Jeg vil ikke sige, at jeg er bange for projekter. Men jeg ER bange for projekter.
Det er dog ikke en helt ubegrundet angst, synes jeg. Dels har jeg jo selv haft nogle projekter igennem tiden, hvoraf ganske få er blevet færdige og som regel så hverken til tiden eller på budget. Dels har jeg set en del andre personager, der har det på samme måde – hvilket jeg engang skrev en artikel om, som man kan genlæse ved at klikke på herunder:
Overskriften siger det hele: Jeg solgte engang i cirka 2009 to Reliant Scimitar GTE’er, der begge var projekter – og fem år og fire ejere senere var begge stadig projekter, der var langt fra færdige. Jeg har egentlig altid haft en idé om, at jeg ikke var den eneste, der havde det på den måde – men dengang den nye fjerde ejer af mine to gamle projekter ringede blev det påvist med al tydelighed.
Nuvel, der kan sagtens tænkes gode grunde til, at man absolut vil have sig et projekt. Jeg plejer for eksempel at sige, at et godt projekt kan være et glimrende redskab, hvis man gerne vil skilles. For derefter i min godskab at anbefale en rigtig billig Citroën SM. Fed bil.
Men nu skrev en af de sædvanlige mistænkte på ViaRETRO så i går om en Maserati Mexico, der var ret billigt til salg. Faste læsere vil vide, at netop en Mexico er en af mine gamle favoritbiler, så selvfølgelig var jeg straks interesseret. 1967? Super. 4,2-liters? Perfekt: Det var netop sådan een jeg prøvede for herrens mange år siden, og jeg manglede ikke noget. Manuel? Ja, selvfølgelig.
Det er ti år siden jeg prøvede denne Mexico, der efterlod et blivende indtryk på den sarte redaktør. Klik på billedet for at genlæse dén artikel, der hed “jernnæve i en fløjlshandske”
Billederne var langt over dansk Ugens Fund-standard, så jeg kunne både se at lakken var sølvmetallic og at interiøret var sort læder. OK, ok, træerne vokser ikke ind i himlen, men selv disse sikre revisorfarver klædte den elegante Mexico, der til 650.000 norske kroner var decideret billig. Så hvor lå hunden lige begravet? I den korte beskrivende tekst i annoncen, såmænd:
Importert til Norge i 1998, stått i en samling siden. Aldri vært registrert, selges som ett omfattende restaureringsobjekt.
Mexico! Navnet emmer af eksotisk, og det er en Maserati af det navn da også. Denne flotte sag koster kun 650.000 norske kroner, og så behøver man vel ikke betænke sig yderligere?
Det fremgår dermed ikke, hvor den lige er importeret fra, men det er måske også en mindre ting – i hvert fald i forhold til beskrivelsen “selges som ett omfattende restaureringsobjekt”. Netop den tekst sendte jeg retur til den glade læser – og jeg husker ikke om jeg fandt en dødningehoved-emoji eller noget andet passende til at akkompagnere den, men jeg har sjældent hørt noget så giftigt som et omfattende restaureringsobjekt af en Mexico.
Maseratis klassiske V8’er er en pragtfuld maskine. Bare der ikke er noget galt med den.
Jeg vil jo gerne – i mit hjerte. Men jeg skal ikke. Det ved jeg. Det ved alle! I den situation gør jeg ofte det, at jeg giver tippet videre til nogen der kan have mere glæde af det. Men findes de? Til denne bil? Hvem i alverden vil have en Maserati Mexico, der måske ikke har kørt siden 1998? Med alle de risici det medfører. Den fine twincam-motor kan være sønderrustet indeni, karosseriet ligeså. Interiøret så ellers godt ud: Hvorfor man kan sidde der i de næsten hele men ellers pænt patinerede lædersæder og mentalt set høre tusindkronesedlerne knitterbrænde op i ilden.
Eller er jeg bare en pessimistisk tøsedreng, der burde vide at tredie (eller femte) gang er lykkens gang, og bare se at sadle op?
