Nej, det er ikke dén Carrera. Men denne US-model er en virkelig lækker Porsche med sin egen plads i historien.
Jeg havde overvejet om den her konkrete bil skulle blive Ugens Fund, men vælger i stedet at bruge den som oplæg til at I kære læsere finder nogle ligeså gode alternativer til i morgen (I sender bare til ugensfund@viaretro.dk som sædvanligt…), samt ikke mindst et helt konkret tip til Porsche 911-entusiasterne.
Som der jo er millioner af. Ligesom der er over en million 911’ere, som Porsche stadig sprøjter ud fra samlebåndene, fordi det bare er en forbandet kompetent sportsvogn. Men selv når de når til to millioner, så startede hele historien tilbage i 1963 og blev efter min bedste overbevisning først rigtigt, rigtigt god med Carrera RS fra 1973. De koster mindst tre millioner kroner, og er nok den mest kopierede Porsche-model overhovedet.
Men hvis man ikke vil nøjes med en kopi, så er der et alternativ. Man kan faktisk få en original Carrera 2.7 til en brøkdel – så hedder den bare ikke RS til efternavn, og mjah, det er faktisk slet heller ikke det samme. Men den bærer navnet og det karakteristiske look med anderumpespoileren med ære og værdighed, og personligt ville jeg hellere det end en kopi. Og en europæisk 1974 G-model Carrera har stadig den fuldfede 210-hestes-motor – og mens den koster en brøkdel, så taler vi måske omkring en trediedel af Carrera RS, og dermed stadig mange penge. Men så er der dén her:
Den “rigtige” Carreramotor kunne nemlig ikke opfylde de amerikanske emissionskrav, og deres Carrera har derfor samme motor som S-udgaven. Det vil sige 175 hestekræfter – og dermed har den efterfølgende fået et helt andet ry og rygte som nærmest ubrugelig og ligegyldig. Dét afspejler sig så også i priserne, og derfor er den faktisk et godt bud på en erstatnings-Carrera, hvis man ikke har millioner af kroner.
Og den HAVDE den brede bagskærme, navnetrækket på siden og ER en Carrera, ikke en kopi, et klon eller et stykke hjemmemodificeret optiktun. Desuden er 175 hestekræfter altså ikke ringe i en bil fra 1974 og med 1100 kilo på vægten. 1100? Ja, US-udgaven vejer 25 kilo mere end europæerne, da de har forstærkninger og gasdæmpere ved deres “impact bumpers” og i dørene. Car & Driver Magazine testede den til 5,8 sekunder fra 0-60 mph, og det er RIGELIGT til mig. Måske til dig også?
Du kan læse hele testen fra 1974 hér, og den forklarer råt for usødet, at en 1974 911 er langt fra nutidens polerede hverdagssportsvogne. En ægte klassiker på godt og ondt, altså. Hvis jeg skulle have en 911, så ville jeg overveje denne model grundigt, da den også er en afgiftvenlig 911 set med danske øjne: Nummerpladerne vil koste cirka 15.000 kroner.
Især ville jeg overveje den grundigt, hvis den også havde en lækker farvekombination – lad os eksempelvis sige, øhhm: Saharabeige med gulternede stofsæder, som den her 1974 911 Carrera, der står til salg hos en velrenommeret forhandler i Norge. 650.000 norske kroner er 421.000 danske. 5% told og den førnævnte afgift og man kører 911 Carrera for langt under en halv million.
Men det skal jeg altså IKKE have lige nu. Så derfor skriver jeg bare om den i stedet, og Værs’go’: Ugens Fund til Porschefolket!
I andre kan som sagt sende bedre alternativer ind til Ugens Fund i morgen…
Hmm, vi er åbenbart langt fra 70% Porscheentusiaster ViaRETRO, når ingen har kommentarer til sådan et godt tip :-)
Spændt på, om der så er kommet en masse gode tips til Ugens Fund på ugensfund@viaretro.dk…
Nej, men artiklen har bl.a. spredt sig til en lukket Porschegruppe @ce , hvor en rigtigt påpeger, at Carreraen i Norge reelt ikke har matching numbers, da motoren er skiftet.ud. Selvom jeg er enig i, at ydelsen i en klassisk bil (175 hk er fint til 1100 kg) betyder mindre, så betyder det alligevel noget. Der skal simpelthen så lidt til at rokke ved værdien på en gammel 911, fordi der er så mange af dem. Jeg kan også mærke på mig selv, at jeg nok hellere ville lægge lidt flere penge på bordet og vælge en anden, hvis det skulle være.
Er rimelig dækket ind på klassisk Porsche, og er aldeles ligeglad med matching numbers.
Men kulør ala tysk taxi og US-speedometer er ikke lige mig.
Klistermærkerne på siden og ducktail er meget friskt ellers ;-)
Ja, det er ganske rigtigt god latin i Porscheverdenen, @ms-lund: Køb det bedste man kan, og “Matching numbers” er det første mange spørger om – inden de forholder sig til stand, farver eller om bilen kører godt. Og det helt store paradoks er så, at mange bagefter modficerer deres 911 så det er en lyst!
