Aluminium gør mig glad – især på biler og cykler. Aluminiumens egenskaber bidrager til en betydelig reducering af objektets vægt hvilket medfører mere fart – og hvem kan ikke lide fart?
Jeg er selv den stolte indehaver af tre aluminiumsbeklædte biler, som jeg ynder at køre i og stolt viser frem. Selvom aluminiumpladerne ikke direkte bidrager visuelt i kraft af deres skjul bag lakeringen, gør den blotte erkendelse af aluminiumens tilstedeværelse mig glad, ikke mindst når jeg åbner og lukker de lette døre.
Aluminium blev isoleret første gang i 1824 af H.C. Ørsted, men den tyske kemiker Friedrich Wöhler udvandt det som et gråt pulver i 1827. Ørsted blev senere anerkendt for sit grundlæggende arbejde med at isolere metallet og er så i grunden manden som opdagede det lette metal. Aluminium var oprindeligt sjældent og dyrt, men produktionen tog fart i midten af 1880’erne med elektrolytiske metoder. Den stabile isotop af aluminium er 27Al, mens den radioaktive 26Al dannes i supernovaeksplosioner. Som med alle grundstoffer, er der en kosmisk forbindelse, og lidt filosofisk kan man godt blive når simple materialer benyttes til at skabe noget ekstraordinært som for eksempel et legendarisk cykelstel.
I 1972 blev et patenteret cykelstel introduceret i Italien under navnet ALAN, som var en kombination af grundlæggerens børns navne, Alberto og Anne Maria. Patentet omhandlede den måde, hvorpå stellet blev samlet. På det tidspunkt var svejsning af aluminiumsrør ikke muligt, så i stedet blev der anvendt gevind på rørene samt samlede muffe-stykker, som derefter blev skruet og limet sammen. Limens formulering stammede fra rumteknologi og blev oprindeligt brugt til satellitter, og siden også anvendt i bilindustrien.
Stellet led af nogle børnesygdomme, da det repræsenterede uprøvet teknologi i cykelverdenen, og det var derfor nødvendigt at foretage løbende forbedringer under produktionsprocessen. Der begyndte at florere rygter om, at stellet var eller ville blive blødt over tid, hvilket gjorde det mindre egnet til tunge ryttere. Desuden blev andre cykelmærkers logoer også placeret på ALAN-stellet. Cykelhold blev sponsoreret for at køre på ALAN-stel, herunder hold som 7 UP og TEKA. ALAN satsede stærkt på cykelsporten og opnåede betydelig anerkendelse på landevej, bane og især i cykelcross. De kunne hurtigt tilpasse deres stel med regnbuens farver og herhjemme blev Jørn Lund og Jørgen Emil Hansen sponsoreret af ALAN og vandt bronze i 100 km holdkørsel ved OL i Montreal i 1976.
ALAN oplevede succes fra starten af, og den ene fabrik i Padova udviklede sig snart til fem fabrikker spredt rundt om i verden. De var også pionerer inden for produktion af carbonfiber og leverede blandt andet til Colnago i starten. Selvom ALAN stadig eksisterer i dag, fungerer de nu som en mindre spiller på markedet, hvor sønnen Alberto nu leder virksomheden.
Jeg har altid haft en blind plet og været fordomsfuld over for dette stel, selvom aluminium gør mig glad, og ALAN faktisk har opnået mange imponerende resultater så har jeg ignoreret dette innovative cykelstel i næsten 50 år, men noget begynder at ændre sig.
Jeg blev virkelig påvirket af en ven, der sendte mig et opslag om en ALAN-cykel fra 1970’erne, som vejede under 8 kg og var udstillet på et museum i England – manden bag bygningen af cyklen var utroligt innovativ og fabrikerede sine egne specialdele. Denne cykel tændte virkelig noget i mig, og jeg besluttede mig for at prøve at bygge en super let ALAN-cykel fra 1980’erne ved hjælp af dele fra den tid. Det viste sig imidlertid at være mere udfordrende end forventet, og jeg måtte virkelig tænke kreativt og endda ty til nogle dele fra starten af 1990’erne. Stellet alene vejede kun 400 gram mindre end stålrammerne fra den tid, så det var klart, at jeg måtte gøre mere for at nå målet om en super let cykel.
Det begyndte med et køb af et ALAN-stel på 57×57 cm. Derefter investerede jeg i nogle hjul med Mavic-fælge og 28 eger samt Hope-titaniumnav. Normale hjul har almindeligvis 36 eger, så den beskedne besparelse var kun på ca. 128 gram, hvilket svarer til 16 eger af 8 gram stykket. Jeg var ikke helt tilfreds med dette, så jeg fandt nogle titanium eger, der kun vejer 6 gram stykket og spare yderligere ca. 110 gram.
Jeg har haft fokus på vægten med latexslanger og synes, det er åbenlyst at spare 100 gram der, og jeg fortsætter med at undersøge alle dele for yderligere besparelser. Jeg har boret ud i klinger, brugt Campagnolos titaniumaksler i krank og pedaler, og cyklen vejer nu 8,2 kg. Der er stadig lidt vej til under 8,0 kg, men jeg giver ikke op.
Men jeg ved, at mulighederne snart er opbrugt, hvis jeg skal holde mig inden for rammerne +- 1980/90, men som en gammel rytter ved jeg, at jeg bare skal finde en måde at snyde vægten på. Og ja, det er billigere at tabe sig 2-3 kilo, som man ofte hører fra folk, der ikke er så indædt optaget af selve cyklen som jeg. De har jo ret, men en hobby er og bliver en hobby og ligger uden for det normale. Hobby kan ikke diskuteres med udenforstående for det giver ingen mening for dem, kun for individet.
Flot cykel. Jeg havde selv en Gazelle AA med Dura Ace. Den vejede 9,5 kg.
Her er nogle forslag:
KMC SL kæde med hule stifter 53g
En lavere frempind 80g
Titanium skruer på ikke kritiske steder 20g
Mindre styrtape 20g
Afkorte sadelpinden 27g
Totalt 200g
Jeg elsker ALT i Kelds artikel: Kærligheden til ikke bare selve teknikken, men også til historien. Den evige søgen efter forbedringer i bedste restomod-ånd. Og ikke mindst æstetikken: Jack Højers billeder til artiklen er bare høj klasse. Nøj, hvor er det hele lækkert. Tak!
Wow! Dejlig nørdet artikel. Jeg vil skrive mig denne sætning bag øret: “Hobby kan ikke diskuteres med udenforstående for det giver ingen mening for dem, kun for individet.” Så behøver man ikke længere forsvare sine udgifter til klassiske biler!
Dejlig historie og dedikation til sagen. Jeg har ikke selv den samme sans for detaljen, men elsker når andre nørder igennem. Jeg vil bare gerne cykle og køre🤷🏼♂️
Flot!!
Find bane-pedaler , med titaniumsaksler.
Styrbånd kun på nederstehalvdel af styret.
Fortsæt endelig!
Fedt, dejlig nørdet, og et emne jeg også beskæftiger mig en del med :-)
Overvej TPU slanger istedet for laxet… De vejer kun ca. halvdelen af latex, tilgengæld er de pænt dyre…
Det ligner Continental GP5000 du har på. Mit eget yndlings dæk, og super flot med tanwalls, men det kan gøres lettere. Tror du kan komme under 8 kg. (eller meget tæt på) bare ved dæk og slage, så der ville jeg selv starte hvis det var mig.
Dbh.
Michael
Virkelig spændende artikel! Og billederne! Bravo!