Weekend Matiné Nr. 507

Skulle jeg virkelig have beholdt min gamle Triumph?

“Øhm, hvilken af dem?”, kunne den virkelig vedholdende og velhuskende ViaRETRO-læser med rette spørge, for Triumph er det bilmærke jeg har haft flest af: Syv forskellige Triumphs er det blevet til. Jeg bringer spørgsmålet op (det er retorisk…) fordi en læser i Ugens Løb skrev, om jeg ikke bare skulle have beholdt min Triumph Stag. 

Min gamle Triumph Stag med hardtoppen monteret. Skarpt design og en fed vogn.

Godt spørgsmål: Jeg var uhyre glad for min Stag, der er (endnu) en bil, der lider under pøbelens bevidstløse gentagen af andres røverhistorier uden at det af den grund bliver sandheder – og derfor er en spændende klassiker til få penge. Dengang for ti år siden. Men den holder stadig: Lækker lille V8’er, 4-personers cabriolet, velkørende – og i øvrigt en ret flot coupé i bedste Michelotti-stil, når den chiq hardtop er monteret. Nogle sammenligner Stag med Mercedes-Benz SL af W107-rækken, men i forhold til den er Triumph’en jo en virkelig eksotiker. 

Sådan ser den ud med taget nede i et typisk situation i halvfjerdserne for en Stag-ejer.

Så på den måde har læseren ret. For jeg kan som bekendt godt lide eksotikere. Og V8’ere. Og Michelottidesign. Og var som sagt også glad for den blå 1973 Stag. Men faktisk havde jeg en anden Triumph før (og efter!) den, som jeg var endnu mere glad for, og dén vil jeg snarere udpege som den Triumph, jeg måske skulle have beholdt: Min gamle 1969 2.5 PI. 

Dén var jeg glad for!

Det var nemlig en Mk1-udgave af Triumphs store saloon, og i topmodellen med den benzinindsprøjtede motot fra sportsvognen TR5 var den en tidlig udgave af en sportssaloon – ligesom den unævnelige, men bare flere år før begrebet egentligt var opfundet. Modellen kom i 1968 og levede kun et modelår før den blev afløst af Mk2, og derfor er den med cirka 9.000 byggede biler forholdsvist sjælden. “Var”, burde jeg måske sige – for i dag er den virkelig sjælden, da modellen længe var så billig, at ingen restaurerede dem, hvorfor der i dag er en brøkdel af de ni tusind tilbage. Faktisk kender jeg ingen andre end min gamle 2.5PI tilbage i lille Danmark. 

Denne flotte brune bisse af en 2.5PI var Ugens Fund for nogle uger siden – men er en Mk2, som er noget mindre sjældnen.

Og da jeg også godt kan lide sjældne biler, så var det måske dén, jeg skulle have beholdt? Jeg vil ikke sige, at tanken også strejfer mig selv en gang i mellem – og heller ikke at jeg fortryder det. For dels solgte jeg den dengang, fordi jeg skulle have noget andet – og dels lider jeg ikke meget af fortrydelse. Og endelig så købte jeg den jo faktisk tilbage igen senere – for så at sælge den igen. Selvfølgelig. Men det er dog første og eneste gang det nogensinde er sket, og det er da tankevækkende i sig selv. 

Nej, når tanken nogle gange strejfer mig, så er det mere på grund af bilen karakter: Den matcher (i min egen selvforståelse, i hvert fald…) nemlig meget min egen, og dermed var den dengang et glimrende kørende visitkort for hvem ham der ViaRETRO-Claus egentlig var. Lidt skæv, ret britisk, meget træ og læder, halvstærk og halvhurtig, ikke helt dum, lidt tung at danse med, lidt egen, ikke traditionelt køn og i hvert fald ikke helt almindelig. Og så videre. Plus selvfølgelig, at jeg elskede at køre i den og frit efter hukommelsen fik kørt over 30.000 kilometer i den – herunder nogle store eventyr til Italien og Frankrig.

Derfor blev den også en del af mig – og jeg en del af den, kan man vel også sige. Samt ikke mindst: Den blev også en del af ViaRETRO og opstarten af dét eventyr. Dens helt store bedrift var faktisk, at den var lige god til det hele – herunder også som bil. En firepersoners sportssaloon, som ingen andre har? Perfekt som ambassadørvogn, ikke? Præcis. Og det er jo tankevækkende, at jeg ti år senere er tilbage i noget lignende, synes jeg selv. 

