Medlem Hembo

Efter 700 kilometer i åben bil i weekenden fik jeg genopfrisket fascinationen af vind i håret: Det er bilkørsel med alle sanser.

For mig har kørsel i klassisk bil altid handlet meget om at mærke det: Altså ikke om selve det at komme fra A til B, om hvor hurtigt man kan komme det eller hvem man kan imponere undervejs. Klassikerkørsel er til egen nydelse, fordybelse, spontan glæde, om at give noget til bilen og mærke den giver noget igen.

700 kilometer af det her er ren lykke. Man KUNNE sige “lykke på hjul”, men det rækker ikke – det ER ren lykke, helt generelt.

Og ja, jeg ved godt jeg har hyldet vogntypen coupé som min yndling mange gange – for så at proklamere den død og udråbe Berlinaen som konge. Men i virkeligheden har jeg også et svagt punkt for åbne biler. Og har haft det siden min første klassiker, der netop var åben. Ligesom min anden. Og fjerde og cirka syvende også. Jeg har stadig den fjerde, min Spitfire fra 1963, der står som historisk racerbil – men jeg havde lånt en 1966’er til Bossa Nova-sommertouren.

Derfor fik jeg genopfrisket det der sker, når man kører åben bil – af den type og årgang og motorstørrelse især, men meget af det er generelt for åbne biler. Og det helt primære er (selvfølgelig) nærheden til naturen. I modsætning til panoreringen i Technicolor, som man kan opleve i en lukket luksusvogn, så er man med i filmen, når man kører uden tag: For pokker hvor er det skønt, når man ikke bare ser marken, men lugter den og sågar hører den.

Aromaterapi.

Lyden er et overset aspekt af det at køre uden tag: Kan man høre en rapsmark eller en skov eller et naturhegn? Ja, det kan man: Bilens egen lyd reflekteres eller absorberes forskelligt, og tilføjer endnu et rytmisk aspekt til kørslen. Jeg holder meget af vejtræer, som vi passerede mange af på Bossa Nova-turens fynske og langelandske landeveje. Stendiger er også gode, og så afgjort noget der burde være mere af. Skove er specielle, fordi de absorberer lyden, suger den ind men også giver noget igen: Lyden af fuglenes syngen blander sig med motorens forsøg på samme, og harmonien er storslået. Selv en 1147 kubik lille Spitfiremotor synger bas fra udstødningen og mellemtoner fra indsugningen, og man kan godt få indtrykket af, at fuglene anstrenger sig for at akkompagnere vognen. Det er muligvis indbildning, men tankerne flyver som fuglene selv, når man passerer der igennem skoven. Espalier af træer er det optimale på alle måder. Men ikke FOR tæt, for solens spillen med lyspletter på vejen, lakken og glimt i øjnene er lysterapi for sjælen.

Lysterapi.

Lugtene er et andet aspekt ved kørsel uden tag, og noget af det, det fascinerer mig mest: Hjernens hukommelse er utroligt modtagelig for lugte, og mange af os kender fornemmelsen af at møde en duft af en lade, en sodavand, en strand som på fantastisk vis udløser sande strømme af erindringer fra barndommen, med en klarhed og umiddelbarhed som langt overgår det et foto af situationen ville kunne udløse. Lugte er stærke, om man vil have dobbelttydigheden undskyldt – og det er de også i en åben bil.

Man får ALT med: I Amsterdam har jeg lugtet hash i førersæder (udefra…), ved stranden saltvand, ved passage igennem småbyer grill – og i en åben bil og med alle sanser mobiliseret kan man lugte forskel på, om de er ved at starte grillen eller om den er driftvarm. Og hvad der er på.

Naturen er selvfølgelig også stærk på duftene: Diverse friske løgdufte elsker jeg, friskslået græs, nysavet brænde – kan man lugte forskel, om det er savet eller kløvet? Den slags kan man tænke over, mens man passerer. Blomstermarker er ufatteligt voldsomme indtryk, hvis man passerer dem med sanseapparatet på højeste følsomhed. Overvældende som om man havde røget dem, næsten. Skove kan lugte utroligt forskelligt, også: Der er verdener til forskel på en vestkyst-fyrretræsplantage og et østkyst-løvtræsensemble. Også på lyden, i øvrigt.

