Sidste uges fund på ViaRETRO var en bil i virkelig fin stand, som ikke krævede noget udover at man gad dreje på nøglen. Men nogle VIL jo bare have større udfordringer.
Det kan man finde sidst på måneden, når den amerikanske skrotpladsejer Rudi Kleins samling af alt-muligt-skrammel kommer under hammeren i Los Angeles. OK, skrammel er måske en hård bedømmelse, for Klein grundlagde firmaet Porche Foreign Auto (stavefejlen er med vilje, da han ikke måtte kalde det “Porsche” for – ja, Porsche) der fra 1967 faktisk specialiserede sig i det tyske mærke og alt muligt andet eksotisk, og dermed bestemt ikke er den gennemsnitlige skrotplads.
Nogle af bilerne havde det privilegium at være opbevaret under tag.
Klein døde i 2001 og siden har hans arvinge stort set bare ladet tingene stå og ruste stille hen. Meget stille, for Los Angeles er vejrmæssigt antirustorienteret, og så vidt så godt.
Men alligevel: Når man tager i betragtning, at mange af de over fem hundrede varenumre på auktion allerede i sin tid var købt som løse reservedele eller mere eller mindre svært skadede biler eller siden er blevet slagtet til reservedele, så skal man se godt efter for at se guldet skinne under overfladerusten. Derfor er auktionen også delt op i to: En onlinedel, hvor bunker af reservedele sælges til dels i – ja, bunker. Og en rigtig fysisk auktion, hvor de bedste varer kommer på.
Andre stod udenfor.
Og der er bestemt interessante ting at finde begge steder. Hvem drømmer ikke om at eje en Mercedes M100-motor, den store stærke V8’er fra 600’eren? Eller den evige drøm om en Porsche 911? Alt på auktionen er uden mindstepris og det er langt fra det hele, der overhovedet er en vurderingspris på. Men en Porsche 911 kan man få sig til mellem 3.000 og 6.000 dollars, står der. Ved flere af dem. Øh, tre tusind?
Træerne vokser ikke ind i himlen: En Porsche 911 S Targa fra 1970 med en vurderingspris på 3.000-6.000 dollars.
Den viste bil er tydeligvis allerede skadet i forvejen, og ligeså tydeligt mangler der nogle dele. “Desirably equipped when new with the more powerful S-specification 2.2-liter engine”, står der i beskrivelsen. Den er der bare ikke mere. Det skal så siges, at man uden tvivl kan finde en anden motor på samme skrotplads, men den skal så renoveres. Hvis den da overhovedet kan det. Men altså: Det kan jo også være, at nogle vil bygge en nyere turbomotor i? En LS1? En elmotor? Alt er muligt. Og det skal man også tro på.
Den her bunke er beskrevet som “1969 Ferrari 365 GT 2+2 by Pininfarina” og vurderet til mellem 25.000 og 35.000 dollars.
Men hvis man skal gøre det, så kan man ligesågodt gøre det ordentligt, synes jeg. Jeg er ikke i tvivl om, at man kan bringe den 1970 Porsche til live igen, for det meste kan købes til dem. Og så er det jo næsten for let, ikke? Ferrarien herover, derimod – hvis man da overhovedet kan kalde den det. Den er fair nok beskrevet som “An intriguing basis for an ambitious restoration” og der bliver også gjort opmærksom på, at ikke alle delene er med. Men lad mig bare konstatere, at der er længere vej hjem med den.
Når det er sagt, så er der også bedre biler med nemmere til fordums storhed. Mine favoritter er de tre Lamborghini Miura, der er vurderet til mellem 350.000 0g 700.000 dollars. Altså per styk. Den billigste har ingen motor eller gearkasse, men igen – det skal vel ikke være for nemt. Man må selvfølgelig påregne, at det heller ikke bliver billigt, men til gengæld kan den færdige bil bære en del omkostninger. Det kunne faktisk godt hænge sammen.
