Jeg havde læst om Luigi Colani siden mine teenageår. Beundret hans organiske bildesigns. Brændende ønsket mig hans Canon T90. Men aldrig set en rigtig Colani-bil i virkeligheden. I Padova var der én – og jeg tog fejl på flere fronter.
Luigi Colani er trods navnet født schweizisk – så meget vidste jeg fra mine gamle Bilen Motor og Sport-læserier. Han havde altid været kontroversiel, så meget vidste jeg også. Meget sjældent havde han fået designs ud over rampen og ud i virkeligheden. Ikke desto mindre nåede hans umulige prototyper og fabulerende formfantasterier i halvfjerdserne jævnligt helt op til lille Danmarks trykte presse, hvorfor en vis lille dreng i det vestjydske udmærket kendte ham – og mange af jer derude sikkert også.
Man aner næsten alene af billedet her, at Luigi Colani er en provocateur.
Men hvor har han været siden dengang? Jeg anede det ikke og skænkede det jo heller ikke mange tanker før min rejsekammerat Christian pludselig spurgte i en af de tidlige timer på Padova-messen i 2012, hvad det var der blev rullet ned af en autotrailer derovre. Jeg bilder mig ind, at jeg hurtigt genkendte hans linier – men jeg ved, at da Christian spurgte til prisen, så vurderede jeg en faktor ti for lavt!
Denne turbinemotorcykel skitserede Colani i slutningen af fyrrerne. Dét er futuristisk.
Det var hans manglende kommercielle succes, der snød mig: Udover det omtalte Canon-kamera T90 kendte jeg til meget, meget få af hans ting, der nogensinde var nået længere end prototypestadiet. Så jeg gættede frisk på, at den dér glasfiberæske på ved ind i udstillingshallen næppe kunne koste over 30.000 Euro. Den var stærkt patineret og skulle have en ny lak. Og alt muligt andet, måske.
Sjældent har jeg taget mere fejl med hensyn til prisen. Enten var det 300.000 eller også 380.000 Euro, forhandleren havde sat den til. Begge dele var ret forkert i forhold til mit gæt og i det hele taget ret meget, så meget er sikkert. Så var jeg stille lidt, dér i min ekspertrolle…
Colani gik på Akedemie der Künste i Berlin fra 1946…
Modellen viste sig at være en Abarth-Alfa Romeo Berlinetta 1000, og allerede der burde jeg jo have anet uråd: 70% af alle kan jo lide Alfa, hvilket driver priserne i vejret – og et Abarth-tilnavn på et køretøj fra halvtredserne har vel altid fordoblet udgangspunktets pris. Denne var fra 1957, så vidt jeg husker. Men selv der stopper historien ikke, for det siges også at netop denne bil i sin tid blev bygget sammen af to i sig selv supersjældne Alfa-Abarth 1000’ere, som var kommet af dage på AVUS i Berlin. Colani havde så købt dem af en forhandler og lavet én bil ud af dem. Og der går ovenikøbet den historie, at resultatet i 1300-version skulle have været den første GT-bil under 10 minutter på Nürburgring. Det sidste har jeg nu svært ved at tro på – men lad nu det ligge.
…og omkring 1950 studerede han angiveligt aerodynamik på Sorbonne.
Colani har for mig altid handlet om designet. Ikke så sært, når nu så mange af hans ting forblev dét. Og hans design har altid handlet om de organiske former. Uanset om han lavede et køkken eller en bil. Han var – og er – så nådesløs i sin forfølgelse af det organiske, at jeg selv som teenager ikke var i tvivl om, at det var en besættelse, og at han i den jagt ofte satte form over funktion.
Ikke desto mindre var jeg stærkt fascineret af de selvsamme former. Der var intet andet der lignede. Og der er intet andet der ligner i dag. Jeg er derfor stadig fascineret. Colani selv? Ja, han er ligeså kontroversiel som sine designs, og jeg er ikke i tvivl om, at han (stadig) mener, at det er alle andre, der ikke har forstået det.
