Medlem Hembo

Det er påfaldende, som tingene gentager sig i den automobile verden: Ford Fiesta var en nøgtern lille sparegris – men se lige hvilken livglæde den (eller rettere mændene) i reklamen kunne udstråle. Kunne det blive bedre? Ja – med en prototype af en decideret livsstilsudgave af Fiesta.

Konstrasten fra en ordinær Fiesta er fantastisk. Vi taler 1,1 liter, fire gear, forhjulstræk, halvfjerdserfunktionalisme. Om dem begge! Men man skal kigge to gange for at opdage, at det i realiteten er samme bil. I dag ville jeg kigge mere end to gange, hvis jeg så Tuareg! Prototypen er fra 1978, men kom aldrig videre. Den viser ellers et glimrende eksempel på at samarbejde mellem Ghia i Italien og Ford i Dearborn kunne fungere.

Beige, brun, orange: Ford Fiesta Tuareg ved præsentationen i 1978. Det bliver et jatak herfra.

På sin vis undrer det mig, at den ikke kom videre end prototypestadiet. Hvis man ser på det første billede i galleriet herunder, så mangler der jo helt klart en Fiesta som Tuareg til at supplere de mere nøgterne basisversioner. Omvendt så mangler der selvfølgelig også en mand, der passer til en Tuareg!

Det er et rigtigt godt spørgsmål, hvordan sådan en mandsperson ville se ud – men jeg tror han fandtes.

For lidt længere sydpå havde franskmændene jo lavet samme nummer med Simca 1100: Samme farver, samme designvirkemidler, samme koncept – Matra Simca Rancho og Ford Fiesta Tuareg er to sider af samme (dårlige?) smag. Franskmanden har jeg altid godt kunnet lide, men Fiestaen er faktisk endnu frækkere. Italiensk design, I ved. Og i dag er vogntypen blevet populær: Små biler, der ligner noget de ikke er, sælger vist ganske godt.

ViaRETRO bonusinformation: Mange år senere stjal tyskerne ovre i folkevogn navnet, gjorde det hele større, dyrere og mere kedeligt – og solgte dem som varmt brød en søndag morgen.

Den gamle talemåde gælder stadig: Efter Audi TRETTENDE sejr i Le Mans må selv den mest bittersure stodder indse, at tyskerne kan et-og-andet når de bliver sluppet løs på La Sarthe. Straks efter fik jeg lyst til en Audi.

I år måtte Audi endda kæmpe for det mod både Porsche og Toyota, heller ingen årsunger i den franske klassiker. Alle tre havde føringer i forskellige faser af løbet, og der var faktisk reel spænding om udfaldet. Til allersidst gik det som det plejer, og Audi trillede i ensom majestæt rundt som nummer et og to – overlegent. Det var ikke bare deres trettende sejr, det var også trættende. Og det er slet heller ikke på grund af sejren i Le Mans, at jeg gerne vil have en Audi.

Audi slog Porsche. Jeg fatter heller ikke, at die Zuffenhauser ikke brugte Martini Racing-bemalingen, men dermed er de selv ude om det: Den så frygtelig ud – og modelbetegnelse 919?!?! Primtal kan kun vinde med tolv cylindre.

Næ, min største anerkendelse af Audi kommer af, at teamets mekanikere gav stående applaus, da den sårede Porsche i løbets afsluttende fase kørte ud på banen igen: Audi vil faktisk gerne udfordres. Det var en anelse overraskende (for mig, i hvert fald) at Toyota var med så langt fremme, og jeg havde sat mit håb til Porsche. Med fjorten sejre på Le Mans (NOTE: Det korrekte tal er seksten, for hvilken fejl motorsportshistorikeren Morten Alstrup har lovet at straffe forfatteren med slag af våde sammenrullede raceprogrammer – se kommentarerne herunder) ved de alt om at vinde der, og endelig endelig var de tilbage med en bil, der kunne gøre det igen. Jaja, jeg ved, at de aldrig var væk med 911’eren, men det er noget helt andet, som vi måske kan tage en anden gang – her taler jeg om sejren i classement general.

