Medlem ruldal

Vi har talt om den om det store sammenbrud i den britisk bilindustri før, flere gange endda. Grunden til, at jeg idag tager emner op skyldes at jeg faldt over nedenstående illustration..
!–more–
Den store synder […]

Det slår som regel aldrig fejl, at det er originale og velbevarede køretøjer, der varmer mit hjerte mest. På vej hjem fra Techno Classica havde jeg den mentale rygsæk fyldt godt op med den slags, og det lunede i […]

Den netop overstået weekend blev et endeligt bevis for at sæsonen ER startet og de danske klassikerejere er sprunget ud med deres vogne. ViaRETRO tog til et af forårets største træf og to […]

Det var latteren fra to franske kvinder, som trængte gennem hotellets tynde vægge der fik mig til at slå øjnene op. En kraftig lysstråle passerede sprækken mellem vinduets gardiner og at dømme efter lysets intensitet måtte solen stå højt på himmelen. Langsomt vendte virkeligheden tilbage. Alt det der var sket i går, de dårlige nyheder, det voldsomme regnvejr og aftalen Peter og jeg havde lavet.

Skulle vi køre hjem eller fortsætte? Vores dømmekraft var i aftes sat helt ud af funktion, efterhånden som baren løb tør for forsyninger. Inden vi helt mistede grebet fik vi aftalt, at den endelige beslutning skulle tages under morgenmaden.

Stemningen ved morgenbordet var ikke helt så håbløs som forventet. Vi havde talt begge med familie og venner derhjemme. Peters mor var ikke på toppen, men trods alt i bedring. Hans brødre havde fat om situationen derhjemme, og det beroligede Peter. Så hvad var vores realistiske valg?

Vi kunne køre fra Millau, hvor vi nu var, til København. En distance på 2020 kilometer hvis den foregår på motorvej hele vejen. Vejrudsigten lovede massiv regn i store dele af Tyskland. Ikke de bedste præmisser.

En anden mulighed var at køre til Lörrach i Tyskland tæt ved den shweiziske grænse og køre på biltoget. Det ville spare os for over 800 kilometers kørsel i regnvejr op gennem Tyskland. Sagen var, at der var næsten 900 kilometer til Lörrach fra det sted, hvor vi lige nu indtog vores morgenmad. Endelig var der spørgsmålet, om vi kunne få plads på toget?

Vi blev hjulpet på vej af DB Autozugs hjemmeside: Der var ingen afgange fra Lörrach før torsdag aften, så på denne tirsdag morgen endte vi op med to muligheder: At køre de 2020 km. hjem efter vi havde indtaget morgenmaden. Eller at fortsætte turen efter planen, men at droppe det sidste ben i Italien og køre mod Lörrach i stedet. Så havde vi hele tiden mulighed for at have toget inden for rækkevidde – og Nice lufthavn om noget skulle gå helt galt.

Efter vi havde passeret Millau-broen i går, var vi kørt til den by som havde lagt navn til broen. Det er ikke en by, vi normalt ville have besøgt, og broen overskygger byen i stor grad. Det er både synd og meningsløst, for byen Millau var alletiders by at besøge. Den er smuk, velholdt og med masser af liv. Der er meget få turister, og det lokale liv ser ud til at trives i bedste velgående. Jeg er temmelig sikker på, at vores lille gåtur rundt i byen efter morgenmaden gjorde en ikke uvæsentlig forskel for vores humør på resten af turen.

Bilerne var vi nødt til at hente op igen fra P-kælderens dybeste afkrog, for der var de blevet efterladt aftenen før. Så lidt stive i kroppen og matte i humøret kunne vi starte vognene op og forlade Millau med retning mod Provence ad de gamle landeveje.

Det blev en helt anderledes formiddag end jeg havde forventet, og en helt anden køretur end nogen anden jeg før har kørt. Uden at overdrive er det det bedste stykke vej, jeg nogensinde har kørt: Smalle veje med masser af sving og store terrænforskelle. Naturen vi bevægede os i var af den fineste karat. Billedet herunder får lov at tale for sig selv, men Frankrig foldede sig ud på sin mest graciøse facon og nærmest bar os igennem den krise, vi lige havde haft og stadig var meget prægede af. Det var svært og sorgfuldt at bearbejde tragedien med Kenneths død, omstændighederne og meningsløsheden. En god lang tur alene i sin bil er et godt sted at få tankerne på plads.

