåret 1971 kunne fås i følgende farver:

Bahama Gold
Davos White
Lincoln Green
Masai Red
Sahara Dust
Tuscan Blue

Og det lyder jo lækkert altsammen, ligesom bilen i øvrigt. Uh, hvor ville jeg gerne have en tidlig tredørs Rangie, nok allerhelst i den der lækre gul(d)farve.

En anden bil nyder ikke Range Rovers gode ry og rygte, men så sandelig heller ikke samme flotte navne på farvene: Skoda, som vi lige var lidt omkring i mandag med Skoda 100 Super Sport og dens dramatiske filmaflægger  Ferat Vampire. Originalen var hvid og filmbilen var sort, og som bekendt er ingen af de to rigtige farver.

Dem var der til gengæld masser af på hverdagsbilerne i årene imellem de to sports-Skodaer: Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Skodas farvevalg har haft indflydelse på bilernes efterskrift som klassikere. Farverne har bare ikke Range Rovers schwung, hverken i kulør eller navne. Arjh, hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk farverne er lækre nok. Men lige præcis “piskova sahara” ligner det det lyder.

Postkort fra en læser: Musee Auto Provence
Fra Niels i det provencalske har vi modtaget følgende:

Fandt noget mere idag du nok kan bruge. Når man nu er blevet mæt af at se romerske ruiner, små og store middelalder by og smukke bjerglandskaber i Provence så ligger der syd for Avignon i byen Orgon et lille hyggeligt bilmuseum, hvor der er masser at se på. I alt var der cirka 30 biler af forskellig alder.

Ligeledes var der en række biler uden for til salg. Væggene og pladsen mellem bilerne i museet var fyldt med forskellige sjove sager; gamle plakater, reklamer og emaljeskilte, forskellige bildele, pokaler osv. De fleste ting var der et formål med at vise – det var ikke bare fordi det var en gammel ting. Der var blandt andet en Peugeot cykle fra slutningen af 1800-tallet, en Bugatticykel samt cykelmotorer. Til museet var der er også en lille café og bar, igen rigt og smagfuldt dekoreret og møbleret. En 6-cylindret Alfa-motor med gearkasse som bord og formelracer på væggen, som vist ikke var en kopi, fra hvad jeg kunne se var der stadigvæk gearkasse i dog ikke motor ( jeg ved ikke så meget om vingeklippede jagerfly).

Museet var virkeligt besøget værd, og der var gratis indgang. Museet hedder Musée automobile de Provence – http://www.musee-auto-provence.com.

Anbefalinger er hermed videregivet – tak for tippet, Niels!

Kommende postkort fra en læser…

Det nødvendige foto


Gode argumenter søges for Lancia Gamma Coupé
Af Claus Ebberfeld

Ovre i mine private sfærer viste det sig i ugens løb, at ikke bare én men hele to af mine allermest vidende, nørdede og dybt benziniose venner IKKE forstod hvorfor en Lancia Gamma Coupé skulle være en specielt lækker vogn, hvis man lige så bort fra designet. Som de ganske vist godt kunne se var noget særligt, men ikke nødvendigvis specielt kønt. Well, før det første synes jeg egentligt ikke man overhovedet behøver andre argumenter end designet. På omtrent dette sted i teksten havde jeg egentligt tænkt mig at bringe et stort billedgalleri af Gamma Coupé, men det er helt overflødigt. Nedenstående billede siger det hele:

Nogen spørgsmål? Eller tillader jeg mig lige at resumere – altså, vi har:

Kileform
Funky fælge
Brun lak
Orange interiør
Konkavitet
Boksermotor
Fuld berlinaanvendligehed i coupéform
Præstationer
Økonomi (især anskaffelse)
Gode køreegenskaber

Er der noget jeg har overset? Nej? Jamen, så lad mig runde af med en dybt subjektiv kommentar: Det er helt klart ikke verdens bedste bil på nogen måde, hvilket alene det faktum at den blev undfanget OG produceret i midthalvfjerdsernes Italien fortæller. Til gengæld er den rent designmæssigt et af verdens bedste eksempler på stram italiensk halvfjerdserfunktionalisme.

At langt flere lægger større vægt på dens problemsider end dens stærke sider gør den i mine øjne særdeles attraktiv som klassisk bil.

I hvert fald i teorien.

Mønsterbryder: Alpine Renault A110, der IKKE er blå

Ugens grafik


Den rigtig dårlige rathåndtering og sært forceret chaufførattitude

De to unge mænd holder helt forkert på rattet, idet håndstillingen ideelt set skal svare til urvisernes placering på skiven klokken ti minutter i to. Begge fotos er mig bekendt for gamle til at det kan skyldes mændenes opvækst med digitalure, så der må være en anden forklaring.

Og sagen med deres krampagtige gearstangsføring er ligeså mystisk. Begge Fiat’er er typer, der responderer væsentligt bedre på et blidt tag og forføring af gearstangen, men billederne viser kørerne med panikagtigt greb som om en issyl.

Jeg går ud fra, at det er, hvad man får ud af at bruge en fotomodel (måske ligefrem en hårmodel, kunne det store billede type på) til bilreklamer, hvor det helt klart var bedre at bruge en racerkører. Herunder er en, som jeg også brugte på Facebook i ugens løb: Det kan godt være han har hattehår og en lidt mere sjusket stil, men attituden fejler ikke noget.

