-
Peter Plys Karlsen commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 93 12 år, 1 måned siden
Jakob 356 – den ER skæg at køre med…
OK – Ryhl jeg ser først nu at den sorte er lidt sløret…og svæver i horisonten.
Jeg tog billedet i eftermiddag i Holbæk med min telefon -det er en gammel […]
-
Kai commented on the post, Le Mans 1965: GT'ens sidste krampetrækninger 12 år, 1 måned siden
Det ligger lige (meget-)skråt overfor hvor jeg har mit daglige arbejde, så nu er det åbenbart slut med at se store royale Rolls-Roycer trille forbi, kan jeg læse.
Alting har en ende, det er ok, min nye maskine […] -
Peter Plys Karlsen commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 93 12 år, 1 måned siden
Åh – det var dog besynderligt som det billede står.
Ryhl – kan du komprimere billedet efter et par flasker?
Det er blevet så moderne med Quiz –
Jeg gir´en stille tur på isglat vej i Alpinen til den, der […]
-
Peter Plys Karlsen commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 93 12 år, 1 måned siden
God aften
“Historisk vigtig vogn” – hmmmm
…sån´ en blå Alpine kørte jeg hjem fra Strøjer i mørke igår – enøjet, og den er fransk.
Det har været en skøn dag at køre i solskin sammen med sin yndlingsbil. […]
-
Oktan startede emnet BILER TIL FILMOPTAGELSE SØGES i forummet Diverse: Ting der ikke hører hjemme andre steder 12 år, 1 måned siden
Hej alle !
BILER TIL FILMOPTAGELSE SØGES.
Jeg arbejder på filmen “SOMMEREN 92” som handler om begivenhederne omkring den danske fodbold-EM sejr i 1992 generelt, og om Richard Møller i særdeleshed. Pga nogle omlægninger i planerne er vi frygtelig sent ude med denne søgning.
På onsdag filmer vi ved Hotel Marina i Vedbæk.
Scenerne viser…[Læs mere] -
Arne Riis commented on the post, Le Mans 1965: GT'ens sidste krampetrækninger 12 år, 1 måned siden
Han har solgt til Henrik Frederiksen & Kierulf og personale ( det er ikke hvid slavehandel) m.v er flyttet over på Erhvervsvej26.
-
1956 commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 93 12 år, 1 måned siden
Ja det var en fornøjelig aften. Tænk et liv blandt biler på den måde ,det kan kun blive en god dag på kontoret for Strøjer hver dag . Godt billed af Søren og ds ,men er det på grund af mangel på vd 40 at tagbagage […]
-
westmus commented on the post, Le Mans 1965: GT'ens sidste krampetrækninger 12 år, 1 måned siden
Kai, jep mester går på pension og de nuværende ansatte overtage firmaet. At firmaet så samtidigt flytter kommer sig sikkert af at Bernt selv ikke har tænkt sig at flytte nogen steder. […]
-
Kai commented on the post, Le Mans 1965: GT'ens sidste krampetrækninger 12 år, 1 måned siden
Bernt Hansen er vist netop ved at blive overtaget, og flytte ud på Islevdalsvej, i følge min chef.
-
Ib Erik Söderblom commented on the post, Le Mans 1965: GT'ens sidste krampetrækninger 12 år, 1 måned siden
Havde fornøjelsen af at køre lige ved en smuk åben MG B, ved Odense i går :-)
-
Peter Plys Karlsen commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 93 12 år, 1 måned siden
God dag
Takker for et godt arrangement hos Strøjer igår – der kommer nok mere om det senere…
Jørgen Strøjer er godt nok også tosset… med Alpinen… ;-)Nåh, men 93… jeg har en godnat historie om 96 – […]
-
Arne Riis commented on the post, Le Mans 1965: GT'ens sidste krampetrækninger 12 år, 1 måned siden
Den viste MG B kærte på LeMans i 1963 og blev nr 11 med bl.a Paddy Hopkirk, jeg arbejde på bilen under mit studie ophold i Competition Dept i Abingdon, og jeg fik et sæt tegninger med hjem.
Bernt Hansens pladsmed […] -
westmus commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 93 12 år, 1 måned siden
Navnet “Grand Prix” passer jo glimrende ind i Pontiac datidige modelnavne. Den havde søstre som Le Mans, Bonneville og da Pontiac som firstmover sparkede gang i muskebilsbølgen, kom modellen til at hedde GTO. Det […]
-
Ib Erik Söderblom commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 93 12 år, 1 måned siden
Jeg savner SAAB.
Jeg savner IKKE GM og hvad deres åbentlyse manglende intelligens og vision, gjorde ved en god Svensker.SAAB 99 var særdeles historisk signifikant, da den i stærk stil, introducerede, at en […]
-
Kai commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 93 12 år, 1 måned siden