Det er straks værre med nogle af de billigere biler. Et Folkevognsrugbrød bliver solgt sammen med frontklappen og andre dele fra netop en Miura, og det er en interessant konstellation, der endda kun er vurderet til mellem 20.000 og 30.000 dollars. Det er lige før jeg vil sige, at det sæt skal man slet ikke gøre noget ved, men bare beholde det som det er. Hvilket også vil være det nemmeste.
Men igen, det er nok bare mig: Andre VIL bare ikke have det nemt – og de skal holde lidt krudt tørt til 26. og 27. oktober, vil jeg mene. Og optimismen høj.Jeg ønsker vovehalsene held og lykker med projekterne. Faktisk vil jeg ønske at nogen om ti år skriver en artikel om hvad der skete med de femhundrede varenumre fra skrotpladsen. En lang een.
Se mere her: The Junkyard – Rudi Klein Collection
These kind of so-called “collections” make me irrationally irritated. How could anyone let such fabulous cars just decay, some to the point of them being nothing more than a lump of scrap metal? Miura’s, 300SLs, 911s, Pagoda’s…the 365GT pictured isn’t worth $5, never mind $25-35k. At least some of the cars – the 356’s pictured and some of the cars “stored” indoors look good enough to bring back properly to life, but those left outside…shame.
Tony, I think most of them has arrived at the yard in that or similar state, and given the climate there the rate of decay is not to bad.
I do actually prefer this fate compared with a restored vehicle left to decay under bad storage conditions.
I wonder how many of the loose engines and parts could be paired with their original car in the auction.
True some of the “cars” only have value as yard art or a conversational item, but the others could with a yes massive investment of passion, time and money become cars again. (Or god forbid, chassis swapped restomods”)
It is a matter of willpower and determination, the ordinary car collector is a bit spoiled when it comes to the condition of their starting point of a restoration project.
When ones taste strays a bit further, people are willing to do quite a lot more to resurrect a vehicle.
e.g. https://hmvf.co.uk/topic/35087-ww1-peerless-lorry-restoration/
https://hmvf.co.uk/topic/314-ww1-dennis-truck-find/
https://hmvf.co.uk/topic/7836-m4a4-restoration/
Det er det jeg mener med, at hvis man har tid og penge. For så har man nok også andre biler, som man kan køre i mens restaureringen står på, trækker ud og løber over budget.
Jeg hørte i ugens løb om en dansk XJ-S, der var blevet solgt til restaurering. Og senere på ugen dukkede een mere op. Jeg kender til XJ-S’ere, der er solgt som ringe projektet til 5.000 kroner. Og så bliver det STADIG svært at få til at hænge økonomisk sammen.
Men der ER jo også andre årsager til at gå imod strømmen. Måske vil køberen skilles fra sin kone? Så kan den slags projekter være en god metode. Måske keder han sig men gider ikke bestige bjerge eller krydse oceaner. Så er det her også et gyldigt alternativt.
Jeg beundrer dog dem der gør det. Ligesom jeg beundrer fakirer, kanonkonger og kamikazepiloter.
Claus
hvorfor skal det hænge økonomisk sammen ?
Der er kun en brøkdel af klassiske biler hvor en fuldstændig renovering kan økonomisk løbe rundt.
Det kræver passion at lave en fuldstændig renovering, og passion går længere end den rationelle tankegang, derfor også om det er økonomisk rentabelt.
For mig ville klassisker verdenen ville være utroligt kedelig hvis man ikke havde de passionerede folk.
De faktisk bør hyldes noget mere for deres indsats og jeg finder dem langt mere interessante og oprigtige end dem som kommer med deres indkøbte trailer queens.
Jeg ville ønske nogen flere tog mod til sig og gik mod strømmen
Her er der i hvert fald en chance, @niels-v. Men ellers er jeg da enig: Der skal jo også være nogle nyrenoverede biler at købe for dem der gerne vil det – og de falder jo ikke ned fra himlen.