Min kones Rover har forladt matriklen – solgt til en ny entusiastisk ejer, der virker som den helt rigtige.
For mig var den platinum silver Rover 3500 SD1 fra 1977 opfyldelsen af en utydelig drengedrøm: Den lave og strømlinede Rover var så eksotisk i min barndom, at jeg ikke kendte nogen der havde en. Som jeg vist har skrevet før, så var de fineste biler jeg husker fra den nære omgangskreds i provinsbyen dengang en Granada V6 og en Audi 100 5E. Roveren – jamen, den var bare en klasse over, og jeg så dem meget sjældent.
Rover SD1 kunne have været en verdensklassebil, hvis kvaliteten havde været ligeså god som konceptet.
Det blev der lavet om på i firserne, da jeg begyndte at interessere mig aktivt for motorsport. Jeg så Bastos-bemalede Rovere, fintunet af Tom Walkinshaw til det daværende Gruppe A-reglement, brøle ned af Spa Francorchamps langside sammen med (eller faktisk foran) BMW 635 CSi og Volvo 240 Turbo. For Walkinshaw fik succes med Vitesse-udgaven af Rover 3500, og det er også i dag som klassiker/youngtimer, dén der er løbet med det meste af rampelyset. Som vi jo ved, så er motorsport godt for en klassiker. Det var også godt i perioden, for motorsportssuccesen pustede nyt liv i modellen.
På trods af at jeg så Vitesserne live på racerbanerne i 1984-1985, så har det altid været de almindelige varianter, der har fascineret mig.
Men faktisk HAR jeg prøvet en Vitesse, og mens dét (selvfølgelig) er en rigtigt fin vogn, så var jeg endnu mere glad for at finde denne 1977’er til salg. En næsten ligeså stor del af min fascination for modellen ligger nemlig i dens historie, og den startede jo i sagens natur med de første. Som man i dag ser meget, meget sjældent. Blandt andet fordi de ikke var bygget nær så godt som de så ud. For nu at sige det mildt.
Dét er for mig selve essensen af Rover 3500-historien: Det var en pragtfuld bil, der slog stort set samtlige konkurrenter af banen, hvorfor den jo også prompte vandt Årets Bil-titlen i 1977 og der opstod kæmpe ventelister hos kunderne. Samtidigt med, at den var et symbol på meget af det, der rent praktisk var galt i den britiske bilindustri. På den måde var og er Rover 3500 en slags overklassens Allegro – bare kønnere.
Men helt almindelig var Rover SD1 aldrig: Den tiltrak – og tiltrækker stadig – ordentlige mennesker med hang til britisk.
Samtidigt var lige præcis vores Rover 3500 historien om, at biler ikke nødvendigvis handler om at være bedst – men måske om at være mest karismatisk, charmerende eller kønnest? I hvert fald havde vores bil jo samme ejer fra 1978 til 2016, da jeg købte den til min kone. Denne ejer var SÅ glad for Roveren, at han renoverede den gentagne gange i både karosseri og motor, og derfor havde den tidlige bil overlevet.
Derfor fortjente den selvfølgelig også et godt hjem, og mens jeg og min kone har passet på den og lagt en del tid og penge i at få den bragt i bedre stand, så manglede der stadig det sidste: Den kørte rigtigt godt (og stabilt – med den dyre nye elektroniske strømfordeler…) i både motor og undervogn, men der var flere små projekter, der kunne løfte den yderligere. Dem fik jeg ikke rigtigt taget fat på – og hvad værre var, så fik vi ikke kørt så meget i den: Jeg havde egentligt troet at min kone ville køre mere solo i den, men hun tænkte alligevel for meget over økonomien, når hun startede V8’eren op til en tværs-over-Djursland tur.
Min kone og jeg har haft mange romantiske stunder i Roveren, og hun elskede dens lette servostyring, automatgear og ja, dens overordnede stil.
De bedste ture vi har haft i den var begge nordpå: Det ene til en romantisk weekend, det andet til Britisk Motorshow-træffet. Forholdsvis korte udflugter, men bestemt fornøjelige langture i den komfortable landevejskonge af en halvfjerdser-overklassebil.
Så kom der bare en Jaguar XJ12 til her i sommer. Og den trumfer jo ligesom Roveren i dens eget spil, ikke? Bevares, det er og var også en anden prisklasse, men Jaguars XJ-serie blev alligevel den kæmpestore succes for britisk bilindustri som Rover SD1 aldrig blev, og Jaguaren er en ægte ikonisk bil i klassikerverdenen. Ikke at jeg regner med, at hverken min kone eller jeg kommer til at køre mere i Jaguaren end i Roveren, men det virkede alligevel lidt overdrevet at have begge. Og flere andre var der jo også kommet til. Faktisk var cylindertallet i garagerne kommet over 50, og jeg syntes det var blevet svært at få luftet dem alle. I samråd med min kone overvejede vi derfor at sælge Roveren.
Der skulle en Jaguar til at slå Roveren.
