Medlem ruldal

Sjælden, rummelig og eksotisk. Disse ord falder naturligt når øjet falder på Mazdas stationcar fra 1972 til 1975. RX-3 Savanna Sport Wagon er modelnavnet, og RX-betegnelsen afslører Wankels rotationsmotor. Baghjulstrækket henviser den til de mere prestigiøse vogne – det lærte vi lidt om i gårsdagens indlæg.

En riskoger med plads er måske ikke det der lokker allemest på en klassikermenu. Mazda er måske heller ikke et mærke der kan få de mest forhærdede bilentusiaster til at fortage cirkulære samlejebevægelser med hofterne i ren begejstring. Alligevel ved vi godt at Mazda har holdt fanen højt når det kommer til at lave biler som entusiaster finder værdige. Ikke mindst deres bud på at få Wankelmotoren til at være driftsikker og brugbar får os til at nikke anerkendende. Dagens vogn er netop forsynet med rotationsmotoren efter Wankels principper og forfinet hos Mazda.

RX-3 serien var bygget på 818-modellen som tilhørte det Mazda kaldte Mazda Grand Familia. Mazda diffentierede modelnavnet alt efter hvilket marked det gjaldt. I Europa hed den 818 og andre steder 808 eller Familia. Savanna-navnet brugte Mazda kun på modeller til det japanske marked. 818 undergik flere facelift i dens produktionstid og i 1972 kunne vognen fås som både coupé, sedan og stationcar. I 1972 kom også RX-3 varianten med Wankelmotoren og en modificeret front.

Jeg faldt for vognen da, jeg så dette indlægs slutbillede. Ski på taget og det voldsomme udstødningsrør. Det lugter af prestige og sunde hobbyaktiviteter.

Hvis nogen hjemtager en Mazda RX-3 Savanna Sport Wagon og fremviser den til en prøvetur lover jeg, at jeg går ud at mit gode skind af stærk og ivrig glæde. Derudover donerer jeg to par periodekorrekte ski til ejeren…

Tænk lige over det: Har der nogensinde fandtes en forhjulstrækker med virkelig prestige? Nej, vel? For ægte prestige hører simpelthen sammen med træk på baghjulene.

Tanken kom sig af, at Jesper René fornogle uger siden kommenterede et Facebookopslag, hvor jeg skrev at jeg var ved at prøvekøre en baghjulstrukket FIAT.

Har det nogensinde været nødvendigt at tilføje, at man skulle prøvekøre en baghjulstrukket Mercedes-Benz, f. eks?

Det er et godt spørgsmål. Men i øvrigt er svaret nu “Ja” og har været det siden den famøse A-klasse, der kunne vælte i en elg-test. Og det er jo sjovt, at det lige faldt sammen med introduktionen af forhjulstrækket hos den tyske bilgigant. Omend Mercedes næppe har syntes, at der var særligt sjovt. I hvert fald fejlede A-klassen også i prestigespørgsmålet, og blev den første Mercedes, der bare var en almindelig familiecontainer ligesom alle de andre.

Rigtig prestige er baghjulstrukket.

Naturligvis kan det forsvares med, at det ikke nødvendigvis var forhjulstrækkets skyld, for der har været – selvfølgelig, thi ikke meget er uprøvet i bilverdenen efterhånden – forsøg på at bygge virkelige prestigebiler med forhjulstræk. Men efter min bedste automotive paratviden har de alle fejlet i forsøget på at nå så højt i motorsamfundshierakiet, at de kan kaldes ægte prestigebiler. Igen kan det sagtens anfægtes, og man kan sige, at det ikke nødvendigvis var forhjulstrækkets skyld, at eksempelvis Cord 810 fejlede i 1936. En prestigevogn skal nemlig også helst fungere, og Cord havde visse jo problemer med basisydelsen. Det samme kan man sige om Citroën SM, som i alle øvrige henseender er det bedste bud jeg kender på en virkelig prestigevogn med forhjulstræk.

Det er heller ikke nok at KALDE noget prestige.

Men sagen er, at prestige er et spørgsmål om langt mere end selve funktionen af en vogn: Ordet og begrebet dækker over den anseelse, en vogn eller noget andet nyder i en bredere kreds af samfundet, og derfor er der også en slags konservatisme indbygget i begrebet. Man kan ikke banke prestige ud af den blå luft med eksempelvis et nyt bilmærke, og derfor kommer signalerne ind og spiller en stor rolle: Baghjulstræk er simpelthen et af de mest tydelige tegn på prestige overhovedet.