Register

nine + 20 =

A password will be e-mailed to you.

Da Klub ViaRETRO fornyligt var på besøg hos That’s Leif på Fyn i hans Austin Healey værksted, kunne manden selv uden den mindste flig af tvivl bekendtgøre, at Healey var: “Verdens bedste sportsvogn”.

Nu var der blandt den meget varierede forsamling af tilmeldte biler i ViaRETROs kortege IKKE nogen Austin Healey imellem, så Leif’s påstand blev mødt med en del flakkende blikke og mumlen i krogene. Høflighed og taknemmelighed over Leifs gæstfrihed fratog de fleste lysten til at gå yderligere ind i diskussionen. Kun et lille kvæk fra en passioneret Jaguar E-type-ejer nåede op til overfladen, og som Leif sparkede effektivt til hjørne ved at tale lidt om sporvidden og de indsunkne hjul i skærmkasserne. Diskussionen døde ud meget hurtigt, og vi kunne gå videre i rundvisningen af de mange Healeyer, der står på værkstedet på Fyn.

austin_healey_3000_1963_1

Det skal understreges, at når Leif udråbte Healey til Verdens bedste sportsvogn, så var det de store Healyer, han mener. Han er dog en mand med et lidt ensporet udsyn på klassiske biler, og han er selvfølgelig stærkt præget af sin lange historie med det britiske mærke, så måske han ikke er den helt rigtige til at komme med en objektiv nominering af verdens bedste sportsvogn.

Hvis man skal komme det et svar nærmere, er man nødt til at definere, hvad en sportsvogn er først. Her vil tage jeg fat i Claus Ebberfeldts gamle indlæg om definitionen på en sportsvogn: Verdens bedste definition på en sportsvogn er stadig ringe. Udledt heraf – og tilført min egen forsimpling – kan man sige, at en sportsvogn er en lille bil med typisk to sæder og to døre. Den er designet med sigte på sportslige præstationer. En sportsvogn skal helst være spartansk indrettet med maksimum køregenskaber og minimum vægt. Yderligere bør en sportsvogn – og her kommer min egen mening ind –  være åben og altså uden fast tag. Leif og hans generation synes nok typisk, at biler med tag er tættere på at være en beskyttet bolig og derfor meget langt fra sportsvognsbegrebet. Så den præmis har jeg medtaget.

Leifs påstand har jeg tænkt meget over og hvis ikke Austin Healey er verdens bedste sportsvogn, ja hvad er så? Mazda MX5? For ny – vil mange nok sige, men den markerer på sin vis afslutningen på biltypens epoke, men den er svær at sætte i stue med en Healey på grund af moderniteten. Selvfølgelig stikker Jaguar E-typen hovedet frem igen, MGA og B. Og selvfølgelig Lotus – en Seven kan meget i forhold til definitionen og er et seriøs bud på titlen. Også eksotikere som Ferrari 250 California Spider, AC Cobra og BMW 507 må have et ord at skulle have sagt. Og jeg er sikker på, at der må sidde nogen og vil fremture noget om Sunbeam Tigers klare fortrin.

Det er svært at afgøre titlen som verdens bedste sportsvogn – nok en pjattet titel, men ikke desto mindre en sjov øvelse. Indtil nogen af Jer kloge og redelige læsere er kommet med et bedre bud end Leif, i kommentarfelterne nedenfor, så står hans påstand til trone: Austin Healey er Verden bedste sportsvogn!

20 kommentarer

  1. Sorensen

    Dét er nok diskussionen, der aldrig dør hen.. – engang lavede Rolls Royce ’Verdens Bedste Bil, indtil Mercedes ’overtog’ denne titel med S-Klassen.. Jeremy Clarkson har flere gang udråbt ’The Best Sportcar Ever’, hvilket sjovt nok oftest ender med at være en englænder.. ( – aldrig en Porsche 911’er, som han jo tidligere tog livet af i et afsnit)..

    Jeg købte for 8 år siden en Triumph TR6, fordi det var verdens fedeste bil og der er helt sikkert andre mærker/modeller der bejler til denne titel i min drømme-garage..

    Austin Healey er fantastisk – smuk, lav, lækker og med fed lyd! ( – har stadig til go’e at prøve een)

    @claus ebberfeld – tror du sagde det bedst: ’Nogen foretrækker moren, andre datteren – mens andre foretrækker dem begge sammen!’

    PS: Nu er der jo Fredericiamesse i den kommende weekend. Skal derover med senior – uha, man glæder sig!

