Medlem ruldal

Efter 700 kilometer i åben bil i weekenden fik jeg genopfrisket fascinationen af vind i håret: Det er bilkørsel med alle sanser.

For mig har kørsel i klassisk bil altid handlet meget om at mærke det: Altså ikke om selve det at komme fra A til B, om hvor hurtigt man kan komme det eller hvem man kan imponere undervejs. Klassikerkørsel er til egen nydelse, fordybelse, spontan glæde, om at give noget til bilen og mærke den giver noget igen.

700 kilometer af det her er ren lykke. Man KUNNE sige “lykke på hjul”, men det rækker ikke – det ER ren lykke, helt generelt.

Og ja, jeg ved godt jeg har hyldet vogntypen coupé som min yndling mange gange – for så at proklamere den død og udråbe Berlinaen som konge. Men i virkeligheden har jeg også et svagt punkt for åbne biler. Og har haft det siden min første klassiker, der netop var åben. Ligesom min anden. Og fjerde og cirka syvende også. Jeg har stadig den fjerde, min Spitfire fra 1963, der står som historisk racerbil – men jeg havde lånt en 1966’er til Bossa Nova-sommertouren.

Derfor fik jeg genopfrisket det der sker, når man kører åben bil – af den type og årgang og motorstørrelse især, men meget af det er generelt for åbne biler. Og det helt primære er (selvfølgelig) nærheden til naturen. I modsætning til panoreringen i Technicolor, som man kan opleve i en lukket luksusvogn, så er man med i filmen, når man kører uden tag: For pokker hvor er det skønt, når man ikke bare ser marken, men lugter den og sågar hører den.

Aromaterapi.

Lyden er et overset aspekt af det at køre uden tag: Kan man høre en rapsmark eller en skov eller et naturhegn? Ja, det kan man: Bilens egen lyd reflekteres eller absorberes forskelligt, og tilføjer endnu et rytmisk aspekt til kørslen. Jeg holder meget af vejtræer, som vi passerede mange af på Bossa Nova-turens fynske og langelandske landeveje. Stendiger er også gode, og så afgjort noget der burde være mere af. Skove er specielle, fordi de absorberer lyden, suger den ind men også giver noget igen: Lyden af fuglenes syngen blander sig med motorens forsøg på samme, og harmonien er storslået. Selv en 1147 kubik lille Spitfiremotor synger bas fra udstødningen og mellemtoner fra indsugningen, og man kan godt få indtrykket af, at fuglene anstrenger sig for at akkompagnere vognen. Det er muligvis indbildning, men tankerne flyver som fuglene selv, når man passerer der igennem skoven. Espalier af træer er det optimale på alle måder. Men ikke FOR tæt, for solens spillen med lyspletter på vejen, lakken og glimt i øjnene er lysterapi for sjælen.

Lysterapi.

Lugtene er et andet aspekt ved kørsel uden tag, og noget af det, det fascinerer mig mest: Hjernens hukommelse er utroligt modtagelig for lugte, og mange af os kender fornemmelsen af at møde en duft af en lade, en sodavand, en strand som på fantastisk vis udløser sande strømme af erindringer fra barndommen, med en klarhed og umiddelbarhed som langt overgår det et foto af situationen ville kunne udløse. Lugte er stærke, om man vil have dobbelttydigheden undskyldt – og det er de også i en åben bil.

Man får ALT med: I Amsterdam har jeg lugtet hash i førersæder (udefra…), ved stranden saltvand, ved passage igennem småbyer grill – og i en åben bil og med alle sanser mobiliseret kan man lugte forskel på, om de er ved at starte grillen eller om den er driftvarm. Og hvad der er på.

Naturen er selvfølgelig også stærk på duftene: Diverse friske løgdufte elsker jeg, friskslået græs, nysavet brænde – kan man lugte forskel, om det er savet eller kløvet? Den slags kan man tænke over, mens man passerer. Blomstermarker er ufatteligt voldsomme indtryk, hvis man passerer dem med sanseapparatet på højeste følsomhed. Overvældende som om man havde røget dem, næsten. Skove kan lugte utroligt forskelligt, også: Der er verdener til forskel på en vestkyst-fyrretræsplantage og et østkyst-løvtræsensemble. Også på lyden, i øvrigt.

Komplekst lydbillede.

Komplekse duftnoter.

Kompleks monotoni.

Og så er der jo selve bilen man kører i: Den mærker man også bedre, når der ikke er tag på, og det gælder både lugt og lyd. Begge dele vælter ind over vindueskarmen, for selvfølgelig er sideruderne rullet ned.  Den kolde motor med choker lugter mere af uforbrændt benzin, den varme motor lugter af frisk og klar olie, og er man rigtigt oppe på dupperne med sanseapparatet, så kan man lige udskille duften af rustbeskyttelsesmidler og luftfilterolien også – men det er for sande kendere. Helt umiskendelig er lugten af for varm køler, når et par dråber med varm kølervæske fordamper på den hede blok: Jeg har prøvet det et par gange, og det er en af de mest foruroligende billugte jeg kender.

