Medlem Anders Bilidt

Man hører yderst sjældent om kvinder som spenderer enorme beløb på en flåde af biler. Derimod står mænd i kø for at forbruge formuer på den ene bil efter den anden, også selv om deres tid til at benytte dem er sparsom.

Mænd som har svært ved at bruge toiletbørsten eller har svært ved at se fidusen i at vaske skægstubbe ud af håndvasken efter endt barbering, vil ofte gerne bruge syndige mængder af vand, når det er vognen, der skal vaskes. Han vil huske at spule godt og grundigt inde i hjulkasserne og være yderst omhyggelig med at fjerne selv den sidste rest af døde insekter på forruden og den forreste kofanger. Med sit vaskeskind vil han forsøge at eliminere enhvert spor af vandets indhold af kalk under den afgørende aftørring. En mand, der ikke ville kunne fortælle om farven på sin bedre halvdels øjne, vil til gengæld være fuldt kapabel i at redegøre for specifikationerne på hans vogn. Hvilken modelserie, årgang og bevægelserne på det klassiske bilmarked siden japanerne forcerede priserne i midten af firserne.

På bedste freudiansk facon kan man forklare en mands hengivenhed til bilen og hvorfor køretøjer stimulerer en mands automatiske rejsning. Bilen er jo en feminin ting for manden, noget han vil ind i og have alenetid med. En mand længes efter stunder hvor han og hans vogn kan tilbringe tid sammen, for sig selv og helt alene i hele verden. Så meget reklame for biler har gennem tiderne illustreret denne tosomhed med mand og motor, at der må være noget om snakken.

Denne kærlighedsaffære begynder allerede før puberteten, helt tilbage i den tidlige barndom hvor drenge bliver præsenteret for små dejlige legetøjsbiler. De repræsenterer noget der er i stand til at få ham til at bevæge sig hurtigere, har smukke former og farver. En dreng ved straks, at her skal særlig pleje om omsorg til. Denne omsorg kommer til at vare hele livet og for altid vil modeller have en speciel betydning og rumme en mands affektion for berøring og beundring.

Helt små modeller fremdriver det lille “nåårh hvor er den fin og sød”-bemærkning. Her er tale om samme følelse kvinder har, når de ser et par små børnesko. Dog uden at give manden den samme trang til familieforøgelse, snarere tværtimod, men fælles er benovelsen over at “lille er nuttet”. De lidt større modeller (skala 1/18 og 1/24) kalder mere på mandens trang til en præcis gengivelse af virkeligheden, drømmen i lommeformat og med mulighed for flere køretøjer indenfor en økonomisk overskuelig ramme. En mand kan skabe sig et alter i det lille hjørne af hjemmet, han allernådigst har fået tildelt, og hvor modellerne sirligt og ordnet er placeret for bøn og tilbedelse. Et alter, hvor drømme om vilde stunder og seksuel ophidselse kan leves ud, når dagligdagens trummerum bliver lige overvældende nok.

Bevæger man sig op i skala 1/6 bliver det straks mere alvorligt. Nu nærmere det sig næsten blød porno og intet er overladt til tilfældighederne. Nu er præcision og målfasthed straks centrum for mandens fokus og djævlen ligger i detaljen. De større modeller er en intim affære som kræver både plads og vilje. Bygger man selv er tilfredsstillelsen stor når klimaks nås ved den endelige placering på føromtalte alter.

Modeller behøver naturligvis ikke være i formindsket skala, de kan faktisk være i formatet 1/1. Nu er vi så en anelse ude af hobbysegmentet og bevæger os ind på området for seksuel orientering. Der er mange retninger, og nogen forsager kunststoffer som silikone og glasfiber, som de betragter som de materialer syndige replikaer eller kopier er gjort af. Andre foretrækker modifikationer, fordi de muliggør en individualisering efter helt personlige præferencer. Puristerne forholder sig nøgternt til originalprincippet og kræver at “det oprindelige” bør være i hovedsædet. Nogle vælger en enkelt fuldskalamodel at begunstige med sin pleje og beundring, mens andre foretrækker et udvalg af modeller, forskellige af observans og type, som så kan benyttes alt efter ens dagsform. Alle er dog enige om at 1/1-modeller bør give størst udbytte at køre i og give en afslappende og sensationel kropsfornemmelse når benyttelse af modellen er afsluttet. Generelt er opfattelsen, at fornøjelsen er størst når brug af modellen er efter sugeprincippet, men at trykladning også er godt – fra tid til anden.

