Le Mans Classic. Det kan siges ganske kort: Prøv det!
Jeg er her, og har ikke tænkt mig at skrive det ihjel. Der er cirka 600 deltagerbiler og mindst ti så mange spændende, sjældne, skæve, smukke og bare livsbekræftede andre klassiske gadebiler på området ved racerbanen. Nu ER det noget særligt i år med 100-års jubilæet, men det har altså være omtrent lige så fedt de andre gange jeg har været her.
Så jeg tør godt anbefale det igen: Alle storentusiastiske motorsportselskere skal besøge Le Mans Classic mindst een gang. Det var ordene herfra – jeg skal ud at se på biler.
God weekend
Claus Ebberfeld



ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
![]()
Det nødvendige foto

Fordi det bare er så god stil.
![]()
ViaRETRO Midsommertur 2023
Af Michael S. Lund
Sidste lørdag var vi ude på køresæsonens 2. ViaRETRO-klubtur, nemlig Midsommerturen 2023. Denne gang foregik det på Sjælland, mere specifikt i Odsherred. Opskriften er stadig den samme … et medlem, med et godt kendskab til en egn, sætter ruten, og denne gang var det Henrik, som tilfældigvis har sommerhus i Odsherred, der stod for det.
Odsherred er af Unesco udpeget til Geopark – Danmarks første! Egnen beskriver sig selv, inde på hjemmesiden VisitOdsherred, som et bjergtagende (lige den del kan tages helt bogstaveligt!) istidslandskab med høje bakker og lavtliggende områder, der nogle steder (Lammefjorden) sågar er inddæmmet – man får næsten følelsen af at være i Holland. Alt sammen er det gennemskåret af små veje på kryds og tværs, der egner sig så godt til at nyde kørsel i den klassiske bil. Vi har også selv tidligere (“på egen hånd”) været i Veddinge Bakker og Nykøbing Sjælland, men for virkelig at få hele oplevelsen af, hvad egnen kan byde på køremæssigt, kræver det lokalkendskab, hvilket Henrik beviste med bravour, at han er i besiddelse af.
Vi startede i lavlandet og kørte ud til Vesterlyng, der næsten er helt prærieagtig. ”Præriens skrappe drenge”, den danske humoristiske spaghettiwestern (eller kartoffelwestern på dansk), skulle efter sigende bl.a. være optaget her. Som sædvanlig var diversiteten blandt de deltagende biler god – adskillige bilmærker og typer var repræsenteret. I det gode vejr var vores Porsche 911 Targa’en et godt valg for os, men også andre havde valgt den ”åbne” løsning.
Vi havde (også) denne gang fornøjelsen af at have indtil flere sjældne biler med: Ferrari 208GTB Turbo, Fiat 130 Coupé, Lancia Fulvia Sport Zagato og Tatra 613.
Selv havde/har jeg et rigtigt godt øje til den eucalyptusgrønne Saab 900 cabriolet (den klassiske 900). Jeg er simpelthen vild med den bil, især i den farve og Aero-fælgene … det er ejeren Morten også, for han har haft bilen i mange år og har sågar brugt den som dagligbil. Saab’en er slet og ret den nordiske fortolkning af tidløs minimalisme.
Sjovt nok skulle Saab og Volvo i mange år køre en slags parallelløb, hvor Saab havde 900 cabrioleten og Volvo deres herregårdsvogne. Først relativt sent begav de to svenske mærker sig ind på hinandens domæner.
Apropos domæne, så gik vejen også forbi Agerbo Vingaard. I de senere år er der dukket flere og flere vingårde op i Danmark i takt med de stigende temperaturer. Måske vi fremtiden kommer til at se Danmark som større producent af typiske koldklima-vine …
Agerbo Vingaard fortalte, at de producerer økologisk og derfor benytter Solaris druen til deres hvide vine i stedet for Riesling-druen, da Solaris-druen har mere naturlig modstandsdygtighed overfor sygdomme.
