I 1973 præsenterede Ferrari en ny Pininfarinadesignet sportsvogn, der skulle bringe mærket ind i den moderne tidsalder.
Den moderne tidsalder indenfor sportsvogne i 1973 var faktisk domineret af opkomlingen Lamborghini, der på det tidspunkt kun var ti år gammelt, men allerede havde skabt overskrifter med den smukke Miura og den sensationelle Countach. I sammenligning med dem så Ferraris topmodel 365 GTB/4 “Daytona” gammeldags ud. Det skulle være slut med den nye.
Miura havde revolutioneret sportsvognsbegrebet.
I lighed med Lamborghini fik den nye derfor centermotor, selvom Enzo Ferrari selv egentlig helst ville have undgået det – han mente at en centermotorbils køreegenskaber var for svære for almindelige mennesker. Det kunne han sådan set godt have ret i, men den lille Dino 206/246 havde på den anden side vist, hvordan også en centermotorbil kunne bringes til at fungere som gadesportsvogn.
Prototypen P6 fra 1968 lagde nogle af linierne til BB, men det endelige resultat er mere helstøbt og afdæmpet.
Vi kunne i bagklogsskabens klare lys med Berlinetta Boxer måske også observere, hvordan Ferrari hermed trådte ind i genren supersportsvogne, hvor de praktiske aspekter af en bil simpelthen betyder mindre end dens evne til at generere måben, beundring og opstandelse.
En supersportsvogn skulle have centermoto, ligegyldigt hvad.
Jeg har altid ment, at Pininfarina løste opgaven med at iklæde den nye model sine metalklæder på sædvanlig eksemplarisk vis. I kraft af sin centermotor havde den helt anderledes dramatiske proportioner end dens frontmotoriserede forgænger, og var for 1973 helt klart moderne – men ikke på den skandaløse måde som Lamborghini forfulgte. Selv har jeg altid fundet BB’eren smuk. Og set det som genialt af Pininfarina, at frontoverhænget er en anelse for langt mens hækken er tilsvarende for afstumpet: Det er præcis dét, der giver den kant. Synes jeg.
Og jeg har studeret BB-designet i timevis: Omkring 1980 fik jeg som purk på en ferietur til Italien lov at vælge frit på BBurago-hylderne, og jeg blev den stolte ejer af en 1:18 512 BB i sølvmetal lak. Jeg var selvfølgelig allerede dengang stærkt interesseret i alt muligt med biler, men ejerskabet af dette stykke nedskaleret Pininfarinadesign har uden tvivl påvirket min smag den dag i dag: Jeg beundrer Pininfarina, elsker Ferrari – og i alt andet end rød.
BB’eren skifter meget udtryk med farverne. Vil man absolut op at rivalisere med Lamborghini, så er denne ultrasjældne giftgrønne nok det bedste valg.
Senere fordybede jeg mig i bilemnet (hvilket jeg som bekendt statdig ikke er færdig med…), og igen har BB-historien meget at byde på: Var motoren nu også nært beslægtet med Formel 1-motorerne fra samme tid eller var det Ferrarimarketing med speederen i bund? Var det nu også klogt at have motoren placeret ovenpå gearkassen, så den fik et ret højt tyngdepunkt, og dermed yderligere gjorde køreegenskaberne lumske? Og hvis de var så lumske og bilen så tung, hvordan kan det så være, at BB’eren alligevel gik hen og fik sig en lang motorsportskarriere?
Så der var nok at tænke over på det teoretiske plan, herunder også om modellen udvikling fra tidlig 365 til senere BBi. Jeg har altid fastholdt at enhver klassiker er bedre end ingen klassiker, og det gælder også i BB-sammenhæng – enhver BB er bedre end ingen, ikkesandt?
