Boghjørnet: Jaguar i tal og tekst

To nye værker om Jaguar er lige så nødvendige, som de er forskellige.

I nutidens internet- og Googleverden har trykte opslagsværker trange kår. Tager man et kig i bogcontaineren på en hvilken som helst genbrugsplads i Danmark, vil man med stor sandsynlighed kunne se komplette 30 binds Lademanns Leksikon dumpet sammen med ordbøger, gamle lærebøger og afgnavede krimier. Selv hele sæt af Den Store Danske Encyklopædi har jeg set forvist fra stuernes reoler og hældt i den store gryde til senere genopstandelse som æggebakker eller wc-papir. Og som regel sker udrensningen af opslagsværker ud fra det forvrøvlede argument, at ”viden forældes hurtigt”. Et argument, som (hvis man skal være venlig) enten stammer fra mennesker, som forveksler viden med teknologisk viden, eller (hvis man skal være mindre venlig) stammer fra mennesker, som slet ikke ved, hvad viden er. For selvfølgelig er mobiltelefoni, stamcelleforskning og nanoteknologi noget andet i 2018 end det var i 1994 – eller for den sags skyld i 2017. Men Grønland er nu engang stadig verdens største ø, en dansk sømil er stadig 1.852 meter, Christian den Fjerde blev stadig født i 1577 og Jaguar Mark X kunne indtil 1962 stadig kun leveres med ovalt askebæger.

Men hvad skal man egentlig med et nyopdateret 400-siders opslagsværk om Jaguar, når alle oplysninger i det store og hele kan findes på Google? Svaret er, at man skal det samme, som med alle andre opslagsværker: Man skal kunne finde den ønskede oplysning eet sted, hvor man kan føle sig tryg ved, at den er korrekt, fordi flere kyndige folk har gjort sig umage med at faktatjekke og kontrollere den. Man skal kunne finde sin oplysning uden at lade tvivlen gnave, som den gør, når man sidder med en hjemmeside og bliver usikker på, om indholdet er noget, som forfatteren ved, eller om det bare er noget han tror eller synes. Man skal kunne finde den uafhængig af strømafbrydelse, tændte computere eller dårlig mobildækning. Og man skal kunne opleve glæden ved at snuble over supplerende oplysninger, som man måske ikke vidste, at man ikke vidste.

Data er ikke noget i sig selv – men data om en Jaguar fra 30’erne får noget stort over sig.

Jeg er altså en stor tilhænger af opslagsværker – og specielt for Jaguar-entusiasten er automobilhistorikeren Nigel Thorleys nye udgave af ”Alle Modelle”, som udkom på engelsk i 2016, uundværlig. Thorley er redaktør af Jaguar Enthusiast Magazine og har siden sit 18. år ejet flere end 70 Jaguarer og har skrevet flere bøger om mærket. Bogen indledes med en meget summarisk gennemgang af Jaguars historie (halvanden side!), derefter en lige så summarisk gennemgang af Jaguar-motorernes historie. Derpå følger i 25 kapitler gennemgang af alle modelrækker, lige fra 1935, hvor den første bil, der havde navnet Jaguar, dukkede op, til den seneste F-Pace fra 2016. I alt bliver det til 24 forskellige modelrækker med 300 modeller og i alt 17 motorkonstruktioner. Hvert kapitel er underinddelt i afsnit om modelvarianter, ydre identificering forfra, fra siden og bagfra, særlige kendetegn, identificering af interiør, liste over ekstraudstyr og til slut tekniske specifikationer, farveudvalg, produktionstal, modelvarianter og chassisnumre.

Stringent og klar opsætning giver umiddelbar adgang til oplysningerne.

Beskrivelserne er detaljerede. Mildest talt: Hør bare, hvad der står om Mark X set bagfra:

”Buet bagrude, indrammet i krom; to tankdæksler, aflåselige, placeret umiddelbart bag c-stolpen; bagsmæk med forkromet nummerpladeholder og forkromet hus for nummerpladelys og baklygte; herover Jaguar-emblem; baglygter integreret i bagskærmene med refleks og kromring; smal kofanger med horn; dobbelte udstødningsrør med nogen mellemrum placeret under stenpladen. ”

Sådan fortsætter det model for model, og med bogen ved hånden bliver man bliver dermed i stand til at identificere en hvilken som helst Jaguar, man måtte træffe på sin vej. Endvidere gør de detaljerede beskrivelser også, at man vil kunne konstatere, hvis en given bil har fejl og uregelmæssigheder i lak, indtræk og udstyr. Det skal man dog være forsigtig med. Originalpolizister kan ikke ud fra bogens oplysninger være sikre på at tage stikket hjem, hvis de påtaler en Mark X 4,2 i Pearl Grey; en farve, som kun kunne leveres til 3,8-udgaven. Jaguar modtog mange særbestillinger på farvekombinationer og indtræk, så Thorleys bog kan ikke uden videre bruges som grundlag for udskamning af, hvad man umiddelbart antager er uoriginale ændringer.