Klassiske biler på Kulturhavnen i Helsingør
Helsingør kommune og ViaRETRO er i samarbejde gået sammen om at søndage med møder for klassiske biler på Helsingør havn foran Kulturværftet. John Calberg er kordinator og han har arbejdet ihærdigt på at få taget det spændende sted i brug til at vise klassiske biler frem. Havnen har alle muligheder for at blive et fast træfpunkt for bilentusiaster. Havnen ligger som en smuk kulisse med udsigt til Kronborg, Søfartsmuseet og Kulturværftet.
Søndag den 21. september kl. 10-13 afholdes årets sidste klassiske biler på kulturhavnen
Denne gang spiser vi brunch indenfor og fortæller historier fra sæsonen der gik og andre sjove bilhistorier. Prisen for brunch er 120 kr. pr. kuvert og der er fortsat gratis kaffe fra kl. 10. Vel mødt

Havnefodgeden har bedt bilejere om at tage et stykke pap med til at sikre, at de nye belægninger ikke lider overlast af oliedrypperiet som nok kendertegner klassiske biler. Pap kan købes i havnen.
I havnen findes en cafe, hvor man har mulighed for at købe mad og drikkevarer.

[adrotate group=”7″]

God weekend
 

SÅ er der damer på ViaRETRO: Masser af damer. Læs videre, for pokker!

De er på billeder, ligesom vi plejer – men denne gang også ret meget på ord, når vi byder spidse Stiletto tilbage (i ensom majesæt) og når Mette fortæller om sin grand tour i Fiat 600. To gode historier, synes jeg selv, fra to dejlige damer: Der tydeligvis ikke er faldet bag af en vogn når det gælder bilentusiasme. Og mere vigtigt: At leve den entusiasme ud.

Små mænd kan måske blive lidt bange for vores selvværd overfor så stærke kvinder. Men det er der nu ingen grund til, for de to her er begge helt nede på jorden. De TØR bare. Og det synes jeg som sædvanligt er en vigtig pointe på ViaRETRO: I socialdemokratiske Dannevang er der ikke så stor forskel på hvad vi forskellige mennesker egentlig KAN. Det handler i langt højere grad om hvad vi tør.

ViaRETROs mission er blandt mange andre at afdramatisere det her med at have gammel bil og at være bilentusiast. Det er ikke kun en hobby for nørdede gamle mænd, der aldrig kommer ud af kedeldragten. Ejheller noget, der behøver koste millioner. Og det uanset om man vil køre til kaffetræf, til Italien eller til racerløb. Det hele kræver først og fremmest at man tør.

Når det så er sagt, så synes jeg lige modvægten til alle de feminine hormoner i denne Matiné skulle på plads. Så jeg har skrevet en lille hymne til V12-motoren. “Enhver mand skal have prøvet at eje en V12-motor”, som man siger.

Og hvis der er nogle kvinder derude, der drømmer om det samme, så skriv til mig: Vi passer muligvis sammen!

Claus Ebberfeld

[adrotate group=”5″]
Fiat 600 1964-2014  – 50-års fødselsdagstur til Italien

I starten af juli kørte vi afsted til (det nu -øv- hedengangne) biltoget i Hamburg Altona, hvor bilerne, meget pudsigt, ledes ind gennem selve banegården og herfra kører op på togvognene ad ramper. Fiatten var heldig at få plads på biltogets øverste dæk og vi fik plads i kupé med køjer á la lejrskole og gemüsesuppe i cafeen. Og da toget var virkelig langt, kunne vi med næsen mod ruderne holde øje med Fiatten i svingene.

Endestation Allessandria. Bilen så ok ud, selv efter så lang en tur. Tog et olie- mm. tjek og så kørte vi ud i den første rundkørsel, altså den lige udenfor banegården.

Hvor bilen selvfølgelig fik sit første motorstop. Så blev vi for alvor hilst velkommen til Italien med dyt og håndtegn. Jeg må indrømme, at her kunne jeg kun finde på én ting at gøre: Op med motorklappen, tjekke tændrørskabler og brændstoftilførsel, og håbe at det ville gå over om lidt. Så fik den 5 minutters pause før vi prøvede igen. Det virkede, men hvor jeg måske skulle have set det som et forvarsel om en alvorligere Fiatsygdom, så skyndte vi os bare ud af byen. Vi kørte mod nord til Lago d’Orta, hvor vi valgte at bo i Pettenasco.

Sådan en vingård er altså på størrelse med et lille slot, og her var der disket op med alt det norditalienske vi havde drømt om og det allervigtigste: I vinkælderen, bygget hen over en sprække i bjerget, hvorfra der trængte kølig luft ind i kælderen, var der fest om aftenen.

Sidst på dagen kørte jeg i retning mod Genova for at se nærmere på havnen og havnebydelen. Området her er fyldt med rismarker, så det gik derudaf på lange lige vejstrækninger kantet af lavtliggende marker og vandingssystemer. Efter en overnatning (jaja, jeg kører ikke så hurtigt i den lille Fiat), nåede jeg Genova næste formiddag. Hele dagen vandrede jeg rundt på havnen, nød synet af de gamle kraner og tog en lang havnerundfart.