Jeg kom lige til at følge en tangent, kigge efter hvad man kan få for max 20k, hvis der skal stå SAAB på.
http://www.dba.dk/saab-9000-20-cs-5-doers/id-1010555340/
Kan sådan en holdes kørende med udskiftningsdele […] -
Uno commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 93 12 år, 1 måned siden
Har altid været vild med John Britten og hans utrolige projekt. Når man frem for at købe færdig kulfibernet fra Dupont, køber tråden på en spole og selv væver nettet fordi så kan man gøre det bedre siger det alt. […]
-
Lars D commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 93 12 år, 1 måned siden
Tak for SAAB indlægget. En sort 93 longnose som den på billedet kan næsten få mig til at glemme min Lotus. Jeg er ligesom Søren og Jagmann vokset op i SAABer fra 96 over 99 til i voksenlivet at have 9000 og 9-5. […]
-
Steffen Møller Madsen ændrede deres profilbillede 12 år, 1 måned siden
-
Soren W commented on the post, Lørdags Matiné Nr. 93 12 år, 1 måned siden
Da JAGmann og undertegnede kom til verden, kørte vores far i en historisk signifikant vogn.
Har det præget os? muligvis… -
ViaRETRO wrote a new post 12 år, 1 måned siden
Jeg har engang haft en historisk virkelig signifikant bil – og det har du måske også.
Som det fremgik i ugens løb fik jeg et decideret mindreværdskompleks, da jeg så det smukke foto fra Frankrig anno 1965, og opdagede, at jeg ikke havde ejet en eneste af de cirka firs biler på billedet. Senere blev det kompleks forstærket, da jeg i Niels Birkemoses video hørte ham bruge et udtryk i stil med “en historisk vigtig vogn” – om en vis Ferrari, som vi nok skal komme tilbage til.
Åhnej, jeg har heller aldrig haft en historisk vigtig bil! Jamen, de to hændelser var jo den lige vej til en alvorlig depression.
Men så kom jeg alligevel til at tænke lidt over, om der mon er andet i livet end Le Manssejre, og om andre biler end af Le Mans-vinderkaliber fra halvtredserne på nogen som helst måde var værd at beskæftige sig med? Jeg kom sjovt nok frem til, at svaret på begge spørgsmål er ja.
Det er derimod et godt spørgsmål, om nogle af bilerne i min stald (hvilket i dag, hvor jeg bor på Djursland, er helt og aldeles bogstaveligt!) mon har format til at være “historisk signifikante”? Min egen vurdering er, at mine to firserbiler SAAB 90 og Alfa Romeo Giulietta begge er parenteser i historien.Eller måske nærmere bindestreger, hvilket er et skridt op fra parentes. I hvert fald i den store sammenhæng, for de var da vigtige for SAAB og Alfa dengang. Alene fordi de blev bygget og solgt!
Uden lige helt at have formlen på en signifikant klassisk vogn klar (vi arbejder på sagen), så er der selvfølgelig ingen tvivl om, at motorsportssucces er en meget vigtig ingrediens.
Det har mine Volvoer! I hvert fald lidt, for da begge er fra 1956, så er de lige nogle år før den store succes på baner og især i rally – det var trods alt en PV 544, der vandt Safari Rally, ikke en PV 444. Og nej, de er ikke ens! Under alle omstændigheder var PV’en den bil der satte Volvo på verdenskortet, og derfor ER den da mere historisk vigtig end de to firserbiler tilsammen.
Både for Volvo og i historien som sådan.
Vigtigere end min Triumph Spitfire? Hmm, Spitfires vandt klassesejren i Le Mans 1965. Vandt klassesejr i Tour de France også. Havde succes i SCCA i Amerika. Og solgte endda forrygende i mange år. Gør det den vigtigere som historisk klassisk bil end Volvo PV? Jeg kan faktisk ikke gennemskue det. Jeg ved den er kønnere, og at det også har en betydning. Men i det mindste lunede det således blive mindet om, at nogle af mine biler var blåstemplet i forhold til motorsportshistorien.
Og endelig fandt jeg helt ro ved tanken om, at jeg engang har ejet en af verdens største klassiske ikoner. Med rallysejre og banesportshistorie i spandevis. Min Morris Mini, nemlig. Således kunne jeg igen slappe af og ikke stresse over alle de biler i verden jeg mangler. Og herunder også nyde tanken om, at mindre end tolv cylindre fra Italien kan gøre det. Hvilket er godt, da jeg stadig drømmer på fransk.
I mine mareridt vågner jeg derimod op badet i koldsved, vækket af vrælet fra tolv infernalske cylindre på fransk. Hold så op med den larm!
M. Claude d’Ebberfeld
[adrotate group=”5″]