    Svar
  2. Skaanning

    Ved ikke, om en Healey er DEN bedste, men en BN8 i den rigtige farve er i hvert fald BLANDT de bedste – og måske den flotteste rent visuelt.
    Jeg kører selv Triumph TR6 PI, og jeg betragter min bil som en slags lillebror til Healey’en. Jeg skifter gerne til storebroren. Skal bare lige have pantet mine flasker!

    Svar
  3. Soren W

    Nu hører det nok med til historien at Leif er fynbo, så hans skråsikre påstand blev fremført med det sædvanlige glimt i øjet. Både Jens Juel og jeg (vi har begge kørt E-type i mere end 30 år) var nok lidt skeptiske, og sendte hinanden et par himmelvendte øjne en gang imellem under Leifs forklaring. Der er naturligvis ikke noget entydigt facit på det overordnede spørgsmål, men Leif har ret så langt som at det er imponerende hvor god en sportsvogn Healey fik designet ud fra en spand standardkomponenter fra britisk bil (og lastbil?) komponenter, hvor E-typen jo er stykket sammen af mere eksotiske komponenter og dermed også mere vanskelig at skrue på. E-typen har sine skavanker, men det har Healeyen jo også. Og det er vel også det der gør bilerne specielle, så vi kan have hver vores mening?
    Verdens bedste sportsvogn? For mig er det Jaguar E-type serie 1 OTS 4,2…

    Svar
  4. Lars

    Alfa Romeo Spider 1750 Duetto 1967 til mig tak. En solrig sommerdag i Danmark, ned med Kalechen – så bliver det ikke smukkere. Stik den så en lille snoet landevej – så bliver det heller ikke sjovere. Træd nu pedalen i bund og lyt til den fantastiske NORD Motors karakteristiske snerren, og smilet VIL ikke forsvinde. :-)

    Svar
  5. Lars D

    Jeg tog lidt forskud på denne artikel i sidste uge da jeg jeg nævnte Lotus Elan som verdens bedste sportsvogn. Det er den jo stadigvæk hvis man spørger fans og overbeviste eksperter. Bare læs alle artiklerne i bilbladene da den fyldte 50 år. Andre såkaldte eksperter er selvfølgelig uenige for som det blev nævnt i en artikel i Classic Car: der må jo være gode grunde til at Lotus Elan ikke er verdens bedste sportsvogn for så ville mange flere køre rundt i dem i de seneste 50 år og så ville alle efterfølgende bilmodeller have været kopier af konstruktionen og det skete jo ikke. Meget få efterfølgende bilmodeller har Elans komposition af konstruktion, lav vægt, glasfiber, gode køreegenskaber og agil motorkraft ud af små dimensioner.
    En Healey er meget smuk på den klassiske 50er måde, men vil næppe kunne følge en Elan ret langt ude på markvejene. Duettoen er fra mange vinkler utrolig smuk og fantastisk motoriseret og velkørende, de gange jeg har prøvet en (var tæt på at købe en grøn 1750 duetto på fyn for 85.000 kr for et par år siden) tænk at sådan en idag kan koste det tredobbelte. Den er også en god kandidat.
    Alle de andre velkendte og berømmede sportsvogne fra Jaguar E til Porsche 356/911 lever i mine øjne ikke helt op til alle den ægte sportsvogns puritanske grundpiller: lav vægt, åben, små udhæng for og bag, hjul helt ude i hjørnerne, fremragende køreegenskaber på bane og kurvede veje (alle kan lave en bil der kører hurtigt ligeud) og enkel men avanceret konstruktion og betjening og en let motor med bundtræk og omdrejningsvillighed.
    Min Elan er absolut ikke den perfekte sportsvogn til alle formål, men når jeg kører rundt i solen (som i dag) på små snoede landeveje og giver den gas så omdrejningerne suser fra 1500 til 5-6000 uden at skifte gear så kan jeg ikke komme i tanke om en anden bil der kan gøre det bedre og hurtigere og det er faktisk lige præcis det jeg købte bilen til. Skulle jeg have en sportsvogn i høj kvalitet, fede design detaljer, teknik der holder, god på motorvej og på langtur og høj imponator effekt foran cafeer og på træf ville jeg nok have valgt noget andet selvom mange sender beundrende blikke efter den lille Elan. Heldigvis er der så mange klassiske biler derude og så mange meninger om dem så vi kan fortsætte denne diskussion længe endnu.
    Verdens bedste sportsvogn vil altid være en subjektiv øvelse hvor alle forslåede modeller vil have lidt af det der skal til og så meget andet.

