Medlem Hembo

Vi har skrevet om det danske jazzband Elektrojazz før – de kom til ViaRETRO-redaktionenens kendskab, da de spurgte os om biler. Som de kan lide så meget, at de har lavet et album med musik om, af og til […]

Overskriftens “dans” er i den franske betydning. Men den KUNNE også have fungeret på dansk, for under svære skiftende forhold fik mange af deltagerne i hovedløbet Spa Six Hours en regulær regndans med deres pragtfulde racerbiler. Især hovedløbet på seks timer blev udsat for vejrgudernes raseri – men Ford GT40 vandt alligevel.

Det jeg kalder “hovedløbet” er på mange måde det eneste rigtige langdistanceløb for historiske racerbiler: Seks timer var en klassisk løbsdistance i gamle dage – og det er det også i dag. Jeg var der første gang i 2001, blev fascineret af løbet og har været der mange gange siden. Mens 2012-udgaven var den tætteste jeg har oplevet, så var årets udgave var vejrmæssigt det vildeste. Spa Francorchamps er berygtet for sine vejrskift, og mens jeg før har oplevet fornemmelsen af pludselig gennemblødthed tre kilometer ude i en skov, så har jeg aldrig oplevet vejret så voldsomt som i år.

Det startede så godt i høj sol, og GT40 nummer 1 kastede sig først ind i hårnålen.

Når ret skal være ret, så har jeg nu langt oftere oplevet de skønneste sensommerdage i Ardennerne, og sådan startede det faktisk også: Speakeren om lørdagen bød kålhøgent velkommen til bjergene og det skønne solskin – “as usual”, kom han til at sige. Vejrguderne hørte hans ironiske tone i udsagnet, og straffede det på sofistikeret vis. Vi blege danskere nød lørdagens sommerlignende forhold, og da sekstimersløbet startede kl. 16 lagde deltagerne ud i høj sol. Men en time senere kom det første regnskyl, og “byge” er for mildt et ord. Det rykkede lidt om i rækkefølgen, for som ventet sad GT40’erne tungt på de forreste positioner.

Nummer 5 var også med i kampen. GT40-kenderne i selskabet undrede sig over snorklerne bagtil, som vist ikke var opfundet i 1965. Men det nyttede ikke alligevel: Det såkaldt svenske es Kenny Bräck scorede tre straffe og kørte sig selv ud af spidsen, og brugte resten af løbet på at komme tilbage – og endte som firer.

I det tørre, altså. Men i de meget svære forhold røg den førende af – men da der var masser af GT40 (omkring 10) ændrede det umiddelbart ikke noget. Indtil den klassiske Giant Killer Lotus Elan rykkede længere og længere op, hjulpet af pitstop blandt de førende. På papiret lagde den an til at sensationelt at overtage føringen.  Men så røg en Cobra af på langsiden. Blev ramt af en Elan. Og så en MGB. Så Safety car indtil forholdene blev en anelse bedre.

Under de svære forhold kom også den helt klassiske sekstimers racer Jaguar E-type bedre til sin ret. E-typen har vundet sekstimersløbet før, men i det tørre kunne ingen følge GT40’erne. En tysk E-type i en forskrækkelig ikke-perioderigtig farve var hurtig i det våde, men den første regn varede ikke ved, og da det tørrede op rykkede GT40’erne fri igen.

I det våde var GT40’erne ikke helt så overlegne – 4’eren var også med i førergruppen.

Midt i løbet åbnede sluserne sig igen, og rokeringerne var på vej til at gentage sig – så røg en anden Elan af. Og en Triumph T4. Og en E-type. Inden afkørslerne blev stoppet af safety cars. Ja, cars: banen er så lang og der var også i år over hundrede deltagere, så der var hele tre safety cars på banen til at holde styr på dem. Det tog efter min mening noget af spændingen ud af løbet, men jo, det var da mere sikkert. Da kørerne burde have vænnet sig til det våde gik det løs igen uden safety cars, men stadig med GT40 på flæsket.