Derefter havde jeg fået nok by og kørte mod øst, for at begynde hårnåleturen mellem Genova og CinqueTerre.
Vejene er anlagt der på bjergsiderne for hundrede af år siden og meget egnede til klassikerkørsel. Det er ikke så svært som man måske kan tro. Jeg bad gps’en vælge de mindste veje og så blev jeg ellers ført op og ned, gennem bitte små landsbyer, hvor serier af gråhårede mænd sprang op fra cafestolene når jeg “susede” forbi, øde skovklædte strækninger med hårnål på hårnål, hvor eneste selskab var mænd i deres bedste alder stønnende opad bjerget iført pulsmålere og prikkede bjergtrøjer. Men bedst af det hele: asfalt helt ude på kanten af bjerghylder hvorfra der var kæmpe store vidvinkeludsigter over dalene og ikke mindst; kig til andre hårnålesving længere nede. Den oplevelse bliver rigtig god at have med på plejehjemmet en gang.

Kun knap ude af Levanto kom første tegn på sygdom: en tør hoste satte ind og kun en lokal mekanikers affugtning af strømfordeleren hjalp så meget, at jeg kunne køre videre. Jeg var lettet over at det ikke var værre, gav den gas over bjergene og havde en super dejlig dag igen. . . .  Hen mod aften tog sygdommen dog til, farten måtte ned på cirka 40, så 30 og til sidst var det i gå-tempo.

Men Italien er et land med en mekaniker på hvert gadehjørne. Jeg skulle nu bare finde den af dem, som havde lyst til at skrue i en Fiat 600. Jeg slog gps’en fra og kørte nu på må og få, kun fokuseret på mekanikerskilte. Det bragte mig rundt til fem forskellige, der desværre ikke ville eller kunne reparere den, men var flinke at vise mig videre til kollegaer. Den femte kendte heldigvis en Fiatspecialist og jeg plottede hans adresse ind på iPad’en og kørte cirka 10 km til jeg nåede frem til Raggis værksted. Raggi mente at Fiatten ville være klar næste dag, så jeg tog lige en overnatning i landsbyen Sarzana.

Det blev nu til mange dage i Sarzana, for det viste sig meget svært at skaffe reservedele. Hver dag sagde Raggi ”i morgen er den klar”. Og derfor tog jeg hver dag en taxa til værkstedet, med det hyggelige resultat at byens fire taxachauffører blev mine venner i nøden og trådte til med assistance. Efter to dage med tårnhøje taxaregninger, mødte jeg i stedet op på taxakontoret tre gange i døgnet hvorefter den eneste engelsktalende taxamand ringede til Fiatværkstedet for at spørge til patienten. Imellem de tre daglige møder kom jeg selvfølgelig til at shoppe lidt, spise gode liguriske retter og drikke lige så gode rødvine. Jeg gik Sarzana tynd og havde det egentlig ok, men måtte se i øjnene at det sidste ”ben” i min planlagte trekantede rute ikke kunne gennemføres.

To dage før biltoget kørte retur var jeg stadig i Sarzana, men her kom heldigvis to Alfa-venner forbi. Én dag før biltogets afgang holdt vi klar i Alfaen foran værkstedet, lige efter siestaen. Og heldigvis kom den ventede pakke netop med den manglende nye strømfordeler. Mester, lærling og en forbipasserende ældre mand i røde underbukser (det var hedebølge med ca. 36 graders varme) kastede sig over bilen. En time efter var den fixet, vi kørte ind til landsbyen for at sige farvel til taxavennerne og så gik det nordpå mod Allessandria og biltoget.

Da jeg kom hjem i AutoGalleriet Aarhus lavede jeg det regnestykke som jeg havde glædet mig til: 1670 km. Det er godt gået på små bitte dæk.

Det var hvad en gammel bil og en skør ide foranledigede: En fantastisk rundtur i det norditalienske, en original italiensk reparation og fornøjelsen af at være i samme lille liguriske landsby i 5 dage.

 

Ugens grafik

Hoftesving virker
Af Claus Ebberfeld

Vi har sagt det før, men siger det gerne igen: De bedste former har hoftesving (genlæs gerne det oprindelige indlæg, thi det var et fredagsindlæg, og dem ved vi flere derude godt kan lide, også selvom det skulle være en anden dag i ugen). Britiske Ken Brown har taget nogle billeder af ret skønne klassiske biler, der illustrerer den pointe meget tydeligt.

Der er jo ingen tvivl om, at alle de fire herunder er skønne – men ligeså lidt tvivl om, at den skønneste er den med mest hoftesving.

En lille hilsen til alle jer der drømme om at køre race, men mener at det kræver en hundedyr og toptunet racer:

Hvorfor vil mænd ikke have hjælp?
Jeg anmoder hellere end gerne mænd om hjælp til alt fra låg, jeg ikke kan åbne, til gode råd om (andre) mænd, input til mit arbejde, hylder, der skal sættes op og mad, der skal laves (læs = det gør jeg nemlig ikke, altså laver mad), men jeg har erfaret, det forholder sig ganske anderledes den anden vej rundt.
Det er tidligt søndag morgen, og jeg skyder en god fart over Fyn. Kursen er sat mod mit elskede Ærø og færgen fra Svendborg. Ved Kildebjerg beslutter jeg at tanke op. Benzin til banditten (det er jo en ø – tænk, hvis den løb tør for brændstof!) og kaffe til mig.

