Register

one × 5 =

A password will be e-mailed to you.

Temaet er lige noget for den letvægtselskende redaktør: Letvægt.

Min interesse for letvægt kommer dybest set ud af min interesse for motorsport – uanset om det er aktuelt eller historisk, så har jeg altid været begejstret for biler, der opnår deres fordele ved at slæbe rundt på mindre. Især fordi der dynamisk set (når vi taler om sportsvogne) nærmest kun ER fordele ved lav vægt, og talemåden “Mere motorkraft gør dig hurtigere på langsiden, lavere vægt gør dig hurtigere overalt” siger det meste. 

Det er klart, at hvis vi taler komfort, så er det en anden snak, og det er derfor jeg selv har fundet på talemåden (som ingen derfor kender…) “kun en Rolls-Royce bør veje over to tons”. Hvis det var tilfældet ville de miljømæssige ulemper, der følger med tunghed, også være helt ligegyldige, da der ikke kører ret mange af dem rundt alligevel. Og javist vil jeg gerne have en Rolls-Royce engang (formentlig en Mulliner Park Ward Coupé), så den tekniske bedrift i ultimativ komfort er jeg heller ikke blind overfor – men det er trods alt ikke lige nu. 

“Letvægt” bogstavrimer på “Lotus”. Og Fiat 500…

I stedet er jeg så småt begyndt at kigge ind i hvad man kan finde af sjove træf at køre til (i de biler jeg allerede har i forvejen) i næste sæson, og faldt så over det schweiziske arrangement “Leichtgewichte”. Konceptet er såre simpelt: Træffet er kun åbent for biler under et tons egenvægt, og så er diskussionen ellers åben for, om det per automatik er letvægt. Det er i øvrigt også kun åbent for biler fra 1994, men det er næsten en overflødig ekstraregel, da der jo ikke er lavet ret mange lette biler efter det år. 

Deltagelse koster 5 Euro, og ved indkørslen til træffet bliver bilen vejet. Ligger man over de tusind kilo, så betaler man 5 Euro per ti kilo overvægt. Meget morsomt. Det hele finder sted i Motorworld Zürich, og mens det er et etdags-arrangement og dermed måske lidt langt at køre efter, så kan det jo bare kobles sammen med lidt pasture og andet godt på de kanter – der er masser af komme efter.

Men det behæver ikke være eksotisk, for engang var alle biler lette.

Jeg har længe tænkt over, om ikke det var på tide med en rigtig langtur i den gamle Triumph Spitfire, der med sin vægt på 735 kilo ikke behøver at skamme sig. Ja, man behøver ikke engang tage champagnekasserne ud inden man kører over vægten. Bevares, motorvej er ikke dens stærke side, så det vil tage lidt tid at komme derned, men jeg har aldrig set Motorworld i Zürich, og vil have god samvittighed ved ankomsten: Jeg vil hverken have brugt meget benzin eller have slidt meget på vejene på turen derned. 

Andre snarrådige træfarrangører kan lege lidt med tanken om det omvendte koncept: Et træf for biler efter 1994 og en vægt på eksempelvis over to tons. Sørg for masser af ladestandere til dét. 

Man kan læse mere om træffet Leichtgewichte hér. Datoen for 2024-udgaven ligger endnu ikke fast.

 

11 kommentarer

  1. Peter

    Spændende koncept! Kunne vi laves en fælles ViaRetro tur for os der har små biler? Hvis man tager biltoget til Lörrach, er der blot 80 km kørsel. Jeg er med!!!

    Svar
  2. Claus Ebberfeld

    Jeg må tilstå, at jeg også tænkte biltog, @peter. Lidt flovt, men nu er det ude!