Efter den (glimrende) smagning forsatte vi til Veddinge Bakker, hvorfra det er muligt at få et flot ”forkromet” overblik over Odsherred. Det var også her den danske etape af Tour de France bl.a. gik igennem, og der var stadig symboler her og der, som hentydede til den prikkede bjergtrøje!
Som altid er ViaRETRO-turene ”madpakketure” og koster i princippet ikke andet end medlemskontingentet. Frokosten, som blev indtaget ved Sandskredet ved Kongsøre, gav en god pause. Det er op til den enkelte at bestemme, hvor tidstypisk picnic-grejet skal være.
Som det fremgår af billederne, var vejret fremragende på turen, som for de fleste af os blev sluttet af i Klint. På mirakuløs vis har vejret været fremragende på de seneste ViaRETRO-ture – man tør næsten ikke skrive det af frygt for, at det skal ændre sig …
Ofte kan det jo regne og blæse omkring midsommer, men i lørdags var det bare godt hele tiden. Martin havde lige haft sin raritet, Fiat 130 Coupé, til service, hvor bl.a. benzinslangerne var blevet skiftet. Det medførte muligvis et problem med damplommer – og deraf følgende “udsættere” i det varme vejr – ved lavere hastigheder, hvor det kan blive pænt varmt i motorrummet … men heldigvis “gik det” og på vejen hjem til Fyn til havde Martin ingen problemer med den fine coupés Lampredi 3,2 liter V6-motor.
En stor tak til Henrik for at have tilrettelagt en fremragende rute – og tak til alle jer andre, som valgte at tage med på turen … vi håber, at vi også ses på den næste klubtur (Løvfaldsturen 16. sept. 2023, i Silkeborg-område).
PS: Som vanligt er det, af pladshensyn, kun et meget lille udsnit af Gittes fotos, der medtages i reportagen … der blev taget mange, mange flere fotos, og da lyset denne gang var umanerlig flot, kom bilerne virkelig til deres ret. Gitte har (igen) lavet en online foto-mappe med stort udvalg af fotos fra turen, og alle medlemmer – uanset deltagelse i turen eller ej – kan (u/b, som en medlemsfordel) få tilsendt et link til mappen … vil du gerne se/gense en masse forskellige skønne klassikere “i vigør” (netop som vi hylder det i ViaRETRO), så vælg at få disse fotos tilsendt.
Du skal bare skrive her i forum/kommentartråden, at du ønsker foto-mappen tilsendt + oplyse dit navn (+ evt. “brugernavn”) + medlemsnummer + mail-adresse + hvilken bil du evt. deltog med.
Husk kreditering, hvis du evt. deler nogle af Gittes fotos på Facebook/Instagram (skriv: Fotograf: Gitte Sehested Lund aka EB_Classic_Car_Photog) … den sidste del (“EB-delen”) skal angives som en “tag-ning”, der henviser til hendes respektive foto-blog på hhv. FB/IG.
Fotos: Gitte Sehested Lund
![]()
Ugens Fund: 1992 Citroën BX 16 Soupapes
Denne Ugens fund er udvalgt og skrevet af Anders Bilidt. Tak til Claus Ebberfeld for den solide mængde bilnørderi mens vi lykkeligt lod os begejstre over dette franske klenodi.
80’erne kan altså noget. Det samme kan franskmændene (sommetider). Og så er jeg altså stor fan af konceptet “hvornår har du sidst set en?” Således endte både Claus og jeg – i øvrigt omringet af diverse Ferrari, Porsche, Alfa Romeo og andre godter – med at være helt fortabt i en Citroën BX.

Men selvfølgelig ikke en hvilken som helst Citroën BX. Her er der tale om et helt igennem labert 80’er bodykit, et pragtfuldt fælgdesign, stealth farvekombo, gule forlygter, sølle 55.000 km på klokken trods bilens 31 år, og ikke mindst det enorme priviligie at kunne prale med at man kører i “Seize Soupapes”. Sige det lige igen – med din bedste franske accent. Smag lidt på det. Seize Soupapes!

