10% af verdensproduktionen af Alpina C1/2.3 samlet i Holland

På vej mod Le Mans får jeg kigget en del biler – og nogle får kigget på min.

Jeg har en fremragende tur så vidt, tak! Da mobiltelefonen jo er opfundet får jeg også talt en del i telefon, og under flere af samtalerne kom det frem, at det vækker medlidenhed at jeg kører i en 39 år gammel bil. Jamen, au contraire! Det er jo hele meningen, og jeg nyder at køre Alpinaen – manuelt, soltaget åbent, med en konservativ marchhastighed. Bevares, min gamle S-klasse var mere målrettet autobahn, men det klarer Alpinaen altså også i stiv arm. Og jeg sidder bedre i den.

Det store spørgsmål om patina: Højre forskærms Alpinastriber er de mest vejrbidte, og defekt er mere korrekt end patina.

Da jeg stoppede hos en kendt Mercedesspecialist kom det halve værksted (de unge af dem) ud at kigge på Alpinaen, og jeg fik igen bekræftet, at den har en stærk appel hos de yngre klassikerentusiaster: De elskede den – inklusiv dens patina. Dét fik vi så en god snak om, da jeg i sidste uge fik taget mål til at forny de meget vejrbidte Alpinastriber – hvilket alle de unge var enige om, at jeg ikke skulle gøre. Jeg prøvede at forklare dem, at patina er een ting mens defekt er noget andet – og der er flere steder, hvor mine Alpinastriber nærmest er krakelerede. Den fine guldkant rundt om de grå striber er der heller ikke meget guld i mere, og striberne er helt klart ud over patinaniveauet. 

Men den kører fremragende, virkelig – og ingen skal have medlidenhed med at jeg kører i en gammel bil.

Så kom den store mester-Gutachter (en herre, der laver rapporter på klassiske bilers tilstand) på banen med en analogi, som jeg stadig tænker over: “Hvis du skifter striberne, så er det som at fjerne stemplet på et frimærke”. Dels fordi jeg ikke er klar over om man i det hele taget kan det (?), og dels også fordi det var min egen største overvejelse i denne forbindelse: Det kan jo ikke føres tilbage igen. Men tankevækkende, at disse herrer der arbejder med mågevinger og andet godt alle var rørende enige: Skift dem ikke, for originaliteten er netop det enestående.

Med deres anbefalinger rungende i baghovedet kørte jeg videre – for at se på en Alpina C1/2.3. Nemlig, en 1984-model fuldstændigt magen til min, en anden af de 35 fremstillede C1/2.3’ere. Det er nogle dage siden jeg opdagede at den var til salg, og at stedet lå ti minutters omvej fra min rute mod Amsterdam. Så det var en nem beslutning, og jeg var spændt på at se den hennarøde C1, der skulle være helt original og med under 50.000 kilometer på tælleren i perfekt stand. 

Et andet sted i Holland.

Da jeg trillede ind på gårdspladsen så jeg chokket i ansigtet på en mand, der stod og rodede med en Landrover: Det var ejeren af Alpinaen, Emile, der straks kom mig i møde – han havde jo nok regnet ud hvad jeg kom for. Snakken gik straks lystigt, og så var det hans tur til at overraske mig: Han havde ikke kun een C1/2.3, men to! Og således gik det til, at 10% af den samlede verdensproduktion af C1/2.3’ere holdt topmøde i Holland. 

Den røde var meget tæt på den perfekte samlerbil: Original lak, det meste i perfekt stand og kun med 50.000 kilometers stenslag på den dybe frontspoiler. Som sagt det fine kilometertal på lige under 50.000. Hennarød med guldstriber var heller ikke dumt. Og så et par fine detaljer: Tysk solgt fra ny og kun omregistreret een gang i samme familie. Guld, simpelthen. Ligesom prisen på 124.000 Euro indikerede. 

124.000? Tjah. Prøv at finde en bedre – det er i hvert fald ikke min! Den er så til gengæld meget billigere, men en af årsagerne til at jeg kørte forbi var også for at drøfte hvor meget billigere. Siden mit Alpinaeventyr begyndte har der været to Alpina C2 (det vil sige firedørs) til salg på onlineplatformen Bring-a-Trailer, og den bedste af dem solgte for 165.000 USD. Den anden blev budt i 87.500 USD, hvilket ejeren ikke ville sælge den for. 

Hvilket fik Emile til at overveje at sætte hans anden C1/2.3 til salg på netop Bring-a-Trailer. Den sølvgrå var nemlig også flot og med et kilometertal lige over 100.000 heller ikke ligefrem slidt op. De todørs som vores burde egentlig være mere dyrere end de firedørs, men omvendt er 2.3’eren den mindste motor. Til gengæld er 2.3’eren så den allerførste Alpina med producentstatus. Gyngerne og karusellerne, ikke sandt. Begge Emiles C1/2.3’ere var meget flottere i standen og især i lakken end min, ingen tvivl om det – og inden jeg er hjemme fra Le mans har min bil rundet 150.000 kilometer.  

Men det sjove er, at han også var vild med min Alpinas patina, hvilket trods alt kom lidt bag på mig. Jeg var umiddelbart næsten misundelig på især den hennarødes perfektion – men omvendt ville jeg måske også være lidt betænkelig ved bare lige at køre 20.000 kilometer mere på tælleren af den. Der er noget at filosofere over bag rattet. 

Og jeg laver en lille brugerundersøgelse mere henover weekenden: Med hjælp fra ViaRETRO-kollega Anders Bilidt har jeg fået parkering på indersiden af Le Mans, nemlig sammen med den franske BMW-klub. Jeg tænker nok der er et par hundrede bilentusiaster, der vil give deres besyv med, når jeg skal tage den store beslutning om at få nye striber eller ej.