Let brug af kunststoffer kan give et individuelt udtryk.

Den originale vare kan være kræve lidt ekstra vedligehold, men giver nogen den største fornøjelse.

Originalitet, driftsikkerhed og retten til at gøre hvad man vil. Det er de tre grundsten jeg oftest møder i debatten omkring det at eje og bevare en klassisk bil. Ihvertfald når det handler om at have fornøjelse af køretøjet og det skal benyttes jævnligt i køresæsonen. Langt de fleste ejere vil gerne have en så original bil som puristerne foreskriver, men er det så nemt som det påstås?

For et stykke tid siden åbnede vi en debat om Torino Chartret – FIVA’s retningslinier eller politik for bevarelse af klassiske køretøjer. Argumentet er bevarelse af motorkultur og bevarelsen af det historiske i de gamle køretøjer. Debatten blev åbnet med en artikel af Motorhistorisk Samråd i Lørdagns Matiné nr. 76. Som forventet blev der diskuteret flittigt i kommentarfelterne, både for og imod, men en anelse polariseret. Vi har ofte talt om emnet tidligere og det ender næsten altid i en sort/hvid diskussion om bedrevidenhed og om det anstændige i at pege fingre af andre. Mange undlader at blande sig i diskussionen og sikkert fordi det er svært at formulere sin holdning til et så stort og komplekst emne på nogle få linier. Sådan har jeg det ofte selv, men det betyder ikke, at jeg ikke har en holdning. Det samme tror jeg andre kan nikke genkendende til.

Noget af det værste jeg ved er ligegyldighed, for det forplumrer alting. I denne forbindelse synes jeg bevarelse af vores gamle biler er en ædel og nobel sag. Det giver mening – for mig -at tilstræbe, at mit køretøj fortæller dens egen historie og giver mig den bedst mulige oplevelse af dette. Jeg sammenligner det med at høre førstehåndshistorier fra en gammel erfaren mand. Det ER bedre end at høre dem genfortalt fra anden hånd.

Ville du give den en ny maling?

I musikernes verden, blandt guitarister, er en gammel Fender Stratocaster en af de hellige graler. At eje og spille på en pre-CBS Strat er noget ganske særligt. Anskaffer man så en sådan med gamle mikrofoner, der brummer højlydt og med en totalt nedslidt lak, kunne ingen drømme om at skifte mikrofonerne ud eller give spaden en ny gang lak. Det er helligbrøde og decideret blasfemi. Det samme gælder inden for gamle ure: Ingen drømmer om at sætte et ridsefrit safirglas på et Omega Speedmaster Kaliber 321. Ikke mange rynker på næsen af disse dogmer og man har indfundet sig med at måtte købe en anden guitar eller et nyere ur, hvis ikke disse doktriner passer til ens personlige holdning.

Ligegyldighed HAR der været meget af, nogen gange har det været camufleret i begreber som udvikling, fornuft og rationaler. Besøger man Arne Jacobsens benzintank i Skovshoved får man den tanke at bevarelsen af flere historiske tankstationer havde været ønskeligt. Der er stort set kun en lille håndfuld tilbage i hele landet, tre tror jeg, for at være helt nøjagtig. Det er tydeligt for enhver, at man ikke har tænkt på bevarelsen af disse op gennem tresserne og frem til engang ved århundredeskiftet. Der har sikkert været fremført argumenter i retning af, at tankstationer var der så rigeligt af og at andre byer kunne bevare deres lille tankstation. Resultatet er beskæmmene: De uddøde og væk er et af monumenterne for vores fælles motorhistorie. Jaja, jeg ved godt livet går videre og lykken ikke er gjort med gamle nuttede tankstationer, som ikke rummer plads til et større udvalg af dagligvarer, men i en tid hvor mange kommuner og byer bygger “baglæns” og skaber rekrative områder på historiske områder, havde det nu været rart, hvis der også havde været plads til denne del af motorhistorien.

