Medlem ruldal

En opbyggelig historie om hvorfor man ikke skal sidde og fedte på internettet konstant. Heller ikke om fredagen.

Jeg mødte en pige ude på det store djurslandske tirsdagstræf ved Kalø forleden. Sød. Hun sad sammen med Trommeslageren, der som faste læsere ved kører Lancia, og derfor per definition er en standup guy.

Jette sad på Trommeslagerens medbragte klapstol – bødeblokken brændte i lommen ved synet af nylonerne. Trommeslageren fotograferede, og det er hans ven på billedet – jeg ved ikke, hvad han spiller.

Det viste sig, at det var hun også. Eller noget i den retning. Jette, thi det hed hun, havde måttet overtale sin bedre halvdel, men det var så lykkedes (der er håb endnu!), og HUN var for nogle år siden gået i gang med at lede efter deres første klassiker.

Hun havde gjort som alle andre: Kigget på internettet. Da hun var ude efter en Ford Mustang, så havde hun kigget på den amerikanske del af nettet. Og fundet biler, der stod derovre. Ikke helt unaturligt, og mange andre gør det samme. Hun havde fået hjælp, fundet nogle forskellige, og var via en bekendt nået til at have udset sig en bestemt, som skulle være blevet renoveret og som hun ville købe, hvis den var som beskrevet.

Da den så ankom i sin container var den imidlertid ikke som på billederne. Dels fordi der var faldet en anden bil i containeren ned oveni, men vigtigere endnu, fordi den ikke var som beskrevet. Den var faktisk helt anderledes. Og det der vitterligt var lavet på den var lavet dårligt, forkert eller en kombination af begge dele. Hun var lamslået – men i og for sig heldig, fordi hun havde lavet aftalen med den danske bekendt, og derfor så ikke havde købt den alligevel.

Ikke som beskrevet.

Man skal vitterligt bare være på mærkerne, hvis man vil købe bil på den anden side af jorden, næsten. Heldigvis har ViaRETRO tidligere bragt en rigtig grundig guide, skrevet af en rigtig grundig fyr, der har prøvet det mange gange. Genlæs den endelig her i Lørdags Matiné Nr. 61.

Imidlertid kendte Jette ikke ViaRETRO eller guiden eller alle vores gode intentioner. Men hun kendte sin nabo, og vidste han vidste noget om biler. Det er svært at overse, når han kører Singer Le Mans og har en Bultaco under vingerne. Derfor kender jeg ham også – og ved han er hjælpsom.

Han hjalp så Jette – og vupti, fandt hendes drømme-Mustang, der stod 20 kilometer vest for Aarhus. Manuel 289’er med metalblåt indtræk og hele jukeboxsvineriet, og den blev hendes og hun er her tre år senere lykkelig for den.

Fundet 20 kilometer væk. Den var nemmere at bese og den var som beskrevet: Lækker, clean americana af den bedste skuffe.

Morale? Ja, det er jeg sikker på!

Ikke som beskrevet.

Briterne har talemåden “my home is my castle”. På amerikansk kunne det meget vel være “my car” i stedet. Den her fra Kalø i tirsdags tager det meget bogstaveligt.

I går var det britisk på ViaRETRO, i dag er det så amerikansk. Kom ikke og sig, at vi er ensporede. Det bedste er, at forskellen dårligt kunne være mere slående. Mens britiske Lotus arbejdede ud fra mantraet “Simplify, then add lightness”, så er det svært at vide, hvilket mantra Ford har arbejdet efter på denne. Efter al sandsynlighed mere end éet.

Alene navnet er fantalastisk, og jeg vil bede jer smage grundigt på det: “Club Wagon Chateau”, HOLD nu lige op, hvor er det grooooooooovy! Jeg har en svær fetish med amerikansk voldtægt af det franske sprog.

Derfor er det også svært at vide, om målet mon er nået? Men måske er det spørgsmål helt ligegyldigt: Den her Ford synes jeg dæleme er svær ikke at holde af. Jeg har lige siden halvfjerdserne haft en forkærlighed for den grundliggende Econolines form i sin anden generation som denne, og her er den tilsat – ja, lidt af hvert. Komfort, motorkraft, plads, prestige, farve og alt hvad man kunne finde på, ovre hos Ford. Indtrækket hedder “killer houndstooth” — og jeg kan jo ikke lade være med at spekulere over, hvad gardinerne så hedder.

Ovenihatten er denne konkrete bil urenoveret, har gået 19.000 miles, er nysynet og til salg herhjemme i Danmark. Jeg så den på Kalø i tirsdags, og synes ikke den fik så meget opmærksomhed, som den fortjener. Her er en rigtig alt i én bil, og modpolen til gårsdagens Lotus 6 er til at få øje på. Jeg syntes derfor det var passende at vise den på ViaRETRO i dag…og hvis jeg nu lige fortæller, at jeg er vild med både den sølvblanke Lotus i går og den brune bus i dag – forstår I så, hvorfor jeg en gang imellem er nødt til at skifte bil?

Kun. Få. Ord. Ligesom bilen har få ting: Har prøvet Lotus 6 fra 1954. Forrygende!

Rekalibrering? Prøv 6. Lær forskellen på enkelhed og simpelhed. Forstå hvad minimalisme egentlig betyder. Hvor lidt der skal til. Hvor meget man ikke behøver. Hvor hylesjovt det er at spare. På ord. På kilo.

Jeg – elsker – Lotus. 254 indlæg på ViaRETRO nævner Lotus. For meget? Næ.

Efter denne…

…men før denne…

…var der denne: Den første, der bar navnet Lotus. 6.