For sjovt nok havde jeg samme fredag formiddag (i går) netop haft besøg af en mand, der i foråret købte en bil, der havde stået stille endnu længere – siden 1991, mener jeg det var. Jeg rådede ham ellers fra det på grund af alle de risici, der netop er med sådan en bil, der nødvendigvis må betragtes som et projekt. Men han vidste at bilen havde været opbevaret godt, havde haft en ejer igennem alle årene, var kernesund i karosseriet og så videre, så han valgte at satse – og vandt: Han var i går kørende i bilen, der så blændende godt ud. Efter nye væsker, benzinslanger, grundig inspektion af alt muligt, syn og så en forsigtig opstart havde det vist sig – at den duede. Han var kørende fra København, hilste på mig i Middelfart, kom hele vejen hjem til Aarhus på jomfruturen – og var kisteglad.
Min bekendt var kørende i en Porsche Turbo, som han havde genoplivet efter cirka tredive års stilstand. Uden nogle grimme overraskelser. Så kan man vel også gøre det med en billig Maserati Mexico…
Så måske ER det mig, der er for meget forsigtig-Per? Det er bare at hoppe ud i det? Hvo intet vover intet vinder? Heldet følger de tossede?
Ellers skal man tilægge det nogen særlig vægt, at bilen her er en Maserati Mexico fra 1967 af ubestemmelig herkomst – mens den lykkelige historie handler om en Porsche 930, der havde levet et priviligeret liv? Same-same, but different? Eller bare en kalkuleret risiko versus russisk roulette med halvfyldt kammer? Jeg tror ærligt talt jeg er blevet for kedelig – så hvad siger I, kære læsere?
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- NYT til de første hundrede: En Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkeligheden fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Smag og behag er forskellig … heldigvis!
Af Michael S. Lund
Fotos Gitte & Michael S. Lund
Fornyelig faldt jeg over en artikel i “Car and Driver”, hvor de havde overladt valget af den smukkeste bil (modelårgang frem til 1990) – set fra et designersynspunkt – til 22 nuværende og forhenværende bildesignere. I første omgang blev 100 biler nomineret (det var pænt mange), men dette antal blev efterfølgende reduceret til 10 biler, der hver havde modtaget minimum 4 stemmer. Listen overraskede mig lidt … og så måske alligevel ikke, for “Car and Driver” er et amerikansk bilmagasin, hvilket jo bare er med til at understrege, at smag og behag er forskellig, og heldigvis for det … for ellers ville verden da være et meget kedeligere sted at være.
Kanske flere af jer også vil blive overrasket over nogle af valgene – og ikke mindst rækkefølgen. Vi starter med 10. pladsen, som ifølge designerne går til Dino 206/246 GT. Den lave placering er for mig nærmest uforståelig, når man ser nogle af de andre kombattanter højere på listen.
Den næste er Lamborghini Countach på 9. pladsen, og det forstår jeg måske bedre. Selvom den efter min mening burde have været lavere placeret and Dino 206/246 GT, men måske placeringen er farvet af, at den er hurtigere end Dino’en …
På 8. pladsen er vi ovre i noget før 2. Verdenskrig, nemlig en Alfa Romeo 8C 2900B Lungo Berlinetta. Jeg har snydt lidt, for på listen var det egentlig Spideren, men når nu Berlinettaen er så meget desto federe og kan ses nede på Alfa Romeo museet i Arese, tager jeg den i stedet. Både Alfa Romeo 8C 2900B Lungo Berlinetta/Spider hører klart til på listen.
7. pladsen tilhører en anden Ferrari, nemlig 250 GTO, der her ses på Goodwood. Den placering er nok fortjent, for bilen er jo ikonisk, selvom der også findes andre Ferrari 250, som godt kunne gå an … f.eks. Ferrari 250 GT SWB.