Jeg starter med at tanke, hvilket forløber planmæssigt. Så er det tid til min kaffe, og mens maskinen inde på tankstationen brygger den tiltrængte kop, udspiller sig en scene foran mig. Der er kaffemaskiner på begge sider af bordet, og på den anden side er en mand i krise. Jeg kan på den højrøstede herre forstå, at maskinen ikke vil lave kaffe til ham.

Jeg tilbyder at lave en kop til ham fra min maskine, men det bliver pure afvist, og han anråber den flinke ekspedient, der iler til. Maskinen fejler ingenting; der er tale om en såkaldt fejl 40 (menneskefejl). Jeg returnerer til banditten, der fuldt tanket er klar til at fortsætte turen. Der er god tid, så jeg beslutter at drikke min kaffe og spise lidt morgenmad, inden jeg kører videre.

Nu kommer manden fra kaffemaskinen ud for at tanke. Heller ikke tanken vil samarbejde, og han himler op. Igen tilbyder jeg min assistance, for jeg har jo netop uden problemer tanket min bil (og det skal lige siges, at jeg på intet tidspunkt udviser hverken truende eller intimiderende adfærd) – men ikke desto mindre resulterer mit tilbud om hjælp i en talestrøm, der ingen tvivl efterlader; han skal bare overhovedet ikke have hjælp, og han kan da i hvert fald godt selv finde en løsning!

Løsningen er (igen) at anråbe den flinke ekspedient, der (igen) kommer ilende til. Med assistance fra ekspedienten får manden tanket sin Smart og kører sin vej.

Kaffen er rigtig god, og dagens første solstråler finder vej, så jeg giver ham og hans Smart 10-12 minutters forspring. Siden han jo er i sådan et forrygende humør, skulle vi så lige sende ham en hilsen? Kort tid efter har han udsigt til bandittens bagende og en kop kaffe i mit bakspejl.

Hvorfor vil mænd ikke have hjælp?

Kærligst Stiletto

Hoftesving KAN antage alternative former
Af Claus Ebberfeld

Jeg arbejder stadig på en teori om universelt rigtige proportioner og formlen på den smukke vogn, og er som nævnt længere oppe sikker på, at hoftesving indgår i formlen med en-eller-anden faktor. Men det er svært, og det bliver understreget af, at der engang imellem kommer noget ind og forstyrrer regnemaskinen – som for eksempel der herunder.

Det er en AMC AMX GT, en prototype fra 1968. Hvis man hveren skulle vide det eller have fanget de diskrete hentydninger i farver eller detaljer, så er det en amerikansk bil, designet af Dick Teague. All American, altså. And the better for it! Ingen får mig til at sige at den er hverken “universelt smuk” eller bare “smuk”. Men den er voldsomt fed i al sin særegenhed og bevidstkluntede Kammhæk-afslutning. Og hvad gør de SÅ? Lakerer den, så de bliver understreget med dobbelt optrukne linier.

Akja, den der formel lader vente på sig.

Hvor langt er langt?
Af Claus Ebberfeld

Efter lørdagens løb på Ring Djursland sidste weekend havde nogle ViaRETRO sat nogle læsere, racerkørere og Historisk Motorsport Danmark i stævne for at diskutere, hvordan vi får flere ud at kære racerløb. Det kommer der mere om, det er ganske vist. Her og nu tillader jeg mig bare at filosofere over, hvor langt et racerløb i Danmark kan være. Ligeså længe jeg kan huske (og det er tolv år) har et dansk løb for en historisk racerbil været på cirka 15 minutter.

Det er altså ikke lang tid. Jeg håber det kan være længere – også i en eventuel kommende serie for nybegyndere. Jeg tror det vil være til de flestes fordel. Inklusiv min!

Vi har ingen rigtig tradition for langdistance i Danmark. På vores egne baner, altså. Derfor tager jeg med Christian og flere andre til Belgien og ser det længste rigtige langdistanceløb i verden for historiske biler, Spa Six Hours. Ja, det er seks timer langt. Ja, det er hårdt ved bilerne. Og jeg mener heller ikke, at vi skal køre seks timer i Danmark: Det vil være mere end en hel sæsons køretid!

Men jeg mener det er på tide at komme ud over de der småspjæt af sprintløb på et kvarter.

ViaRETRO-bonusinformation:
Hvis nogle fra København/Sjælland-området har lyst til at tage med til Spa næste, så ved jeg at Corvette-Michael (ham der skal ud at køre race i en 1969Corvette, hvis det står til mig!) har plads til rejsekammerater. Mød ham på AJ-tanken i dag eller kontakt mig på ce@viaretro.com, så formidler jeg forbindelsen. Foreløbig rejseplan er afgang torsdag og hjemme igen mandag. 

Det nødvendige fotos

Goodwood streaming

Det er Goodwood Revival Meeting-weekend, og det meste af den historiske motorsportverden er på den anden ende. Men nogle af os er hjemme på vores egen ende, og vi kan faktisk godt få en lille flig af Goodwood også: Trods deres afsindigt stærke forankring i gamle dage så har Goodwood nemlig omfavnet den moderne teknologi, og der bliver i år streamet live fra arrangementet.

