Medlem ruldal

Da det er agurketid har jeg vredet min hjerne for at finde en bil med dette som tema. Det nærmeste jeg kom var denne fra Pininfarina, der af åbenlyse grunde også omtales som “bananbilen”. Hvilket da smager lidt af […]

Den rette linie er unaturlig, hvorimod de krumme linier og runder former taler til noget dybt og fundamentalt i os mennesker. Vi trives bedst med ulige forløb, rytmeskift og overraskelser. Argumentet hjælpes godt på vej af, at der i naturen ikke findes rette linier.

Min gamle nabo og ven Michael var en mand med indsigt, omtanke og en stor portion klogskab. På toppen af disse kvaliteter var det hele rundet af med en god portion humor og knivspids excentrisme. Han var arkitekt og formtænker af Guds nåde og arbejdede i mange år som byplanlægningsforsker og tegnede en mængde illustrationer til arkitektlitteratur. Han tog opgaver inden for landskabsarkitektur, og det er her, det bliver interessant for os på ViaRETRO. Jeg skylder at sige, at han var passioneret scooterentusiast med flere Lambretta’er i stald og hardcore ejer af en musegrå Citroen 2CV. I sin egenskab af landskabsarkitekt havde han påtaget sig opgaven med at anlægge en ny strækning motorvej ved Sønderborg, tror jeg, det var. Strækningen skulle forbinde to punkter med en afstand på ca. 30 kilometer.

Michael havde brugt lang tid på at finde sin formel for at løse opgaven tilfredsstillende. Som udgangspunkt skulle strækningen være funktionel, det siger sig selv, men den skulle også være traffiksikker. Michael undersøgte statistikker for uheld på de danske motorveje og fik analyseret tallene. Det viste sig at ulykkestallene var væsentligt højere på det, han kaldte “kedelige” strækninger. Som formgiver var det naturligvis vand på hans æstetiske mølle, og det gav ham det rigtige afsæt til at komme videre. Han talte ofte, når vi kørte i bil sammen om vigtigheden af den rigtige beplantning langs vejene. Den skulle være varieret i højde og type. Nogle steder skulle det være højt og skabe tunneleffekt og andre steder lavt og give udsyn til det omgivende landskab. Brooverskæringer skulle virke som rytmeskift og måtte i sig selv gerne være i arkitektonisk kvalitet. Michael kunne på vores ture på Sjælland og Fyn, således altid fortælle om årstal og arkitekter på de enkelte elementer og navngive floraen langs vejene. Det vigtigste element i en vellykket vejstrækning, for ham, var sving og kurver. Det var her den store hemmelighed lå til at skabe en modvirkning til kedsomhed. Forløbet, kaldte han det, skulle passe ind og tjene den omliggende natur samtidig med, at skulle fornøje traffikanterne. Det skulle være en oplevelse at rejse på en velskabt motorvej. Sving skulle man ikke bare anlægge med rund hånd, de skulle passe til hastigheden og lytte til landskabet. Michael gik til fods på sin motorvej mange gange inden den blev åbnet. Sådan oplevede han bedst sin “fortælling”.

Da forløbet skulle komponeres, det ord gav først mening senere, måtte Michael finde sin inspiration eller model. Han ledte efter noget som kunne afklare forholdet mellem tilstrækkelighed, klimaks og fastholdelse. Han fandt sin løsning i den klassiske musik. Som stor elsker af de store symfonier og de gamle komponister, havde han deri sit forskningsmateriale. Han påstod, at i den klassiske musik kunne han finde ligningen på et forløb. Musikken var jo flere hundrede år gammel og havde forlængst vist sin eviggyldighed. Samtidig påstod Michael, at komponisterne dengang ikke havde den store mulighed for at “lytte” hinanden af, og at der derfor måtte være en grundlæggende intuitiv forståelse af at opbygge et forløb.

Michael kortlagde på store A3-ark mange forskellige stykker musiks forløb. En tidslinie blev udfyldt med opbyggende satser, klimaks og længden på enkelt afsnit. Han fortalte begejstret om, at der var mange sammenfald i de forskellige komponisters kompositionsforløb og at, det var i disse sammenfald, han skulle finde sine nøglepunkter. Tro mig når jeg siger, at jeg var en åbenlyst bjergtaget ung mand i selskab med mit store forbillede, når han med store armbevægelser fortalte om sin store plan. Hvordan musikkens hemmeligheder blev afkodet til kurver, sving og beplantningsforløb. “I kurverne ligger den store åndsnærværelse” sagde han og havde et lummert blik i øjenene.

Hvordan det er gået statistisk for Michaels motorvej, ved jeg ikke. Om den virkelig har en lav ulykkesrate er uvist. Han indgik helt sikkert en række kompromisser, for han talte tit om indskrænkede budgetter og andre bureaukratiske besværligheder. Jeg glemte dengang også at spørge til, om hans kompositoriske punkter bedst gjaldte den ene vej? Og om det så var at høre musikken baglæns den anden? Under alle omstændigheder var Michaels udgangspunkt for at skabe en sexet motorvej lavet af noget af “det stof” jeg værdsætter højest: Refleksion, originalitet og så selvfølgelig kurver.