Den tanke fik jeg lige luftet på ViaRETRO, og så var der et par herrer, der fattede interesse. Samt en tredie, der dog ikke måtte for konen. Det sidste grinede jeg meget af sammen med et par andre Rover-ejere: Rover-kørere spørger ikke konen, så han var jo tydeligvis ikke den rigtige. Det var Jan derimod: Han kom fra en Rover P6 3500, men ville gerne have servostyring – og det fik han så i denne uge.
Roverens V8 var altid lækker og veloplagt – også tidligt på en tåget morgen på vej ud på sin sidste tur i vores families ejerskab.
Min egen sidste tur i Roveren blev til min arbejdsplads i Middelfart, og det var en skøn morgen med det sagte V8-bulder i øregangene. Jan kom så ved middagstid og så Roveren an: Han kendte den fra ViaRETRO og fra sidste gang den var til salg – hvor jeg jo købte den. Men denne gang skulle det være. Efter en testtur i bilen handlede vi færdigt, omregistrede bilen, og så kørte han hjem til Næstved. Dagen efter var han til træf med den, kunne jeg se på Facebook – det tog jeg som et godt tegn.
Det samme gælder, at han allerede har indviet mig i, at han vil bringe bilen endnu bedre i stand. Han overtager nogle af løsdelene fra min reservedelsbil som jeg ved lejlighed skal have til Næstved, og så fornemmer jeg ellers at bilen går en lys fremtid i møde. Herunder formentlig med mere kørsel end jeg fik.
Da Roveren ankom var den sådan set pæn…
…men nu er den både mere korrekt og endnu pænere.
Da jeg skrev om Roveren første gang i november 2016 (i indlægget 1977 Rover SD1: Min nye mellemklasseeksotiker, hvor man også kan læse mere i detaljer om dens historie), så var der en læser der kommenterede, at han først ville anerkende bilen, når jeg havde kørt 5.000 kilometer i den indenfor det første år. Nu er der så gået næsten to, og jeg har ikke fået kørt mere end cirka 4.500 kilometer. Til gengæld har de været meget fornøjelige, da først jeg fik løst det forbandede tændingsproblem.
I det hele taget har ejerskabet været en kæmpe fornøjelse: Jeg har virkelig været glad for den bil – meget, meget glad. Siden jeg købte Rover kom der jo også en Mercedes SLC til, endnu en stor V8-krydser. Og vel også en med mere prestige og klassikerpondus. Men faktisk kører Roveren bedre og mere moderne. Trods det, at den var og er langt billigere. Når det er sagt, så har det altid været SD1’erens design, der har været det store clou for mig: Også her slår den SLC’eren, synes jeg – og måske mere relevant samtlige dens samtidige konkurrenter. David Bache havde en stjernestund med SD1’eren, og især efter at jeg fik vores Rover tilbage på de originale stårfælge og lakeret de matsorte detaljer op, så har jeg aldrig gået fra bilen uden at vende mig om efter den. Jeg synes den er ufatteligt vellykket, og ikke mindst ældet vanvittigt godt: Et sikkert tegn på virkelig klassedesign.
Et udvalg af Roverens periodekonkurrenter: Alle budgetklassikere i dag – men Roveren er stadig min foretrukne. Nu har jeg prøvet det, og den ER god.
At Roveren trods alle dens kvaliteter stadig kan rubriceres som “budgetklassiker” viser vores hobbys demokratiske side: Der er altså en fed klassiker til alle, og jeg har svært ved at pege på nogen, der giver SÅ meget for pengene som en Rover SD1. Det er selvfølgelig til dels farvet af, at den bare er så meget mig, den bil – men også rent rationelt er der noget at komme efter: Det der design koblet med fremragende komfort, mægtig rummelighed, gode køreegenskaber, spændende historie og så med det evigt underliggende V8-beat ved kørsel i den – til den halve pris af en MGB GT eller noget i den dur? Der skulle en Jaguar XJ12 til at slå den, og det siger vel alt.
Må den nye ejer Jan få endnu mere glæde ud af Roveren end vi gjorde: Farvel, Rover 3500 – og alt godt fremover!
Hej Claus, kan man sige tillykke med salget af en skattet klassiker? Det er lidt ligesom at det er lidt fjollet at “like” et opslag på facebook om en der har fået sin bil stjålet..!
…nå men I må videre, hvad med konen, det var jo hendes vogntøj? Overtager hun Jaguaren, eller hvordan kringler hun den..?
Nå, men et par kommentarer til dit farvelskriv om Roveren. Som du ved er jeg jo også mægtigt anglofil, men jeg er ikke lige så begejstret for Roveren som du er. (Men jeg har jo heller ikke prøvet at eje og køre en) og måske er British Leylands skygge hen over bilen for meget for mig. Designmæssigt var den da et modigt skridt i forhold til hvor Rover kom fra, og den er da også stadigvæk skarp. Men du nævner selv konkurrenterne, og på dit foto mener jeg at Citroen går hele vejen og med CX overhaler Roveren på funky aerodynamisk design. Så mangler den V8eren, men designet…
Jeg vil sågar heller have din Mercedes SLC, der udstråler meget mere pondus med sin lange kølerhjelm og kortere coupé karosseri…
Hvad skal så køres i, og hvad skal sælges næste gang…?