Nu må man endelig ikke stikke sig selv blår i øjnene og tro, at det på nogen måde er ligesom at være der selv. Men selve racet kan man godt følge med i, og det er og forbliver heldigvis størstedelen af Revival’en.

Klik hér for at gå til GoodwoodTV på Youtube og find dagens udsendelser fra Sussex-banen.

Ugens citat

However keen is one’s interest in motor cars they are, of course, primarily a means of transport between place A and place B. Unfortunately these are two places between which I have always had to travel in the shortest possible time.

George Abecassis
(britisk racerkører, medstifter af HWM, britisk Facel Vega-importør, gift med Sir David Browns datter Angela = en stand up guy)

Første Diesel på Le Mans: Puha!
Af Claus Ebberfeld

I moderne tid er sejrene i verdens største motorløb Le Mans ofte kørt ind med dieselbiler. Det får så nogle til at tro, at diesel er sagen. Hvis Sex Pistol stadig var aktive ville den konspiration være et godt oplæg til efterfølgeren til “The great Rock’n’roll Swindle”: “The great Diesel Swindle”.

Som sædvanligt var Audi ikke først, men blot først med at få det til at virke. Næ, franskmændende selv var først. Brødrene Delettrez lagde i1949 en 4-liters GMC-diesel i et Delage-chassis, og fik en ikke speciel køn og ikke særligt hurtig racer ud af den. Det er den herunder.

De visionære brødre udgik af løbet efter den eklatante brøler at løbe tør for diesel. Deres eksempel må have afskrækket en del, for der gik nogle år før Audi kom. Så det har ikke afskrækket nok, kan man sige.

På Strøjer Samlingens og ViaRETROs Le Mans- og filmpremiereaften bliver der kun startet forrygende vellydende benzinmotorer op, lover Jørgen. Sådan. Bestil billet ved at klikke herunder:

Hvorfor enhver mand må have sig en V12-motor
Af Claus Ebberfeld

Den traditionelle stempelmotor har nogle helt grundlæggende paradokser indbygget i sig, og en af de vigtigste er nok dette: Forbrændingen af de dejlige fossile brændstoffer sker i en cylinder, der presser et stempel nedad. Men vi skal bruge dén kraft til at drive en bil fremad via rotation: Den nedadgående kraft skal altså omsættes til en roterende bevægelse – og det sker via en krumtapaksel.

Det er faktisk ret komplekst, sådan rent maskimekanisk. Her er nogle formler til beregning af den slags:

Der er store kræfter på spil. Lad os for sjov skyld sige, at den ene cylinder udviker 25 hestekræfter ved 6000 omdrejninger. Det er nok til at drive en 2CV til hundrede kilometer i timen, og altså seriøst meget vrid på den krumtap. Og vriddet er lavet af noget, der går op og ned. Det giver vibrationer, og mens alle kan forstå at det må være sådan med én cylinder på en krumtap, så er det endnu mere komplekst, når der kommer fire på – det mest almindelige i vores del af verden.

Går man derimod op i seks cylindre, så begynder det at ligne noget. Hvis de er ordnet på række, som BMW, Jaguar, Mercedes og mange andre har gjort med nogle af deres største (i betydningen vigtigste) motorer, så kan kan nemlig få perfekt primær og sekundær balance. Nu bliver det kompliceret. Men hvis du er mand og læser dette, så er det vigtigste bare at du siger det med autoritiet – du behøver ikke at forstå det. ”Perfekt primær og sekundær balance i en rækkesekser”.

Hvorfor skulle man så have flere cylindre end seks? Fordi sekseren i en firetaktsmotor kun tænder tre gange per krumtapsrotation, og det er selvfølgelig for lidt. Med tolv cylindre får seks tændinger per rotation af krumtappen, og det i sig selv er rart. Mange siger, at en god tolver går som en turbine, hvilket er vildt overdrevet – men det føles godt nok som om man er tæt på. Ingen vibrationer, rund og lækker motorgang – og lyden! Som måske er det vigtigste argument. Hvis man(d) er mand.

Jeg har endnu de tolv til gode. Men når det sker, så er jeg ret sikker på, at det bliver i sådan en som herunder. Så får man nemlig ikke bare verdens bedste motor, men verdens bedste bil.

ViaRETRO-bonusinformation: 16 cylindre er ikke bedre end 12. 

Det er enormt længe siden vi har haft noget om Porsche, så her et billede fra arkiverne:

AJ BENZINTANKEN – CARS ‘N COFFEE:  Sæson afslutning 20. September
Hver lørdag mellem kl.10 – 12 arrangerer ViaRETRO og Café Oliver:  Cars ‘N Coffee på den klassiske benzintank. Her mødes ejere af både klassiske biler og motorcykler til en hyggelig formiddagsstund hvor der deles viden og oplevelser. Det knyttes nye venskaber og holdes liv i gamle. Det fælles tema er: det klassiske køretøj, og hertil er den mageløse kulisse helt fantastisk.  Der bliver set på interiors og dybt i motorrum, og ind i mellem sker det, at der køres prøveture i andres biler.

Der er gratis kaffe og der kan købes mad og is i den nyindrettede café i de gamle garager.
Alle mærker er velkommen  – i rigtig ViaRETRO ånd. Bare det er en klassiker.

