Medlem ruldal

De er derude – mærkeklubberne – det er ganske vist, men umiddelbart ser klublandskabet noget støvet ud. Alle bilklubber i foreningslandet Danmark har et erklæret formål om udbredelse af kendskabet og interessen […]

Porches trebogstavsforkortelse må ikke forveksles med LFA, for den står for nærmest det stik modsatte af Datsuns moderne superbil: Porsches betyder Forschungsprojekt Langzeit Auto. Det lyder alvorligt og det var det også. FLA er måske den mest radikale Porsche nogensinde.

Baggrunden var også alvorlig nok: Den italienske tænketank Rom-klubben (som i byen, ikke drikken) havde i 1972 udgivet en rapport med det dystre navn “Grænser for Vækst”, der blandt andet forudsagde, at bilen ville være forældet og overflødig i det 21. århundrede: Det ville mangel på råvarer og brændstof simpelthen sørge for.

Den rapport tog Porsche meget alvorligt, og så gik ingeniørerne i deres tænkeboks. Svaret på truslen blev den måske mest radikale Porsche nogensinde, FLA.

Porsche FLA ved præsentationen på Frankurt Motorshow i 1973.

Målet var en bil, der havde en levetid på mindst tre dekader. Det var ligeså uhørt i 1973 som det er i dag, for ingeniørerne tænkte selvfølgelig ikke på et efterliv som klassiker men som rigtig brugsbil. Og derfor inkluderede designmålene også nem vedlighold og reparation. Og få reparationer, selvfølgelig.

Midlerne var enkel teknik, overdesignet udi det ekstreme. Motorens litereffekt var langt under Porsches sædvanlige niveau, for den 2,5 liter store sekscylindermotor skulle bare yde 75 hestekræfter ved 3500 omdrejninger. Økonomisk skulle den også være. Kræfterne gik igennem en ligeledes overdesignet gearkasse, der var automatisk i det helt bevidste valg, at man så udelukkede menneskelig fejlbetjening. Oliemængderne i både motor og gearkasse var kæmpestore, så serviceintervallerne kunne forlænges. Og der var kun tre fremadgående gear at slide på. Drivakslerne var både af rustfrit stål og forseglede fra elementernes hærgen. På samme måde var der brugt ægte sølv i det elektriske system – der yderligere var sektionsopdelt, så det nemt kunne reparere eller skiftes.

Se godt efter: Motoren ligger stadig bagi selvom FLA overordnet ligner den biltype, der få år senere dominerede det europæiske bilmarked.

Chassiset var af rustfrit stål (vistnok, for enkelte kilder siger galvaniseret blik) og karosseriet skulle være af aluminium. Det blev helt bevidst valgt frem for plast eller glasfiber, fordi aluminium er langt nemmere at genanvende, så den komplette livscyklus var også med i Langzeit-betragtningerne. Som det fremgår af billederne kom Porsche dog aldrig så langt som til at designe et karosseri, selvom chassiset antyder hvordan det i grove træk ville have set ud. Som en VW Golf-agtig bil – velvidende, at den først kom året efter. Og i øvrigt var forhjulstrukket.

Projekt FLA kom i det hele taget aldrig videre, selvom Porsche forsøgte at sælge det til andre bilfabrikanter. For hvis man tænker over det, så indebærer projektet jo et paradoks i sig selv: I jagten på holdbarhed og soliditet må man vælge løsninger, der gør bilen både dyrere og langsommere end konkurrenterne. En meget dyr 75 hestekræfters stærk og 1300 kilo tung Porsche ville ganske enkelt ikke kunne sælges. Og efter 30 års aktiv drift ville den i øvrigt også være håbløst bagud af dansen i forhold de til fremskridt, som biludviklingen havde gjort i de mellemliggende år.

I bagklogskabens lys har det siden vist sig, at Porsche allerede havde en Langzeit Auto i modelprogrammet: En 911 fra 1973 er på mange måder mere rigtig i dag end en FLA ville have været.

Jeg har sjældent mødt flere glade mennesker på éen weekend end i denne: Meget af tiden sad jeg i speakerboksen, men hver gang jeg vovede mig ud i sollyset var der lutter smil og glade miner – publikum elskede løbet, og jeg var helt ærligt ret stolt. Balancen var rigtig. For der ER mere end race på spil.

Der er vel ingen der er i tvivl om, at undertegnede ViaRETRO-redacteur elsker et godt racerløb? Eller mange, mange, mange forskellige klassiske biler, racere såvel som til gaden? Ellers en ordentlig gang nostalgisk tilbageskuen til en tid, der var engang? Ellers vil jeg endnu en gang understrege, at sådan er det. Det er endda så slemt, at jeg sagtens ville kunne tilbringe en weekend, hvor kun den ene af disse ting var i sving. Så jeg er fuldt ud i stand til at stå en weekend på en forblæst flyveplads og se på biler indenfor et mere eller mindre specialiseret spektrum af den store encyklopædi for motorhistorie.