Men vi flytter os. Ryhl kommenterede at lysten og indsigten til at bevare er en konstant proces de fleste befinder sig i. Det kan jeg tilslutte mig. Igennem mange år er jeg kommet på den årlige stormesse for klassiske biler i Essen. I begyndelsen var jeg betaget af de mange flotte og restaurerede biler der stod i endeløse rækker og tilbød sig til høje priser men i perfekt stand. Dengang var det Porsche 911 der var omdrejningspunktet for hypen. Prisene på den tyske sportsvogn steg til himmelen i hidtil uset hast og der var nu “budget” til at give projekterne en ordentlig overhaling. På Essen kunne man få lige præcis den årgang og farve man kunne ønske sig, og vel at mærke i “original” stand som da de forlod fabrikken. I 2014 er man nu gået skridet videre med Porsche. Nu kan man samle sin Porsche 911 helt efter sine personlige præferencer og så vente et par måneder på at få den leveret. “Ligesom henne hos Build a Bear”, som min søn ikke unden humor kunne forklare det. Hos Jaguarforhandlerne var det nu tid til at E-typerne er linet op på rad og række. Mange renoveret gennemgående i Polen og forchromet med det tykkeste og lækreste chrom og indeni nypolstret med det skønneste og mest velduftende læder. Når man som mig er igang – har været det alt, alt for længe – med at restaurere en E-type er det selvfølgelig slaraffenland og gå rundt og kigge på de mange flotte vogne. Men der er sket noget med mig. I år var det slet ingen fornøjelse alligevel. Jeg blev mæt til langt over bristepunktet. Det blev ærligt talt lidt sørgmodigt med alle disse vogne, men deres individuelle historie slettet af spartelmasse og vandbaseret lak. Der var som udstoppede fugle med glasøjne, ingen sjæl og personlighed. Nu var de tilbage som varer på hylden i forretningen, som de naturligvis oprindeligt var tiltænkt fra fabrikkens side, men uden tegn på de lange liv de har haft…

Så jo man flytter sig og idag glæder jeg mig over Hr. Wickmanns ramponeret kølerhjelm på hans E-type. Håber den får lov at bestå en tid endnu. For min egen E-types vedkommende er enhver mulighed for patinabevarelse forlængst forsvundet. Den har fra start været så elendig, at en gennemgribende restaurering er nødvendig, med ny lak, chrom og læderudskiftning. Så min E-type ender en skønne dag som en af de udstoppede fulge fra Essen. Og nu når jeg er igang, så får den også en elektronisk tænding og en elektrisk ventilator. Så meget for kulturbevarelse i denne sag, men jeg vil så gerne….

Ingen patina at bevare her

Jaguar bygger seks spritnye E-typer… Sådan forlyder det i rygters bureau. Og byggeriet skulle være i den historiske ånd – og med tæft for god forretning.

Jaguar byggede omkring 72.000 eksemplarer af den ikoniske sportsvogn gennem vognens tre generationer fra 1961 – 1975. Øverst på kransekagen var den særlige racing variant E-type Lightweight.

Lightweight udgaven var 114 kg. lettere end standardudgaven hovedsageligt på grund af at karrosseriet og motoren var bygget i aluminium. Interiøret var sparsomt og stort set ikke tilstede og beviste med al tydelighed, at vognen var beregnet til væddeløb.

E-type Lightweight blev kørt af racerkørere såsom Graham Hill og Jackie Stewart

Nu har Jaguar besluttet, at bygge seks styks Lightweight versioner, helt efter originalspecifikationer. Jaguar planlagde oprindeligt, at bygge 18 styks, men nåede dengang kun 12. Det råder man nu bod på med de “nye” 6.

De nye biler vil blive håndbygget in-house af Jaguar til de oprindelige specifikationer med en 3,8 liters Jaguar motor.

Prisen er endnu ikke officiel, men det forlyder, at man kan forvente et prismærkat på 4-5 millioner pund. Den vanvittige høje pris afspejler vel ikke vognens egentlige værdi, men derimod er et udtryk for den køberinteresse der forventes. Køen med villige købere er formegentlig noget længere en antallet af vogne der er linet op på samlebåndet.

Hvad er sådan en nybygget E-type for en størrelse? Er det en original bil? En replika? Og vil man mærke historiens vingesus på trods af byggeåret 2014?
Det ER fredag idag, så ingen skal snydes for lidt E-types med de runde former