Som sædvanligt var det usædvanlige og uventede dagens bil for mig: Tusind heste siger mig ingenting i sig selv, men pak det ind i Colanidesign og det bliver mere kunst end bil.
Det er næsten præcis ti år siden, at jeg for første gang så en Luigi Colani-bil i virkeligheden, og det var på den samme italienske messe som denne gang, Auto e Moto d’Epoca. Den er i mellemtiden fra fra Padova til Bologna, og der kommer mere om messen senere, men jeg sidder lige i lufthavnen og klimper et højdepunkt ned.
Som igen er fra Colani. Det gamle indlæg “Besat af organisk form” beskriver meget fint min begejstring for hans formsprog og hvad det står for. Og en af de allersidste biler jeg så søndag aften på vej ud for sidste gang illustrerer det fint: En kæmpe V8-motor er fint, 1000 heste er ligeså – men det er Colanis grænse-sindssyge/geniale form, der gjorde det til noget særligt.
Det var ovre i kategorien “projektbil”, men af den slags, som jeg faktisk ville kunne forstå: Der var en rørramme, men ingen motor eller rigtigt interiør, og bilen (eller en søsterbil til den, det fremgik ikke helt tydeligt) havde engang i 1989/1990 været en rekordbil på Bonneville. Det er egentlig set ikke så meget topfarten på over 400 km/t, der var interessant. Ejheller, at det åbenbart var en rekord.
Men måske netop fordi det netop var et råt karosseri (det virker næsten blasfemisk at kalde det stykke kunst for noget så jordnært) kunne jeg nyde det endnu mere for hvad det var: Design koblet fra det meste andet i vores dagligdag og virkelighed, men bare Colanis frie ånd omsat til glasfiber og en vision, der meget ofte aldrig blev til mere end det.
Colani var på nogle måder forud for sin tid, på andre måder strengt forstokket. Jeg mener egentlig aldrig han er blevet værdsat nok. Men kan ikke lade være med at tænke på, at hans ideer ville have været perfekte til nutidens elbiler, der trods nye muligheder hænger fast i fortiden: Jeg tror han ville have elsket den udfordring.
Et vidunderligt syn at slutte messen af på. Mere om resten af den senere, som sagt.
Colani var noget helt specielt. Hans bildesign slog aldrig helt igennem, men prøv lige at se på et Canon T90, som han designede.
Så er vi ved at nærme os det område hvor kunst, funktion og teknik bliver nærmest overjordisk.
De fleste dslr kameraer i dag er nærmest kopier.
Sammenlign så T90 kameraet med hvad der ellers var fremme i den tid, så forstår man at han var mere end et årti foran alle andre.
Jeg drømte lige præcis om et T90, @peter-uttrup – men måtte nøjes med et T70.
Og ja, han var noget HELT specielt, og det er måske også problemet: De fleste designere ender jo med at tone deres grundidéer lidt ned, men det gjorde Colani aldrig. Alt ligner undslupne prototyper – og forblev ofte sådan.