Colin Chapman var genial. Gal, også, men genial. Han første biler var uskønne, men hurtige. Fordi de var lette. 6 er den første med Lotus-navnet. Stadig let. Men nu skøn også. Tænkt til at køre race, for amatører, i forskellige klasser. Bygge den måtte køberne selv. Af forskellige valgmuligheder. Chassiset passede til teknik fra Ford, MG, Austin. Bl. a. Det bestod af en rørramme. Tilsat bærende alu-beplankning. Maling? Nej.

Der er meget andet, der heller ikke er der. Men “mangler”? Nej, det er noget andet.

Pressen skrev: “a verybasic car for road fun and club racing with success”. Quite.

Ejeren Bent lod mig prøve sin 6 fra 1954. Glid ned på plads. God plads? Tjah. Tilstrækkelig. Komfortabelt? Overraskende meget. Sikkerhedselen var det mest komplekse. 4-punkts? Den er ikke fra 1954. Spændt i dobbelt forstand. Alt andet (ha! ALT er for stort et ord!) var enkel mekanik. Utroligt at så lidt kan være så levende. Strøm på: MG-motoren sprang til live. Gurgle. Gearstangen var lang. Og bøjet. Smukt. Præcis? Ikke rigtigt. Tæt? Absolut. Tilvænning påkrævet. Alt forladt. Kobling var let.

6 i hovedtræk.

I gangtempo på græs. Det her var anderledes. Bil? Åhja, også i den grad. Rekalibrér. Overraskende komfortabel på marken. Styring let – tænk rattet rundt, og det sker. Hjul følger med. Ingen forsinkelse. Ingen træghed. Ingen dæmpning. Lidt død fornemmelse omkring midten, måske? Intet problem med under 500 kilo at rotere med. Utrolig fornemmelse af soliditet. Men tænk over det: Hvad skulle kunne rasle eller sidde løst? Der er intet.

Nitterne her fik Bent opsporet – imellem gamle Spitfiredele. Flyet, ikke bilen.

1200 kubik nok? Absolut. 500 kilo er med chaufføren. Vi var to. Har kostet sekunder. Men MG’en var tunet. Frisk, ikke vildt. Raspe. Tøffe. Trække. Boble. Hvorfor er lyden så tydelig? Åh, karburatortragte sidder lige foran – halt ude af motorhjelmen. Eller er det karosseriet? Begge dele. Kubikkerne knurrer. Bræger. Vræler. Kan en bil være så nem at flytte? Rekalibrér. Kig ikke på geartangen, mærk på den den. Sådan: Klik-klik. Flere omdrejninger, sagde ejeren: Javel, førstepilot: Vrææææl-klak-braaaarp! 1200 kubik føles enormt. Moment er godt, omdrejninger er endnu bedre. Hvad skal man med mere end 1200. Fartfornemmelse? Det her er definitionen på fartfornemmelse.

Han kører i den.

Vindmåler? Ja, i håret. I min side. Mikroskopisk vindafviser virker fra lige under hårgrænsen. Genialt. Aerodynamisk? Næppe. Passageren sidder som en bremsefaldskærm. Godt han bruger hjelm. Lang gearing tillader god motorvejsfart. Så blæser det ikke: Det stormer! Morskab og vind konkurrerer om at hive mundvigene op. Iltmangel umuligt i denne vogn. Bremser er tromler. Det er rigeligt, rigeligt. Lavt pedaltryk, godt bid, fast kurs.

Luftigt.

Fornemmelsen er som at flyve. Meget lavt. Og mere præcist end på den utilregnelige luft i lav højde. 6’eren følger den hårde asfalt som en kat efter en mus. Vild fornemmelse – den leger med asfalten. Kigget ud på forhjulene giver indblik i det hele, placeringen på stregerne er let. Det hele er let. Simple living? Præcis. Antidepressiva på hjul. Uden dæmpende effekt på basale lyster: Bilkørsel pur. Alle burde prøve: Rekalibrér.

Pre-flight-check…

…post-flight-hair.

Nåja, renoveringen: Måske knap så let. Bygget godt 100 6’ere. Ikke mange var ens. Karosseri håndlavet, teknik vidt forskellig. Mange levede hårdt liv som racere. Bent er selv en hård nitte: Bilen var skrot da han købte den. Nu er den flot. Vandt andenpræmie i Classic Race Aarhus. Opvisning. Drømmer nu om at køre lidt race. I 6? Den er bygget til det.

Men: Ikke mange af de 100 har overlevet. Måske skulle han vælge noget andet? Han tænker over det. Og kommer til ViaRETROs træf på lørdag. Se bilen dér. Måske fortæller han også mere end jeg har gjort? Tak. Tilmelding herunder:

[contact-form-7 id=”82004″ title=”RingDjursland_GræsrodsMotorsport_tilmelding”]

Udstilling: kl 10-16 Ring Djursland (gratis adgang til løb)
Racertræf: kl 17-19 ViaRETRO (lidt lækkert til ganen)

Nitterne her fik Bent opsporet – imellem gamle Spitfiredele. Flyet, ikke bilen.

Han kører i den.

Det var ikke kun de hjemlige danske kørere, der inspirerede mig til at begynde med banesport på græsrodsplan tilbage i 2002: Dengang var der også andre, der tog deres racer ud af garagen og kørte til banen ad […]

Det var min salig far, der lærte mig håndbremsevendinger. På store åbne snedækkede pladser viste han mig en vinter, hvordan Volvo 240’eren kunne dreje næsten om sin egen akse med et velafstemt træk i et magisk […]