Ugens grafik


Den historisk signifikante SAAB, som godt nok ikke er fransk, men som jeg virkelig er fascineret af – og hvis modelbetegnelse passer til denne Lørdags Matiné Nr. 93
Af Claus Ebberfeld“Er du træt af din SAAB?”, spurgte moderen til min datters veninde. Vi mødtes hos en bilforhandler, hvor hun arbejdede – hvilket var mig ubekendt, i øvrigt, og jeg fandt situationen noget beklemt. Ja, jeg havde det ærligt talt som om jeg var blevet fanget med favnen fuld af blade fra den øverste hylde. Hvad jeg i det hele taget lavede dér kan jeg selvfølgelig ikke komme ind på her – endnu.
Nå, det var en lang indledning. Som ikke engang har noget med sagen at gøre sådan rigtigt. Men svaret på hendes spørgsmål er ikke helt nemt for mig, så jeg formoder jeg snakker udenom. Den korte udgave er “nej”, for jeg er faktisk glad for min SAAB 90. Den mere uddybende udgave er, at jeg er glad for den på samme måde, som andre er glade for deres nye familieæsker. Den kører rigtigt godt, den kører altid og den opfylder alle krav til fleksibilitet, som man man rimelighed kan stille til en bil. Den er endda i flot stand, for pokker – så flot, at den generelt bliver vældigt beundret.
Ja, den er mit bedste bilkøb nogensinde, faktisk.
Men den er fra 1985. Den er dermed næsten ny. Hvilket er det eneste ankepunkt jeg har på den. Jeg er endda kommet til at holde af dens design. Den fine hvide farve er dyb på flere planer. Omend jeg selv efter 17.000 km stadig jævnlig griber ud efter nøglen oppe ved ratstammen. Hvor der ikke er noget, selvfølgelig – den sidder mellem sæderne. Og det går mange SAAB-folk meget op i. Det er nemmere at vænne sig til højrestyring, synes jeg.
Men det var jo 93, det skulle handle om. Inden vi når så vidt vil jeg dog lige pointere noget, der netop gik op for mig nu (som i de sekunder, der var LIGE før jeg skrev disse ord): Alene det, at jeg væver og vævere videre om 90’eren siger jo meget om, at den langt fra er mig ligegyldig.
Men jeg er ambivalent overfor den. I min drømmeverden kører jeg altid rundt i den ene eller anden markante klassiker af en vis pondus og betydning, (911, Mini, E-type-trekløveret vælder frem på pandelappen) og mens en 99 faktisk ville kunne udfylde de sko, så kan en 90 ikke. For den er jo næsten ny. Hvilken måske også er årsagen til, at den fungerer så godt. Hvorfor jeg burde beholde den.
I stedet drømmer jeg som bekendt videre om noget fransk middelklasse fra midten af halvfjerdserne. Selv min tolvårige datter prøver at tale mig fra det.
Og NU nærmer vi os SAAB 93. For hvad nu hvis det var sådan en, jeg gik efter i stedet for? Ja, så ville jeg få hele tre ting:
SAAB 93 var den første eksport-SAAB, og dermed bogstaveligt talt den model, der satte mærket på verdenskortet
SAAB 93 har motorsportshistorie fra både rally og bane: Le Mans i 1959 kan man læse om hér
SAAB 93 er toplækkert industrielt design med en vis realismen i flybaggrundenDet sidste er ikke engang kun mine subjektive ord: Andre har også rost Sixten Sasons linier, og funktionaliteten er også i orden. SAAB 93 er en anelse for skæv til at komme i Mini/911/E-type-selskab i toppen af diverse “verdens bedste”-lister, og jeg har en klar fornemmelse af, at dens snoldede 750 kubik spiller lidt ind her. Men den får ret meget ud af de 750 kubik, blandt andet jo fordi den ikke spilder sin tid med kun at tænde på hver fjerde takt: Den trecylindrede totakter kan gå rigtigt godt,og det gælder både på gade og i sportslig sammenhæng. Hvilket jeg ved, fordi jeg engang fik stryg på Munkebjerg af en 93!