Flere steder på turen blev vi hilst af de lokale, overstrømmende og entusiastiske når vi kørte gennem de små byer. Et andet sted sendte jeg en diskret hilsen til en gruppe af vejarbejdere, som var igang med at lappe lidt huller i asfalten. De returnerede alle min hilsen med pift, YEAH-udråb og klap i hænderne. Det var som om alle vidste, vi idag havde brug for lidt ekstra rygklap og opbakning. Det fik vi, og det blev en meget emotionel og uforglemmelig oplevelse: Køreturen på D991 og D999 den 30. april 2014.

Vi havde sat retning mod byen La Motte i hjertet af Provence. Her bor Madame Martensen – hun hedder rigtig Mette, men Madame synes jeg passer godt til hendes elegante fremtoning. Hun er en god ven af mig, og BossaNova-turen har tidligere besøgt hende. Også denne gang indvilligede hun i at få besøg og lod os overnatte i hendes pragtfulde hus på skråningerne. Og hvilken oplevelse det var atter at træde ind i hendes hjem. Vi blev budt velkommen til husets terrasse, hvor anretninger med oliven, syltede Karl Johan-svampe og brød smurt med tapenade stod klar og ventede i selskab med en flaske vin.

Senere ud på aften blev vi trakteret med hjemmelavet artiskoksuppe efterfulgt af forskellige oste. Det skal også nævnes, at Madame Martensen næsten helt uden modvilje accepterede, at vi så Champions League-semifinalen mellem Real Madrid og Bayern Munchen – mens vi spiste. Real Madrid vandt, nøjagtig som vi havde håbet.

Den efterfølgende morgenstund blev brugt til et check af bilerne. Alfa’en er igen begyndt at lide af det jeg kalder gigt i ratstammen. Jeg havde forsøgt med reparation af det lille leje som selve ratstammen bevæger sig i, helt oppe ved rattet. Det har virket længe, men nu er knirkeriet begyndt igen og en mere permanent reparation må laves, når jeg kommer hjem. Peter er begyndt at klage lidt over vibrationer i det ene baghjul, måske han har tabt en afbalancerings klods? Et andet lille problem på Porschen er når den bliver meget varm i motoren, så stiger tomgangen. Lidt uheldigt når vi befinder os i kødannelse, og temperaturen er omkring 26 grader. Problemet er under kontrol, når bilen får luft, og derfor forsøger vi at undgå risikoen for lange køer. Den oplagte mulighed er at lade være med at køre ind i nogle af de storbyer, vi møder på vores vej. Vi har ingen planer om storbyferie alligevel, så problemet er mere end løsbart.

Vi forlod Madame Martensen langt oppe på formiddagen for at køre gennem Gorge du Verdon. Jeg har længe ønsket mig at køre ruten fra Moustiers de Sainte Marie til Castallane. Gorge du Verdon kaldes Frankrigs svar på Grand Canyon og er et stykke enestående natur med veje af en helt absurd kaliber. På de omkring 60 kilometers kørsel til Moustiers foretager Peter og jeg den største fejltagelse i vores indtil nu lange liv. Ikke noget af alvorlig art, men over radioen lover vi hinanden aldrig at røbe denne fejltagelse. Episoden har nu medført at Peter skal have monteret et passagersæde i sin vogn – altid…

Vi når frem til Moustiers de Sainte Marie, som i øvrigt er verdenskendt for sin fajanceproduktion. Jeg beklager, men dette er en af min hemmelige interesser – intet slår smukt fajance. Napoleon havde i sin tid beslaglagt bedsteborgerskabets sølvtøj, da han skulle opbygge sin krigsmaskine. Da Moustiers havde både vand, ler og skov, gik man igang med at erstatte sølvtøj med fajance. Turen langs kløften (gorge) beviser med alt tydelighed det spektakulære i de afsindigt smukke omgivelser. Desværre har området længe været opdaget af motorcyklister og autocampere, og de har i hobetal taget turen som gidsel, så nogen køreoplevelse blev det ikke, men udsigten er formidabel.