Bilen stod dertil i ganske imponerende stand – som man måske kunne forvente af det fine km-tal og kun to ejere. Et auktions estimat på EUR 15.000 – 25.000 kunne jo føre til meget. I den lave ende virkede det jo ganske fornuftigt, men kom buddene op i den høje ende, så skulle man vist virkelig ville det. Og uden mindstepris var det jo spændende.

Og i dag, dagen efter auktionen, må man konstatere at I burde have været på Le Mans Classic i år og siddet klar med jeres bydernummer, for festen sluttede ved EUR 14.000. hvilket inklusiv salær og fransk moms blev til ca. EUR 16.500 eller DKK 125.000. Så er der vist stadig plads i økonomien til en lækker firsernylons sportsjakke og et stort fransk flûte til bagsædet.
Find bilen her: BX 16 Soupapes

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Ugens bilnyhed: Singer DLS Turbo
Det sjove er, at det egentlig ikke er en nyhed: Singer gør jo en ære ud af, at deres biler stadig er Porscher. Men altså: Som de andre Singers starter også denne “nye” livet som en 911 af 964-generationen, og det er altså rigtigt svært at se.

Den originale.
Bevares, det er det også på den klassiske Singer, der i mellemtiden er blevet kendt som – ja, Classic Singer, ikkesandt? For den var jo backdated til noget der lignede en S/T fra halvfjerdserne, og der ved vi jo alle at S/T havde racer-DNA i årerne. Og en meget vellykket æstetik.

En “Classic Singer”.
Det vil jeg ikke umiddelbart sige at den nye DLS Turbo har. Ligesom den oprindelige Classis Singer er den dog inspireret af en racer fra den store Porsche 911-historie, nemlig 934/5-modellen. 935 var den turboladede Gruppe 4-racer bygget på basis af 911 Turbo (930, som den hedder i Porschesprog), som i min verden er en af de mest perfekte formede 911-racere. Og 935 var den mere ekstreme variant til Gruppe 5, og er – igen kun i mine øjne – ikke smukkere, men bare mere ekstrem. 934/5 var som navnet nærmest siger så en hybrid imellem de to, som Porsche brugte i meget begrænset omfang i amerikansk race cirka anno 1977.

Japanske Tamiya lavede en model af en berømt 934-racer i Jägermeister-farver.
Og det er dén vej Singer er gået med den nye: Ikke smukkere, bare mere ekstrem. Samtidigt er der mere tydelige elementer af det moderne inde over, og jeg kan vel ikke være den eneste i verden, der snart ikke orker en diffuser mere? Nuvel, den var populær ude på nettet, og da den ikke rigtigt er en ny bil, så synes jeg godt lige jeg ville give den en omtale på ViaRETRO også.

Den nye Singer: Hmm, er det lidt for meget banjo?
Det giver sådan set ikke mening. Og det bliver meget tydeligt, når man står nede på Le Mans og ser det omtrentlige udgangspunkt – der tværtimod giver fantastisk god mening:

![]()
Ugens Grafik – eller noget:

![]()