Kunne jeg så bare have beholdt Triumphen? Øh, nej. Uden helt at kunne huske hvorfor, så solgte jeg den jo af en årsag – og det til en mand, der dernæst hjalp mig videre til andre græsmarker end britiske klassikere, siden blev en god ven, hvorefter jeg hjalp ham videre i klassikerverdenen. Uden salget var jeg måske aldrig kommet videre? 

Hvis det stikker mig, så har jeg faktisk chancen igen nu: For min gamle, ærede og elskede 2.5PI er faktisk lige kommet til salg igen. Nu med forkerte fælge, forkerte sæder og eftermonterede ekstralygter, men det sidste synes jeg faktisk ser retrocool nok ud, og bilen som sådan ER som sagt bare cool. Den nuværende ejer har lagt kærlighed i den, og for 79.500 kroner får man en virkelig sjældenhed. Min beskedenhed forbyder mig at den bliver Ugens Fund – men altså. En fin 2.5PI er noget ganske særligt. 

Javist kunne man få en Jaguar XJ6 til samme pris. Men det er jo det åbenlyse valg. Dér er Triumph’en i stedet en rebel – men på den pæne britiske måde. Hvormed den også her passer på min karakter. Ikke klogest, bedst eller hurtigst – men sin egen. Jeg kunne sagtens se mig selv i den igen. Men har lovet mig selv, at min næste 2.5PI Mk1 skal være en Estate. Godt to hundrede blev der lavet – og hvor mange der er tilbage er et godt spørgsmål. Jeg leder ikke aktivt efter een – men det gjorde jeg heller ikke efter saloonmodellen, og den fandt mig alligevel. Lad os så hvor lang tid det kan tage. 

God weekend

Claus Ebberfeld

BMW 507

Af Michael S. Lund

Jeg har i to foregående Weekend Matinéer Nr. 501 og Nr. 503 været lidt inde på, hvad der skulle føre til ikonet BMW 507. For BMW 507 er ubestrideligt et ikon, selvom jeg vist fik antydet, at jeg synes bedre om coupéen BMW 503. Men det nytter jo ikke noget, når det netop er Weekend Matiné Nr. 507, det drejer sig om, vel?

Foto fra brochure BMW pressearkiv

Grunden til at BMW 507 blev til noget i det hele taget, skyldtes primært to personer:
Den første var den allestedsnærværende Max Hoffman fra New York, manden som stort havde en finger med i spillet i samtlige mere eksotiske biler fra Europa, der i de første årtier efter 2. Verdenskrig faldt i mange købelystne og mere velbeslåede amerikaneres smag. Hoffman repræsenterede også BMW og så potentialet i ”barokenglen” BMW 501/502, der på det tidspunkt havde BMW’s nyudviklede letvægts-V8’er under hjelmen.

Foto BMW pressearkiv

Ikke så meget i formen, men mere i hvad den gemte under skallen. Hvis nu platform og motor kunne iklædes et mere sportsligt karrosseri, måtte der være et potentiale for den på det amerikanske marked tænkte han …

Hoffman tilbød endda også BMW at levere en designer på et sølvfad. Det bringer os videre til den anden person, som var Graf Albrecht Goertz, der, inden han startede for sig selv, havde arbejdet Raymond Loewy og derfor havde haft en finger med i nogle af Loewys Studebaker designs.

Foto BMW pressearkiv. Albrecht Goertz foran sit eget værk

I modsætning til BMW 503 var det nødvendigt at afkorte barokenglens platform, for at få den til at passe til det kortere roadsterkarrosseri. Den side kom Alex von Falkenhausen til at stå for – ham med den senere M10-motor, som debuterede i BMW 1500 ”Neue Klasse”. Undervognen var egentlig ret konventionel med triangelarme foran og stiv bagaksel bagi, men affjedret med torsionsfjedre, som det ses på røntgentegningen.

