Ny topmesse i Europa: Auto e Moto d’Epoca Bologna

Med den nye lokation i Bolognas messecenter har den klassiske italienske bilmesse genopfundet sig selv og er steget op i overklassen: Sæt roligt 2024-udgaven i kalenderen allerede nu.

Den gamle lokation var i Padova, hvis messecenter er mindre, ældre og som sådan måske nok hyggeligere – og den var allerede en rigtigt god messe, som jeg har besøgt gentagne gange over de sidste ti år. Undervejs udviklede den sig også og selve størrelsen var blevet en udfordring for lokationen i Fiera Padova. Sidste år blev det så annonceret, at den ville flytte til Bologna, der har et mere moderne messecenter og også er en større by med bedre tilslutning fra resten af Europa. Det benyttede arrangørerne så til at lægge næste gear ind, så at sige: Auto e Moto d’Época Bologna er efter min mening nu blandt Europas bedste.

Et udendørsområde som vi kender det fra Padova: Det har messen stadig, og også med biler til almindelige penge.

I det store og hele er det stadig en italiensk messe, men den har helt klart fået et mere moderne præg og look. Det sande italienske kommer tydeligst igennem i bilerne, både de udstillede og dem til salg, hvor man med garanti vil få sin lyst stillet uanset om man er Fiat-fan eller mere til Maserati, Lancia eller Alfa Romeo.  Og der er også garanti for at se noget, man aldrig har set før – tør jeg godt love. Det behøver ikke være fra det Italienske kulturarv af motorhistorien, som eksemplet med Colanis rekordbil viser – han var jo som bekendt tysker, trods navnet.

Overliggeren var hævet i den eksklusive afdeling – eller er det ekstravagante?

Men det er ikke unaturligt her messen gør det bedst, som min begejstring for Ugens Fund i weekenden viser. Genren ”Fouriserie”, altså biler bygget lidt (eller langt…) udenfor serieproduktion er vid og bred i netop Italien, og ingen messer i verden viser det bedre end denne. Nu slog jeg bare ned på et for mig helt nyt bekendtskab, men hvis man var mere til Abarth, Cisitalia eller Siata så var der også masser at komme efter. Læg dertil særudstillinger fra Carozzeria Touring, Superleggera Registra eller ”bare” moderne Stellantis’ eneste tilbageværende interessante produktlinie ”FCA Heritage”, og jeg kan ikke forestille mig en bilkender med selv en begrænset entusiasme for italienske biler gå skuffet derfra.

Og bare rolig, det er ikke kun de aparte og absurde biler, men også de helt store klassiske ikoner – som man måske kan bruge som målestok for, hvordan messen netop er blevet mere ambitiøs: Verdens smukkeste bil, Lamborghini Miura, var der således fem af – mens jeg mener at der sidste år ikke var nogen? Den ene fik ovenikøbet meget hurtigt et solgt-skilt på, og hvis det er sandt, så bekræfter det min tese om messens opstigen i de sociale og økonomiske lag.

Denne Miura havde den bedste farve af dem alle.

Nu siger jeg ”hvis”, for vi ER jo i Italien, og på dette område har messen bibeholdt et vist tæppehandlerpræg: Jeg hørte at netop denne Miura var udbudt til 2,4 mio Euro, og solgte for lidt over 2 mio. Det er et ret heftigt afslag! Grunden til at det undrer mig er dog primært, at en klart bedre Miura stod i samme hal og var udbudt til 2,1 mio Euro og ikke blev solgt. De store afslag er en italiensk ting og selv italienerne var klar over, at den skik måske nok er værd at arbejde lidt med, da eksempelvis tyskere ikke rigtigt tænker på den måde, og derfor kan gå helt skævt af sådan en handel. Jyder og hollændere har selvfølgelig intet problem med det, og selv er jeg da heller ikke bleg for at kunne se charmen i det – men som reel køber eller sælger gælder det blandt andet om at gøre tingene transparente. Hvor god handel der egentlig var er svært at sige, men jeg hørte om flere forhandlere, der var skuffede.

Jeg elsker stationcars.

Mønsteret iblandt de besøgende var det sædvanlige: På previewdagen torsdag kommer de seriøse og professionelle, fredag er det en blanding og weekenden er entusiasterne og familierne. Nu var jeg på messen som udstiller for første gang, og problemet er som sædvanligt lidt, at man ikke altid kan se forskel, og derfor taler lige seriøst med alle. Jeg hilste klart nok også på flere ViaRETRO-læsere og andre private bekendte, men fik selvfølgelig ikke talt nok med jer, fordi jeg som udgangspunkt ikke regner med at I køber noget! Jeg vil derfor bedre jer give klart til kende, den dag det alligevel skulle være tilfældet – aftale?

Den her blev solgt.

Når det er sagt, så får man bestemt snakket en del biler med folk sådan en weekend – uanset om det er bilentusiaster, sælgere eller købere eller andre forhandlere. Så da jeg mødte én af jer i lufthavnen mandag morgen blev jeg spurgt, om jeg var træt? Overhovedet ikke, for jeg elsker det her cirkus! Derfor glæder det mig også, at det med den nye version af Auto e Moto d’Época har fået en ny arena at optræde i, og at første udgave var så vellykket som tilfældet er. Jeg glæder mig helt ærligt allerede til næste år.

Jeg tror også der bliver en afledt effekt af messen her – nemlig at det traditionelle fyrtårn indenfor denne verden, tyske Techno Classica, ligeledes må til tegnebrædtet og se hvordan de kan oppe sig til foråret 2024. Det er ikke alle, der kan afse tid til at besøge alle de fire-fem førende messer hver år, og min umiddelbare anbefaling er nu, at hvis man har været på både Techno Classica og Retromobile og InterClassics og RetroClassics før, så kan man roligt droppe en af dem og erstatte med Auto e Moto d’Época Bologna næste gang.

Jeg var jo på arbejde så billeder er der ikke så mange af.

Herunder er der et lille udsnit af snapshots som jeg tog med min telefon over de fire-fem dage, og jeg beklager på forhånd både billedkvalitet og omfanget, fordi det er venstrehåndsarbejde ved siden af min egentlige mission på stedet. Men tro mig når jeg siger, at denne første udgave af Auto e Moto d’Época Bologna får mine varmeste anbefalinger.