Hans ting ligner ikke rigtigt noget, der hører hjemme på Jorden.
Men da jeg så denne Alfa-Abarth-Colani, så tvivlede jeg alligevel noget. Den lille GT er ikke hans mest kontroversielle design. Og Colani er i virkeligheden bedst, når han er kontroversiel. Jeg tog derfor fejl på designet, synes jeg – indledningsvist var jeg ret glad for den, og den havde da sine gode vinkler. Men den havde ærligt talt flere, hvor den ikke fungerede, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvor mange af hans øvrige ting det mon gjaldt? Og så var der jo prisen: Uanset om den var et projekt eller ej – 300.000 Euro? Ikke på vilkår. Men spændende at se den, helt sikkert – det er den på de første billeder herunder.
Resten i galleriet er et udvalg af en vildmands værker igennem mere end halvtreds år. Og dér synes jeg virkelig der er stjerner imellem. Hans mest kontroversielle værk kan man diskutere længe.
Hans mest kontroversielle “bil” er ikke nem at udpege – men Le Mans-konceptet her fra 1970 er vel et bud. Jeg kan lide den. Og den komplette Miura-drivpakke i den bagerste kapsel.
Bemærk at det er svært at se, hvor gamle de forskellige ting er – omend jeg er i tvivl om, hvad det lige fortæller. På det sidste billede sidder han i sit satellitkøkken fra 1971. Sådan et har jeg lyst til at have. Uden helt at vide hvorfor. Fang selv stemningen i videoen til allersidst.
Det er godt at der findes nogle som Colani.
Jeg er helt og aldeles vild med Colani. Har været det siden…, altid…
Og jeg kan kun give ham ret i, at problemet skyldes, andre ikke forstår det.
Fejlskud?
Adskillige, bl.a. Alfa’en, som er så grum, den burde komme fra en anden kendt designer !!!
Men hans produktion er så enorm og omfattende, at det er umuligt at rumme alt. Og umuligt, at der ikke opstår svipsere.
Jeg forstår ikke, hvordan f.eks Porschedesignede køkkenkedeligheder kan blive en succes?
Det burde have været Colani-udstyr og en Gigantsucces!!!
Meget af hans design er så tidsløst og med så mange geniale features (se bl.a. hans lastvognsdesign for Mercedes, fra 70’erne) og så langt forud for deres tid, og vores nuværende tid, at det vil tjene til inspration i meget lang tid endnu.
Ganske pudsigt, at jeg som elsker Funktion over Form, er så vild med Colani (og Alfa Romeo…)?
Scary shit! Hans biler er næsten for aparte? Men det flygel og det der russiske tog er godt nok fede. Og skæg kontrast at han altid selv er så langt fra strømlinet. De tykke hvide uld-sweatre er en skærende kontrast til det glatte blanke glasfiber…
Colani har flere gange forsøgt sig med 24h Le Mans. Desværre er konservatismen nok for stor…?
Især hans engagement med Mazda kunne ha’ været ekstremt spændende, når hans design skulle detaljeforfines og gøres servicevenligt.
Skulle jeg selv skabe en Le Mans racer, ville jeg nok også satse på Konservatisme (vi ved hvad, der virker) og KISS-princippet (færre faktorer).
Men Colani-indpakket, dét kunne være interessant.
http://www.24h-lemans.com/en/news/luigi-colani-the-unknown-prototypes_2_2_1746_9947.html
Det er præcis ude i virkeligheden at Colanis biler fejler, hvorfor min vurdering af hans genialitet er ændret noget siden teenageårene: Det er nok alligevel ikke den ene mand fra Schweiz, der har ret.
Ingen steder viser den slags sig tydeligere end i motorsport. Ingen steder har Colani haft mindre succes.
Men hans satellitkøkken skal der jo ikke tages tid på.