[adrotate group=”7″]

God weekend
 

Efteråret står for døren og med eet går det op for de fleste, at sæsonen for vores favorithobby nærmer sig en afslutning. Der er dog enkelte lyspunkter – endnu.


Ovenstående fotografi stod på mit sengebord på hospitalet. En venlig sjæl havde sat det med det formål at sikre en hurtig opvågning og tilbagekomst til verdenen. Det hjalp, det er jeg sikker på. For ingen anden bil end netop Lancia Stratos kan få blodet til at cirkulere kraftigt hos mig. Rød, grøn, gul eller blå er underordnet. Jeg tager den gerne i hvilken som helst farve. Det er en drøm på fire hjul i min optik, og den bliver ganske enkelt ikke overgået af noget andet køretøj. Men den er forlængst kørt ud af min realistiske horisont. Stratos vil for altid forblive en uopnåelig drøm, og det har jeg det fint med. Drømme er godt og så slipper jeg da for eventuelle skuffelser, som jeg går ud fra at en Stratos også byder på.

Jeg drømmer faktisk ikke om så mange andre biler – lige udover Stratos. Dem jeg har i dag udfylder godt og grundigt min lyster og behov. Det altid nærværende problem med at få kørt rigeligt og nok erstatter min lyst til at “swinge” i “nye” biler. Alligevel må jeg så krybe til korset. Der har længe været en plan om en ny bil undervejs. Jeg har gået stille med dørene, fordi ideen, eller nærmere konceptet, er genialt og helt nytænkende. Jeg HAR luftet ideen for Niels Birkemose, en aften hvor han var påvirket kraftigt af rødvin – og hvor han med garanti havde glemt min ide om morgenen igen. Han reagerede anerkendende på ideen, som han i rødvinstågerne fandt endog særdeles god. Nu har han som sagt glemt ideen igen, og den er atter en velbevaret hemmelighed i mine tanker.

Så så jeg til min store skræk på vores Facebookside, at Claus Ebberfeld, der efter at have indåndet alt for store mængder af den giftige luft på Djursland, nu har taget skade i sådan en grad, at han barsler med ideer der kunne ende med en pind i hjulet på min ide. I ved jo, at Claus helt uhæmmet samler svenske køretøjer fra før Vietnamkrigen sammen på gården og pifter samlingen op med et mindre arsenal af anhængere med forskellige varianter af sovebeslag og fritidsanordninger. I dette inferno af besiddertrang falder der ind i mellem en flig af noget, der kunne være en overordentlig god idé for andre – i dette tilfælde undertegnede.

Jeg vil så frygtelig gerne løfte sløret for min fremragende idé lige nu og her, så den kunne fastnagles som min idé og kun min, uden tåbelig indblanding og friskfyrsforsøg fra Mols. Det bliver bare ikke i dag, for jeg VIL på AJ Tanken og nyde de få af sæsonens mødedage der er tilbage. Men jeg lover, at min idé vil finde vej til et indlæg i ugen, der kommer på ViaRETRO.

Med venlig hilsen

Søren Navntoft

[adrotate group=”5″]
BMW M1 en tegneseriebil – virkelig?
Af Claus Ebberfeld

Ring Djursland – cirka lige nu…
…og lørdag eftermiddag/aften. Oppe på den mest østjydske racerbane er der hele weekenden løb for de historiske racerbiler og et par gæsteklasser. Det er nok værd at se, hvis man har de interesser. De interesser støtter ViaRETRO denne weekend helt aktivt: På publikumslangsiden står der en række potentielle racerbiler udstillet, og deres ejere er der også. De er der for at se på, hvordan man gør det der motorsport i praksis, og flere af dem pønser på at gøre alvor af det.

Hvis du, kære læser, også har interessen så meget, at du drømmer om/overvejer/påtænker at begynde selv at dyrke motorsport, så skulle du tage at kigge ned på ViaRETROs jydske afdeling, der ligger femhundrede meter fra banen. Kl. 17 snakker vi (ejerne af de udstillede biler, nogle aktive kørere og Historisk Motorsport Danmark) nemlig om lige præcis det emne.

Det startede med at jeg luftede min personlige holdning i indlægget Tilbage til Græsrødderne, og nærmere bestemt om ikke løsningen var at sætte mere fokus på det historiske aspekt og mindre på det biloptimeringsmæssige, og dyrke motorsport ligesom i gamle dage? Det udviklede sig til at flere luftede deres holdninger til hvordan man kunne gøre – og alle de er så indbudt til at ytre deres holdninger, mens formanden for Historisk Motorsport Danmark lytter på og gør det samme.

Det er altså fra kl. 17-19 og der er brandfrække lune fiskefrikadeller til den lille sult imens og det endda selvom det er gratis at deltage – jeg og Historisk Motorsport vil bare så gerne have flere ud at køre næste år. Så lad os snakke om hvordan vi gør det.

Bagefter det hele griller nogle af os lidt og det må I også meget gerne være med til. Vi snakker nok lidt mere om biler også.