Kløften ender før Castellane, og her bliver landskabet mere ordinært, stadig dejligt og typisk Provence, men ikke med de dybe kløfter og høje bjerge. Vi tanker benzin på en lille tank, og jeg køber endnu en dåse Confit de Canard til bagagerummet. Jeg starter vognen og sætter igang. Nu lyder det over radion. “Søren, jeg kan ikke starte…” Jeg vender om og ser Porschen strandet ved siden af benzinstanderen. “Hvad mener du med: Kan ikke starte?” spørger jeg “Den er død, ingen strøm” svarer Peter forbavsende roligt.

“Havde du glemt at slukke bilradioen i nat?” spøger jeg.

Peter svarer ikke.

Vi beslutter at skubbe Porschen, og tre blomstersælgende drenge iler til. Vi får skubbet Porschen igang igen, og motoren brummer i tomgang. Jeg giver drengene en 10 Euro seddel (det mindste jeg havde), siger nej tak til af få en buket liljer i retur. Da de har fået pengesedlen, smider de kassen med blomster på gårdspladsen og løber ind på tanken for at veksle de 10 Euros i tre lige store portioner. Det er lang tid siden jeg har set så glade drenge, nu alle med beskidte hænder efter at have rørt ved Porschens snavsede hækspoiler. Jeg glædes ved deres glæde og går grinende ind i min vogn og sætter efter Peter. Begge vogne kører igen. “Har du set efter om din kilerem er knækket?” – spørger jeg over radioen. Han kører ind til siden og stopper, kigger ned til motoren og laver en roterende bevægelse med hånden. Øv altså, så har vi nok et problem.

Vi stopper det første sted, vi mener, vi kan få hjælp, og det bliver byen Dignes Les Bains – vi har nu passeret Castellane. Begge byer ligger på Route Napoleon (som vi besøgte på en tidligere BossaNova-tur). I Castellane var der lukket overalt, men uden for Dignes fandt vi et lille værksted, hvor personalet kom os beredvilligt til hjælp. En hurtig måling på 8,4 volt kunne fortælle, at generatoren ikke ladede batteriet op. En Porsche-generator sidder langt inde bag ventilatoren under et skjold. Ovenpå er monteret tændingsanlæg og andre sager, så den lader sig ikke lige servicere. Vi takkede for hjælpen og fik en anvisning på, hvor vi kunne købe en batterilader. Hvis vi kunne lade batteriet op i løbet af natten, kunne vi måske køre til Lörrach i morgen og tage biltoget, som nu definitivt var en del af planen.

Nu skulle vi bare finde logi for natten i Dignes Les Bains og med mine usædvanlige evner for hotelspotting, burde det ikke give problemer. Og ganske rigtig, lige efter rundkørslen i Centre Ville fik jeg øje på et pragfuldt udseende hotel. Klassisk Fransk med alt tilbehør. Jeg kørte ind på den lille plads foran hotellet, hvor en rygende kvinde stod og nød den sene eftermiddagssol. “Bon Soir Madame” sagde jeg til hende efter udstigning af vognen. “Bon Soir “ – gengældte hun – “Ah un voirture canadienne!”. Jeg vendte mig om for at se, hvad hun mente. Jeg så intet canadisk…Hun pegede på den hvide firekløver, jeg har på forskærmen. “Le drapeau canadien” sagde hun så. Jeg gik helt i stå, og måtte klø mig forvirret i håret.

Hun spurgte, om vi havde kørt langt i dag?

– “Medium” svarede jeg.

– “Du lugter af benzin” vrissede hun og viftede med den hånd, hvor cigaretten sad kilet fast mellem hendes fingre.

Den var lidt svær at forklare. Jeg havde på turen kørt et lille eksperiment omkring, HVOR mange dage man kunne bære den samme T-shirt eller skjorte. En hvid skjorte holder kun een dag, herom er der ingen tvivl. Den gule og lysegrønne Suixtil tåler også kun en dags brug inden vask. Den mørkeblå T-shirt havde jeg store forhåbninger til. Jeg var nu på andendagen i denne og syntes, det gik rigtig godt indtil videre. Faktisk gik det så godt, at var jeg sikker på, at det kunne lykkedes med hele tre dage i denne trøje. Desværre måtte jeg noget nedslået anerkende nederlaget i dette forsøg også, nu hvor den kvinde der stod overfor mig havde meldt så direkte ud. Og tro mig. Jeg fornemmede ikke, at hun havde nogle særlige gaver indenfor lugtesans.

