Selvom jeg kun har haft én eneste SAAB, så var det nok til at overbevise mig om mærkets kvaliteter. Selvom frækt design ikke er én af dem. Men de har prøvet.
Min SAAB var en midtfirser-90, og så må selv SAAB-entusiaster indrømme, at det næsten ikke bliver mere usexet. Men nu købte jeg den heller ikke for sexens skyld, men som en slags eksperiment. Jeg gik direkte fra en luksuriøs og lækker Honda Legend Coupé af sammenlignelig årgang til den rustikale SAAB – og efter en kort omstillingsperiode måtte jeg indrømme, at SAAB ikke som sådan er en ringere bil, men bare kan noget helt andet.
Man kan få en SAAB 90 som puslespil. Det siger en del, alligevel.
Dens definition af komfort var således meget anderledes end Hondaens – men komfortabel var den bestemt, og jeg kørte så vidt jeg husker cirka tredive tusind kilometer i den. Med alufælge på blev den endda lidt chik – af en SAAB at være.
På messen i Fredericia stod en 1973 SAAB Sonett III, der var “exceptionelt fin og perfekt renoveret” jævnfør annonceteksten. Og til 175.000 kroner VAR den også virkelig flot.
Generelt vil jeg dog mene, at SAAB kun i eet eneste tilfælde decideret gik efter frækhed – nemlig med sportscoupéen Sonett fra tresserne. Jeg kom til at tænke på modellen, da der var en vanvittigt flot 1973’er til salg i Fredericia i weekenden – og en mindre flot 1969’er på ”det store samlerudsalg” hos Campen Auktioner.
1969 SAAB Sonett II hos Campen Auktioner, der sælger den 30. oktober.
Den flotte var gul og grundigt renoveret havde et prisskilt på 175.000 kroner. Den mindre flotte var rød og måske også renoveret engang, men var uden afgift og havde stået stille en del og er p.t. budt i 69.000 kroner – følg dens auktion hér.
Bevares, de er ikke helt samme variant af Sonett, der dybest set falder i to kategorier: Sonett II, der er underopdelt i de tidlige totaktere og de senere firtaktere samt Sonett III, der alle var firtaktere og hvor designet var opdateret til halvfjerdserstilen. Men alle deler det topersoners sportscoupé-layout, som SAAB aldrig havde forsøgt sig med før og heller ikke siden. Selve designet kan man i høj grad diskutere – og lad mig sige det på denne måde: Det er ikke noget tilfælde, at Sonett ikke var på listen over verdens ti smukkeste biler, som vi har skrevet lidt om i de seneste to Weekend Matinéer.
Sonett II kom først som totakter og senere som firetakter.
Men designet er bestemt ikke uden karakter. Jeg synes heller ikke man kan anfægte liniernes sportslighed, og der er noget dynamisk over dem. Men der er ikke meget SAAB over dem, og det er jo sådan set lidt ærgerligt for SAAB: Den sportslige SAAB skulle selvfølgelig kaste lidt stjerneglas over mærket, men det fungerer næsten altid bedst, hvis man kan se sammenhængen i familien. Det kunne man i dette tilfælde kun under huden, da teknikken i den første gadesportsvogn Sonett var lånt fra familiebilen 93 og dennes moderniserede udgaver 95 og 96.
Sonett III kom i 1970 og var helt på forkant med halvfjerdserne i sin karosseriopdatering.
Mig gør det ikke noget, da det måske netop medvirker til at gøre Sonett til en virkelig eksotiker i SAAB-familien. Og hvis man kniber øjnene lidt sammen, så kan man faktisk næsten se lidt supersportsvogn over den – med god vilje. Bevares, teknikken lånt fra en økonomiorienteret familiebil gør at præstationerne aldrig bragte den op blandt landevejens konger. Men sådan må det jo være, når basisbilen havde 50 hestekræfter.
Som så ofte er de tidlige modeller mere rendyrkede og rigtige, og jeg foretrækker selv Sonett II.
Det ændrer ikke spor ved, at jeg synes den er fed. Jeg synes også den er fræk. Og det ER – især i de tidlige udgaver – en rigtig sportsvogn, der blev brugt i motorsport. Men smuk? Nej, dét er den ikke. Men så sexet, da? Hvilket jo kan være noget andet end smuk, som vi alle ved. Og jo, dét synes jeg godt den kan være. Indrømmet, så kræver det lidt en fotograf, der ved hvad han laver, men så kan man sagtens lave frække Sonettbilleder, og de to nævnte konkrete biler er jeg bange for har tændt mine forbudte lyster efter Sonett.
Men generelt må man sige, at SAAB aldrig har været tættere på at lave noget sexet.
Når dét er sagt og undskyldt så er der faktisk en enkelt SAAB, der er ALT det hele på én gang. Man kunne sagtens have forestillet sig, at den kom ud Sonett med de gode takter – men faktisk er det omvendt, for det handler tværtimod om den egentlige forfader til Sonett II. Som hed – Sonett. Forklaring følger – men det er den herunder:
Billedet snyder lidt, for der var ikke meget storfamilie over Sonett.
