Det er svært at sige, om denne bil er bedre end en original Honda CRX – men den er i hvert fald anderledes.
Og så er den unik, ligesom den skal være på en one-off onsdag. Forklaringen er, at den ikke stammer fra Hondas egen hånd og heller ikke var tiltænkt masseproduktion, men “bare” var et for-sjov-projekt fra det amerikanske magasin Car & Driver. Dengang havde de overskud og mulighed for at lade redaktionen gå og rode med biler og det kom der diverse motorombygninger ud af – men Hondaen her er nok et af de mere ambitiøse projekter.
“Hvorfor” er et oplagt spørgsmål, men det er klart at en bil bliver hurtigere, når man lægger en motor mere i, og amerikanere kan godt lidt mere. Og sådan startede det. Metoden er jo ikke ukendt, og fra Alfa Romeo i trediverne til Mini i tresserne er forskellige biler igennem tiden blevet tunet på denne uhyre simple måde, og det besluttede Car & Driver så at lade gå ud over den fine lille Honda. Metoden var ligesom i Mini og 2CV at lade den “nye” motor trække den på modsatte aksel af den gamle, og så gik de ellers i gang.
Overskriften “synchronicity” på en af artiklerne illustrerer et af de største problemer ved at fordoble antallet af motorer på den måde: De skal spille sammen, så der ikke opstår disharmoni i drivlinien ved at de to aksler kører med forskellig hastighed. Det løste Car & Driver på den mest simple måde – rent mekanisk, for nærmere bestemt ved kun at koble speedertrækkene og gearkasserne sammen! Det vil normalt ikke fungere ret godt, men de havde valgt at bruge en CRX med automatgear og det havde den nye motor selvfølgelig også. Derfor tog det man populært kalder en “pløreturbine” sig af de små forskellige i omdrejningstal og trækkraft der uvægerligt vil være uden elektronik til at regulere det – og det hele fungerede faktisk i skøn harmoni.
Overraskende godt, faktisk, for et andet kendt problem er at vægtfordelingen bliver ødelagt. Men som man kan se er den bagerste motor skubbet godt frem i bilen og er næsten en centermotor, og den lille og korte CRX fungerede rigtigt fint med den opsætning. Selvfølgelig skulle der en del modifikation af karosseristrukturen til, for den nye motor og gearkasse kom direkte(fra Honda USA, faktisk – de var overraskende nok med på idéen…) med de almindelige forhjulsophæng og sågar styretøj også, men nogle hjælperammer og fastlåsning af de unødvendigt bevægelige dele løste også dette på den mest enkle måde.
Bagefter testede Car & Driver selvfølgelig bilen, og selv de var overraskede over hvor godt den kørte. I dag virker 0-60 mph på 8 sekunder ikke imponerende, men da udgangspunktet var en 1,5 med automatgear, så var det en stor forbedring. Og vejgrebet var meget bedre, selvfølgelig, og de var heldige med at kunne teste dette i sne, så det blev en fin artikel.
Bilen blev bagefter solgt til en privatperson, og har overlevet til den dag i dag – og blev faktisk for et par år siden genoplivet og gjort køreklar igen, i denne anden omgang med 1,8 liters motorer fra en Honda Accord og dermed endnu hurtigere. Dét er sådan set også en god historie, og mig bekendt er bilen stadig unik, da ingen andre har været skøre nok til at gentage eksperimentet.
En senere version blev opdateret med større motorer og fik navnet “Super Synchronicity”.Jeg kom til at tænke på dette gamle projekt i disse dage med sne, hvor det nogle gange ville være rart med træk på alle fire. Og en unik bil, der kan vedligeholdes med standarddele i sædvanlig Hondakvalitet virker som et godt bud, ikke?
@Claus Er sneen kommet til Fyn, og har du fået ny vinterfirmabil?
Ja firehjulstræk er fedt om vinteren. Min firehjulstrækker har en næsten lige så fjollet historie som den lille Honda. Jaguar lavede (i Ford årene) den kompakte X-type på basis af Ford Mondeo platformen. Og den har forhjulstræk. Det går naturligvis ikke hos Jaguar, så X-typen kom ved lanceringen i 2,5 og 3,0 V6 benzin med firehjulstræk. (Senere kom den dog som 2 hjulstrækker med 2.0 i en sparemodel.
Og ellers er det, der kommer nærmest i Danmark vel Rogers Søgaard, der på vegne af Bilen Motor & Sport byggede en Fiat 127 om til en lille luksus mini med betegnelsen “Skandinavien”. Men den var på ingen måde lige så synkroniciteret som Hondaen.
Præcis, @soren-w: Jeg kom også til at tænke på Bilen Motor og Sports Fiat 127. Det var dengang trykte medier havde overskud!
Jeg var i Norma, Lazio i september hvor der var opvisning med diverse klassikere og Hill climb biler.
Denne A112 valte selvfølgelig min opmærksomhed og det blev ikke mindre af at den havde to motorer. Med mit sparsomme italienske kunne jeg forstå at den så kun havde et gear! Samt at ejeren selv havde konstrueret det hele.
Et billede mere
Ups
I DK, i det jeg vil DHB-segmentet, har der også været noget sjove ombygninger, men med Toyota som donorbiler, da MR2 mk1 havde samme motor osv, som Corolla GSI eller GTI, men den var netop placeret bagved og havde trækket ud til de rette hjul.
Jeg mener at der både har været en Corolla KE70 der fik begge motorer i og der stak vist noget ud af den, der ikke kunne være inde i den, og, enten AE86 eller en MR2, med 2 motorer. De kunne nok ikke køre andet end ligeud, men er det det konkurrencen handler om, er det jo også bare perfekt.
Jeg færdes ikke i de kredse, så jeg kan ikke lige komme med nogen links.
Jeg kom straks til at tænke på Alfasud Bimotore