Dog overgået af varmt ledningsnet. Denne grimrian stak engang sit hoved op under en passage af tunnelen fra det indre af La Sarthe-banen og op i sollyset – jeg havde tændt lyset ved nedkørslen og undervejs opgav det gamle ledningsnet at overføre ampererne. Den åbne bil (også en Spitfire, i øvrigt – og også lånt) viste her en anden af sine fordele, idet røgen hurtigt forsvandt ovenud, trods det, at den var ret kraftig. Men lugten glemmer jeg aldrig, og til dato har jeg stadig en vis skræk for tuneller, når jeg passerer dem i klassisk bil.

Den næstbedste duft jeg kender var af succes: I 2009 sad jeg i min egen Spitfire og havde netop lavet hurtigste gennemkørsel i min klasse på Frijsenborg Hillclimb. Bilen lugtede godt og stærkt og varmt af skønne 85 villige hestekræfter og varme Yokohama, min kropstemperatur var perfekt i den blå køredragt, der i sollyset afgav sine egne moderne duftnoter, og på returruten imellem to rapsmarker havde jeg det klarsyn, at dette var hvad livet handlede om. Duftene inklusive. I næste gennemkørsel kørte jeg af, og fik den chokerende oplevelse at det egentligt var uhyggeligt idyllisk at holde der i grøften med den nu helt stille bil, mens blomsterne dryssede ned over hovedet på os. Det duftede godt.

Besværligt var det dog og i det hele taget ikke noget at efterstræbe. Så hellere gå direkte efter den bedste duft jeg kender – gengivet på fotoet herunder:

Et billede af den bedste duft: Sommerregn, der lige er faldet på varm asfalt.

Jeg kender ingen bedre duft, og hvis Danmark nogensinde skulle puttes på dåse, så ville jeg vælge duften af sommerregn som vores signalduft. Jeg ville have svært ved at leve i et land, hvor man ikke kunne opleve den duft. Heldigvis er den ret udbredt i Danmark. Og ingen steder oplever man den bedre end fra en åben klassiker.

Som det nok fremgår, så elsker jeg det, det der med at køre i åben bil. Der er bogstaveligt talt højt til loftet, når man kører åbent. Blandt andet i form af masser af luft. Den er ikke bare over een, den er omkring een. For man får en masse luft, når man kører åben bil, det siger sig selv. Men det virkelige clou er slet ikke luften i sig selv. Ddet er det, der er i luften. Og hvis man er helt åben for indtryk, så er det utroligt meget. Små ting, men uendeligt mange af dem.

Jeg vil påstå, at åben kørsel i klassiker er godt for den generelle færdselssikkerhed, den individuelle mentale sundhed og for samfundet generelt. Kom an, kilometer.

Lysterapi.

700 kilometer af det her er ren lykke. Man KUNNE sige “lykke på hjul”, men det rækker ikke – det ER ren lykke, helt generelt.

Bonusinformation: Bortset fra det første billede i galleriet er alle fra i går, på vej hjem fra Kalø – Djursland er godt landskab for åbne biler.

Originalitet, driftsikkerhed og retten til at gøre hvad man vil. Det er de tre grundsten jeg oftest møder i debatten omkring det at eje og bevare en klassisk bil. Ihvertfald når det handler om at have fornøjelse af køretøjet og det skal benyttes jævnligt i køresæsonen. Langt de fleste ejere vil gerne have en så original bil som puristerne foreskriver, men er det så nemt som det påstås?

For et stykke tid siden åbnede vi en debat om Torino Chartret – FIVA’s retningslinier eller politik for bevarelse af klassiske køretøjer. Argumentet er bevarelse af motorkultur og bevarelsen af det historiske i de gamle køretøjer. Debatten blev åbnet med en artikel af Motorhistorisk Samråd i Lørdagns Matiné nr. 76. Som forventet blev der diskuteret flittigt i kommentarfelterne, både for og imod, men en anelse polariseret. Vi har ofte talt om emnet tidligere og det ender næsten altid i en sort/hvid diskussion om bedrevidenhed og om det anstændige i at pege fingre af andre. Mange undlader at blande sig i diskussionen og sikkert fordi det er svært at formulere sin holdning til et så stort og komplekst emne på nogle få linier. Sådan har jeg det ofte selv, men det betyder ikke, at jeg ikke har en holdning. Det samme tror jeg andre kan nikke genkendende til.

Noget af det værste jeg ved er ligegyldighed, for det forplumrer alting. I denne forbindelse synes jeg bevarelse af vores gamle biler er en ædel og nobel sag. Det giver mening – for mig -at tilstræbe, at mit køretøj fortæller dens egen historie og giver mig den bedst mulige oplevelse af dette. Jeg sammenligner det med at høre førstehåndshistorier fra en gammel erfaren mand. Det ER bedre end at høre dem genfortalt fra anden hånd.