Monsieur le Rédacteur,
Je suis en place ici au Le Mans Classic, et vous avez complètement raison, il faut le faire…!
A l’année prochaine…
Salutations, Michael
Merci, @michael: Perfekt valg af hotel!
Hotel de France i La Chartre-sur-le-Loir
Grøn Porsche, og lidt i samme stil en grøn Ferrari:
https://bringatrailer.com/listing/1987-ferrari-412-gt-3/
Lækker, lækker BX. man kan næsten se Grace Jones tage den som dessert efter CXen som hovedret.
Singeren derimod er da totalt Brian. (Undskyld Brian, men du ved hvad jeg mener). Så hellere en Singer Chamois, den har da i det mindste stil til trods for sin lidenhed. A propos diskussionen om cool forrige uge.
Ikke alene bodykit, men også 1,9 liter motoren fra Peugeot 405 Mi16 serie 1 med 160 hk @02anders. Den bil er bare fed, og Citroën havde ingen grund til nogen beskedenhed, så bare lige på med 16 Soupapes!
Normalt plejer de første udgaver af en bilmodel at være de bedste, denne her er en af undtagelserne.
Jeg kan egentlig godt lide en “Classic Singer”, for hvem kan ikke lide en Porsche 911 F-model …
Godt nok har jeg tænkt på 964-donorbilerne med en vis nervøsitet, men DLS Turbo får mig decideret til at tænke på, om det ikke er ved at være på tide at gå i markedet for en 964’er!? Så har jeg ikke direkte udtrykt, hvad jeg synes om DLS Turbo!
Har før været inde på det….
Er der aldrig “normale” daglige veteranbiler med på ture, virker som om at det er for de “dyrere” biler….
Nå vi kører ture i Tønder Veteran Klub, eller Als Veteranklau, er der flere Morris 1000, Opel Kadett, Loyd, mm, me sjældent den type biler der kører med på Via Retro Klub ture…
Juhle
Der var nok en overvægt af de mere specielle biler på den seneste tur @juhle , men det er ikke tilstræbt – jeg vil snarere sige tværtimod. Går jeg ind ser på billeder fra tidligere ture, har der også været mere dagligdags klassiske biler med. Geografisk har der desuden været været stor spredning på, hvor i verden bilerne kommer fra.
Mottoet: “En klassiker er bedre end ingen klassiker” gælder også på turene, alle biler er med på samme vilkår. Ejere af en Morris 1000, Opel Kadett, Lloyd mm. er mere end velkomne til at køre med. Der har aldrig været nogen på en ViaRETRO-tur, som ikke har kunnet følge med. Vi har tværtimod sat den langsomste bil i spidsen (f.eks. Fiat 500).
Kære Henrik Orla … et all
Tusind tak, til alle der deltog i endnu en rigtig fin Klub ViaRETRO-tur (denne gang Midsommertur 2023). Det var virkelig en smuk “klassiker-rute”, du havde lavet, Henrik Orla … med masser af snoede småveje, bakker og dale + mange gode “mellem-stop”, hvor vi kunne nyde overdådige udsigter, og da vi jo (igen), som Michael også skrev i reportagen, var fantastisk heldige med vejret, så gik det hele jo bare op i en højere enhed (inkl. at det som fotograf var en fornøjelse med det fantastiske lys) – det var bestemt ikke den værste måde at bruge min 60-års fødselsdag på 😊
Kh Gitte aka EB
Hej
Det med normale klassiske biler? – kan det ikke skyldes, at “hverdagens helte” ofte levede et hårdt liv og derfor ofte gik hurtigt bort – og er svære at finde. Claus havde en kommentar for nogen tid siden om at der var væsentlig flere, – jeg kan ikke huske hvilken “sjælden bil” han nævnte end en klassisk “hverdags helt”.
Bh Erik
Austin Allegro…?
Tror det er en kombination af flere ting @Erik-Kvistgaard . Som du nævner, levede “hverdagens helte” et hårdt liv, og de fleste tænkte heller ikke på at gemme dem. Derfor må kan kigge langt efter en Fiat 127 i dag. Andre årsager er, at folk kører til træf i deres nabolag og måske tilmed er medlem af en mærkeklub.
Hmm, @Peter-Plys-Karlsen , Austin Allegro var måske nok en “hverdagshelt”, men ikke af samme kaliber som Fiat 127. Så er der langt mellem Fiat 127’ere, er der endnu længere mellem Austin Allegroer, men du kender måske til en?