Hun havde dog både ledige rum og plads til bilerne i gården, så jeg kunne henvende mig til Peter, der nu var ankommet med bilen i gården, og med henrykkelse i stemmen annoncere at jeg havde fundet et helt fantastisk hotel med masser af stemning og en helt genial værtinde. Peter knaldede døren i på sin vogn, så kraftigt, at man kun kunne høre den sidste stavelse i, hvad jeg fornemmede var ordet gøgLER.

Vi får begge en god nats søvn på det særprægede hotel med den løjerlige værtinde. Peter får opladet sit batteri og vi får booket billetter til biltoget med afgang fra Lörrach til dagen efter ved aftenstid.

Vores sidste dag i Frankrig bliver en rolig afslutning af turen til Grenoble. Vejen er stadig Route Napoleon, så der er masser af skøn natur at se på. Undevejs møder vi flere klassiske biler, nogle alene på vejen, andre i mindre grupper. Jeg stopper ved en afkørsel, hvor to familier er taget på picnic i deres Citroen DS og en SM. Jeg ønsker at tage et billede af deres vogne, men det afviser de. Kun hvis jeg vil nyde et lille glas rosévin med dem, kan jeg få lov til at fotografere. Peter er kørt i forvejen, så jeg siger ja tak til vinen, skåler med dem og tager mit foto.

Porschen begynder at opføre sig underligt. Omdrejningstælleren viser 6000 omdrejninger ved tomgang, og viseren på olietryksuret farer op og ned. Motoren tænder forkert og sprutter i udstødningen. Batteriet er fladt, og vi henvises til vejsiden. Jeg får den lyse idé, hvis jeg selv skal sige det, at vi bytter batteri. Så kan Alfaen lade det tomme batteri op, mens Peter kører på et med strøm på. Batterierne er lige store og har polerne siddende ens, så det passer perfekt. Vi bytter batteri, han starter, og jeg på skubbes igang. Alfa’en starter, og vi kan køre igen.

Det går fint på denne måde. Vi stiger på motorvejen lidt efter Grenoble, og kampen mod uret går i gang. Vi har en times margin at køre på. Rigeligt, men ikke meget hvis problemer indtræffer. Himlen er nu tung af regnskyer, som nårsomhelst kan begynde at slippe deres last. Ikke optimalt hvis Peter om nødvendigt skal bruge sine viskere og dermed tappe dyrebar strøm fra batteriet.

Vi må atter bytte batteri, og igen skal Alfa’en skubbes igang. Et par venlige mænd træder til for at hjælpe. De får skubbet den stolte Rosinante igang, og min bil får et medlidenhedsfuldt blik fra hjælperne. Derimod kan Peter starte på et fuld opladet batteri, og den springer lystigt igang. Hjælperne kigger anerkendende på hinanden. Det er ikke til at tage fejl af deres indforståethed. “Se det er tysk kram, det er noget, der virker.” De skulle fandeme bare vide: Det er sgu’ min lille vogn, der holder den spand af en tysk væddeløbskrikke kørende….

Ved næste batteribytte er regnen begyndt, solidt endda. Vi finder en benzintank at foretage manøvren og denne gang i god tid, så der stadig er lidt strøm at starte min vogn på. Peter er kørt ind på tanken først og har fundet en plads under overdækningen, et lidt dårligt sted for de andre tankende billister. Jeg kommer kørende mod ham og stopper op og ser spørgende på ham –  “Er det nu er godt sted?” “Jamen jeg gider ikke blive våd”, svarer Peter. Jeg skal lige til at sige noget spydigt, da min sarkasme har taget næring af sådan en åbenlys invitation.

– “Hvis mit tøj bliver vådt, så dugger mine ruder jo indenfor. Og varmen kan jeg ikke tænde…Vel?”