    Svar
  6. Jacob B

    Mit åbenlyse valg ville jo være en 105 Spider!
    Men for at gøre det lidt mere “ærligt”, skulle vi så ikke prøve at høre, hvad folk vil vælge, hvis de IKKE må vælge en bil (og måske mærke), som står i garagen?

    I så fald ville mit valg suverænt falde på en Lotus Super Seven… Bedre sportsvogn findes simpelthen ikke!! (Jeg har haft fornøjelsen bag rattet, og tættere på racerbil kommer man altså ikke!)

    … Men ellers tager jeg altså Spideren med den omdrejningsvillige 1300 Nord-maskine med 100+ heste ;-)

    Svar
  7. Niels v

    Hvis den ikke må stå i garagen allerede, så en Riley MPH, jeg tror der kunne være sjovt at have noget hvor man faktisk skulle arbejde lidt for at komme rundt og så er Riley motore bare fantastiske.

    Svar
  8. Johannes B

    En ægte fuldblodssportsvogn skal være appetitvækkende og udfordre sin kører – basta.
    Det gør min TR6 PI hver gang jeg sætter mig bag rattet:-)

    Sålænge den gør det, så er den “Verdens Bedste Sportsvogn” – ihvertfald i min verden.

    Svar
  9. Nikolaj Mortensen

    Godt Lars Juhl, endelig et rigtigt bud ! ;-)

    Den perfekte sportsvogn har ikke Snekke styring, come on guys ?

    Jeg har prøvet en del biler efterhånden, og jeg må sige at en MGB GT V8 har det hele, undtagen at den er lukket.
    En Frogeye med 1275 motor og skivebremser, ja !

    Svar
  10. Jørgen Jacobsen

    Hej – lige en grum bemærkning til Austin Healey. Jeg var taget til Padborg Park hvor der skulle køres med blinde mennesker fra DK og nabolandet Tyskland. Jeg kom med min AR Giulia Spider (Type 101) og nok ikke mere end 110 HK. Jeg kunne køre fra de Austin Healey modeller der var der, – inkl. 3000 (ca. 145 HK). The Healey boys undrede sig over at de ikke kunne hente mig på langsiderne, men motorerne i Healey har jo sin baggrund fra mejetærskere og andet industrielt. De er jo ikke bygget til at tage omdrejninger i en fart. Den bedste sportsvogn? Tag den der tiltaler din smag og sjæl. Ser nok nogen af Jer i Fredericia i morgen lørdag den 22, – jeg tager naboen og hans drenge med, de skal på dannelsesrejse.

    Svar
  11. Ulrich Bergmann Olesen

    Lous elan S3 S/E 1967
    Der ikke mange, der kan følge med, hverken i sving eller på lige stræk. Jo verdens bedste sportsvogn, 625 kg nok HK
    Kåret af Claus hos Strøjer samlingen sommer 2016 , Bil med Sjæl

    Svar
  12. Bjørn Stegger

    To somre i træk har vi haft fornøjelsen af at være på bilferie i Storbritannien. Vi har tilbagelagt over 8.000 kilometer på vidt forskellige vejtyper i Sydengland, Sydvestengland, Midtengland og Wales.

    Al den kørsel ovre i det pragtfulde, smukke land har givet os et meget fint indtryk af den engelske bilkultur:

    Hvilke biler, der kører hvor, og hvordan – og af hvem – de bliver kørt.

    Vi har også fået et ganske godt indblik i, hvilken bil det er englænderne betragter som verdens bedste sportsvogn. Det er såmænd – i særklasse – Mazda MX 5.

    Når man kører rundt derovre i sportsvognenes egentlige hjemland, kan man ikke undgå at blive imponeret over, hvor ufatteligt mange Mazda MX 5, der kører rundt derovre – hver eneste dag – i den daglige trafik – som dagligt transportmiddel – og som dagligt nydelsesmiddel. Alle generationer af Mazda MX 5 er rigt repræsenteret. Og de bliver uanset vejrliget kørt med kalechen nede – også af de ganske mange kvindelige chauffører/ejere, som tydeligvis nyder deres små japanske sportsvogne. Man ser simpelthen langt, langt flere Mazda MX 5 end nogen anden sportsvogn på de engelske veje.