Med bilen på 6. pladsen, Bugatti Type 57 SC Atlantic, skal vi igen tilbage til tiden i den anden halvdel af 1930’erne før 2. Verdenskrig. Selvom eksemplaret på billedet er en Erik Koux-replika, er det alligevel ok at kalde den “en skulptur på hjul”, uden det bliver en kliché.
Tiden er nu inde til et par tyskere, hvor der lægges ud med Mercedes-Benz 300 SL ”Mågevingen” på 5. pladsen – igen en ikonisk bil – ikke mindst med tanke på, at det er en bil fra midten af 1950’erne. ”Mågevingen” fortjener helt sikkert at være på listen.
Den næste tysker er Porsche 911, som er på 4. pladsen. Jeg har taget en F-model, helt specifikt en 2.7 RS, for en sikkerheds skyld. Designet er minimalistisk i Bauhaus-agtig stil og bestemt fuldt berettiget til at være på listen. Men om det er den rigtige placering, er en anden snak … Designerpanelet fremhæver som en del af argumentationen, at “det har krævet sit” at kunne holde grundformen gennem så mange år …
Men som sagt er “Car and Driver” jo et amerikansk blad, og minsandten om ikke Chevrolet Corvette (C2) ”Sting Ray” med splitbagruden tager 3. pladsen. Naturligvis skal det være udgaven med den todelte bagrude, selvom Zora Arkus-Duntov ikke syntes om den af rationelle grunde. Jeg er sådan set enig i, at Chevrolet Corvette ”Sting Ray” split-window fint passer ind på listen, men skal den så højt op som til 3. pladsen??
Guldet eller nummer 1 nærmer sig, men 2. pladsen skal lige med først, og den tilhører Lamborghini Miura. Miuraen var fra den tid, hvor Marcello Gandini stadig tegnede med fri hånd, inden der gik for meget lineal i den, som nogle kritikere vil sige. Lamborghini Miura holder hele vejen rundt – selv det rå karrosseri. Skal der endelig sættes en finger på noget, bliver det ”ludertrappen” bagtil … er der for resten nogen, som ved, hvorfor det hedder en ”ludertrappe”? Jeg gør ikke!
Og nu til guldet på 1. pladsen … the winner is: Jaguar E-type Coupé, hvor designerpanelet sætter intervallet til 1961-1967, og det giver mening … Det skal være en serie 1!
Enzo Ferraris (angivelige) udtalelse om “Jaguar E-typen som den smukkeste bil, der nogensinde er lavet”, bliver gentaget her (meget taler dog for, at han aldrig har sagt det). Uanset hvad, så er der dog ingen tvivl om, at Jaguar E-type er en smuk bil og kombineret med (en på den tid) moderne teknik til en overraskende lav pris, skal den score meget højt! Men højt nok til 1. plads?
Således ved vejs ende er det nu også op til jer, kære læsere, at stemme på de 10 biler på listen.
Det skal blive spændende at se, hvordan rækkefølgen bliver. Måske nogle af bilerne ender med nul stemmer, hvem ved? Afstemningen løber til med torsdag d. 19. oktober. Go’ fornøjelse!
Hvilken bil er så den smukkeste?
- Lamborghini Miura (29%)
- Dino 206/246 GT (20%)
- Jaguar E-type Coupé series 1 (16%)
- Alfa Romeo 8C 2800B Lungo Berlinetta (10%)
- Bugatti Type 57 SC Atlantic (10%)
- Mercedes-Benz 300 SL "Mågevinge" (6%)
- Ferrari 250 GTO (3%)
- Chevrolet Corvette (C2) "Sting Ray" split-window (3%)
- Porsche 911 (2%)
- Lamborghini Countach (1%)
Indlæser ...
Ugens citat: Jochen Neerpasch
Tyske Herr Neerpasch var en af de helt primære kræfter i kreationen af BMW Motorsport GmbH i 1972. Den division under det store moderfirma, der skulle bringe BMW i toppen af motorsport. Det gjorde de først med den afsindigt succesfulde BMW 3.0 CSL, men den første bil der blev solgt under selve M-navnet kom nogle år senere: BMW M1 fra 1978.