Ville du give den en ny maling?

I musikernes verden, blandt guitarister, er en gammel Fender Stratocaster en af de hellige graler. At eje og spille på en pre-CBS Strat er noget ganske særligt. Anskaffer man så en sådan med gamle mikrofoner, der brummer højlydt og med en totalt nedslidt lak, kunne ingen drømme om at skifte mikrofonerne ud eller give spaden en ny gang lak. Det er helligbrøde og decideret blasfemi. Det samme gælder inden for gamle ure: Ingen drømmer om at sætte et ridsefrit safirglas på et Omega Speedmaster Kaliber 321. Ikke mange rynker på næsen af disse dogmer og man har indfundet sig med at måtte købe en anden guitar eller et nyere ur, hvis ikke disse doktriner passer til ens personlige holdning.

Ligegyldighed HAR der været meget af, nogen gange har det været camufleret i begreber som udvikling, fornuft og rationaler. Besøger man Arne Jacobsens benzintank i Skovshoved får man den tanke at bevarelsen af flere historiske tankstationer havde været ønskeligt. Der er stort set kun en lille håndfuld tilbage i hele landet, tre tror jeg, for at være helt nøjagtig. Det er tydeligt for enhver, at man ikke har tænkt på bevarelsen af disse op gennem tresserne og frem til engang ved århundredeskiftet. Der har sikkert været fremført argumenter i retning af, at tankstationer var der så rigeligt af og at andre byer kunne bevare deres lille tankstation. Resultatet er beskæmmene: De uddøde og væk er et af monumenterne for vores fælles motorhistorie. Jaja, jeg ved godt livet går videre og lykken ikke er gjort med gamle nuttede tankstationer, som ikke rummer plads til et større udvalg af dagligvarer, men i en tid hvor mange kommuner og byer bygger “baglæns” og skaber rekrative områder på historiske områder, havde det nu været rart, hvis der også havde været plads til denne del af motorhistorien.

Men vi flytter os. Ryhl kommenterede at lysten og indsigten til at bevare er en konstant proces de fleste befinder sig i. Det kan jeg tilslutte mig. Igennem mange år er jeg kommet på den årlige stormesse for klassiske biler i Essen. I begyndelsen var jeg betaget af de mange flotte og restaurerede biler der stod i endeløse rækker og tilbød sig til høje priser men i perfekt stand. Dengang var det Porsche 911 der var omdrejningspunktet for hypen. Prisene på den tyske sportsvogn steg til himmelen i hidtil uset hast og der var nu “budget” til at give projekterne en ordentlig overhaling. På Essen kunne man få lige præcis den årgang og farve man kunne ønske sig, og vel at mærke i “original” stand som da de forlod fabrikken. I 2014 er man nu gået skridet videre med Porsche. Nu kan man samle sin Porsche 911 helt efter sine personlige præferencer og så vente et par måneder på at få den leveret. “Ligesom henne hos Build a Bear”, som min søn ikke unden humor kunne forklare det. Hos Jaguarforhandlerne var det nu tid til at E-typerne er linet op på rad og række. Mange renoveret gennemgående i Polen og forchromet med det tykkeste og lækreste chrom og indeni nypolstret med det skønneste og mest velduftende læder. Når man som mig er igang – har været det alt, alt for længe – med at restaurere en E-type er det selvfølgelig slaraffenland og gå rundt og kigge på de mange flotte vogne. Men der er sket noget med mig. I år var det slet ingen fornøjelse alligevel. Jeg blev mæt til langt over bristepunktet. Det blev ærligt talt lidt sørgmodigt med alle disse vogne, men deres individuelle historie slettet af spartelmasse og vandbaseret lak. Der var som udstoppede fugle med glasøjne, ingen sjæl og personlighed. Nu var de tilbage som varer på hylden i forretningen, som de naturligvis oprindeligt var tiltænkt fra fabrikkens side, men uden tegn på de lange liv de har haft…

Så jo man flytter sig og idag glæder jeg mig over Hr. Wickmanns ramponeret kølerhjelm på hans E-type. Håber den får lov at bestå en tid endnu. For min egen E-types vedkommende er enhver mulighed for patinabevarelse forlængst forsvundet. Den har fra start været så elendig, at en gennemgribende restaurering er nødvendig, med ny lak, chrom og læderudskiftning. Så min E-type ender en skønne dag som en af de udstoppede fulge fra Essen. Og nu når jeg er igang, så får den også en elektronisk tænding og en elektrisk ventilator. Så meget for kulturbevarelse i denne sag, men jeg vil så gerne….

Ingen patina at bevare her

I 1969 var denne maskine verdens hurtigste produktionsmotorcykel over en quartermile: På bare 500 kubik var det noget af en sensation. Jeg har dog aldrig nogensinde nogen sige noget godt om den – skal i dag være […]