    Hvorfor? Naturligvis fordi Mazda MX 5 kan alt det, en klassisk engelsk roadster kan mht. køreglæde – plus en hel del af det, en Lotus Elan kan. Men Mazda’en kan hver eneste dag i mange, mange år. Og den er så letkørt, at også kvinder elsker at køre den. Med et stort smil i femøren.

    Man ser også ganske mange Porsche’r. Og der er en del MGF tilbage. Men væsentligt færre Jaguar F-Type og Aston Martin.

    Lotus? Nej, desværre ser man stort set ingen af dem. Virkelig uhyggeligt.

    Og selv på de fine sommerdage er der overraskende få klassiske engelske sportsvogne ude at køre. Altid med ældre britiske gentlemen bag rattet.

    Den pinlige konklusion er således, at det land, der engang var verdens førende producent af sportsvogne, ganske og aldeles har overgivet sig til Mazda MX 5.

    Den endnu mere pinlige konklusion er, at Storbritannien ikke engang har forsøgt at besvare den japanske udfordring. Selvom de nu har haft over 40 år til det.

    Til gengæld er der jo nu kommet en herlig italiensk-japansk udfordrer på banen: Den nye FIAT 124 Spider. Jeg havde fornøjelsen af at prøvesidde den forleden dag hos Djarlo Automobiler i Nærum.

    Og ja, selvom den er baseret på Mazda MX 5, har den helt sit egen karisma. Og den er en ligeså vaskeægte sportsvogn som Mazda’en. Med omend endnu bedre daglige brugsegenskaber. Ærgerligt at Marchionne besluttede, at den skulle være en FIAT – og ikke en ny Alfa Romeo Spider… Men jeg håber da alligevel, at den dejlige lille FIAT bliver bare en halvt så stor succes som Mazda MX 5…

    Så ja – man behøver altså slet ikke at kigge bagud – og mod England – for at finde prisgunstige, vaskeægte sportsvogne. Man kan såmænd bare køre ned til Mazda og FIAT forhandleren og købe én fabriksny sportsvogn, som givet vil kunne tjene én i mange, mange dejlige år – uden nogen som helst form for engelsk syge…

    Svar
  13. Ulrich Bergmann Olesen

    Jo manglende Lotus
    der er kun prod 2650 Stk Elan, hold det op imod en moderne bil Fab
    så der er ikke mange tilbage af de originale Lotus
    Immervæk snart 50 år siden de blev skabt
    Men de kører stadigvæk bedre end nutidens biler også Mx 5

    Svar
  14. Lars D

    Som Lotus Elan ejer skal man ikke se ned på MX5 (som mange gør) men være stolt over at nogen har kunnet producere en lille roadster i så stort antal og få den solgt over hele verden. Men den er meget forskellig fra en Elan både i størrelse og gørelse men hvad gør det når bare ejerne får oplevet køreglæde, sol og vind i håret. Der findes et par sjove artikler med sammenlignende test af de to biler. Jeg elsker den hvor dette billede er fra, hvor man virkelig forstår forskellen i design og størrelse.
    Se også youtube videoen fra Car and Driver med en Elan fra 67 og en særdeles potent MX5 super 20 på https://www.youtube.com/watch?v=ssS169fntR0
    Jeg kommer nok ikke selv til at eje en Mx5 men Fiat spider i ny aftapning ser spændende ud, men desværre siger moderne cabrioletter mig ikke rigtig noget (nok fordi jeg ikke har råd)

    Svar
  15. Jakob Bonfils

    Er selv Austin Healey ejer og elsker den bil på godt og ondt, men ellers tror jeg at opfyldelsen af alle drengedrømmende må befinde sig i en Lotus XI. Jeg ved godt at der bare er fremstillet ca. 300 af dem og at de er dyre at anskaffe ( og finde ), men tættere på alle de kvaliteter der skrives om ovenfor, kommer man ikke…..efter min mening.

    Svar
  16. Peter Plys Karlsen

    God dag

    Behøver sportsvogne at være frontmotoriserede
    – og/ eller åbne?

    Jakob Bonfils

    Din mening må da tælle hårdt med dit Austin Healey ejerskab.
    Har du iøvrigt relationer til Lotussen du omtaler?

    God dag

    Svar
  17. Curd Povl van Cleff

    Hej jeg læser og tænker definitionen af en “sportbil” er en bil man fryser i sommer som vinter, ok man må så ligesom i energikrisetider klædelig varmt på. Men alt i alt er det en bil nr. to til fritidskørsel og hvor skal den stå i al den tid den ikke bliver brugt, hedder det ståsport xxl 3,5L ?

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.