Det er der bare ikke mange der er. I hvert fald ikke nok til at arrangementer, der er baseret på den snævre målgruppe af min type kan svare sig. Især ikke fordi vi også er karakteriseret ved, at vi heller ikke køber noget – medmindre det kan køre. Så man må brede sig, og det har Classic Race Aarhus gjort. Det har taget mig nogle år at indse, at det var nødvendigt – og yderligere et par år at indse, at det ikke nødvendigvis er dårligt.

Tusindvis af potentielle nye bilentusiaster kommer til et arrangement som Classic Race Aarhus.

For ikke så længe siden kom der på ViaRETRO nogle kommentarer om, hvordan vi udbredte kendskabet til vores hobby og interessen for gamle biler. Det gør man i sagens natur ved at komme ud over sine normale grænser. Og det kan man for eksempel komme ved at vise biler frem på Classic Race Aarhus. Fordi en meget stor del af publikum kommer der for festens skyld, ikke for de klassiske biler. Hvis vi er kløgtige, så kan vi udnytte den åbning til at snigløbe dem med bilhistorie og opleve, at en del af dem lytter. Og at der i øvrigt er behov for det, fordi de ikke ved ret meget om gamle biler.

Det gik op for mig, at nogle mennesker simpelthen ikke aner, at gamle biler bliver renoveret. “Den er godt nok flot og velholdt i motorrummet for sådan en gammel bil”, sagde en journalist. En journalist troede den bare var velholdt?!?! Lotus Cortinaen var totalrenoveret, min fine ven, og så vil vi ikke høre en ord mere om din diesel-Swift! Det var den ene ende af spektret, og i mellemfeltet var der så alle dem, der kom for at se lad-os-sige-som-eksempel DTC: På en måde går de jo også op i biler (jojo, det tror jeg), men kender måske ikke helt baggrunden for ponycars, noget til Porsche, Frankrig eller halvtredserne. Jamen, det er jo en enestående chance.

Og den synes jeg Classic Race Aarhus udnyttede meget godt i år: På banen var der alt fra replikaer til overmodificerede “ægte” klassikere – og så taler jeg stadig kun om gadebilerne! Der var rigtigt mange tilmeldt Classic Car Park i år, og jeg er ked af, at jeg ikke selv nåede at besøge andet end den lille afdeling i Mindeparken – hovedparten af bilerne stod på Tangkrogen. Men tiltaget med klubstande var et rigtigt godt et, som jeg tror har en stor fremtid for sig. Vi kan så konstatere, at her var en situation, hvor ViaRETRO for en gangs skyld var med helt fremme i skoene med vores lille klubstand (tak til familie og venner og særligt Morten, hvis skønne Peugeot 203 var et stort trækplaster), eftersom der ikke var så mange klubber, der havde opdaget denne fine mulighed for at komme ud til et nyt publikum. Men området og idéen var der bestemt ikke noget i vejen med: Klubberne stod i forlængelse af Goodlook Street, og lagde dermed helt naturligt op til, at de fortsætter noget periodetematiseret udstilling.

Det var faktisk blandt andet for at være sikker på at kunne bidrage med noget i den retning, at jeg ugerne før havde anskaffet mig en orange Combi-Camp 2000. Jeg håbede så at den overskyggede den hvide SAAB 90 omme bagved, som jeg måtte efterlade af logistiske årsager, da den jo udgjorde en kontinuitetsfejl i området: I klubbernes invitationer havde der nemlig stået at området kun var for biler fra før 1979. Jeg tror der var et par andre smuttere – mest eklatant og en decideret øjebæ i sammenhængen var dog den hvide Lamborghini helt nede i begyndelsen af Goodlook Street. Sørens dejlige galleri nederst viser dog den generelle stemning ganske godt.

Ude på banen i de rene raceklasser synes jeg bestemt ikke der var noget at klage over: Jeg var personligt begejstret for kæmpefeltet i 1971-klassen, den lynhurtige kørsel i 76-klassen og de af mange forskellige tekniske årsager vekslende favoritter i 65-klassen. Da den indledningsvist støjudelukkede svenske Johan Solman vandt første heat fra bagerste startposition var der ikke et øje tørt. Det var selvfølgelig en magtdemonstration af hans stærke Jaguar E-type, men også af flot og sikker og kontaktfri kørsel.

“Udelukket på grund af støj, siger du? Jeg hører kun musik?!?”. Fritz Hansen lytter på Solmans E-type.

Det sidste var der mange der ikke kunne nyde: Og det var jeg ked af at se, særligt når det var uforskyldt og kontaktet blev påført af andre eller skyldtes teknisk uheld. To af mine personlige helte i denne verden eliminerede hinanden: John Bruun Nielsens bremser svigtede under træningen og han tog Mikael Moeslund med sig i afkørslen. Begge er glade amatører, der havde fortjent bedre, så det gjorde rigtigt ondt at se. Andre gik anderledes hårdt til vaflerne med fuldt overlæg, og det var heller ikke noget der huede mig: Kør efter evne, udvis gentlemanship,vær en sand sportsmand – men sådan var der altså ikke alle der tænkte inde bag rattet af deres flotte historiske racerbiler.

