Paul og jeg var begge stadig helt høje på gårdagens oplevelser. Mens vi indtog et solidt morgen måltid, gik snakken hovedsagligt omkring hvor usandsynligt fint den lille 66’er kørte.
Både Paul og jeg blev hurtige enige om, at på trods af at vi imellem os har kørt temmelig mange forskellige 02’ere, så var dette helt klart en af de bedste og rareste vi nogensinde havde haft fornøjelsen af. Hele drivlinjen, undervognen og selv de simple et-kreds bremser uden servo fungere bare så fint, at det virker nærmest absurd at køreoplevelsen leveres af en urenoveret 47 år gammel bil. Kvalitetsindtrykket er ganske simpelt højere end på nyere 02’ere, og den lille 66’er køre nærmest som man ville forvente at den gjorde dengang den blot var nogle få år gammel. Vi var tørstige efter mere, pakkede vores ting sammen og gik ud til endnu en perfekt solskinsdag.
Vi kontrollerede motorolie og kølevæske og var lettede over at begge var helt i top, og der var heller ingen øvrige tegn på videre olielaekkage fra ventildækslet. Der blev lagt lidt knofedt i at vaske de tusindvis af døde svenske myg af forruden og så var vi ellers “on the road again”.
I dag ville vi gerne nå Nacka lidt udenfor Stockholm inden det blev alt for sent, da jeg havde en løs aftale med Bosse Jonsson, som er en gennemsyret klassisk BMW entusiast og desuden lidt af en authoritet i Sverige når det drejer sig om de gamle BMW’er. Paul og jeg blev enige om at holde lidt færrere og kortere pauser i dag, og desuden steg vores tillid til den lille 66’er stødt, så vores marchhastighed krøb også nærmere og nærmere de 100km/t på de lige strækninger. Men da jeg pludselig spottede et par slut-50’er Mercedes’er i en indkørsel, så måtte vi alligevel ind til siden. Særligt fordi den ene var det nøgne karosse af en sjælden 220S Cabriolet! Fascinerende – en så sjælden og så værdifuld klassiker, og så står den bare der halvvejs igennem en hjemmegjort garage renovering. Ejeren , en typisk lavmeldt og rolig svensker, kom ud og fik en god bilsnak med os, og fortalte indlevende om hans Cabriolets historie, matching numbers, New-Old-Stock og planerne om at returnere den til dens originale sølv metallic med rødt læder. Desuden mente han at han ville have den klar sidst på sommeren!! Hvor inspirerende…
En frisk lille BMW hilser paa en lidt traet Mercedes.
Vi fortsatte sydpå gennem det smukke svenske landskab. Ved Svartvik gjorde vi stop ved Café Svartvik for lidt frokost og et kig nede ved vandet, hvor 66’eren stod og så nok så retro ud ved siden af skroget fra et gammelt skibsvrag, der vist forlængst var pensioneret fra sin arbejdsplads i Svartvik Bugten. Men ikke længe efter vores frokostpause, begyndte udstødningen så småt at larme lidt på 66’eren. Der var både en raslen men selve udstødningen lyden virkede også til at blive lidt højere. På næste rasteplads kørte jeg et hjulsæt op på en kantsten og kravlede ned under bilen for at inspicere. Raslen kom sig af at en af boltene fra spændet som holder midterrør og bagpotte sammen havde løsnet sig og nu manglede. Vi fandt en passende bolt og så var det hurtigt løst. Et lidt mere alvorligt problem lå i at bagpotten havde et enkelt lille område med rust og netop der havde den tydeligvis blæst et lille hul i sig selv nu. Æv, det kunne vi næppe gøre meget ved.
En frisk lille BMW hilser på et lidt træt skib.
Det hører sig vel nærmest til på enhver seriøs roadtrip!
66’eren kommer til storbyen.
Vi cruisede videre mod Stockholm og ankom I Nacka hos Bosse foerst på aftenen. Bosse og hans ligeså BMW-tossede nabo, Klas Andersson, tog pænt imod os, og fortsatte derefter direkte over til 66’eren, som de tydeligvis nød synet af til fulde. Vi blev inviteret med ud i et garage anlæg, som de var en del af, hvor der holdt en masse fine entusiastbiler – bl.a. en ganske fabelagtig Arnolt Bristol, en håndfuld klassiske Mercedes-Benz, en Renault 5 Turbo2, en rigtig fræk korngul Corvette C2, og så selvfølgelig vores to værters mange BMW’er. Bosse ejede to underskønne førkrigs BMW 326/27 – en sort/rød som han selv havde renoveret til en standard som er svær for mig at beskrive med ord, og en brun/beige som faktisk var en velkendt dansk bil fra ny, som jeg også selv husker fra det danske klassiker miljø. Dertil var der en BMW 2002 Baur Targa, en BMW 323i Baur TC1 og så min helt store favorit, en BMW 1600GT i Granada Rot og i absolut fantastisk stand! Ihhh… hvor er det dog bare en skøn lille coupe, med velsagtens en af motorhistoriens smukkeste instrumentborde. Jeg satte mig til rette i det intime lille cockpit og lod drømmene flyve! De havde vist lidt svært ved at få lokket mig ud igen, men da Klas spurgte om ikke jeg også skulle se hans Antracit Grau BMW 3,3Li med ALT hvad der fandtes af originalt BMW ekstra udstyr, ja så måtte jeg alligevel give mig og kravle ud af den lille 1600GT. Der var I hvert fald rigeligt at kigge på, og vores to værter var ikke bare yderst gæstfrie, men også helt igennem hyggelige ligesindede, som vi sagtens kunne have tilbragt mange flere timer i selskab med. Jeg er sikker på at de kunne have underholdt med flere gode historier fra gamle dage… Men vi skulle desværre videre, for Pauls ex-nabo i England arbejde nu på Tullgarn Slot lidt vest for Stockholm, og nu hvor hun havde tilbudt os husly for natten, så kunne vi jo ikke rigtig tillade os at troppe op midt om natten. Saa vi takkede Bosse og Klas og aftalte at holde kontakten. Bosse forærede mig endda to sjove gaver til 66’eren – et fint oliefilterhus som stadig havde sin oprindelige røde lak med sort BMW-emblem og “Purolator” teksten på, samt et sæt NOS aspest bremseklodser til 02 som fortsat lå i den originale 60’er BMW papkasse.
Det er ikke hver dag man lige løber på en Arnold Bristol!
Dejlig farve til en C2.
Skøn samling.
02 med mulighed for vind I håret.
Da vi kort efter kørte ned af allen til Tullgarn Slot, havde vi tilbagelagt lidt over 600km på dagen, og var dermed nået lige over 1000km siden vi forlod Piteaa i går. På trods af at 66’erens udstødning gradvist larmede mere og mere, så føltes hun stadig solid, stærk og villig til at fortsætte. Men først havde Paul og jeg brug for en god nats søvn…
Bliv ved!
Spændende læsning.
Skøn tur !
Dét med udstødningen er årsagen til, at jeg altid har en rulle ståltrad og en rulle powerwrap :-)
Perfekt til den slags huller, eller flækkede potter.
Og kan genbruges !
Bosse’s garage er vildt lækker!
God vind :-)