Den var med sit italienske design, centermotor og racerlignende koncept en total mønsterbryder fra BMW’s side, så det er ikke så underligt, at Neerpasch blev spurgt om, hvad M1 egentlig var for en størrelse. Hans svar var ret genialt:
A normal car – but normal at a higher speed than other cars.
Det citat understøtter hele M1-historien på fin vis: Bilen var lynhurtig – men ikke på samme måde som de italienske supersportsvogne var lynhurtige. At kalde den en normal bil er omvendt også en voldsom underdrivelse – men selv det passer meget godt i det samlede billede.
Ugens Foto (1): Kontekst
Det kan være noget med natur. Farven grøn. Hvilket jo også er natur. Eller halvfjerdserne, måske? Noget med forskellighed, så temaet er selve de kontraster, der er i dette foto? Det er svært at sige. Der er en stor og en lille og to lige store, der er design og kanter og meget runde kurver ligeså. Bombastisk og elegant og frækt og topløst. Det er et mystisk foto. Men det er faktisk meget rart, at der er noget overladt til fantasien.
Ugens Fund: 1987 VW Scirocco GTX til 50.000 kroner
Hvis man synes at en BMW M1 er for dyr en måde at anskaffe sig et Giorgetto Giugiaro-design på, så kan man jo se nærmere på VW’s Scirocco, der i 1974 også kom ud af hans tegneblyant – som et kiledesign, der teknisk baseret på en Golf faktisk var til at leve med i hverdagen. Sciroccoen blev en kæmpesucces og VW solgte over en halv million biler.
Bevares, det er ikke helt sådan een vi har fat i her, for originalerne er blevet samlerobjekter, og der er meget langt fra en halv million af dem tilbage, da de rustede som så meget andet fra halvfjerdserne – så de er dyrere. Ugens Fund er således den faceliftede Scirocco Mk2 fra 1981, og den tager VW faktisk selv æren for rent designmæssigt. Til gengæld er dette en GTX med 112 hestekræfter fra dens 1,8-liters motor – altså cirka de samme som de oprindelige GTI-udgaver havde.
Farvevalget på Ugens Fund er ikke ophidsende i forhold til hvad man ellers kunne få på Scirocco Mk2 – men til gengæld er dens fælge de bedste.
Jeg er sikker på, at havde den heddet GTI til efternavn, så havde den ikke kostet 50.000 kroner. Men det er helt fair at spørge, hvad en GTX så er? Det kan jeg ikke helt svare på, men jeg fandt en oplistning af de mange varianter på Wikipedia:
L, CL, GL, LS, GLS, GLI, GT, GTI, GTL, GTS, GTX, GT II, Scala, GT 16V og GTX 16V
Man kan vel sige, at den er i den gode ende, og jeg har altid godt kunnet lide det opdaterede design også. Den overordnede stil er eksakt den samme, og detaljen med hækspoileren midt på bagruden var faktisk fræk. Dét element forsvandt desværre med yderligere en midtfirseropdatering, og da Ugens Fund er en 1987’er har den det således ikke.
Ugens Fund er fra 1987 og dermed det faceliftede facelift fra 1984 og frem.
Til gengæld har den de ultralækre Pirelli-aluminiumsfælge, en revisor- og villakvarterssikker farvekombination af sølv og grå, og er nysynet med otte år til næste gang. Ifølge sælger her den patina men er rustfri og alt mekanisk er lavet, en klassisk kombination som man skal se meget godt efter i kanterne.
Hul i sædet er ikke patina, men en defekt – men det kan laves.
Det siger sig selv at “alt mekanisk er lavet” er årets overdrivelse, men prøv at gå forsigtigt til værks med Baron von Münchhausen og se om ikke bilen selv med 284.000 kilometer på klokken kunne være den balance mellem klassiker, hverdags- og familiebil, som du står og mangler til sæson 2024?
