I ugens løb sagde vi farvel til en af britisk bilindustris mest kontroversielle designere.
Javist har Harris Mann den tvivlsomme ære at have designet Austin Allegro, en af verdens allermest udskældte og universelt latterliggjorte biler. Men han bør virkelig ikke kun huskes for det, for skitsen herunder viser hvordan han havde forestillet sig den skulle se ud:
Lav, let kileformet og bestemt elegant. Klart, det er en skitse, men intentionen fra starten var klar: Forgængeren fra Pininfarinas hånd, 1100/1300-serien (kaldet “Marina” i Danmark) var ualmindeligt vellykket, og efterfølgeren med et rent britisk design skulle ikke stå i skyggen af den.
Det kom den som bekendt til, men det er ikke rigtigt Harris’ skyld. I 1970 så modellen således ud:
Årsagen til miseren var diktater fra ledelsen om at den nye lave, moderne og fikse Allegro skulle forsynes med en motor, der allerede var på hylderne – men som var meget høj. Og dét var sådan set den primære årsag til, at ingen designer i verden ville kunne have lavet Allegro rigtig fiks: For at få plads til den motor og stadig have et nogenlunde sammenhængede design blev hele hoftelinien hævet og resultatet blev Allegroens berømte og berygtede klumpedumpe linier.
At der så også var diverse kvalitetsproblemer er en anden sag, og dét var da i hvert fald IKKE Harris Manns skyld! Men det væsentlige for mig er sådan set, at han ikke bør huskes primært for Allegroen, hvor han blev bundet på hænder og fødder. Han fik væsentligt mere frie hænder til Austin Princess, så lad os lige kigge på den i stedet:
Stilen var den samme, men fra de indledende skitser over ovenstående model og til den endelige produktionsklare bil blev Harris Manns idéer overført i klart mere tro form, og den færdige bil var for mig som dreng ud af en Volvo 240-familie et designmæssigt kvantespring. Mine forældre havde imidlertid allerede haft flere British Leyland-produkter, og hoppede ikke på den igen: Min far havde luret, at kvaliteten også i Princess var milelangt fra Volvos. Men endnu engang kan man jo ikke klandre Mann for det.
De to var jo familiebiler, og der er designets vildskab jo altid begrænset af praktiske hensyn, men utroligt nok er også Manns sportsvognsdesign udskældt. Hans design for Triumphs efterfølger til de tradtionsrige TR-biler var faktisk fuldt ud moderne med kileform, klaplygter og skarpkantet hæk, men TR7’eren er også en udskældt bil.
Igen lavede British Leyland et par fodfejl: Mann havde fra starten forestillet sig den nye TR7 som åben, men produktionsbilen blev introduceret som coupé og det forblev i flere år den eneste tilgængelige model. Dens design var mere kontroversielt end den åbne bil, men at den var moderne – det kunne man ikke benægte! På klassisk British Leyland-vis var Manns helt oprindelige design blevet en anelse udvandt undervejs, men det helt overordnede koncept overlevede:
Nogen man ofte glemmer i dag er, at TR7 faktisk solgte rigtigt godt – bedre end nogen anden TR. Og også kørte godt, så motorjournalisterne roste den sandelig også. Men bilens karakter var væsentligt mere poleret GT-coupé end de traditionelt rå TR-sportsvogne, og det tog traditionalisterne ilde op. Ligesom en anden fodfejl nok var, at der kun var éen motorvariant i starten, og selvom den for tidens forhold var frisk nok, så var den bestemt ikke ildsprudlende.
Den åbne variant kom for sent, og det samme kan man sige om den ottecylindrede variant TR8. Eller TR7 V8, som de første hed, så fabrikken kunne få lov at køre rally med modellen – hvilket den faktisk ikke var helt uden evner til. Men igen: Det er sådan set en anden historie.
Jeg beundrede i forårets Gavnørammer netop en TR8 i flot metalblå lak, og kunne ikke lade være at tænke på, at tiden har arbejdet for den, og at modellen bestemt ville være velkommen i min garage. Triumphs PR-maskine oversolgte den efter min bedste overbevisning dengang i midthalvfjerdserne, men i dag som klassiker synes jeg den står som et fint minde om Harris Manns sans for det moderne.
Og hvis man er i tvivl om mandens evner, så kig engang på prototypen Zanda fra 1969 herunder:
Der er kun bygget den ene og det er en ikke-kørende prototype. Men British Leyland var så stolte af den, at den turede rundt som showbil i årevis – og egentlig også blev ved med at være moderne længe. Ligesom den repræsenterer det store klassiske spørgsmål “hvad nu vis”: For den kunne være blevet til en MG.