Har tidligere set flere af Luigi Colanis ting, men aldrig hørt om manden. Og så er det jo godt, at der er nogen fra det vestjyske, der har læst Bilen, Motor & Sport, som barn. Jeg har nu været hele Colanis produktion (produkt kataloget) igennem. Og efter den tur, er det positive, efter min mening, der kan siges om Luigi, er at hans automobildesign måske slet ikke er det værste. Beklædning, møbler, arkitektur, foto- og elektronik, begravelsesudstyr, sanitet, fly, and you name it.. er endnu værre. Kun hans hvide te eller kaffestel, anser jeg, som rimeligt vellykket. Havde på fornemmelsen, at han ville være god i porcelæn – efter alle de mange, mange år i plastik. Når nogen brander sig på at lave design ‘for the future’ – som Luigi Colani gør det – bør alle alarmklokker ringe. Han skulle aldrig have taget det kursus i aerodynamik på Sorbonne. Det udløste åbenbart en fix idé. Og der kommer aldrig godt design ud af fixe ideer, tværtimod. Noget godt for sci-fi filmindustrien, må han vel have gjort.
Pryds, pryds, pryds dog :-)
Konflikten for Colani, et sted som her på viaRetro er vel, at Colani peger fremad…
På sin vis kan der inden for bildesignet trækkes nogle paralleller til Zagato, hvor Zagato designene så havde mere succes på racerbanerne, men til gengæld overvejende designmæssigt kiksede at se på.
Sådan er der så meget :-)
Hvis alt blot skulle designes, som blev det fremstillet i sten, jern, træ og læder, ville vi aldrig komme længere.
Når jeg ser Colani, ser jeg også Citroën, Panard, NSU, Tatra m.m. og den slags designlinjer.
Jeg ser vovemod og holdning, der står i skarp kontrast til den etablerede automobilbranches standardkreationer og deres ofte pæne, androgyne Pininfarina-stil, når de skulle/skal lave en luksusløsning. FIAT og Peugeot med utallige eksempler.
Ikke grimt, men heller ikke særligt ophidsende.
Verden behøver designere som Zagato og Colani, uanset man synes om 10% eller 90% af deres kreationer, eller om man ville eje noget af det…
Ser man de nutidige designere og deres arbejde, er de ikke kommet synderligt længere, end de ideer colani pegede mod i 50’erne.
Hvor han var så lagt foran, at han betragtedes som gal !
Ib Erik, jeg vidste, at du ville reagere , jvf #1. :-)
Når jeg ser Panard og Tratra, så ser jeg primært 30’ernes Aero Streams tradition. Ikke Colani. Jeg ser ikke engang Colani, som en der følger Aero Stream traditionen. Tværtimod ser jeg ham som en, der ophæver princippet til en fix idé. Til en ide om ‘bioncis’ og organisk form. Ikke som udgangspunkt for designet – som f.eks. hos Pinin Farina – men som endemål med designet. Colanis forslag til en ‘streaming’ af Fords GT 40 i slutningen af 60’erne er det eneste positive, jeg kan se. Ligesom mange designelementer er interessante, men ingen af produkterne er – efter min mening – vellykkede. Hans VW design er slemt – og endnu værre er hans forslag til almindelige, økonomiske hverdagsbiler. Og, hvem gider at ligge ned, når man skal køre en tur. Det er da designets diktatur.
Zagato, mener jeg derimod spænder fra det katastrofale til noget af det mest spændende design. Når han er god, er han virkelig god, og når han er slem, ja, så er det virkeligt slemt.
“Verden behøver designere som Zagato og Colani” – det er nemlig helt rigtigt. Og Colani betragtedes som gal?
Det tror jeg stadig nogle gør…og et stykke af vejen må de faktisk have ret. Det ER da en fix idé, det med de überorganiske former i alt hvad han laver. Men noget af det er da også smukt som bare pokker. At hans flyvemaskine så måske ikke kan flyve, det er jo en anden ting…
Han kunne godt have været designeren bag de dér busskure jeg er så vild med…
Claus – humblebien burde heller ikke kunne flyve – spørg videnskabsmanden – det er stor kunst.