Sciroccoen er en ægte veteran og en både køn og lækker vogn, der skulle køre særdeles godt også, så den fremtid som klassiker er stensikker. Kald den bare investering, hvis det hjælper på beslutningsprocessen. Men husk at se den rigtigt godt efter.
Denne Ugens fund er udvalgt og skrevet af Claus Ebberfeld, der fandt den selv. Find annoncen her: VW Scirocco GTX
En lækker nyklassiker, der egenligt passer bedre til villakvarteret end til bindingssværk.
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Ugens foto (2): Ude af kontekst
Ugens Fund-sælgere kan eventuelt se det som et input til hvordan man kan tage gode billeder af sin bil.
At den liste fra Car & Driver er så europæisk domineret tyder da på en høj grad, af selverkendelse i USA.
Og vinderen er den rigtige, en Jaguar E-type serie 1 FHC er verdens smukkeste bil.
Helt enig i, at listen over de angiveligt smukkeste biler er lidt overraskende. Det tyder da også på, at min smag matcher de andre afgivne stemmer bedre end amerikanernes. 250 GTO er fantastisk, men blandt verdens smukkeste? Så hellere en 250 GT Lusso.
@Michael S. Lund: Jeg har også spekuleret på, hvorfra “ludertrappe” kommer. Min personlige teori er fordanskning af louver.
Mange fine biler – og en E-type S1 er helt bestemt højt på listen.
…meeen en liste over verdens smukkeste biler uden mesterværket XK120 – det må der rettes op på.
Om det så er OTS eller FHC, kommer an på dagsformen.
Designet er næsten “for perfekt” – ingen udfordrende vinkler.
Mht projekter: jeg er helt på redaktørens side – projekter er forundt de få, som har evner og drive.
Jeg har selv været gennem et længerevarende CX-projekt i 7 år. Det trak tænder ud, inden der kom en fin bil ud af det.
I dag er jeg voldsomt glad for bilen, som er bygget “til mig” efter mine ønsker, men det holdt hårdt at renovere bil, mens familie- og arbejdslivet skulle passes.
Økonomien stak også af.
Hvis man er i tvivl om man har evner og drive til at klare projektet, har man det ikke ;-)
Køb den bedste bil du har råd til, og kør ud og nyd den på landevejene.
Så kan man hygge sig med småopgaver om vinteren.
Det er det søde klassikerliv (for mig).
Jeg er faktisk helt enig i, at Corvette C2 er en fantastisk design, og foretrækker det helt klart frem for en Jaguar E-type . Og også enig med d’herrer i, at Car & Drivers liste er temmelig usammenhængende. Jeg mener således ikke, at en Countach burde være på listen. Det er en af mine yndlingsbiler som sådan, men egentlig ikke fordi den er smuk – med vanvittigt fed, dét er den! Dog har Michael Lund brugt billeder af en 25th Anniversary-udgave, og det er den absolut mest kiksede af dem alle og har i hvert fald intet at gøre på den liste.
Så af de ti på listen kan der ikke være skyggen af tvivl om, at Lamborghini Miura er den smukkeste. Husk at det kun gælder P400 eller P400 S, ikke den senere SV. Hmm. Måske var det nemmere, hvis Car & Driver bare spurgte mig!
Jeg er enig med redaktøren: Miura er den smukkeste. @Michael S Lund nævner Gandini som designer af Miura’en, men en af min bil-kloge venner siger, at det i virkeligheden var Giugiaro, der designede Miura’en, og at Gandini blot færdiggjorde arbejdet og bagefter tog æren. Det må have været i perioden efter at Giugiaro forlod Bertone.
Er der nogen der kan kaste mere lys over denne historie?
Min erfaring er ud over at undgå projektbiler er ikke at blive forblændet af biler uden afgift. For mig sker det igen og igen at de bare ender med at stå indtil de bare bliver solgt igen.