Listen over farvekoder og indtræk er vejledende. Særbestillinger kan have andre kombinationer.

Thorleys bog har alle specifikationer i metriske mål, og det er ud fra sammenligningstilgang meget nyttigt. Så meget desto mere irriterende er det, accelerationstider konsekvent står som 0-96 km/h. Det er naturligvis en omregning fra det originale 0-60 mph, men oplysningen er jo fuldkommen meningsløs, da den er helt usammenlignelig med alle andre køretøjer. Her måtte forlaget have skredet ind, for tosseriet bliver endnu tydeligere, når man lige nedenunder ser brændstofforbruget, som på nydeligste vis er omregnet til l/100 km. Håndbogsformatet gør, at de mange billeder bliver lidt små, men som opslagsværk er det fuldt dækkende.

Heiner Stertkamps store værk om Jaguar er af en helt anden karakter. Stertkamp, som i årtier har beskæftiget sig med Jaguars historie og har skrevet flere artikler i det tyske JAGMAG og i internationale Jaguar-magasiner, præsenterer her en stor, sammenhængende fortælling om mærkets historie. Bogen udkom på engelsk i 2008. I modsætningen til Nigel Thorleys lodrette og stringent faktuelle tilgang, er vi ved Stertkamp ovre i den store fortælling med brede penselstrøg og store armbevægelser. Bogen tilbyder dermed længere og sammenhængende historier, som egner sig til lænestolslæsning – eller måske rettere til spisebordslæsning. Bogen er nemlig stor som en fortovsflise, og de fleste vil nok få problemer med blodtilførslen til benene, hvis de sidder med den i skødet. Om sengelæsning kan der ikke være tale – få vil kunne trække vejret med bogen liggende på brystet. Men læg den på bordet, nyd det gedigne boghåndværk, de smukt gengivne billeder, det kraftige, velduftende papir og forfatterens sprudlende og vidende fortællekunst. Skriften er tæt, de to spalter svarer til to en halv normalbogside, så der er virkelig oplysninger på hvert eneste opslag.

Store opslag med masser af oplysninger kendetegner Heiner Stertkamps bog.

Hovedsporet indeholder naturligvis den kronologiske gennemgang fra William Lyons ansættelse ved Swallow Sidecars i 1921, hans overtagelse af firmaet, de første biler og succesen op igennem 30’erne med sportsvogne, som folk kunne betale. Vi følger krigstidens udvikling af XK-motoren, Le Mans-succeserne, perioden med British Leyland-ejerskab, Ford-ejerskab og vi slutter ved nutidens køretøjer, der bygges i regi af det indiske Tata. Og heldigvis får vi også skildringer af de mange personligheder, som gjorde Jaguars succes mulig: Lofty England, William Heynes, Walter Hassan, John Egan og mange, mange andre. Vi har tidligere her i Boghjørnet hørt om Jaguar i Danmark, som blev fornemt behandlet af Claus Frausing. I forbindelse med omtalen af Frausings bog gav jeg en kort gennemgang af hovedlinjerne i Jaguars historie, som derfor ikke skal gentages her.Til gengæld får vi i Stertkamps bog over 46 sider også historien om Daimler, som er nok så interessant. For man kan jo godt undre sig over, hvordan Daimler på samme tid endte som både et britisk og et tysk luksusbrand – og endda som koncernnavn for Mercedes-Benz, nemlig Daimler AG?

Navnet på begge virksomheder stammer naturligvis fra Gottlieb Daimler, den tyske ingeniør, som allerede i 1883 sammen med Wilhelm Maybach byggede en anvendelig benzinmotor. Der  skulle en englænder til at bringe Daimlers opfindelse over den engelske kanal, nemlig Frederick Simms – født i Hamburg af britiske forældre i 1863 og levende interesseret i teknik. Han fik i 1889 kontakt med Daimler og købte i 1890 retten til at sælge Daimlers motorer i Storbritannien – inklusive kolonierne. Ikke nogen dårlig aftale, for det britiske imperium var i 1890 ganske stort.

Frederick Simms bragte ikke bare Daimler, og dermed automobilet, til England. Han stod også bag den første engelske kampvogn. Eller hvad man nu skal kalde det. 1899.

Stiftelsen af Daimler Motor Syndicate Ltd. i 1893 markerede dermed det første britiske benzinmotorfirma. I modsætning til Tyskland, Frankrig og USA spiller Storbritannien ikke nogen væsentlig rolle i automobilets tidlige historie. Grunden hertil var bl.a. en meget restriktiv lovgivning rettet mod selvkørende køretøjer, som de magtfulde jernbaneselskaber havde fået gennemtrumfet. Allerede i 1835 havde det britiske postvæsen dampdrevne biler kørende rundt på de engelske veje, men jernbaneselskaberne så allerede dengang biler som en trussel mod deres forretning, så de havde held til at få vejnettets ejere til at opkræve en enorm afgift på vejtrafik. Endvidere måtte postvognene ifølge The Locomotion Act fra 1865 ikke køre hurtigere end 6 km/t og der skulle foran gå en mand med et rødt flag og advare alle medtrafikanter. I bytrafik var det endnu værre: Hastighedsbegrænsningen var her 3 km/t – eller med andre ord et tempo, som selv den mest livstrætte teenager på vej til skole mandag morgen snildt kan præstere. I 1896 blev de mest åndssvage bestemmelser i Locomotion Act afskaffet, og i 1904 fik Storbritannien en mere fornuftig motorlovgivning.