Jeg skrev engang om de forskellige sære ting, som i nyere tid er kommet til at betyde meget for værdien af visse klassiske biler – det var i Matiné Nr. 444: https://viaretro.dk/2023/03/weekend-matine-nr-444/
Man kan ikke mærke den forskel som kører af bilen (tro mig!), og derfor hælder jeg i dag personligt mere til @jakob356‘s holdning: Køb, kør, nyd.
Selve motorydelsen på de 175 hestekræfter er i øvrigt som den skal være for en US-Carrera. Og det er ikke helt rimeligt at sige at forskellen op til 210 betyder noget – hvilken den selvfølgelig gør. Men det gør prisen formentlig også, og en 210-hestes Carrera koster altså mindst det tredobbelte. Og en RS det tidobbelte. Groft sagt.
Man kan godt finde en finere bil til samme pris, hvis man går efter en 1974 911S, der også har 175 hestekræfter – det er samme motor (eller man kan gå efter den almindelige 911 med 165 heste, der også er fint til 1100 kilo). Men min pointe er, at de andre bare ikke er Carrera, og derfor hverken havde anderumpen eller grafikken.
Desuden blev Carrera kun lavet i 1974 og 1975, og er noget mere sjælden end en S. Og hvis der er noget Porschefolk er ligeså besatte af som “matching numbers”, så er det hvor mange der er lavet, hvilket så kan underopdeles i farver, indtræk, lande, årgange og tagform – de er i det hele taget meget talmennesker, de der Porschefolk.
I hvert fald når de snakker…
Ha, jeg opdagede lige, at jeg også skrev om “matching numbers”-myten i Matiné Nr. 306: https://viaretro.dk/2020/07/weekend-matine-nr-306/
Lige som du skriver ovenfor @ce så er der ikke langt til en almindelig 911 2.7 med 165 hk. Og jeg syntes faktisk at det er fedt med de smalle skærme og ingen grafik… Det andet larmer bare lidt, hvis det ikke er en 2.7 RS… Og der er også prisforskel på F og G modeller generelt, og det at det er en G model er bare ikke det samme… Hvis man går i G model, så vil jeg hellere vente til de bliver galvaniseret, så er der sikkert større chance for at finde en urestureret uden rust…
Kiggede forbi SCL i går, men du var der ikke… Ekstrem fed stratos, som jeg slet ikke vidste fandtes… Og jeg vidste ikke jeg var fan af 911R før i går… Men det er jeg nu :-) den kan altså noget i min verden…
@michael-madirazza, jeg er helt enig i, at en “ordinær”1974’er også er fed og at den smalle karosse med chromdetaljer er fin og elegant – plus at så får man den fordel at kunne vælge en europæer, der er en smule lettere, så de 165 heste (eller 175 som S) rækker lidt længere. Men den skal stadig have en fed farve og stofsæder!
Matching numbers & color er bare et kæmpe plus. Originalitet er vigtigt, og fremover bliver det endnu vigtigere. Der er så mange forknoklede updatede, backdatede, opgraderede, osv. 911’ere derude at det er helt forfærdeligt.
Men igen, der skal være plads til både den gode smag og den dårlige… Dem med den dårlige får det bare at vide…😀😀
Rigtigt, @claus – i princippet gælder tommelfingerreglen om altid at købe den bedste altid. Men ved Gud hvor har vi ofte forbrudt os mod den regel i kategorien “Ugens Fund”!
Det kan nu også godt fungere, hvis man bare accepterer at den bil man køber billigt nok også skal sælge billigt igen. Relativt set.
Mht smag så synes jeg den her er pragtfuld i sin autentiske halvfjerdserstil.
Jeg er så træt af matching numbers, original lak, lav km tal og få producerede osv på 50 år gamle og godt udkørte veteranbiler.
Sjovt nok er det næsten altid sælgere af biler med disse titler som prædiker titlernes værdi. Jeg ved godt det har værdi på samlerobjekter og superbiler, men på 98% af Danmarks veteranbiler synes jeg det er en joke og især på et forum som Viaretro som hylder kørte km og enhver klassiker er bedre end ingen.
Jeg har i øvrigt en helt forfærdelig 911 til salg som er håbløs i ovenstående parametre, men alligevel den af mine biler der har giver mig og mine passagere flest smiles pr miles. Kom og få en tur og så se om du savnede titlerne under køreturen..!
https://m.facebook.com/marketplace/item/315690170837543/
Fedt, @nicolai – 540.000 kilometer! Kan det dokumenteres, at den ikke har kørt mere?!?
:-)
Ofte nulstilles tælleren jo ved motorskifte, så formentlig har den kørt mere
Det var lidt en spøg, @nicolai, for med det kilometertal er det nok ligemeget, og langt vigtigere hvordan den er vedligeholdt og renoveret. Hvor mange af dem har du selv kørt?
Tror jeg har kørt 5000 km på 3 år
Skam dig :-)
Svære valg i blå….
Hmmm, @peter-plys-karlsen – det kommer selvfølgelig lidt an på målet, og hvis det handler om “hvis du vil have en klassisk 911”, så er der jo kun een ting at gøre. Men hvis det handler om alt det andet, så er mit valg den til venstre :-)
…
@peter-plys-karlsen, billedet viser en af de situationer, hvor det vil være lidt kikset at komme i en Porsche…