Jeg holder også på E-type serie 1 FHC, min bror, Enzo og jeg synes det er verdens smukkeste bil. 😀
Jeg har aldrig været den store fan af Miuraen, den er lidt for ekstrem, og så har den øjenvipper og ludertrappe som en billig faceliftet tøs. 😵💫 Så hellere en Countach, men en tidlig LP400 om jeg må bede…
Hvordan pokker har man kunnet overse1953 Maserati A6GCS Pininfarina – og Alfa Romeo Giulia, selvfølgelig :-) Nå, når Maseratien ikke er med, må det selvklart være Miura, der skal løbe med pokalen.
Ferrari 275 GTS
Say no more, say no more
Enig med Claus angående P400 og P400S, de “øjenbryn” som de sparer væk på P400SV’en fjerner i min optik en del af Miuraens design. Og selv Ferruccio synes nok det samme, hans Miura SV som nu står på sønnens Toninos museum fik han leveret med “øjenbryn”, som vistnok den eneste SV der er kommet med bryn fra fabrikken.
Ved ikke hvor ordet luder/skøgetrappe kommer fra, men ikke noget det blev kaldt da Miuraen kom frem. Ret sikkert opstået en del senere da de begyndte at blive produceret i billig plastik til diverse dagligdags biler, Miuraens louvers er lavet i stål og aluminium.
@Peter: Mht. til Giugiaros indflydelse på Miuraens design versus Gandini, er der ingen tvivl om par grundlæggende elementer kommer fra Giugiaro, bare tag et kig på Corvair Testudoen som præsenteredes i i 1963. (https://en.wikipedia.org/wiki/Chevrolet_Testudo)
Lygterne, samt B-stolpen er klart elementer der kommer derfra. På Testudoen åbner hele fronten altså toppen af døre samt forruden op, så der er det anderledes end Miuraen.
Diskussionen har været oppe flere gange. Ret sikker på koncensus er at det er Gandinis design.
Det glæder mig, at du synes, at Countach ikke burde have været på listen, @ce . Det startede jeg også selv med at skrive, men slettede det igen, for at være flink. Selvom der hang Countach plakater på mangen et teanagerværelse, havde det ikke rigtig noget med skønhed at gøre (det skulle da lige have været LP500-prototypen …).
Selv savner jeg mindst een gentleman’s GT-bil, f.eks. en Maserati A6G/54 Zagato eller en Aston Martin DB4 GT Zagato …
Mangler Lancia Aurelia GT på listen over de ti smukkeste biler?
Jeg synes listen med de 10 smukkeste biler rammer nogenlunde godt, der er da ikke nogen der slet ikke burde være med.
Men der er da masser af andre superbiler, som også kunne komme i betragtning: Bizzarini 5300 GT, Iso Grifo, et par Aston Martin’er, BMW 507, Mercedes 540K og SSK, Ferrari 250 California, etc.
Og så et par outsidere, som ikke kostede en formue dengang: Mustang 1968 Fastback, Open Manta A og GT, Spitfire GT6, etc.
Samt mange mange andre…
Der mangler da en del på den liste og hvorfor skal det lige være supersportsvogne der konkurrerer om titlen gab hvor forudsigeligt. Der er en Maserati, et par Lanciaer og også en Fiat der burde ligge højt. Mit valg til den smukkeste er dog en der også rendte med titlen for mange år siden i en lignende konkurrence nemlig Alfa Romeo Giuliette Sprint i tidlig aftapning. Hvorfor er der så mange der synes E type skal have titlen, hjulene sidder for langt inde i karossen til at få min stemme.
@Lars D: Tænker du på Fiat 124 Sport Spider fra 1966?
Ah ja den er også et af mine favorit design, men jeg tænker nu på en af verdens flotteste coupeer nemlig Fiat 8V også kendt som Otto Vu den er fra 1952 og designet af bl.a Zagato.