Designet er superfunky halvfjerdserne, og da dette udelukkende er en stylingøvelse, så var der ingen bønnetællere, der stod i vejen. Jeg synes både helheden og de frække detaljer fungerer vanvittigt godt, så kan godt forstå af den levede i flere sæsoner. Motoren skulle ganske vist være fra Austin Maxi, men her i Zanda placeret som centermotor foran baghjulene kunne den være blevet en slags konkurrent til Porsche 914 og Fiat X1/9.
Men hvis den var endt som en MG i de tidlige halvfjerdsere, så tror jeg faktisk den kunne risikere at have lidt samme skæbne som TR7, og det er på en måde også Harris Manns tragedie: Lidt for moderne, lidt for langt fremme i skoene, lidt for radikal for resten af den konservative British Leyland-koncern, hvorfor han aldrig fik lov at give den fuld gas. Zanda viser måske bedst af alt, hvad han egentlig stod for, og derfor synes jeg det er mere retfærdigt, at han bliver husket for dén end for Allegro.
Mens jeg selv drømmer om en TR7 til en kommende sommer engang:
Jeg husker OGSÅ gerne Harris Mann for Allegroen. Jeg kan nemlig godt li’ den!
Ja, @claus-n, det samme her: Overskriften burde måske have været “Husk ham ikke KUN for Allegro”.
Hvis Allegro havde været teknisk moderne og af god kvalitet ville den nok have været en succes. Ud over alt det dårlige huskes den også for det firkantede rat. Var Harris Mann også manden bag det?
Triumph TR7 var egentlig lidt samme historie. Designet var fantastisk moderne og provokerende kileformet. Men med en 4 cylindret motor fra Dolomite Sprint, kunne den højst være en afløser for spitfire, den kunne motormæssigt ikke leve op tid de 6 cylindrede rigtigt TR: 5 og 6.
Kvaliteten var heller ikke den bedste, de rustede og brændte toppakninger. Jeg husker min TR7 cabriolet “Trina” for det kileformede design og det lækre “Bay City Rollers” ternede indtræk. Køreoplevelsen levede ikke helt op til det visuelle. Men en TR8 ville nok være sjovere…
TR7 kører sikkert fedt, især i forhold til en gammel stenalder Triumph roadster (har selv ejet én), men det er og bliver i mine øjne noget af det gyseligste, der nogensinde er lavet!
Men Harris Mann havde heldigvis godt gang i tegnebiksen, og har beriget verden med en masse andre lækre bildesigns, så tak alligevel :-)
@ole-wichmann, hvis den så bare havde haft motoren fra Dolomite Sprint! Dét havde faktisk været aldeles oplagt, for med sine 16V og 130 hk var den et perfekt næste skridt i forhold basismotoren på 105 heste. Men TR7 fik aldrig en 16V-motor i rigtig serieproduktion, og dét var helt bestemt endnu en spildt chance for BL.
Harris Mann var IKKE manden bag det firkantede rat, nej: Det sagde han aldrig offentligt i perioden, men først bagefter. I dag er det jo ellers meget moderne, så det havde på en måde været passende hvis det var ham!
Smuk kan man ikke kalde den, sandt nok, @jakob356. Og hvis jeg skal være helt ærlig er min yndlings-TR7 en rallyudgave som den herunder, hvor de mange projektører, de absurde skærmudbygninger og den grove grafik ligesom får det hele til at hænge bedre sammen – på en brutal måde.
Meeeeeen en TR8 som den herunder kunne nu også godt finde vej til min garage…
.. prøver lige om kommentarer virker i dag :-)
Zanda ligner da forfaderen til Bond Bug, selv om det er en der hedder Tom Karen der tager æren for den.
Det mener du simpelthen ikke, @kai :-)
Og HVIS du gør, så skal du stoppe med æblelikøren lige nu!
Jamen, prøv lige at se i hvilken til ved BL at Allegro blev født !
Hvis I sammenligner med Morris Marina der afløste ADO16 under Morris brand`et, er Allegro jo faktisk en ganske pæn og moderne bil :-)
Ulykkerne i engelsk bilindustri, herunder BL, skyldes ikke kun ledelsen, men måske i højere grad moralen blandt medarbejderne og fagforeningerne
Når det så er sagt, er der kommet meget godt ud af engelsk bilindustri, fede sportsvogne, high-end limousiner og verdens første SUV (Range Rover), i den tid :-)
Jeg fik faktisk en Somersby Apple i aftes, men det ændrer ikke meget :-)