Min gamle værkstedskammerat Ulrik Steen Hansen viste hvordan det skulle gøres: Han er lokal fra Aarhus, og havde i flere år ønsket at kunne køre race i sin Reynard Formel Ford 2000, og i år var formelklassen så på programmet. Så fik han travlt, eftersom sæsonen sidste år sluttede med en bukket racer! Det kunne man dog ikke se i Aarhus, hvor Reynarden stod nyrenoveret og klar og Ulrik var tændt. Det forhindrede ikke at han udgik af første heat med en knækket skiftegaffel, mens gearkassen stod i første. I løbet af af lørdag aften fik teamet fat i en gammel gearkasse (i Odense af alle steder), on søndag morgen gik de så i gang med at lave gearkasse: I tredie forsøg og ti minutter før start var gearkassen klar, og Ulrik startede bagerst. Men selv med det pres kørte han hurtigt og sikkert og på tredie omgang var han forrest og vandt sikkert, ligesom han gjorde i tredie heat. Sådan siger man “tak for invitationen”med manér.

Ulrik Steen Hansen udgik af første heat, reparerede sin Reynard 86 og vandt de to næste: Klassisk.

Den slags historier var der mange af, bare ikke alle med ligeså lykkelig udgang, og personligt glædede jeg mig over alle der gennemførte. Den gode caféejer og italienskbegejstrede Christian Seland, som vi så i Niels Birkemoses optaktsvideo omgivet af smadret teknik, havde i r opgivet at gennemføre i sine Fiat’er, men det til lejligheden nyanskaffede britiske jern af en Mini gjorde det endelig: Jeg har længe syntes at den mand fortjente at gennemføre! Vores flyvende reportere, de to brødre og onkler fra Autouncle.com, fangede en masse af dem, og deres gennemgående kommentar var hvor ofte selv topforberedte teams stod med alt værktøjet og alle talenter fremme, når et eller andet alligevel svigtede.

Min favorit henover weekenden svigtede ikke: Jeg havde sådan glædet mig til Jan Heiselbergs sindssygt flotte BMW 3.5 CSL i 76-klassen, men på forhånd var Jan beskeden og “lad os nu se”-afdæmpet. Og på sin egen vis kørte han også sådan: “Kun” trediehurtigste tid og dermed startplacering til første heat, og han mistede endda en placering i starten. Det havde taget seks år at bygge den bil, for pokker, så hvorfor risikere buler, hvis de kan undgås? Han brugte halvdelen af første heat på at føle sig frem med den store bil, og efter seks omgange var han forrest. Det var en fornøjelse af se og høre på,og den store orange brutalis af en BMW-coupé var min favorit over weekenden.

Jan Heiselbergs CSL. Tak, Jan!

Hvis da ikke lige vi skal skrue drømmefaktoren helt i vejret: Jeg har før skrevet om Tyrrell, og bekendt min begejstring over det britiske teams tidligere halvfjerdserbiler. Da jeg så John Delanes transporter ankomme torsdag eftermiddag blev jeg blød om hjertet: Ja, det er dén fra 1971, fuld af historie fra en farverig, farlig og fremragende periode i Formel 1’s historie. Hvad den ikke har oplevet! Det har længe været min drøm at kunne line historiske transportere op på Strandvejen, og sportchef Henrik Strandgaard havde placeret den på den bedst tænkelige plads ved opliningen til udkørsel. Og der stod den hele weekenden og kastede sin autentiske stråleglans over området. Blå og mægtig og værdig som en konge og John Delane vandt fortjent “Best in Show” i Formel-1-klassen med det sæt. Men den var ikke kun til show: Næste stop for kombinationen bliver Brands Hatch i weekenden, hvor de skal køre rigtigt race. Og ja, de kører i transporteren, nøjagtigt ligesom dengang. Det bliver ikke bedre, og jeg ønsker mig mere af den slags til næste år.

Foto: Peter Marker, Lenger Foto, Allan Samsøe Voss, ViaRETRO

Jeg har meget ofte skrevet, at Classic Race Aarhus har noget for enhver smag, og det har aldrig været mere rigtigt end i år. Elementerne er efter min bedste overbevisning på plads, og der kan så tunes og justeres og fyldes detaljer på efter forgodtbefindende – og det er der et år til, inden det går løs igen 22.-24. maj 2015. Og det ved jeg der bliver tænkt over i disse dage, allerede inden oprydningen er endeligt afsluttet. I er velkomne til at komme med forslag i kommentarerne herunder og til at besvare tilfredshedsundersøgelsen hér.

Og så må I heller ikke snyde jer selv for denne lille opsamling af Classic Race Aarhus: Jeg fandt Thomas Breindals klip på Classic Race Aarhus’ Facebookside, og nød billederne meget – og så skrev jeg til ham, om han ikke lige kunne skrue lidt ned for underlægningsmusikken og måske også lige ændre det til et af mine gamle yndlingsnumre, som jeg syntes passede godt i sammenhængen. Og sandelig om han ikke gjorde det!

Det kom der nedenstående stemningsvideo ud af. Tak, Thomas!