Det er med andre ord en rigtig, vaskeægte, født-til-klassiskhed klassiker, sådan en 93. Og dermed adskiller den sig markant fra min 90, selvom der er en bagatel af 25 år og et tretal imellem dem.
En SAAB 93 kan jeg VIRKELIG forholde mig til, jeg ville hjertens gerne have en, og jeg ville endda gerne betale for den. Der er mange rationelle grunde, synes jeg. Hvorfor jeg slet ikke forstår at jeg senest har kigget på
1) en fransk halvfjerdserbil,
2) en japansk firserbil og
3) to nye leasingbiler.
“Jamen, hvad er dit behov?”, kunne nogen jo prøve at spørge. “Noget andet”, tror jeg mit svar vil være. Og en 93 er noget andet. Som altid finder jeg trøst i tanken om, at tvivl dybest set er et intelligenstegn.
93 blev eksporteret til Amerika, og der blev lavet nogle lækre pressebilleder. Dette er et af dem – og dem herunder er så vidt jeg kan bedømme fra samme session, cirka anno 1956. Bortset fra det sidste, for det er Dronning Beatrix. Hun kunne også lide 93.
Og vel bor jeg hverken i New York, er en dronning eller en berliner, men stort set alt ved en SAAB 93 udstråler en periode jeg elsker. Det kunne endda være mig på den nederste illustration.

Ugens jubilæum: “Hey Little Cobra”
Af Claus EbberfeldI forlængelse af den uhyre megen debat om Elektrojazz’ album Cars (koncertanmeldelse hér) tager vi lige en runde musik mere, denne gang rettet direkte mod een bil, den legendariske AC Cobra.
Nummeret bliver 50 år gammelt i år, og bandet The Rip Chords havde stor succes med det: Det var omtrent samtidigt med at The Beatles rullede henover verden, så at The Rip Chords nåede fjerdepladsen på den amerikanske Top 100 var ganske godt gjort.
The Rip Chords var ovre i kategorien surf bands, og bortset fra hele fire forsangere lyder de i mine øren som mange andre af den slags: Let og glad melodi med noget surfguitar på. Ikke særlig meget kant, og bare ret poppet.
Men som bilentusiast og nostalgiker skylder man sig selv at lytte til teksten: “I took my Cobra down to the track, hitched to the back of my Cadillac” og så videre. Mens det ærgrer mig at høre, at de ikke kørte den på gaden, så sætter teksterne gang i mange fine billeder på min indre skærm.
Det sjove er, at melodien er skrevet af Carol Connors (billedet herunder), ifølge folkloren på opfordring af Carroll Shelby. Connors havde ødelagt fronten på kærestens bil, en AC Bristol, og de havde spurgt Shelby, om han kunne sætte en Cobrafront på, da de to biler som bekendt er nært relateret.
Det afslog Shelby, men lovede Connors, at hvis hun skrev en sang til Cobraen, så kunne de nok finde ud af noget. Det er den version jeg har læst mig til, og hvis den er rigtig, så var Shelby også her genial. Connors var allerede da en anerkendt musiker, og hendes “Hey Little Cobra” blev som sagt et hit i perioden og gjorde Ford og Shelby særdeles godt.
Her mange år bagefter går nummeret for at være et af de vigtigste i bilmusikhistorien. Om det var dette nummer, Shelby selv eller hendes andre succeser der gjorde det muligt kan jeg ikke afgøre, men Connors havde senere selv hele tre AC Cobraer, da de var nye. I dag er de alle solgt, og det har hun fortrudt.
Men nummeret lever stadig.