    Til gengæld har jeg altid tænkt, at det ville være sjovt at fræse rundt på selve bjergpassene i Spitfiren med under 70 hestekræfter. Jeg skulle lige slå det op, men faktisk vejen Alpinen også lige under 1000, så den burde være velkommen uden straf. Kan dog godt være man lige skal tømme champagnekasserne ud først :-)

    Svar
  3. Henning Hjorth

    Ja, jeg er med på letvægten! Har kørt Lotus i mange år, men nu Morgan! Min gamle +8 vejer kun 780 kg!
    Hilsen fra Targa Florico Storico på Sicilien! I morgen skal vi se løbet på Circuit de Madonie! Der er foruden de gamle historiske biler, et helt slæng af nye Ferrari der kører med på ruten! I dag har vi været med til Marsala og tilbage! Dog i lejet Fiat 500!
    Henning Hjorth

    Svar
  4. Soren W

    Tja, sjov og anderledes ide til at få en anden flok biler samlet. Alle mine 3 klassikere vejer ca. 1200 kg. Så jeg må af med 100 Euro ekstra ved døren..! Skulle måske have beholdt min Triumph Herald 1200 E, eller min Austin Mini Cooper? …eller min Talbot Samba Cabriolet…?

    Svar
  5. Claus Ebberfeld

    @henning-hjorth, det lyder pragtfuldt, og er jo også en måde at gøre det på.

    Apropos Fiat 500 slog jeg også lige den op af ren nysgerrighed, og den vejer faktisk også under 1.000 kilo – medmindre man vælger en elektrisk, der vejer 1365!

    @soren-w, ja, det er nemlig en fremragende idé. Og der er dælme mange, mange, mange “almindelige” klassikere, der kan være med – og dét er jo også en kvalitet ved et træf. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at være med, blandt andet fordi man er garanteret fri for de fleste mainstreamklassikere.

    Svar
  6. Jens G.

    Det er vigtigt at være vægtvogter

    Det gælder personligt, men også for vores legetøj.

    Min 1997 Elise MK 1 har en standardvægt på 670 kg. Jeg har sparet 10 kg ved at skifte fra en rusten standardståltank til en ny i aluminium. Da der altid er vindstøj har jeg pillet 6 kg radio og højttalere ud og erstattet med at bruge Ipod m/hovedtelefoner.
    Min 1977 Alfetta GTV har en standardvægt på 1050 kg. Efter total adskillelse og rensning i 2016 blev alle dele vurderet og lettet inden montage og den vejer nu inkl. sikkerhedsudstyr som bur, brandslukningsanlæg mm 970 kg og den homologerede minimumsvægt er 950 kg. Vi mangler derfor stadig at finde 20 kg.
    Bortset fra alle de goder som Claus nævner i forbindelse med lav vægt, så er det helt fantastisk at det endnu ikke er lykkedes os at køre Alfetta`ens bremser varme under den sidste nat i Rallye Monte Carlo Historique og det er jeg sikker på skyldes vægttab.
    Den personlige anbefalede vægt iflg. BMI er 72,5 kg og når jeg bevæger mig 5 kg væk fra den så bruger jeg Sydstrands kuren til at komme tilbage.

    Svar
  7. Claus Ebberfeld

    Hmm, @krister – nu er klappen lige gået ned, men jeg mener ikke den er hjemmebygget som sådan. Har jeg ligefrem skrevet om den før? Møgirriterende ikke at kunne huske det! Vi skal længere ind i sindet…

    Svar
  8. DkVelo

    Skønt at se en Lotus 340R, Det er ellers kun en bil der dukker op på væggen af Harry’s Garage (Gammel skade fra EVO dagene der nu hænger til pynt)

    Letvægt KAN bare noget, og jeg mindes med glæde begge mine Fiat 100HP’ere
    De var SÅ nemmere at kaste rundt med på de små snoede veje, og det er helt sikkert biler der gør sig godt i Alperne.

    Jeg ville hellere have krydset Stelvio i en 100HP end i min 159’er.
    Men det er jo kompomiet, jeg ville ikke have orket at køre til Stelvio i en 100HP. Hvorimod man i 159’eren snildt klare en weekendtur til Lago de Garda

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.