461 – og så kommer Ocean Boulevard af sig selv. Men nu er det jo ikke musik….
Den Porsche er for meget – hellere en 964 uden “al balladen”.
Bilerne på billederne svare da vist meget godt til Viaretro’s generelle focus. De biler Juhle efterspørge høre vel til i det segment der herinde i artiklerne ofte kaldes en begynder klassiker. Altså noget man må nøjes med indtil man har råd til en rigtig bil….
Som kontrast har man så danske Seaside Garage på Youtube, som tydeligt bliver glad i låget over at prøvekøre noget så eksotisk som en patineret Rekord D diesel. Et 60 hestes monster med masser af rustik lyd under motorhjelmen. 👍
Det skulle ikke overraske mig, hvis der er en del af de mere eksotiske modeller, hvor der er flere i Danmark nu end da de var nye. Jaguar E-type, Aston Martin, Ferrari, Lamborghini osv.
Samtidig virker det som om at folk bruger deres eksotikere meget mere end tidligere, også i regn. Det er der formentlig mange Citroën og Opel-ejere, som aldrig kunne finde på…
Nådada! Spydighederne flyver lavt her til morgen. ;oD
Seaside Garage – jeg er fan.
@juhle, de kunne jo bare melde sig ind i Klub ViaRETRO og køre med?
Alternativt kunne de fylde tanken op og køre til Le Mans Classic: Jeg så ikke een eneste Opel hernede. Heller ingen Lloyd. Og vildt nok heller ingen Morris 1000. Det sidste MÅ dog være fordi jeg ikke så det hele, for det kan ganske enkelt ikke passe.
Uhauha, den er svær, @westmus: “ViaRETRO’s generelle focus.”. Og så alligevel ikke. Jeg genlæste lige en passus, som vi i redaktionen skrev for ti år siden, og som stadig står nederst på næsten hver eneste side af ViaRETRO’s internetmagasin – ordene var disse:
ViaRETRO handler om glæden ved klassiske biler: De sjældne, smukke og eksotiske – og de obskure, underkendte og skæve. Minimalisme og dekadence, barnlig begejstring og tonstungt nørderi, kærlighed til smukke former og fin teknik.
Utroligt nok gælder det stadig her ti år senere. Så den optimale ViaRETRO-klassiker er een, der opfylder det hele – eller flest muligt af dem. En Opel Rekord D Diesel? Den opfylder vel to-tre stykker, men jeg ville da helt klart kigge efter een – hvis jeg mødte den. Rustik motorlyd? Fin beskrivelse, men kun en moder ville synes at det var en positiv ting.
Derudover tror jeg aldrig jeg har brugt ordene “begynderklassiker”, men derimod ofte klassificeringen “budgetklassiker”. Hvilket ikke nødvendigvis er det samme, da eksempelvis en Porsche 911 (jeg taler tidlig luftkølet her, Jungs…) er en fin begynderklassiker, men ikke en budgetklassiker.
Andre ting, der ikke har ændret sig: Lancia Stratos er den optimale klassiker. Slår enhver Opel og Porsche og sådan er det bare. Men det gør jo ikke alt andet til skrot, vel? Der er plads til det hele – og enhver klassiker er bedre end ingen klassiker.
Er helt enig med Michael. Allegroen er nok heller ikke den første, jeg ville tænke på. For mig kommer 12-7eren også ind før som en god repræsentant for “hverdagens helte”. Fra1970-1984 levede jeg med UK-biler. De var ved at give min bilinteresse et knæk. På trods af nogle gode koncept-ideer, var de meget svære at holde kørende. Det var en fantastisk oplevelse at få en VW Polo, som ikke bare stod i garagen og rustede. Men så alligevel – Austin Maxi og sådan set også Allegroen – jo der var nu noget over dem.
Bh Erik
Hotel de France!
Hilsen Henning Hjorth
Jeg skal prøve Hotel de France en dag. Hold da op hvor er der foregået meget godt der i årenes løb.
Ja, Claus!
Forstør fotoet af bygningsmodellen op og kig på kvinden i vinduet over hovedindgangen! He-he!
Hilsen Henning Hjorth
Hehehehe :-)