Med en fortjeneste på mere end 100% solgte Simms i 1895 sine rettigheder til en i samtiden berygtet finansjonglør, Harry Lawson, som i sine finansielle kunster blev så dygtig, at han i 1904 måtte en tur i tugthus for bedrageri. Men ikke desto mindre blev der under Lawsons ledelse faktisk konstrueret nogle biler, og den første britiske Daimler, som samtidig var den første britisk konstruerede bil, blev præsenteret i 1897.

Så gik imperiet ind i bilverdenen. Den første engelske bil var en tocylindret Daimler. 1897.

Lawsons ufrivillige bortrejse fra Daimler medførte, at virksomheden måtte have tilført ny kapital, og i 1910 solgtes Daimler til våbenfabrikken Birmingham Small Arms Company, forkortet BSA, som senere slog sig op på motorcykelproduktion. Under BSAs vinger udviklede Daimler sig til et stolt luksusmærke med egne tekniske særheder: glideventilteknologien, som også blev anvendt af Thomas B. Thrige i Odense, blev benyttet frem til 1935 og det specielle Wilson-gear var i brug langt op i 1950’erne. I 1933 supplerede BSA sin bilproduktion med Lancaster, som fabrikerede biler i den mindre klasse, og Daimler udvidede sin produktion til også at lave busser.

Stadig imperial i sit udtryk. Når man ser denne monumentale Daimler DE 36 fra 1948 med Hooper-karosseri kunne man let forledes til at tro, at England stadig var et imperium efter 2. verdenskrig.

Imidlertid tabte BSA i løbet af 1950’erne interessen for Daimler, og da William Lyons manglede produktionskapacitet og kunne se perspektiverne i det prestigiøse brand Daimler, slog han i 1960 til og købte Daimler for 3,4 mio. £. Dispositionen vakte nogen bestyrtelse i Jaguar, da Lyon slet ikke drøftet sagen med den øvrige direktion, men Sir William var nu engang ham, der bestemte, og han indrullerede Daimler i sin produktion som luksusudgaver af deres normale modeller – kendetegnene var lidt mere luksus og en ændret kølergrill. Daimler fulgte med gennem både British Leyland og Ford-perioden og ejes som Jaguar nu af Tata-group.

Siden 1902 havde Daimler option på leverance af automobiler til det britiske kongehus, og det blev flittig brugt. Her dronning Elizabeth med Prins Philip ved rattet i en Double Six ved Windsor Castle.

Efter bogens hovedtekst finder man 19 små afsnit om tekniske detaljer, motorer, gearkasser, hjulophæng og udstyr, og afslutningsvis er der over 80 sider et katalog med udvalgte specifikationer over alle køretøjer siden Austin Swallow, samt en fortegnelse over farver og interiør med tilhørende koder. Et par stikprøver viste overensstemmelse mellem dataoplysningerne i de to bøger, men det skal understreges, at der ikke er kontrolleret til bunds. 

Skal man opregne nogle mangler ved bogen er det de sædvanlige økonomiske nøgletal, jeg gerne ville have haft, ligesom en kildefortegnelse og et index burde være standardudstyr ved så stor og ellers gennemarbejdet en bog.

Det skal bemærkes, at den tyske udgave af Stertkamps bog er revideret og opdateret i forhold til den engelske, men forlaget oplyser, at rettighederne er solgt til oversættelse, så den vil formentlig senere udkomme i en opdateret udgave på engelsk. Thorleys bog er dermod identisk på begge sprog.

Begge bøgerne supplerer Claus Frausings ”Jaguar” godt, og man vil med alle tre titler blive overordentlig velbevandret i alt, hvad der har med Jaguar og tilgrænsende områder at gøre. Alle Jaguar og Daimler-entusiaster er naturlig målgruppe for bøgerne, ligesom alle anglofile i såvel tweed som flannel kan hygge sig ved at læse med. Hvor Thorleys vil have sin plads på værktøjshylden sammen med servicebøger og reservedelskataloger, hører Stertkamps til på læsepulten og på sofabordet.

Og hvem ved? Måske er der endda gjort plads i reolen, nu hvor man har smidt Lademanns Leksikon ud.

Man kan kigge i Nigel Thorleys bog her:

http://www.heel-verlag.de/Jaguar+alle+Modelle+Neuauflage.htm

Heiner Stertkamps bog kan man bladre i her:

https://www.heel-verlag.de/Jaguar+Neuauflage.htm