Det VAR også ret voldsomme regnskyl der om eftermiddagen…

Det var vældigt dramatisk det hele, kan jeg love for. Der var ganske vist ikke rigtigt nogen tvivl om, at en GT40 ville vinde, for de fire første pladser blev under langt det meste af løbet indtaget af den formidable centermotorracer. Og nogle talte om, at det gjorde løbet mere monotont end det behøvede at være. I det omfang en eller flere Ford GT40 kan være monotone.

Men som sædvanligt kunne man nyde det kæmpe store felt under hele løbet, og der var masser af andre spændende vogne. Alle fra før 1966, alle på gammeldags dæktyper, de fleste kørt af amatører, der havde forberedt sig til dette sæsonens længste racerløb i lang, lang tid inden denne skæbnesvangre weekend.

Hædrende omtale fortjener feltets nok dyreste bil, en pragtfuld Ferrari 250 GT, der ovenikøbet gjorde det forrygende godt og undervejs var helt oppe mellem de første tyve inden de endte som 26’er. V12’eren var langt fra den mest støjende motor, men hvor den dog spillede smukt – og som et schweizisk urværk. Og bilen – ohlala, så klassiske muskuløse GT-former, at det er til at få tårer i øjnene over.

…og det blev bare værre ud på aftenen…

Ligeledes hædrende omtale fortjener Lotus Elan nummer 113, der endte som syvende over målstregen og Marcos 1800 GT på niendepladsen: Med henholdvis 1600 og 1800 kubik burde de nok vinde en pris for mest efficiente anvendelse af kubikkerne. Og så var jeg glad for at se mit gamle mærke Triumph stærkt repræsenteret med en håndfuld TR4’ere, hvor den bedste endte på 14. pladsen. Bedste MGB blev 16’er, så mindre end eksotisk materiel kan altså også gøre en god figur.

…indtil der ti minutter før slut blev givet rødt flag (og lys, som man ser på signalet), da løbets hidtil voldsomste skybrud komplet med torden og lynild satte ind og alle bare prøvede at holde sig flydende.

Så endnu engang viste Spa Six Hours sig som en manddomsprøve for de hundrede deltagere, og denne gang endda med frygtelige vejrforhold undervejs. Omskifteligt, det er en underdrivelse! Men det gjorde ikke løbet mindre seværdigt – og da slet ikke mindre dramatisk. Deltagerne udviste generelt klog og sikker kørsel og det var en fornøjelse af se deres kontrol over bilerne på den glatte asfalt. Så lad gå, at mine støvler ikke er tørre endnu eller at jeg måtte høre på Børsmæglerens “jeg hader regn” flere gange end godt var: Det seks timer lange race var godt, og det var det vi kom for.

Vinderen: GT40 nummer 15 kørt af Martin Stretton og Diogo Ferrao. (Foto: Børsmægleren – mere fra hans hånd senere…)

Nåja, og så alle de andre race denne skønne weekend. Herunder min yndlingsracer. Yndlingslyd. Farve. Kørsel. Kurve. Der kommer mere i et senere indlæg. Det gør Børsmæglerens fotos også – og de er gode. Alle herunder er fra sekstimersløbet, fotograferet af deres udsendte med våde støvler og våd hat. Både jeg og kameraet overlevede også.

Overvej at tage med næste år.

Synes du også langdistanceløb er fascinerende? Så klik her og vær med denne aften på Strøjer Samlingen, hvor vi fejrer det største langdistanceløb af dem alle.

Fuld resultatliste hér.

Jeg hører på vandrørene, at der bliver efterspurgt mere lummerhed i fredagsindlæggene. Hvordan synes I overskriften ligger til?
!–more–

Det er selvfølgelig en snyder! Der kræver lidt verdensmandsagtig […]