Foto BMW pressearkiv

Helt objektivt er BMW 507 en smuk bil og med en ydelse på 150 hk fra V8eren på 3,2 liter, nok til en topfart på 190 km/t. I og for sig ganske pænt i 1955, hvor den blev præsenteret som 1956-model. Men den fejlede det samme som barokenglen og 503 coupéen, den var alt for dyr (alligevel satte BMW penge til på hver eneste solgte bil). I 1959 stoppede produktionen efter bare 252 producerede biler.

Men der var vel nogen, som havde råd til en BMW 507? Joh, der var bl.a. racerkøreren Hans Stuck og Elvis Presley. 507’eren ser faktisk ikke tosset ud med hardtop, som den her ses med Hans Stuck bag rattet.

Foto BMW pressearkiv

For Elvis’ vedkommende var det lidt skønne spildte kræfter, men han skulle jo have noget at køre i under militærtjenesten i Tyskland (han havde faktisk to af dem). Ganske vist havde 507’eren V8-motor, men Elvis var mere til Cadillacs med større pondus, både når det kom til størrelse og kubik. En af bilerne dukkede op for nogle år siden og blev renoveret efter alle kunstens regler hos BMW Group Classic.

Foto Michael S. Lund

Vi har nu været igennem BMW 501/502, 503 og 507. Egentlig besynderligt, at Peugeot ikke var ude med riven efter BMW og hævdede retten til model navne med 3 cifre og et nul i midten, som da Porsche formastede sig til at kalde sin efterfølger til 356 for 901, som siden måtte ændres til 911 …

Fotos billed-potpourri BMW pressearkiv, Gitte S. Lund og Michael S. Lund

Ugens Fund: 1975 Peugeot 504 til 60.000 kroner

Den er dansk fra ny. Det synes jeg er vigtigt – fordi jeg er nostalgiker. Og så er den i øvrigt en rigtig fin farve til en 504 – statelig, ja, nærmest kongelig. Og så har den stofsæder, manuelt gear og står meget apropos gårsdagens tema på stålfælge. Omvendt har den som den sene 1975-model det opdaterede interiør, der – igen bare efter min personlige mening – savner noget af de tidligere modellers charme, og det er måske også medvirkende til prisen. På dette tidspunkt i produktionen var 504’eren blevet lidt billiggjort. 

Men det er nu stadig en flot vogn, og logikken plejer så omvendt at tilsige, at de senere byggede biler som denne er lavet bedst. Da 504 var lavet godt lige fra starten, så må denne virkelig være en kampvogn! Som firedørs klassiker med potentiale til hele familieudflugter og ferier ligesom i gamle dage vil det være betryggende for mange. 

Andre med nejhatten på derude vil måske – ligesom med onsdagens Mercedes-Benz 190E – påpege, at en 504 i denne udførsel er en morfarvogn. Det kan de have ret i. Men det er der jo heller intet galt i, for jeg går ud fra at også morfædre gerne vil have en flot klassiker? Og igen kontrapunktet: Nu er jeg ikke selv morfar, men jeg vil også gerne. 

Der er samlet set bygget 3,7 millioner Peugeot 504, så nogle kunne finde på at sige, at den ikke er særligt sjælden. Men ordene her må være “ikke var særligt sjælden”, for i dag er det noget anderledes. Men man kan jo tage familien med på et stort eventyr til Afrika i sin nye 504 og se hvor mange af de overlevende stadig arbejder for føden. 

Tak for tip til flere af de sædvanlige dygtige bilfindere – Niels og Ronald, eksempelvis. Find annoncen her: Peugeot 504

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens tip: Piëchportræt med det hele

Dette er en af de bedste bilfilm jeg har set på Youtube i meget lang tid. Ja, jeg kalder det en film og ikke et klip, fordi portrættet af Ferdinand Piëch med 34 minutters længde overgår det meste andet i det klassiske Youtubeformat – og ikke mindst fordi det samme gælder indholdet. 

Ja, det er en smule dramatiseret og en anelse amerikansk, men vi er også over Hollywoodniveau og Jason Cammisa er en fremragende formidler og meget tro mod emnet. Og har hevet masser af biler med ind i fortællingen. Det hele er fremragende sat iscene og produceret af amerikanske Hagerty, og jeg anbefaler det varmt til en lørdag aften uden Vild med Dans. 

Ugens Foto: Piëchs bedste?

(foto: Audi)

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.