Jeg får lige præcis parkeret min spydigheder på den holdeplads, alle har lige bag fortænderne til den slags sætninger, som ikke tåler at blive ytret offentligt. En holdeplads man gerne ville have benyttet lidt oftere i livet.

– “Godt tænkt Peter, det havde jeg da naturligvis også regnet ud….”

Vi når frem til Lörrach i tide, får bilerne kørt på togvognene og gør klar til en nat i sovekupé. En stor del af disse forberedelser forgår ved en opstillet pølsevogn og øludsalg.

Vi er på vej hjem og glæder os til at komme på AJ Tanken i morgen til årets første Cars ‘N Coffee (kl 10 – 12).  Nu er det sikkert, at vi når frem med vores last af medbragt Crement fra Frankrig, og giver et lille glas til dem, som har lyst i morgen kl 10. Vi håber mange vil komme og hilse på os og alle de andre, som kommer derud med deres vogne.
P.S. Rosinante glæder sig også, men håber I vil undlade at kommentere hendes små skrammer. Hun er så forfærdelig forfængelig. 

Rejseartikler er populært stof på ViaRETRO. Og det er selvfølgelig også dejligt at være afsted på rejser. Men det er ikke altid nemt for en blogger. Denne fredag kæmper vor udsendte medarbejder Søren Navntoft igen […]

Jeg lagde mærke til, at Sørens billede fra den første rejsedag på Bossa Nova Pontifex-turen var af hans solbrune playboyarm henslængt ud af døren på Alfaen. Posituren er en klassiker, og utallige mænd har kørt […]

Slut med motorveje for en stund – og velkommen til de mindre landeveje. Vi er færdige med den lange transportetape fra sydlige Spanien og nu venter det vi har glædet os til i mange måneder.

Teruel ligger i den spanske region Aragonien og har omkring 35.000 indbyggere. Byen oser af historie og arkitekturen fortæller noget om områdets voldsomme fortid. Der er noget fæstningsagtigt over byggestilen med tykke mure og skydeskår alle vegne. I 1937 var byen centrum for en af de helt store konfrontationer og kampe i den spanske borgerkrig.

Vi finder et hotel der kun er to måneder gammelt, altså splinternyt og meget moderne. I receptionen udviser personalet venligt, men også noget uniformeret høflighed. Her er masser af krom og stål og træværket på døre og karme er af mørkt hårdttræ, men ved nærmere inspektion viser sig at være dygtigt lavet vinylfolie. Hotellets restaurant bliver først valgt, og vi sætter os til rette ved et bord. Peter kigger sig rundt, men udbryder så “Det her dur altså ikke, her er overhovedet ikke hyggeligt”. Jeg giver ham ret da først jeg kigger mig omkring. Vi rejser os, fortæller tjeneren, at vi går en tur.

På en lille plads ikke langt fra hotellet finder vi en lille bar der også har lokale specialiteter. Her er rart og der er en del gæster på dette sene tidspunkt. Vi begynder med en gin tonic og vælger retter, der ser spændende ud. Een er særlig interessant. På baren står en stor gryde fyldt med olivenolie. Nede i olien ligger alle mulige kødstykker – skank, ribben og pølser. Det ser ikke vanedannende ud, kødstykkerne har en lidt uappetitlig farve. Jeg spørger tjeneren hvad det er. Han forklarer, at det er en lokal konserveringsmåde, som man har benyttet i flere hundrede år. Man lægger kødet ned i varm olie, ikke stegende, kun lidt småboblende olie. Sådan tilberedes kødet langsomt til det er mørt, og det kan nu holde sig længe nede i olien. Processen minder om det man i Frankrig gør med andestykker i Confit de Canard. Vi prøver en tallerkenen med ribben. De bliver opvarmet i en oven i køkkenet og kommer tilbage med en fin brun overflade. Det smager himmelsk, kort og godt.

Næste morgen skal vi videre. Gårdsdagens motorveje skal nu erstattes med små landeveje mod pyrenæerne. På kortet har vi valgt en strækning gennem nogle øde egne og idag skinner solen atter fra en skyfri himmel.