Ohh, @lars-d! Når man siger Fiat 8V, så vil jeg gå ud fra, at man mener Fiats egen bil – og den fortjener bestemt ikke at være på listen, for det er noget helt andet end den Zagato-kreation du viser billede af. Selvom Fiats egne 8V også var lidt forskellige, så ser de stort ud som herunder, og det har der altid været noget Grimme Ælling over – de voksede først op og blev svaner med andre karosserihuses hjælp:
Bortset fra det @lars-d: Jeg er helt enig i, at en tidlig Alfa Romeo Giulietta kunne være med på listen – den her virkelig fine bil var til salg på Techno Classica i foråret, og jeg kiggede på den flere gange, fordi alt bare var så lækkert. Dels selve standen, men ikke mindst designet, der er så fint og afmålt elegant og velproportioneret, at jeg vil tro at mange af nutidens Alfa-designer går duknakket rundt og skammer sig konstant.
Og som man kan se stod den ved siden af en E-type, hvorfor netop den fejl du påpeger ved briten var tydelig for alle :-)
@lars-d , som Claus skriver, var Fiats egen “indpakning” af Otto Vu ikke den mest vellykkede. Det gav andre muligheden, for at gøre det bedre, udover Zagato. Et eksempel på det, er den Giovanni Savonuzzi designede, Ghia Supersonic, hvor bl.a. Fiat Otto Vu var basis, men også Jaguar XK120
Jeg synes den liste over 10 smukkeste biler minder om noget taget fra en Pixi bog om biler.
Det virker ikke som om de har gjort nogen synderlig indsats og de har bare valgt de ti biler som alle andre plejer at gører.
I toppen har de så som sædvaligt ukritisk valgt den bil som en journalist i 83 skrev at Enzo angiveligt skulle have sagt var smuk…..
Jeg synes der kan tilføjes mange biler til listen: C og D type, Porsche 356, Lincoln Zephyr, Aston Martin DB4gt Z, Alfa Romeo Tipo 33, Cisitalia 202, Abarth 750 Z, Mercedes-Benz 540K Autobahn Kurier etc.
@Claus Ebberfeldt
Et projekt kan jo være vejen til at opnå en eller uopnåelig bil.
Den er jo ikke nødvendigvis rustet op, jeg stod og så på en motor i dag, der havde ligget under et halvtag i 20 år+ og der var ikke et gram rust i den.
Her min liste over verdens smukkeste biler:
1. Porsche 356
– så er listen ikke længere ;-)
Ugens Foto (1): Kontekst er ret fint. Jeg ved ikke hvor billedet stammer fra, men det har en klar reference til valg af årets bil i Europa 1974. Her vandt Mercedes 450S foran Fiat X1/9.
Det giver begrebet “klap-op-lygter” en ny dimension.
Virkelig skarp analyse, @tocoman! Du må have studeret emnet indgående, og ros for det. Vandt den tredie model mon noget?
@jakob356, du er tydeligvis ikke journalist :-)
De gør nemlig generelt som @niels-v skriver. Når det er sagt, så lider nogle af hans kandidater under at være racerbiler, og uden helt at have læst kriterierne for valget af verdens smukkeste, så mener de jo ofte gadebiler. Og jo, jeg er helt med på, at en C og D godt kunne få plader på – men det er stadig racerbiler. Den omvendte situation har vi med Alfa Romeo 33 Stradale, der godt nok betyder “gadebil” – men som også er mest racerbil…
@niels-v, jeg forstår godt hvad du mener med projektvejen, men lige præcis en Reliant Scimitar GTE som projekt lader ikke til at føre nogen steder hen…udover måske at udvikle sig til et flytteprojekt :-)
@Claus
Oh lala ja det er en dejlig Giulietta, ligner en af Sørens. Det er en af de meget få biler der kan få mig til at overveje at skifte Emma ud, altså ikke min kone men Elanen, men kunne jeg have begge så kommer man da et stykke tættere på himmerige. Glem alt om potente sportsvogne den lille Alfa er bare så gennemført tænkt og designet fra snude til bag. Gerne i blå og tidlig udgave med moustache istedet for det brede grin.