Tilmelding her:

[contact-form-7 id=”82004″ title=”RingDjursland_GræsrodsMotorsport_tilmelding”]

Udstilling: kl 10-16 Ring Djursland (gratis adgang til løb)
Racertræf: kl 17-19 ViaRETRO (lidt lækkert til ganen)

Nyt fra klubberne – MG: European Event of The Year and The MGCC Danish Center 60 years Birthday
Af John Milland

Netop hjemvendt fra Hotel Nyborg Strand hvor der fra den 21.-24. august blev afholdt European Event of The Year and The MGCC Danish Center 60 years Birthday med cirka 220 MG-biler fra 12 forskellige nationer bemandet med cirka 450 personer. Der var indlagte smukke køreture på Nord- og Sydfyn, besøg på bl.a. Egeskov museet og H.C.Andersen Museet.

Fire mand med følgebil til eventuelle havarier og reparationer fulgte i kølvandet på det delte felt som henholdsvis fredag og lørdag kørte enten mod nord eller syd. Torsdag ankom de fleste om eftermiddagen og blev modtaget af et jazzorkester ved indtjek og værelsesanvisning. Nyborgs borgmester og frue fik en køretur i to MGA’er før spisning og taler.

Fredag aften kom H.C. Andersen-paraden og underholdt de mange gæster. Lørdag aften var der gallamiddag med opvisning af den lokale Garde Danehof Garden, taler og aftenen sluttede med en svingom til danseorkester. Søndag var der omvisning på H.C. Andersen-Museet og frokost på Hotel Radisson før afsked.

Et fantastisk flot arrangement og glade deltagere kan nu glæde sig til næste år hvor arrangementet skal afholdes i Holland med den stedlige MGCC som arrangør.

Lykken er din nabo – måske (2)
Af Claus Ebberfeld

(fortsat fra i går). Nåmen, jeg mødte som sagt Trommeslageren derude på Kaløtræffet. Og på et tidspunkt spurgte han “hvor holder din bil henne?”. Jeg holdt såmænd lige ved siden af ham. Der gik lidt tid før vi begge forstod, hvor det var kæden var hoppet af: Han vidste ikke, at jeg havde fået en grå Volvo PV444.

Morale: Læs ViaRETRO hver dag.

 En velformet bag om dagen holder doktoren fra døren

Hvorfor hilser hun?
Af Claus Ebberfeld

Jeg glemte en lille pudsig historie, da jeg kørte Alfa Romeo Giuliettaen i Aarhus forleden dag (nej, den er ikke solgt endnu, ring bare!). Og jeg kom til at tænke på hændelsen, da jeg i en af mine internetvennekredse studsede over en (sikkert ung) mand, der til et ellers meget tydeligt billede af en Ford Granada 2.8 Ghia spurgte hvad det var? Det har jo nok noget at gøre med, at den ikke just er en af bilverdenes store klassikerikoner – og på den anden side er præcis gammel nok til at have været ret langt ude af søgelyset i årevis. Er den overhovedet klassiker endnu? Og i så fald hvor stor?

Spørgmålet er ligeså relevant for Giuliettaen. Og det ved jeg, fordi jeg selv anfægter dens status som klassiker: Den er for ny, bidrog med for lidt, har gjort for lidt indtryk på verden. Også eller måske især sidenhen, for den var jo som sådan en succes da den kom frem. Jeg kan lide den på grund af dens design og teknik og farve og stand og køreegenskaber og pris – men jeg betragter den som en youngtimer, grænsende til ny eller nyere bil. Ligesom jeg gør med den nogenlunde samtidige Granada.

Når jeg kører i Giuliettaen synes jeg det er lækkert. Men jeg har ikke den fornemmelse af tidsrejse, som jeg havde i min Mercedes, Volvo eller Triumph: Jeg tænker ikke så meget over det, jeg går ikke så meget ind i det.

Og derfor fattede jeg ikke hvorfor en mig komplet ukendt dame ude i den modgående trafik hilste på mig. En tidligere kollega? Studiekammerat? En flirt? Efter længere tids grublen gik det op for mig, at det næppe var nogen af delene. Hun havde da vist kørt i en Alfa 159. Altså ikke Grand Prix-raceren, den nye – ellers var tiøren nok faldet før.

Jeg kunne have forsvoret, at vi havde noget tilfælles. Men det havde vi: Vi kørte begge Alfa. Det er et fællesskab, og det er stærkt. Gad vide om Mondeo-kørere på samme måde hilser på Granada-kørere?
Nej du er ej Giulietta, Uma Thurman:

 

Tysk ekspert om den brune Giulietta: “wahrscheinlich in Deutschland wie in Italien seinesgleichen sucht” – hva’be’ha’r?
Af Claus Ebberfeld, deres Tysklandskorrespondent

Trods mine længere-oppe-nævnte forbehold for hvor stor en klassiker vores brune dele-Giulietta er, så er der jo ingen tvivl om, at den er sjælden. Ovenstående kommentar er således ikke noget jeg har fundet på – for så havde jeg nok alligevel skrevet det på dansk. Næ, ordene faldt i en Epost-udveksling med en tysk herre, der nok ved noget om disse Nuova Giulietta Type 116. For han, Herr Lang, er nemlig Registeransprechpartner Giulietta 116 i den tyske Alfaclub e.V. Er man så en rigtig entusiast? Måske ikke, men det er man, hvis man har en bil som den herunder – og den blå sag er såmænd Herr Langs egen:

Alene det at man har en i forvejen og så efterspørger en mere skriger jo entusiast – eller det der er værre, afhængigt af hvem man spørger. Men der er da klart, at Herr Lang kigger langt efter vores Giulietta: Vores Gulietta er af sidste serie (“Letztserienmodell”, hedder det på tysk og straks lidt dyrere, ikkesandt?), den er fuldfed med to liters slagvolumen, den er brun og ikke mindst er den jo en Lusso. Det betyder lækkert tweedinteriør, tågelygter, elting – og ikke mindst stålsoltag. Det sidste fik tydeligvis den tyske ekspert helt op at ringe. Og ja, selvfølgelig er det originalt – som tweeden på indersiden i loftet viser.