Det viser sig at vejvalget er helt rigtigt og noget vi kommer til at tale begejstret om senere på turen. Fin asfalt, der svinger sig flot gennem landskabet, der består af tørre sletter med bakker beklædt med fyrretræer. Vi møder ingen anden trafik og har derfor vejene helt for os selv. Vi kan køre stærkt herude og nyde de mange sving med lidt hvin fra dækkene. Peter er trukket fra mig og på radioen kan jeg høre at han er tilfreds med livet. Jeg fornøjer mig med at hive uanstændige mængder støv ud af støvsamleren midt i ansigtet. Det er noget overvældende, hvad man kan samle sammen i næsen på de spanske sletter, når man kører med åbne vinduer. Heldigvis er klumpen nem rullebar mellem pegefinger og tommeltot og ikke klistret og genstridig. Man er dog nødt til at gøre det uden kørehandsker hvis man vil have, at den kuglerunde dims nemmest skal skydes effektivt ud af vinduet. Og ud af vinduet, det skal kuglerne – så store fremmedlegemer ønsker man ikke liggende tilfældigt på tæpperne i vognen.

Jeg får overhalet Peter på et tidspunkt og ligger nu forrest. Vejen bliver smallere, meget smallere og belægningen ændrer sig. Nu er den fine asfalt væk og vi kører på en vej som er lappet tusindvis af steder. Peter siger i radioen, at han er imponeret over hvor ensartet dårligt de har lavet vejen. Han melder om maksimum 40 km/t. for hans vedkommende.

Alfaen har med sin standardundervogn ingen problemer med at køre 60-70 km/t. her, den er Porschen overlegen og kører i cirkler omkring den haltende racerbil. Jeg benytter lejligheden til at fortælle om undervognsopsætninger over radioen. Lidt om, at fabrikkens oprindelige valg af fjedre og dæmpere var velovervejet i forhold til de mange typer terræn man som billist kan komme ud for. Også lidt om de begrænsninger der kan ligge i en stor sænkning af frihøjden på en rejsevogn. Peter har indført radiotavshed og svarer ikke på min vise ord. Desværre bliver asfalten bedre efter nogle få kilometer og hastigheden kan nu sættes i vejret. Vi er tilbage igen på den store landevej og Peter har brudt radiotavsheden: “Søren…hjælp mig lige med at huske på, at vi skal have givet dig et kursus i brug af radioen – meget snart”.

Turen gå nu til et længe planlagt sted, nemlig det højeste pas i Pyrenæerne, Port D’envalira. Passet ligger i 2408 meters højde i den den lille mikrostat Andorra. Andorra er bare 468 km2 stort og et af de mindste lande i Europa. Landet er også et af de højest beliggende og de 85.000 indbyggere har måtte bosætte sig i højhuse for at kunne være der. Andorra er et specielt sted, helt klart velhavende, hvilket vi omgående mærkede på udvalget af biler på vejene og at de havde mærkbart mere travlt end i Spanien. Vi havde ikke andre ærinder i Andorra end det høje pas, så vi nøjedes med en hurtig kop kaffe på en café inden vi fandt retning mod himmelen.

Al kørsel mod de høje pas er altid en stor oplevelse. De snoede veje som på et tidpunkt passerer trægrænsen hvormed landskabet ændres drastisk til en ødemark. Alfa’en lider mere og mere af iltmangel efterhånden som vi kravler opad. Da vi når til den højde, hvor sneen ligger permanent, er vognen forvandlet til et prustende og sløvt apparat, som næsten ikke evner at trække sig selv om ad de stejle veje.

Men vi når toppen – som ligger i meterhøj sne og hvor der blæser en iskold kraftig vind. Udsigten er spektakulær ud over alle grænser. Selve vejene er ryddet for sne og traditionen med en benzintankstation på toppen bliver holdt vedlige. Den gamle Essotank ligger her endnu, men er dog ombygget og moderniseret med tiden.

Vi kørte ned af passet som ligger tæt på den franske grænse og i 1200 meters højde ankom vi til den franske by Ax. Vi havde nu tilbagelagt over 600 km i dag, solen stod lavt på himmelen og vi besluttede at overnatte i Ax.

Peter og jeg deler ikke helt samme holdning til hoteller. Peter har det bedst på lidt mere ordentlige og velfungerende hoteller. Det har jeg selvfølgelig også, men jeg har en svaghed for små, skæve og sjove hoteller. Peter kalder mine hotelvalg for gøglerhoteller og sådan et fandt vi i Ax, og endda et med stort GØGLER.