The Beatles’ møde med Cassius Clay i 1964
Af Søren Navntoft
At britisk og amerikansk samarbejde kan være en match in heaven har historien tydeliggjort flere gange. Samarbejdet mellem Britiske AC og amerikanske Shelby / Ford gav os Cobra. Et Motownhit og et engelsk arbejderklasseorkester fra byen Liverpool ved Mersey floden var med til at skabe verden mest berømte musikfænomen.
I tilfældet med det lille engelske orkester skulle der lidt hjælp til: Fjernsyn og promotion. Orkestret var i februar 1964 taget på PR-tur i USA og nu skulle det store kontinent tages i brug. En koncert i Washington var arrangeret og to optrædener i det store talkshaw på TV: Ed Sullivan Showet. Der var også arrangeret et møde med en af tidens helt store sportsstjerner: Bokseren Cassius Clay. Han var i gang med at forberede sig til dunderopgøret mod den forsvarende verdensmester i sværvægtsklassen Sonny Liston. Optakten til kampen fyldte godt med spalteplads i de amerikanske medier. Ikke mindst fordi Liston blev anset for at være den mest frygtindgydende bokser verden endnu havde set, mens Clay ansås for at være en ikke helt ubetydelig modstander. Underdog, jo, men altså ikke kanonføde for Liston.
Fotografen Harry Benson, som rejste rundt med drengene fra Liverpool i USA, havde oprindeligt forslået en fotosession med Sonny Liston, men denne havde ikke ønsket at medvirke sammen med de ukendte drenge. Så aftalen blev at køre forbi Cassius Clays træningslokaler.
Clay var forsinket eller bare arrogant i forhold til aftalen og historien fortæller, at ventetiden i Clays omklædningsrum gjorde stemningen dårlig. Ringo havde spurgt “Where the fuck is he?” og John Lennon havde fulgt efter med “Let’s get the hell out of here…!”. Pludselig var døren blevet revet op og til syne kom et smukt og fasinerende menneske: Cassius Clay. Han stak hovedet ind af døren, så rundt på dem alle og sagde højt:
“C’mon, let’s go make some money.”
Den britiske orkester brugte resten af dagen på at køre i drive-in bio og se Elvis Presley i filmen Fun In Acapulco.
En uge senere, den 25. februar, forbavsede Cassius Clay hele verden ved at slå Liston på teknisk knockout, efter den forsvarende mester havde undladt at rejse sig, da klokken lød for syvende runde. Cassius Clay blev ny verdensmester i sværvægt. Kort tid meddelte han sin konvertering til islam, og at fremover ville han være kendt som Muhammad Ali.
Det engelske orkester The Beatles fik sin store succes i USA. De vandt også på teknisk knock-out over musikbranchen og andre udøvende musikere. I april 1964, kun to måneder efter mødet med Clay, så hitlisten således ud:

Foto: AP Photo

Lancia særudstilling Sommer’s Automobile Museum
Udstillingen i Nærum åbner i dag søndag d. 5/10 2014 og varer til og med d. 29/3 2015