Ok… jeg kan godt li´ Colani.
Måske jeg får mit “Colani-køretøj” klar til Herlevgaard
Så lidt associationer til https://viaretro.dk/2013/05/racing-is-life-classic-race-aarhus-i-en-noddeskal/
Ryhl… “to do something You’re good at, and to do it well”
og Pryds … den omtalte perfektionistiske violintræning fra barnsben med større og større violin efter kropsvækst…violinisme- perfektionisme.
Er det stort håndværk eller bare kunst? Eller er stort håndværk bare lig kunst? Eller…
Hvem dikterer perfektionisme. Den eksisterende generation eller… er “Jeg´et” selv søgende eksperimeterende (uden påvirkning)?
Form over funktion…
Peter Plys Karlsen said… ;-)
25. april 2012 kl. 10:27
Det mest gennemførte form OG funktion produkt…..ægget, absolut ikke det udført af Arne-drengen, men ægget, der kom før hønen ;-) Fantastisk emballage.
Der findes andre eksempler.
Jeg synes personligt at det går op i en højere enhed, at noget lykkes design-mæssigt, når form og funktion smelter sammen på denne måde.
Colani kan faktisk… trods det at hans linier stadig kan provokere sin samtid ramme begge dele…form og funktion i ét.
En stor dansk producent har i samarbejde med Colani faktisk et produkt ingen andre designere har formået endnu – til stor daglig glæde for mange brugere : http://www.hmi-basen.dk/r11x.asp?linkinfo=1492&art0=1921&art1=23052&nart=2&itemid1=93171&isolink=091209&keylist=20584&keyvaluemin=150
Det vil jeg også skide på… Colani betragter jeg som en sand kunstner.
God aften
Jeg var lige på toilettet…
Og kom til at huske hvad Kroehl i sin tid skrev… Tak Kroehl!
kroehl
25. april 2012 kl. 10:50
…og Claes: ‘Form over funktion’ er en fortegnsomvendt omskrivning af det oprindelige paradigme, formuleret af Louis Sullivan, som lød “[The] form ever follows function”. Dette credo kom af et oprør mod datidens mønsterbogsarkitektur hvor han netop søgte en ny æstetik baseret på at objektets funktion måtte fastlægge dets form.
Det har med andre ord ikke noget at gøre med hvor godt eller dårligt noget fungerer, men om hvorvidt man tilføjer for ornamentets skyld eller ej. Adolf Loos gik i 1908 så vidt som til at proklamere ornamentet som kriminelt og netop form følger funktion og ornamentet er kriminelt blev fundamentale for den moderne bevægelse, som faktisk – tro det eller lad være – lod sig inspirere meget kraftigt af naturen og dens evne til, gennem evolution, at optimere formen – jvf. Plydsbjørnens æg. Naturen var naturligtvis ikke nok i sig selv og det kulturelle input kom, som revolutionær bevægelse, ikke fra kunsten men fra industrien og DENS evne til optimering og effektivitet.
Colani kan godt… selv … uden ornament
Godnat, sov godt og drøm sødt.
Jeg har ligesom Claus været fascineret af Colani siden teenageårene og husker også hans designs fra gamle Bilen Motor og Sport.
Forbavsende mange af hans designs er ekstremt fascinerende og gennemførte. Lokomotivet er fantastisk, og lastbilen ude i trafikken blandt 70’er-biler ligner jo noget fra en fjern fremtid. Den ville også være futuristisk i dag.
Det kan godt være at det meste i virkeligheden ikke fungerer, men jeg er ligeglad: Jeg er vild med det !!
Nu er flere af Colanis Designs ude i produktion, bl.a. hans design for Mercedes lastbilen bliver brugt på nok verdens dyreste autocamper.
Vi er helt enige om at hans designs ikke er blevet brugt Stort inden for motorsport, men det er vel også et udtryk for at man nok ikke ønsker at bruge tiden på udvikling af designet, for et er designet noget andet er funktionaliteten i designet – se f.eks. Delta Wing projektet.