Det er sjovt at Porsche 356 som jeg ellers rigtig godt kan lide, lider af samme design problem som E type med de indeliggende hjul. Hvorfor var det så svært at løse designmæssigt når nu så mange andre kunne. Først i E type serie 3 kom de længere ud og det ser bare bedre ud. Der er sikkert gode biltekniske forklaringer men for mig står det ret klart, at et godt bildesign har hjulene siddende helt ude ved skærmkanten og ikke længere.
Jeg tror det med hjulene langt inde i skærmkasserne på E-typen var af aerodynamiske hensyn, @lars-d: D-typen havde det også.
Enig @ce , og sådan er det også på Alfa Romeo Disco Volante
Korrekt Claus, at C og D type’erne er racebiler men de er fra en tid hvor racer biler også blev brugt på gaden, bare tænk på Sommers D type og XKSS.
Der flere racerbiler som kan tilføjes til listen over biler hvor hjulene er under skærmene: Lotus 11/15, Lister Jaguar Costin og Ferrari 857S har også en snert af det.
Jamen I har da nok ret med det aerodynamiske, men det ser bare ikke så smukt, ja tør man sige maskulint ud, mere som en kvinde på skrøbelige stiletter og det kan jo også noget dog ofte med lidt usikkert fodfæste på svære underlag. Efter Bertones BAT biler, der også stammer fra tidlig halvtredserne begyndte man/han at sætte hjulene længere ud, så måske nogle vindtunnel forsøg bekendgjorde at forskellen ikke var så stor. Dagens meget aerodynamiske vidundere har jo også hjulene ude i kasserne. Måske æstetikken bare vandt over aerodynamikken. Der er ingen der skal overbevise mig om at de store kølegitterflader på moderne elbiler af tysk herkomst er særligt earodynamiske men mere en designdille når nu resten på bilerne begynder at ligne hinanden til forveksling. Men måske er jeg bare den eneste der er mere forelsket i Giulietta end i den engelske tante selvom hun er noget rappere i en foxtrot.
Mjah, @niels-v, det er efter min bedste overbevisning at strække den lidt. Både C og D-typerne er fra en tid, hvor racerbiler kunne få nummerplader på, ja – og det kunne man helt op i tresserne på mange af den slags biler (i nogle lande). Sikkert fordi myndighederne var bagefter udviklingen. Midt i tresserne kunne man stadig få nummerplader på en Porsche 904 og en 906 – men de havde altså ikke meget med gadebiler at gøre længere.
@lars-d, der er intet galt med en kvinde på stiletter, men de har jo heller ikke været i vindtunnel :-). Og ja, jeg havde faktisk skrevet det først, men slettede så ordet “misforstået” igen – i forbindelse med halvtredsernes opfattelse af aerodynamik. Det viste sig jo netop senere, at man kunne gøre biler aerodynamiske på andre måder – for det er jo ikke kun æstetikken der lider under at have hjulene langt inde i skærmkasserne, det gør pladsudnyttelse, ratudslag og sikkert andre ting også.
Spørgsmålet om at være “mere forelsket i Giulietta end i den engelske tante (E-type, RED:)” er et godt eet: Jeg kan bedre lide Giuliettaens æstetik, men jeg foretrækker E-typens teknik. I den virkelige verden er der så lige prisforskellen at tage højde for også. Så det var en meget klart svar på det spørgsmål, ikke?
Hvilken bil er den smukkeste ?
Ja, som skrevet er smag og behag jo forskellig for os alle; men som det gamle mundsprog siger: “Enhver so syntes jo bedst om sine egne smågrise” :-)
Jeg kan nu godt følge Jeremy Clarkson fra Top Gear der mener at Aston Martin DB7 måske er “den smukkeste bil der er produceret” :-)
@henrik-kusk, Jeremy Clarkson kan aldrig bruges som sandhedsvidne :-)
Og her tager han også fejl: DB7’eren er meget smuk, men en Miura er nu engang smukkere. Og det synes jeg egentlig også en DB9 er. Ja, sågar andre nyere Astons er blandt de smukkeste i verden.