Medlem Hembo

ViaRETRO har tidligere skrevet om verdens to bedste racerfilm, Le Mans og Grand Prix. Og vi har tidligere skrevet om hvor livsfarlig motorsport var dengang. Men vi har aldrig skrevet om, hvordan de to film begge tumler med det alle vidste men ingen talte om: Din kæreste kan dø i hvert løb det skal være.

De to film og hvorfor de er verdens bedste racerfilm kan man læse om hér. Skal man kritisere dem – og det er der mange der gerne vil – så er det ikke vanvittigt svært, for plotmæssigt er begge ret svage: De handler jo om racerløb, som bekendt en meget forenklet udgave af livet, hvorfor der er grænser for hvor mange handlingsplaner der kan bygges ind – i en rigtig racerfilm.

I det lys er det pudsigt, at den smule udenomshistorie de begge flirter med handler om det samme: Ulykkelig kærlighed. Den verden filmene foregår i og viser fra sin smukkeste side i løbssituationerne var jo også uhyre brutal og med enerhverende regelmæssighed kostede ulykker kørere livet. Og det gjorde det besværligt, for racerkørere har nu engang også liv udenfor racerbanen, herunder ofte en kvinde (eller flere…) i kulissen.

Jean Pierre Sarti og Louise Frederickson i Grand Prix.

I Grand Prix fra 1966 spillede Eva Marie Saint den amerikanske journalist Louise Fredericksson , der bliver forelsket i den dobbelte verdensmester Jean Pierre Sarti, spillet af Yves Montand. Han er egentlig gift i forvejen, men med en kvinde, der ikke elsker ham, hvorfor den overhængende dødsfare ikke er noget problem for hende. Det bliver det for Louise Frederickson: Først da hun erfarer hvor kynisk Sarti er (nødt til at være) overfor livsfaren for ham selv og kollegerne, hvilket udspiller sig i følgende dramatiske dialog:

Jean-Pierre Sarti: Before you leave I want to tell you something. Not about the others, but about myself. I used to go to pieces. I’d see an accident like that and be so weak inside that I wanted to quit – stop the car and walk away. I could hardly make myself go past it. But I’m older now. When I see something really horrible, I put my foot down. Hard! Because I know that everyone else is lifting his.

Louise Frederickson: What a terrible way to win.

Jean-Pierre Sarti: No, there is no terrible way to win. There is only winning.

Kyniker eller realist.

Dernæst får hun dødsfaren anderledes ind på livet (og her må jeg undskylde det frygtelige ordspil, uden dog at kunne lade være), da hun faktisk bliver forelsket og de to (hemmeligt) danner par. Hvorpå hun bliver bange for hans liv, når han kører. Med rette, da han forulykker dødeligt sidst på sæsonen.

Kærligheden, livet og døden er McQueen-tro noget mere træmandsagtigt gengivet i Le Mans fra 1971. McQueens bedre halvdel i hans rolle som Michael Delaney hører man intet om, og der er måske heller ikke nogen. Men den kvindelige hovedrolle i dén film, Lisa Belgetti spillet af Elga Andersen, har allerede lidt et tab, da hun i det foregående Le Mans mistede sin mand Piero Belgetti. Nu er hun så på Le Mans igen, hvilket Delaney (uden ord, naturligvis, men primært spillet med øjenbrynene) tydeligvis tænker sit om.

“It seems to be the only available seat”, siger charmetrolden Delaney, da han sætter sig hos billedskønne Lisa Belgetti- men se lige i baggrunden.

Nøjagtigt hvad han tænker forbliver dog uklart. Man får forklaret, at hun er der ifølge med en anden racerkører Claude Aurac, men det fremgår ikke tydeligt om de romantiserer eller bare er venner. Selv det sidstnævnte er dog ubelejligt, hvis man risikerer at miste sin ven i hvert løb. Hvilket måske forklarer Lisa Belgettis gennemgående komplet nedtrykte ansigtsudtryk.

Man aner dog en eller anden dragning mod Delaney, men det hele er meget mere ufortalt og imellem linierne end i Grand Prix. Og en kulmination eller bare en konklusion må man kigge i vejviseren efter: Efter en nærdødsoplevelse bliver Delaney toer i løbet og resultatet er det der tæller for ham. Lisa er lettet over at han overlevede, men så er der heller ikke mere at komme efter.

De to film er ofte blevet rost for deres realisme i gengivelsen af handlingen på selve banen, men det gælder faktisk også her i den svære kærlighed. Eva Marie Saint og Elsa Andersen var begge meget smukke skuespillerinder på indspilningstidspunkterne, og mens det virker urimeligt at smukke par kunne blive revet fra hinanden i et splitsekunds tilfældigt uheld, så var det normen i tidens motorsport. Sidehistorierne fylder ikke meget i filmene, men det gjorde tankerne om faren jo heller ikke i virkeligheden. Den var ellers reel nok.

Billedet herunder er det smukkeste jeg kender til at illustrere den alvorlige pointe: Det er ikke fra filmene, men fra den pure virkelighed. Det er Piers og Sally Courage, fotograferet i et romantisk øjeblik ved pitmuren et sted. De havde været gift i fire år og havde to børn, da Piers Courage døde i 1970, 28 år gammel. Et hjulophæng i hans De Tomaso knækkede. Sådan er livet. Også.

Virkeligheden.

De har begge to røde ventildæksler og tolv cylindre under dem – og der stopper ligheden vist også. Men hvilken der er skønnest afhænger nok af øjnene der ser. Hmmm, det kunne man godt lade komme an på en konkurrence.