ViaRETRO har tidligere skrevet om verdens to bedste racerfilm, Le Mans og Grand Prix. Og vi har tidligere skrevet om hvor livsfarlig motorsport var dengang. Men vi har aldrig skrevet om, hvordan de to film begge tumler med det alle vidste men ingen talte om: Din kæreste kan dø i hvert løb det skal være.

De to film og hvorfor de er verdens bedste racerfilm kan man læse om hér. Skal man kritisere dem – og det er der mange der gerne vil – så er det ikke vanvittigt svært, for plotmæssigt er begge ret svage: De handler jo om racerløb, som bekendt en meget forenklet udgave af livet, hvorfor der er grænser for hvor mange handlingsplaner der kan bygges ind – i en rigtig racerfilm.

I det lys er det pudsigt, at den smule udenomshistorie de begge flirter med handler om det samme: Ulykkelig kærlighed. Den verden filmene foregår i og viser fra sin smukkeste side i løbssituationerne var jo også uhyre brutal og med enerhverende regelmæssighed kostede ulykker kørere livet. Og det gjorde det besværligt, for racerkørere har nu engang også liv udenfor racerbanen, herunder ofte en kvinde (eller flere…) i kulissen.

Jean Pierre Sarti og Louise Frederickson i Grand Prix.

I Grand Prix fra 1966 spillede Eva Marie Saint den amerikanske journalist Louise Fredericksson , der bliver forelsket i den dobbelte verdensmester Jean Pierre Sarti, spillet af Yves Montand. Han er egentlig gift i forvejen, men med en kvinde, der ikke elsker ham, hvorfor den overhængende dødsfare ikke er noget problem for hende. Det bliver det for Louise Frederickson: Først da hun erfarer hvor kynisk Sarti er (nødt til at være) overfor livsfaren for ham selv og kollegerne, hvilket udspiller sig i følgende dramatiske dialog:

Jean-Pierre Sarti: Before you leave I want to tell you something. Not about the others, but about myself. I used to go to pieces. I’d see an accident like that and be so weak inside that I wanted to quit – stop the car and walk away. I could hardly make myself go past it. But I’m older now. When I see something really horrible, I put my foot down. Hard! Because I know that everyone else is lifting his.

Louise Frederickson: What a terrible way to win.

Jean-Pierre Sarti: No, there is no terrible way to win. There is only winning.

Kyniker eller realist.

Dernæst får hun dødsfaren anderledes ind på livet (og her må jeg undskylde det frygtelige ordspil, uden dog at kunne lade være), da hun faktisk bliver forelsket og de to (hemmeligt) danner par. Hvorpå hun bliver bange for hans liv, når han kører. Med rette, da han forulykker dødeligt sidst på sæsonen.

Kærligheden, livet og døden er McQueen-tro noget mere træmandsagtigt gengivet i Le Mans fra 1971. McQueens bedre halvdel i hans rolle som Michael Delaney hører man intet om, og der er måske heller ikke nogen. Men den kvindelige hovedrolle i dén film, Lisa Belgetti spillet af Elga Andersen, har allerede lidt et tab, da hun i det foregående Le Mans mistede sin mand Piero Belgetti. Nu er hun så på Le Mans igen, hvilket Delaney (uden ord, naturligvis, men primært spillet med øjenbrynene) tydeligvis tænker sit om.

“It seems to be the only available seat”, siger charmetrolden Delaney, da han sætter sig hos billedskønne Lisa Belgetti- men se lige i baggrunden.

Nøjagtigt hvad han tænker forbliver dog uklart. Man får forklaret, at hun er der ifølge med en anden racerkører Claude Aurac, men det fremgår ikke tydeligt om de romantiserer eller bare er venner. Selv det sidstnævnte er dog ubelejligt, hvis man risikerer at miste sin ven i hvert løb. Hvilket måske forklarer Lisa Belgettis gennemgående komplet nedtrykte ansigtsudtryk.

Man aner dog en eller anden dragning mod Delaney, men det hele er meget mere ufortalt og imellem linierne end i Grand Prix. Og en kulmination eller bare en konklusion må man kigge i vejviseren efter: Efter en nærdødsoplevelse bliver Delaney toer i løbet og resultatet er det der tæller for ham. Lisa er lettet over at han overlevede, men så er der heller ikke mere at komme efter.

De to film er ofte blevet rost for deres realisme i gengivelsen af handlingen på selve banen, men det gælder faktisk også her i den svære kærlighed. Eva Marie Saint og Elsa Andersen var begge meget smukke skuespillerinder på indspilningstidspunkterne, og mens det virker urimeligt at smukke par kunne blive revet fra hinanden i et splitsekunds tilfældigt uheld, så var det normen i tidens motorsport. Sidehistorierne fylder ikke meget i filmene, men det gjorde tankerne om faren jo heller ikke i virkeligheden. Den var ellers reel nok.

Billedet herunder er det smukkeste jeg kender til at illustrere den alvorlige pointe: Det er ikke fra filmene, men fra den pure virkelighed. Det er Piers og Sally Courage, fotograferet i et romantisk øjeblik ved pitmuren et sted. De havde været gift i fire år og havde to børn, da Piers Courage døde i 1970, 28 år gammel. Et hjulophæng i hans De Tomaso knækkede. Sådan er livet. Også.

Virkeligheden.