Komplekst lydbillede.

Komplekse duftnoter.

Kompleks monotoni.

Og så er der jo selve bilen man kører i: Den mærker man også bedre, når der ikke er tag på, og det gælder både lugt og lyd. Begge dele vælter ind over vindueskarmen, for selvfølgelig er sideruderne rullet ned.  Den kolde motor med choker lugter mere af uforbrændt benzin, den varme motor lugter af frisk og klar olie, og er man rigtigt oppe på dupperne med sanseapparatet, så kan man lige udskille duften af rustbeskyttelsesmidler og luftfilterolien også – men det er for sande kendere. Helt umiskendelig er lugten af for varm køler, når et par dråber med varm kølervæske fordamper på den hede blok: Jeg har prøvet det et par gange, og det er en af de mest foruroligende billugte jeg kender.

Dog overgået af varmt ledningsnet. Denne grimrian stak engang sit hoved op under en passage af tunnelen fra det indre af La Sarthe-banen og op i sollyset – jeg havde tændt lyset ved nedkørslen og undervejs opgav det gamle ledningsnet at overføre ampererne. Den åbne bil (også en Spitfire, i øvrigt – og også lånt) viste her en anden af sine fordele, idet røgen hurtigt forsvandt ovenud, trods det, at den var ret kraftig. Men lugten glemmer jeg aldrig, og til dato har jeg stadig en vis skræk for tuneller, når jeg passerer dem i klassisk bil.

Den næstbedste duft jeg kender var af succes: I 2009 sad jeg i min egen Spitfire og havde netop lavet hurtigste gennemkørsel i min klasse på Frijsenborg Hillclimb. Bilen lugtede godt og stærkt og varmt af skønne 85 villige hestekræfter og varme Yokohama, min kropstemperatur var perfekt i den blå køredragt, der i sollyset afgav sine egne moderne duftnoter, og på returruten imellem to rapsmarker havde jeg det klarsyn, at dette var hvad livet handlede om. Duftene inklusive. I næste gennemkørsel kørte jeg af, og fik den chokerende oplevelse at det egentligt var uhyggeligt idyllisk at holde der i grøften med den nu helt stille bil, mens blomsterne dryssede ned over hovedet på os. Det duftede godt.

Besværligt var det dog og i det hele taget ikke noget at efterstræbe. Så hellere gå direkte efter den bedste duft jeg kender – gengivet på fotoet herunder:

Et billede af den bedste duft: Sommerregn, der lige er faldet på varm asfalt.

Jeg kender ingen bedre duft, og hvis Danmark nogensinde skulle puttes på dåse, så ville jeg vælge duften af sommerregn som vores signalduft. Jeg ville have svært ved at leve i et land, hvor man ikke kunne opleve den duft. Heldigvis er den ret udbredt i Danmark. Og ingen steder oplever man den bedre end fra en åben klassiker.

Som det nok fremgår, så elsker jeg det, det der med at køre i åben bil. Der er bogstaveligt talt højt til loftet, når man kører åbent. Blandt andet i form af masser af luft. Den er ikke bare over een, den er omkring een. For man får en masse luft, når man kører åben bil, det siger sig selv. Men det virkelige clou er slet ikke luften i sig selv. Ddet er det, der er i luften. Og hvis man er helt åben for indtryk, så er det utroligt meget. Små ting, men uendeligt mange af dem.

Jeg vil påstå, at åben kørsel i klassiker er godt for den generelle færdselssikkerhed, den individuelle mentale sundhed og for samfundet generelt. Kom an, kilometer.

Lysterapi.

700 kilometer af det her er ren lykke. Man KUNNE sige “lykke på hjul”, men det rækker ikke – det ER ren lykke, helt generelt.

Bonusinformation: Bortset fra det første billede i galleriet er alle fra i går, på vej hjem fra Kalø – Djursland er godt landskab for åbne biler.

I 1969 var denne maskine verdens hurtigste produktionsmotorcykel over en quartermile: På bare 500 kubik var det noget af en sensation. Jeg har dog aldrig nogensinde nogen sige noget godt om den – skal i dag være […]