Medlem ruldal

4000 km fra det næsten sydligste punkt i Europa og til København i klassisk bil med 44 år på bagen kræver lidt forberedelser og klargøring af vognene. Vi er dog lidt nøjsomme med disse forberedelser og foretager kun de mest oplagte.

Dem der fulgte med i beretningerne fra den sidste BossaNova tur vil vide at min røde Alfa Romeo GTV 1750 – også kaldet Rosinante når det bliver emotionelt – at vognen overvintrede i Spanien. Det er nu tid til at vække vognen efter dens vinterhi, da årets første Bossanova tur begynder på lørdag. Alfa’en fik en grundig vask og polering inden klædet blev lagt over og seks måneders stilstand ventede.

6 måneders vinterhi er slut, nu skal vi på eventyr igen.

Motorolien var frisk og ny da vi forlod København sidst, så den var rigelig god til endnu en tur. Flere vil måske huske, at jeg havde problemer med kompressionen på den bagerste cylinder hvilket formentligt er skyld i det forhøjede olieforbrug (2 liter pr. 1000 km) og at vognen ryger under kraftig acceleration. Jeg fandt først ud af problemet lige før afgang på sidste tur, så jeg så ingen anden mulighed end at spøge med at jeg kørte på 3 3/4 cylinder og at det nok skulle gå. Det gjorde det, uden problemer af nogen art endda, men det fjerner jo naturligvis ikke problemet, som jeg må løse når jeg kommer hjem til Danmark med vognen.

Det er den tredie lange tur Alfa’en er på, stort set uden problemer, så forberedelserne er egentlig ganske små. De sædvanlige eftersyn af bremser, dæk og slanger i motorrummet. Alt ser godt ud, så jeg har ingen bekymringer om at den røde vogn nok skal komme igennem endnu en tur (7-9-13).

Lidt malurt er der dog dryppet i bægeret. Min Alfa har som så mange andre italienske vogne lidt problemer med elsystemet. På sidste tur var der lidt mystik omkring en sikring som brændte over helt vilkårligt og uden nogen form for systematik. Samtidig med at når bilen blev sat i bakgear, så holdt temperatur- og benzinmåler-urene op med at virke. Det lignede udøvelse af sort magi eller anden eksotisk forbandelse, men løsningen lå i at rense stelpunkter og sikringsboksens kontaktpunkter. Nu er en ny festlig fejl dukket op i el-systemet: Når jeg tænder det lange lys, slukker alt lys i instrumenterne og baglygterne slukker…noget uhensigtsmæssigt, da en del aften- og natkørsel venter forude.

Jeg har forsøgt mig med lidt fejlfinding, men indtil nu uden held. Jeg modtager gerne forslag og ideer til løsningen. Du kan hente et el-diagram på linket herunder:

Diagram_Alfa Rome_1750_GTV_Series 2

Heller ikke denne gang skal jeg køre turen alene. Min efterhånden trofaste rejse- og værkstedskammerat Peter har taget den lange tur til Malaga i sin Porsche 911 RSR for at køre BossaNovaturen sammen med mig. Selvom han har taget biltoget fra Hamburg til Narbonne, må det siges at være en entusiastisk bedrift og siger noget om hans rejse og kørelyst.

Peter og hans Porsche 911 RSR. Just ankommet på bjerget efter 1400 kilometers kørsel fra Narbonne i Frankrig.

Peters Porsche lød ved ankomsten noget mere omgængelig og næsten uden det sædvanlige bulder og brag. Årsagen er at han har fået bygget en rigtig udstødning til vognen. Den tidligere hjemmekonstruerede udstødning er sendt på pension og den nye med rør i ens længde og korrekte opbygning, er monteret til turen. Selvom den nye udstødning ikke er nær så potent i lyden som det gamle råberør lyder Porschen nu mere nedtonet, men ikke mindre hidsig. Faktisk lyder motoren nu mere veltrimmet og Peter synes det har ændret vognens gangkultur til det bedre. Også speederresponsen er mærkbart forbedret. Udover de tekniske forbedringer ved det nye udstødningssystem må det fremhæves at tinnitusfaren for vognens passagerer er drevet over og vores ankomst til civiliserede steder på turen nu kan forgå uden skam og flovhed over at vække hele nabolaget.

Vi vender naturligvis tilbage med de egentlige turberetninger efter starten på lørdag.