Det lille familiedrevet hotel, der i over 100 år var ejet af den samme familie, havde forlængst passeret moderniseringsgrænsen og lugten på hotellet bar tydelig præg af det farlige og utrygge der måtte være i daglig udluftning.

På hotellet boede verdens fedeste kat, på hvad vi vurderede var over 15 kilo. Hotelejeren havde flere akvarier med grumset mosevand og sløve guppifisk placeret dekorativt i hotellets lokaler. I hjørnet stod et stort bur med højtrystede fugle. Nøglen til værelset havde selskab af en nøglering i granitsten med et håndmalet værelsenummer.

Byens cafe og bistro var til gengæld af høj klasse og reddede lidt af det ramponerede indtryk vi havde fået af hotellet.

Da afregningen om morgen på hotellet skulle foregå, fandt jeg hotelejeren igang med at tømme det grumsede vand ud af et af akvarierne og han havde derfor ikke tid til at ekspedere før han var færdig med at suge i den gule vandslange. Da sugerriet var slut, og han havde fået spyttet lidt mosevand ud af munden gik han bag disken og var klar til at tage mod betaling. Maskinen til kreditkortbetaling havde problemer med forbindelsen til centralen, så den blev smidt på gulvet med et højlydt MERDE.

Så tog jeg gåturen til bankens hæveautomat efter kontanter.

Nu var vi i Frankrig og lidt morgengymnastik på de små bjergveje i Pyrenæerne gjorde godt. Vi fik kørt stivheden ud af kroppen i morgensolen. Den franske side af Pyrenæerne er begunstiget med mere regn og er derfor mere frodig end den spanske side. Oppe i højden lader foråret vente lidt på sig i forhold til længere nede i landet. Men vi fik den fulde oplevelse af de nyudsprungne løvtræer, der badede hele landskabet i en sart lysegrøn farve. Peter, der normalt ikke er så lyrisk omkring naturoplevelser, meddelte i radioen “Hold da kæft hvor er her pænt!”. Jeg lå tæt bag ved Porschen og fulgte Peters linievalg i kurverne, ligesom man legede kongens efterfølger som dreng. En lyd, der lød som et brændt sikring, fik mig til at afbryde legen. Så kom lyden igen. Nej to brændte sikringer på så kort tid? Det er næsten ikke muligt. Endnu engang kom lyden og nu mange gange. Peters enorme 11 tommer bagdæk var begyndt at kaste småsten på min forrude. Hold afstand, var planen fra nu af.

Vi ankom til Carcasonne, som sammen med de to byer Toulouse og Castelnaudary danner det, man kunne kalde ondskabens akse inden for gastronomien. Her laver man retten cassoulet, en heftig rustik sag med konfiteret and, pølse og svinekød. Ovenpå ligger et lag af bønner og inden servering gratineres retten i en ovn. Velsmagende, det er cassoulet, og den glider ubesværet ned i store mængder. Resultat er en nærdødslignende mæthed, som kan lægge selv en fuldvoksen mand i aflåst sideleje i flere dage. Vé den som byder en smuk kvinde denne ret på en date. Så er det definitivt slut med den romance.

Vi trådte varsomt og delte en lille portion cassoulet inden turen gik til Millau, hvor vi skulle køre på den berømte Viadukt de Millau-bro.

Det trak op til regn og der kom meldinger hjemme fra Danmark. Peters mor som før turen havde gennemgået en hjerteoperation, havde fået det rigtig skidt igen. Peter havde naturligvis bekymringer med at køre rundt i Sydeuropa, mens hans mor lå derhjemme og havde det dårligt. Oven i det fik vi at vide at en god ven derhjemme om morgenen var blevet skudt og dræbt af sin egen far.

Turen gik i stå. Vi kørte over Millaubroen i silende regn, kørte stille ned til den nærmeste by, parkerede bilerne i en parkeringskælder og gik til nærmeste bar og fik udleveret en flaske gin.

BossaNova-turen var nulstillet og vi havde brug for at tænke lidt over hvad der skulle ske…