Selvom Herr Lang indtil nu har måttet nøjes med fattigmands-1,6’eren, så virker han alligevel som den ideelle mand til vores brune dame: Men han har samme problem som Jette i gårsdagens Mustanghistorie, for han bor langt væk fra bilen, ved Bodensee. Jeg håber han finder ud af at komme op at se på den, for hvis han bliver den nye ejer, så kommer den tættere på Italien end den har været i mange år. Det virker passende, synes jeg.

Og hvis han ikke kan få det til at passe med en besigtigelse, så kører jeg den gerne ned til ham, hvis vi kan blive enige på forhånd. Det vil nemlig også være en passende tur.

Ugens grafik

Forrygende Le Mans- og filmpremiereaften på Strøjer Samlingen 3. oktober
Den franske klassiker 24 Heures du Mans er et af verdens største racerløb, og historien går tilbage til 1923. Der er ufatteligt mange gode historier i det legendariske løb og der har været lige så mange skønne racerbiler på Circuit de la Sarthes asfalt igennem årene.

I Strøjer Samlingens stemningsfulde lokaler fordyber vi os denne fredag aften i de bedste historier og de smukkeste, hurtigste og vigtigste biler i løbets lange historie. Samlingens egne biler bliver suppleret af gæstende biler, der illustrerer mangfoldigheden i løbet: Vi kommer blandt andet omkring den første centermotorbil, Porsches opstandelse til storhed og danskernes indmarch. Jørgen Strøjer og ViaRETROs motorsportekspert Claus Ebberfeld fortæller om bilerne, og Jørgen KAN ikke lade være med at starte nogle af de mest vellydende maskiner op!

Løbet køres som bekendt stadig – også for de historiske biler, hvor Le Mans Classic er blevet næsten lige så stort som det moderne løb. Strøjer Samlingen får besøg af  den danske trio Baron Otto Reedtz-Thott, Jacob Viggo Holstein og Rasmus Lokvig, der i sommers besatte en flot andenplads i Lotus 11 fra 1957: De fortæller deres bedste historier om vejen til podiet.

Desuden byder aftenen på intet mindre end en filmpremiere: ViaRETROs egen filmmand Niels Birkemose kørte i august fra Fyn til København i en af de smukkeste og mest musikalske biler fra Strøjer Samlingen – og forevigede, hvor fantastisk en oplevelse 300 V12-hestekræfter nødtørftigt indsvøbt i et aluminiumskarosseri er på en god lang køretur på offentlig vej med en racerbane ventende for enden af tunnellen. Ligesom i gamle dage. Der kom en smuk film ud af det: Se premieren i den rette stemning og det rette selskab!

Arrangementet finder sted fra kl 19-21, koster 248 kroner og inkluderer kaffe og kage. Billetter kan kun købes i forsalg – køb dem hér.

En slags forsmag på Niels Birkemoses kommende Ferrari-video
Af Claus Ebberfeld

Det er spændende at tale med Niels om den nye video. Udover at han nød turen i bilen, så siger han at videoen bliver god. Men der er en lille måned til premieren på Strøjer Samlingen. Og vi kan da lige kigge på noget, der måske ligner lidt. Mange kender Chris Reas film La Passione af navn. Men hvor mange har set den? Well, her er et lille klip, der hedder Girl in a sports car.

Det kunne have været så godt. Vær så venlig, Niels Birkemose: Ingen sang i din video udover motorens, tak!

Det nødvendige foto

Hvor der er vilje er der vej
Af Claus Ebberfeld

Efter gårsdagens historie om Mustang skrev en læser på Facebook, at modellen (altså bilen) var hans drøm. Men at en Mustang var så meget længere end hans nuværende Triumph TR6, at der skulle bygges om for at få plads til den, hvorfor han ikke syntes det var umagen værd at spørge.

ViaRETRO iler til med et godt tip – og vi mener billeder herunder taler for sig selv.

Der skal så nok være nogen der siger, at en Mini er mindre end både en TR6 og en Mustang, og det har de også ret i. Men pointen er mere at tænke inde i boksen, ja, det er faktisk HELT bogstaveligt meningen: Meget muligt, at din drømmebil ikke kan være i garagen. Men så kan den sikkert være et andet sted.

Et foto der skræmmer: Fra tiden før ligestilling…

Og med dette billede sætter vi gang i den kommende artikelserie: Danske kvinder og deres klassiker. Det kunne lyde som en erotisk thriller i seks afsnit, men det er det langfra. Erotikken er langt på hylden til fordel for tændningsjustering og udskiftning af benzinpumper…

[adrotate group=”7″]

God weekend!