De to Ferrarier med de næsten-ens navne er begge nogle af mine gamle favoritter: I virkeligheden kom den nyeste først ind på min radar, og bjergtog mig dengang med sine voldsomme (for Pininfarina (tidligere Pinin Farina…men det er både en anden snak og samme snak…)) former og præstationer.

Paris 1984. Man skulle have været der.

Her var endelig en standard-Ferrari, som næsten kunne køre 300 km/t. Næsten. Den ægte topfart var nu nok lige meget for de fleste, for formerne var det virkelig banebrydende: Testarossaens brede hofter skyldtes dens sidemonterede kølere, og den var endog markant bredere bagtil end fortil. Da jeg ikke selv havde kørekort dengang syntes jeg egentlig bare dens bredde på næsten to meter var fedt – helt uden tanke på, at det er ret træls med en så bred bil i noget der minder om rigtig trafik, hvis man da selv sidder bag rattet.

Rent visuelt blev selve bredden så yderligere understreget af de ekstremt markante luftindtag: De flænser både visuelt og praktisk talt bilens sider op og løber helt med udtrykket af den lave centermotorracer. Den er dermed ikke elegant eller bare noget der ligner – men markant, det kan man ikke undsige den. Og markant var godt i firserne, skal man jo lige huske på. Desuden virkede det, og Testarossaen var aerodynamisk vellykket: Den var både vindglat og stabil i høj fart, og mens den blev opgivet til 290 km/t læste jeg begejstret troværdige tests af den, hvor den nåede både 295 og 297 – den var noget af det hurtigste ægte serieproducerede dengang. Og ikke uvæsentligt var det også hurtigere end ærkerivalen Lamborghini Countach. Jo, det betød noget.

Men uden racersportsvognen fra 1957 ville den nye firserbil aldrig have heddet Testarossa. Navnet, der betyder “rødtop” eller “rødt hoved” på italiensk, kom sig af de røde ventildæksler, som først blev brugt i halvtredserne. Allerførst på nogle firecylindrede racere, som de fleste har glemt, og allermest berømt på de tolvcylindrede, som Ferrari jo skal være. Dengang var navnet i to ord, men meningen den samme.

Le Mans 1958. Man skulle have været der.

Og Testa Rossa fra 1957 havde jeg som model. Selv i målestok 1:24 var det tydeligt, at designet var noget ganske særligt, og senere fandt jeg så ud af, at Ferrari havde ladet sig inspirere af de samtidige Formel 1-bilers næser og derved var kommet frem til de dramatiske udskæringer i forskærmene. Det var, for så vidt ligesom på den senere Testarossa, ikke et designtrick, men et spørgsmål om køleluft. Testa Rossa fra 1957 havde tromlebremser, og udskæringerne ledte en masse luft ind til de forreste tromler. Desværre medførte denne tidlige variant af aerodynamisk omtanke store ulemper i stabiliteten, og Ferrari gik hurtigt tilbage til mere konventionelle skærme.

I det hele taget var den første Testarossa overraskende konventionel, for ikke at sige konservativ, under de dramatiske former. Det var helt bevidst fra Ferraris side, for under udviklingen var der primært fokus på holdbarhed. Testa Rossaen skulle kunne sælges til privatkørere, og den skulle kunne gennemføre. Også 24 timer. Derfor var den under de filigrane former faktisk solidt bygget, ligesom der bevidst var valgt enkelt teknik. Strategien var rigtig og Testa Rossa-serien var med til at cementere Ferrari som en stormagt i sportsvognsverdenen i halvtredserne og tresserne. Den arv byggede Testarossa så byggede videre på – på en ganske anden scene i en ganske anden verden 25 år senere.

Kan man sammenligne de to, hvis man stod med dem side om side? Selvfølgelig. Ligesom man kan sammenligne en Renault 4 og en Renault RE30 Formel1-racer. Og alt muligt andet.

Ikke som i en sammenligningstestkørsel, hvor man måler præstationer, forbrug, plads, køreegenskaber og komfort så objektivt som muligt. Men hvis man kiggede på historien, standen og selve designet som udtryk for sin tid, så ville man faktisk godt kunne sammenligne dem. Og endda lave en konkurrence ud af det. Sågar vælge en vinder. Og var der flere end to, så gik det også – det ville bare blive sværere.

Derfor ved jeg, at det bliver svært i morgen: Jeg er blevet indbudt til at være dommer, når Strøjer Samlingen holder deres første concours-konkurrence under overskriften “Veldrejede kurver”.

Jeg ved ikke helt nøjagtigt hvilke biler der kommer. Et par stykker kender jeg dog, og særligt glæder jeg mig til gensynet med et mesterværk af en vogn, som jeg ville have forsvoret overhovedet fandtes i Danmark, men som jeg så helt tilfældigt i sommers. Forlygterne er lavet af Carl Zeiss, og så aner man nok niveauet og jeg siger ikke mere.

Derudover ved jeg dog at sammensætningen af biler er bred, så der skulle være noget til GT- og supersportsvognsfolket også, ligesom der også er ret forskellige tidsperioder repræsenteret. Det er temmeligt i ViaRETROs ånd og jeg glæder mig meget til denne konkurrence på tværs af alt muligt men med fokus på skønhed: Det går aldrig af mode.

ViaRETRO-bonusgalleri: Da der mig bekendt ikke kommer hverken en Testa Rossa eller en Testarossa, så bringer vi her lige et galleri med dem begge, og så kan man jo spekulere videre over sammenligningen. Min begejstring for dem begge er stadig gældende. De røde topdæksler kan man kun se på den gamle.