Lige fra begyndelsen i 1906 repræsenterede Lancia det ypperste som italiensk bilindustri kunne præstere. Det var Vincenzo Lancias ambition at bygge biler af meget høj mekanisk kvalitet som var lette at køre. Han havde en baggrund som testkører for Fiat og som en af Italiens bedste motorkørere, så han havde meget klare ideer om hvilke biler han ville lave. Ikke egentlige sports- og racervogne, men biler til de kunder som stillede store krav om holdbarhed og pålidelighed samt let betjening.
Gennem årene var Lancia karakteriseret ved utraditionelle løsninger, original teknisk tænkning og fremragende køreegenskaber. Det var verdens første fabrik til at serieproducere en bil med selvbærende karrosseri og uafhængig forhjulsaffjedring. Det skete allerede i 1922 med Lancia Lambda. Sidst i 1930’erne kom Lancia Aprilia med uafhængig affjedring af alle hjul, store fartressourcer og meget fine køreegenskaber. Det hele pakket ind i et rummeligt men alligevel let, selvbærende karrosseri bygget efter forsøg i vindtunnel.
Aurelia, som kom i 1950, repræsenterede endnu et nybrud i bilteknik. Den havde verdens første V6-motor, verdens første brug af uafhængig baghjulsaffjedring med skråt bagudrettede triangelarme og var verdens første baghjulstrukne personbil med transaksel, dvs. gearkassen sammenbygget med differentialet.
I nyere tid har Lancia produceret biler som Lancia Fulvia, Stratos og Delta Integrale. Alle biler som i deres tid helt dominerede rallysporten.
Lancia har produceret mange andre teknisk avancerede biler, og på udstillingen vil der være mulighed for at se de fleste af dem. En enestående chance for at få et indblik i en af den europæiske bilhistories store mærker.
Link til: Sommer’s Automobile Museum

John Britten
Af Søren NavntoftFor folk med interesse i motorcykler er John Britten et velkendt navn. For de fleste andre er John Britten og hans historie ukendt. Den newzeelanske motorcykelguru gjorde det umulige, da han i firserne og begyndelsen af halvfemserne havde sat sig for at bygge helt sin egen motorcykel og slå de største motorcykelmærker på racerbanerne. Britten skabte revolutionerende maskiner i eget design, af lette materialer og ved hjælp af motorer, han byggede selv.

Filmen One Man’s Dream, her til højre, er dokumentaren om Brittens arbejde i de små værksteder på New Zeeland og frem til det endelige opgør med de “store” til Battle of Twins på Daytone i USA.
Filmen er halvanden time lang, på engelsk og ikke i super kvalitet. Alligevel vil jeg anbefale at man forsøger at se filmen i sin fulde længde, fordi historien om Britten er sjælden og fantastisk.
John Britten dør ikke mange år efter dokumentarfilmen er lavet, som 55-årig, af sygdom og dermed sluttede udviklingen af Britten V1000 og V1100.

Fra ViaRETRO-arkiverne –
i dag fra nederste hylde i bagklogskabet: Sekshjulere skal have to sæt forhjul for at få succes
Af Claus Ebberfeld
Hvis nogen skulle være i tvivl om overskriftens sandhed, så behøver man ikke kigge længere end motorsporten, der som sædvanligt leverer sekundklare svar på alle mulige teknikaliteter. Spørgsmålet som jeg stiller mig selv er, hvorfor der ikke var universel begejstring for den sekshjulede Briggs&Stratton Hybrid fra forleden? Fordi den havde to sæt bagaksler, ganske enkelt.Tyrrell viste hvordan, og på billedet herunder er Ronnie Peterson ved at demonstrere det.

Teoretikerne/filosofferne derude kan tænke lidt over følgende spørgsmål: Er der større eller mindre risiko for at flette hjul i formelbiler med seks hjul?

Hvorfor kaldte de denne bil Grand Prix?

5,38 meter lang, 2,00 meter bred, 1.800 kilo tung, 300 bruttohestekræfter og 173 km/t i topfart. Burde den ikke bare havde heddet “Grand”?

Det (u)nødvendige foto: Vogn og mand

Foto: Piet Simonsen

[adrotate group=”7″]God weekend
- Hent mere