Den er nem at glemme, for i min og de fleste andres bevidsthed er Sonett éen bil, og jeg må indrømme at jeg sjældent skelner mellem Sonett II og III, men gladeligt kalder begge en Sonett. Men faktisk ER numrene vigtige, fordi især den første Sonett var noget lidt andet – nemlig nærmest en racerbil.
Glasfiberkarosseri over en avanceret aluminiumsramme (senere stål) var lækkerier for 1956.
Den er også meget ældre, nemlig helt fra 1956, og var ikke ligeså meget gadesportsvogn som de senere, men mere ovre i genren med en Porsche 550 Spyder eller den slags forklædte racerbiler. Motoren var ab fabrik tunet til 57 hestekræfter, hvilket til de 600 kilos vægt rakte til sportslige præstationer. Med sine 750 kubik ville Sonett altså heller ikke komme direkte op med Porsche 550, så der var skam potentiale i modellen.
Det siges at SAAB oprindeligt havde tænkt sig at bygge 2000 af dem, men det lyder i mine øren af rigtigt mange og de forlod efter byggeriet af seks prototyper også senere idéen igen. Det er måske også derfor den er noget overset – for sjælden til overhovedet at blive kendt?
Men det overlader jo scenen til gadebilerne Sonett II og III, hvor SAAB et tiår senere genoplivede modelnavnet som en hyldest til den hidtil mest sportslige SAAB. Og jeg vil fastholde, at Sonett er så tætte på at være sexede, som nogen SAAB nogensinde er kommet. Vælg selv model, stand og pris – og vær forvisset om, at enhver Sonett er bedre end ingen Sonett.
Smag og behag er forskellig: Jeg kunne ikke være mere uenig. Sonetten er for mig set på ingen måde sexet, selv ikke hvis man stiller en nydelig kvinde op af den. Den ligner en dørkile, som er kommet galt afsted under fødslen, og hvor en kirurg har måtte rette op på resultatet – uden held. En Saab 90 derimod er supersexet, specielt med en kvinde i.
Jeg så en gang en kendt malerinde i én, og de klædte hinanden ualmindelig godt……..tja.
Beklager, men jeg er nødt til at melde pas. Det ligner alt for meget en kitcar til mig. Utroligt at den er kommet ud fra en seriøs bilfabrik? Til 175.000 tager jeg hellere en VW Porsche 914, eller en tidlig Boxter.
Jeg er også der hvor jeg hverken kan sexen eller smukheden (i II og III).
Der har boet en i Herlev, som jeg er kørt forbi mange gange, netop kørt forbi.
Og hvis man virkelig skal stikke spyddet lidt dybere, så når man ser fælgene, så bliver den nærmest eks-kone-hæslig. Et par Wolfrace eller Cragars havde sikkert heller ikke passet til, men selv stålfælge fra en 99 ville have set pænere ud.
Søren V nævner 914, sådan en kan jeg også huske at have set mange gange, omkring samme tidsperiode, den er virkelig groet på mig, sådan syntes jeg den gang var lige så ikke-lækker, hvor jeg i dag synes at den er toplækker.
En Sonett jeg næsten har helt ondt af er at finde på YT, med Derek Bieri, VGG. Han ødelægger den ikke, men han piller ved noget han ikke burde pille ved (sådan føler jeg altså), jeg ville respektere enhver Sonett, kan jeg udlede af det.
Sorry Claus – I’m afraid I’m with the above gents on this – there’s nothing sexy or even remotely attractive about the Sonnet, least of all the convertible version, which just looks…wrong. And Soren and Kai are right, the 914 is a much better looking car.
Jeg er kun lidt med her Sonett 2 jo men stadig meget primitive glasfiberløsninger. Men sexede SAABer er da da mange af. Jeg har ejet et par stykker tidlig 99, en gul 96, en hvid 9000 og en grøn 95 turbo. Jeg synes faktisk også cabrioletterne kan noget. Men alt med SAABs turbo var sexet i gamle dage.
Turboen var sexet, @lars-d, ja – men det er jo ligesom at sige at store bryster er sexede i sig selv, hvor der i virkeligheden skal mere til.
Jo du har ret Claus, men de er de kun hvis de er ægte og meget i en SAAB føltes ægte. Noget af det mest sexede på en SAAB er de små smarte features. Friløb i 96, bakgears låsen, nightshift instrumenterne og verdens flottest designede udfoldelige kaffekopholder i 95. Jeg vil stadig gerne eje en montecarlo 850 udgave med det lille gitter, det er da svensk sex der vil noget.
Ohh, @lars-d, det er et følsomt emne – i dobbelt betydning, tøhø :-)
Friløb ser jeg dog intet sexet ved, det må jeg bestemt indrømme: Det er ligesom på en cykel. Men bakgearslåsen er for en SAAB ligesom tændingsnøglen til venstre er for en Porsche: Sexet!