Hvad gør man, hvis man ikke har råd til drømmebilen? Så bygger man en selv. Eller to. Her er en tysker, der begyndte at drømme i 1961 og en italiener, der begyndte i 1972. Begge blev færdige – og resultaterne er […]

Med Hagstøms opfordring om åbenhed og imødekommenhed i mente, befandt jeg mig i går i selskab med en meget ung mand og hans definition af verdens fedeste bil.
!–more–

Den unge spanier, som på mig virkede […]

Forleden aften så jeg en dansk spillefilm i Statstelevisionen. Filmen var ikke noget særligt filmisk mesterværk, blot en typisk falde på halen-komedie af den slags der var så populære i de brølende nuller. Den […]

I dag en tegneserietest:
I tirsdags havde jeg den store fornøjelse at afhente en ViaRETRO-læsers nykøbte 1973 Citroën DS oppe fra auktionen i Randers, og køre den hjem (mit hjem, ikke hans) til Djursland. Senere samme dag prøvede jeg en 1980 Mercedes SL. Begge var bilmodeller jeg aldrig havde prøvet før. Og de kan sagtens sammenlignes.
Jeg var mildt forundret over de kritiske kommentarer, da jeg forleden (i indlægget Two Shades of Grey) sammenlignede min 2,7-liters 213 km/t-hurtige luksuscoupé fra 1989 med min tidligere 2,8-liters 212 km/t-hurtige luksuscoupé fra 1982. Med sammenlagt 15.000 kilometer under hjulene følte jeg mig ellers på sikker grund. Men nogle mente, at jeg sammenlignede æbler og appelsiner.

Æbler er jo heller ikke ens allesammen.

Og hvad så? Jeg kan lide både æbler og appelsiner, og sådan har jeg det også med biler. Læser Anders’ forslag var, at det slet ikke handlede om topfart, ydelse eller design men om smil per mil, som det må hedde på dansk. Og det er rigtigt, indså jeg. Hvorfor jeg iler med endnu en sammenligningstest, baseret på henholdvis 60 og 30 kilometer: DS vs SL!

Det var mange forkortelser, men det handler altså om Citroëns ikon DS og Mercedes’ ikon SL. I den aftapning, der på Mercedesk hedder R107. Ingen af delene er der meget romantik over, men begge modeller har heldigvis kælenavne: Franskmanden er en Gudinde, tyskeren ein Panzerwagen. Og så er det faktisk på plads, for former, filosofi, teknik og udførsel er i de to navne pludselig kondenseret i en grad, så sammenligningstesten ligeså godt kunne slutte her.

Men det kan den så alligevel ikke. For hvem i himlens (!) navn siger, at en Gudinde er bedre end en Kampvogn? Efter at have prøvet begge gør jeg i hvert fald ikke. Lad mig straks skride til bekendelse og indrømme, at jeg helst ville have en Panzerwagen  i min garage. Hvorfor det er sådan er straks sværere at forklare, og her er æbler og appelsiner-sammenligningen i virkeligheden helt på sin plads. Hvordan smager et æble? Hvordan smager en appelsin? De er begge ikoner, men på vidt forskellige måde. For slet ikke at tale om, at de kører vidt forskellige.

Jeg elsker sauerkraut. Jeg elsker foie gras. Begge dele skal til. Og det kom der i forgårs. DS’eren var blank og sort og det er en farve, der virkelig understreger dens værdighed, historie, alder og presence. Det er alvor, når man siger, at en DS er et ikon. Jeg havde som sagt aldrig kørt i en, men fik dog en tur i Sørens sidste weekend. Alene oplevelsen fra passagersædet øgede i et splitsekund min livskvalitet – så stor en klassiker er en DS. Og mine kilometer sagde det samme: “Min” var fra 1973, og sådan føltes den også. Her vil nogle måske indvende at en DS ellers skulle være så moderne og så videre, og det var den jo også – i 1955. Men fra mit bløde røde sæde var det slet ikke ment som kritik: Jeg ville være blevet skuffet, hvis ikke denne store klassiker var klassisk i sin fornemmelse bag rattet også.

Nøjagtigt det samme kan jeg sige om Mercedes SL’eren og fornemmelsen bag rattet i den. Den var jo helt anderledes motoriseret med cirka den dobbelte størrelse motor, og 450’eren var faktisk en lækker maskine (hvilket ingen vel vil sige om en DS-motor), der gik dejligt blødtog rundt, da den blev varm. Bilen var en 1980-amerikanermodel med fuldt smogudstyr, og rigtig hurtig var der derfor (heller!) ikke, men utroligt behagelig og troværdig og – ja, klassisk at køre. Og jeg er nødt til at sige det: Ligeså komfortabel som en DS, sådan i grove træk. Jeg kørte på ufatteligt toppede brosten i SL’eren, men ikke i DS’eren, og det er da muligt at det ville have gjort en forskel. Men jeg manglede heller intet indenfor komfort i SL’eren, der på flere måder mindede om min 250 Coupé.

Og ja, den mindede også om DS’en på ét bestemt område: Køredynamik. Det var der intet af. Det er ikke det samme som at sige, at de to ikoner kørte dårligt, for det gjorde de ikke. Det kørte faktisk rigtigt lækkert på hver sin måde, og jeg smilede rigtigt meget bag rattet af dem begge.

Men turene tjente allertydeligst til at minde mig om, at jeg også er glad for sushi.

Så lad mig være pinedød ærlig og sige, at uanset hvilket aspekt af bil man ser på, så kører min Honda Legend Coupé så knusende meget bedre end de to her tilsammen, at det i virkeligheden var den største erkendelse efter testkørslerne: Jeg er simpelthen ved at blive både forvænt, blødsøden, komfortsyg og fartblind! På høje tid at skifte bil…