Nu ved Audi selvfølgelig næsten ligeå meget om Porsches meritter på Le Mans som Porsche selv, og inden årets løb havde de faktisk lavet denne lille video:

https://www.youtube.com/watch?v=_3u_14CXSDg

Flot, ikke? Allerede dér havde Audi fået bonuspoint fra mig, og mekanikernes gestus i de afsluttende timer viste, at det ikke var tomme ord og PR-bravalder. Porsche og Audi havde haft en god kamp, og mellemklassebilproducenten fra Ingolstadt havde slået sportsvognsproducenten fra Zuffenhausen, og de viste dem respekt og takkede for kampen. Jeg og mange andre ønskede os af sikkert mange årsager udfaldet anderledes – men uanset hvad, så KAN Audi altså ikke klandres for at være bedst på Le Mans.

Mange har tilsyneladende glemt det, men de første seks Audi-sejre på Le Mans skete med benzin-V8’ere. Den pæneste Audi i de år var denne.

Sjovt nok er mange nidkære bilentusiaster (fuldstændigt uvidenskabeligt men dog med hold i en del observationer på ViaRETRO over tid vil jeg endda påstå, at de særligt nidkære er dem med italiensk, britisk eller fransk forkærlighed) netop småmugne over, at Audi vinder igen og igen. Nøjagtigt ligesom de skuler til Audis salgstal og den status, som mærket har indtaget på det danske marked. Præcis hvad den status er kan vi selvfølgelig diskutere, og jeg mener i hvert fald at Herr boganmelders Westergaards passus fra den glimrende anmeldelse i går om at mærket er endt i luksusklassen er skudt helt over målet. “Øvre middelklasse” er dog heller ikke at kimse ad – særligt ikke, når man sælge en hulens masse biler i den klasse.

Og det gør Audi – og resten af VAG-gruppen også, faktisk, hvormed det sætter sig som en dominerende spiller på hele middelklassen. Bogstaveligt talt. Men kan man klandre dem for det? Vel kan man da ej. De gør noget og laver noget, som kunderne vil have – og det har de gjort længe. Med den trættende Le Mans-sejr er selv jeg ved at være overbevist, og nu vil jeg gerne ha’ en.

Diesel? Nej, tak, det giver bøvl med dyserne og lyden. Turbo, nej, for pokker, en ting mere, der kan gå i stykker. Baghjultræk? Helst ikke, for i Audis verden kommer det kun i quattropakker, og dermed mere, der kan gå i stykker. Elektronik? Ikke efter at Tom K stoppede og lavede en “reboot” midt ude på banen.

I stedet er der tre kandidater til min analoge Audi:

DKW F11/F12
NSU Ro80
Audi 100 Avant

Sure bitre mænd vil muligvis afvise de to første som ikke rigtige Audier – og det vil de have ret i, selvom familieslægtskabet er i orden. Men OK, det er lidt snyd, og kun den tredie kandidat er i virkeligheden en ren Audi. Men så meget des bedre for det: 100’eren af netop denne generation (anden, som man vil vide – og den kom i 1978) var vel den bil, der først løftede Audi ud af den middelmådige middelklasse og op i den øvre, og den solgte som varmt brød en søndag Le Mans-morgen. Den blev første Audi, der blev bygget i mere end en million eksemplarer – og den første med de femcylindrede motorer, som mærket senere blev berømt for. Sin generation tro kom den med velour og lækre metalgrønne farver og femmeren kunne faktisk fås med karburator. Min skal være en Avant, en slags tysk Rover SD1, bare mindre køn og mindre problematisk.

Mere Audi behøver jeg ikke. Jeg vil ikke udelukke, at jeg kunne finde på at sætte et klistermærke på ruden ved siden af ViaRETRO-mærket, hvor der stod “13-facher Le Mans-Sieger”.

ViaRETRO bonusinformation: Grafiktypen nederst hedder på tysk “eine Zeitstrahl”. Sådan!