Enig i at det er designet af Roveren der gør den særligt fed. Et design der jo er lånt lidt eller måske inspireret meget af en af mine absolut ynglingsbiler Dayton´en. Så er det godt at jeg har en i garagen som også er inspireret af samme bil – måske en anelse mere. En McBurnie (min er faktisk en Rowley men det er same same but different). Så lige “Crocketts Theme” på stereo´en så bliver det ikke meget bedre.
SORRY Claus er ikke helt så hooked som du på SD1 – og rigtigt en XJ trumpfer bestemt, (og så en 12er)
Kender godt Claus’s følelse af at sælge en Rover 3500…. Har lige solgt min P6 3500S til en englænder der har en 3-4 stykker i øjeblikket og har ejet 128 stk gennem livet(Han er 60 år)
Jeg er uvidende om de alle 128 har været indregistreret i hans navn, eller blot er blevet handlet af ham som privat person….
Jeg er også selv glad i forhold til at nu er den solgt, og så om jeg kommer til at savne den? Nææææh. Det tænker jeg ikke….
Jeg er også ved at forberede mig på at sælge min E-type ser2 roadster1971……Anyone?
Og så er der ved at være tid til at købe een anden klassisk bil og “samle alle æggene” til at fremadrettet at have det ene i kurven…..
Det vil min Hustru også værdsætte…
Kh. M.
Tillykke med salget – det kan man vel sige, når det er en selvtruffen beslutning.
Om man så kommer til at savne, ligefrem fortryde, efterfølgende, er jo en anden sag.
Sjovt som det der med at reducere samlingen, rammer en på et tidspunkt. Er selv fortsat grundigt i gang med lignende overvejelser. Endda efter at have reduceret med et par stykker allerede over de sidste par år. Det er dog generelt ikke mit indtryk, at en sådan proces frigør nogen midler………
Jo, man kan godt sige tillykke med salget. Han er en heldig mand, de nye ejer, for efter min mening er Rover SD en af flotteste 70’erbiler overhovedet. Selv når den står sammen med Citroën CX og Lancia Gamma på billedet herover.
Men Claus: Kunne denne nedskæring af flåden ikke inspirere til at give os en opdateret oversigt over bilparken? Du skriver at cylindertallet var oppe over 50, og jeg tror ikke, at jeg er den eneste læser, der spekulerer over, hvilke biler, det tal kan faktoriseres ned til. De ikke umiddelbart køreklare må gerne tælles med. ;-)
Hvor blev den egentlig pæn, med den rigtige maling de rigtige steder, de rigtige fælge og de rigtige dæk.
Jaja, man må gerne sige tillykke med salget: Straks efter at Roveren havde forladt sin plads i garagen blev selvsamme plads indtaget af – en Mini. Jo, der er masser af plads! Og det helt geniale i dét træk er, at det ikke er MIN Mini, men een til opbevaring :-)
Men, @soren-w – vi er slet ikke enige om CX versus SD1: CX’eren er nok min yndlings-Citroën over dem alle, men som helhed mener jeg ikke den slår SD1’eren. I designDETALJERNE er CX bedre, komforten også og den er endda nok også på kvaliteten. Men som helhed taler Roveren meget mere til mig – dels på grund af motoren, selvfølgelig, men også på køredynamik og de overordnede proportioner. Og så fik den jo en gevaldig motorsportshistorie, som man stadig kan dyrke den dag i dag i historisk motorsport. Alt i alt er SD1’eren bare en meget mere mandig vogn!
Når det er sagt skal jeg selvfølgelig have en CX engang. Bare fordi. @martin-lindoe-westergaard, jeg skal nok komme tilbage til emnet.
Min kone kører jo i sin økobox til daglig, så hun kommer ikke til at mangle den som sådan. Og faktisk synes jeg heller ikke at vi decideret MANGLER biler :-).
Tak, @jakob356 : Jeg var også selv overmåde tilfreds – og næsten overrasket over hvor meget det gav. David Bache havde bestemt den skulle se sådan ud – og han havde ret!
@thomas-pedersen , en McBurnie?!?! Du er for vild! Og god inspiration :-)
Konen og dig er jo bilsvinger (på den gode måde)……
Men man tæller ikke biler, men cylindre :-D :-D :-D
@peter-vang , det minder mig om dengang min kone og jeg faktisk VAR på swingerklub: https://viaretro.dk/2015/08/100-biler-og-en-swingerklub-kom-forbi-i-weekenden/
Hvis nogen står og mangler en, virker den her ret fornuftig og billig, nu hvor 1 SEK koster 71 øre – https://www.blocket.se/dalarna/Rover_3500_80440246.htm?ca=20&w=3. Godt nok er Falun et stykke bort – men der er jo ikke faldet sne endnu…
@henrik , man skal bare huske på at den danske afgift på en Rover 3500 SD 1978 svarer næsten til det jeg solgte min for. Jeg har vist engang skrevet at med de nuværende regler vil der aldrig blive importeret flere SD1’ere til DK. Sørg i givet fald for at finde een yngre end 35 år – så bliver det lidt bedre.