BB’eren står også for noget ganske særligt i mit virkelige billiv, for den var den første supersportsvogn jeg kørte: Det var i MotorRetro-regi (forgængeren til ViaRETRO) og næsten præcist tretten år siden, og jeg glemmer aldrig den dag – netop fordi BB’eren var noget ganske særligt for mig. Artiklen hed ganske enkelt Boxer!, og jo, den tåler vel nok en genlæsning. Den lærte mig utroligt mange ting, herunder at talemåden “Don’t meet your heroes” ikke nødvendigvis holder stik. Men altså, det er nemmere at genlæse artiklen end at jeg resummerer den hér, ikke?
Det resulterede i hvert fald i, at BB’eren kom endnu højere på min liste – i netop den variant: Den tidlige med seks baglygter, seks piber, sorte sidepaneler, på karburatorer og i en stand, så man turde bruge den. For det kan man faktisk godt, kunne jeg jo mærke. Hvilket også var medvirkende til at definere mit stadig gældende standpunkt om, at biler skal bruges – også superbiler.
Min prøvekørsel af en BB for mange år siden overbeviste mig om, at jeg sagtens kunne leve med sådan en. Også selvom efterfølgeren Testarossa er hurtigere, bedre og billigere – for det er ikke nødvendigvis det klassiske biler handler om.
Og en superbil, det er Ferrari Berlinetta Boxer. Jeg synes som sagt Ferrari og Pininfarina løste opgaven intet mindre end perfekt, og med BB’eren egentlig skabte en bil, der rammer den perfekte balance mellem konkurrenterne fra Lamborghini, Miura og Countach. BB overlappede jo begge, og ved undfangelsen af designet omkring 1971 har hverken Ferrari eller Pininfarina kendt til Countach – men på klassisk Pininfarinavis har de alligevel ramt tidsånden perfekt, og (modsat Countach) skabt et design, der både var moderne ved fremkomsten og særdeles langtidsholdbart uden selv ti år senere at se decideret gammeldags ud. Et mesterværk, ganske enkelt, og der er meget få biler, som jeg hellere så parkeret i min egen garage.
Så tidligt en model som muligt, med stofsæder, gerne med patina, ikke rød – og så i fuld størrelse denne gang, tak.
Samme år kom Ferrari Dino 308 GT4 – den første med V8?
Og mange andre også, @alfahahn :-)
Men det er sjovt du lige nævner Dino GT4 i forhold til BB: Hvor BB’eren var en ny vej frem for Ferrari, så repræsenterede GT4 jo på mange måder en slags blindgyde for Ferrari. De to kunne næsten ikke være mere forskellige indenfor samme hus – hvilket jo igen er illustreret af, at den ene er designet af Pininfarina, den anden af Bertone.
En lille krølle på sagen: BB-motoren er slet ikke en boxer, men en 180 graders V-motor. Markedsføringsslang, altså…
Uha, @Claus, du ved godt at dagens emne er sprængfarlig. Røde Ferrari’er deler vandene som intet andet. :-)
Mine første Burago modeller hjemme på hylden i drengeværelset var også en rød BB512 og en hvid Countach (foran plakaten med Sabrina). De står nu på hylden her i min garage, mens Sabrina er gået tabt for mange år siden.
Jeg har aldrig prøvet en BB, men den er absolut på en af de allerøverste pladser på min ønskeliste. Selvfølgelig på grund af designet og den fantastiske V12 lyd. Jeg tager den meget gerne i rød, selv om jeg også kan lide de andre farver.
For nogle uger siden blev bilers coolness debatteret. Jeg tror nok resultatet blev, at en rød Ferrari ikke kan være cool.
Mine herrer, jeg er ganske enig: En rød Ferrari er ikke cool – den er HOT! :-)
God weekend
Det var også et super kort i mine bilspil 😀
Jeg forstår ikke at 308GT4 Dino var en blindgyde for Ferrari? BB var en fornyelse af de 12 cylindrede Ferrarier. GT4 Dino var (samme år) den første V8 Ferrari med en helt ny flat crank V8 motor. Den var også kileformet og firkantet som tidens mode var, og den banede vej for en hel række af “små” Ferrarier med V8 motor, der vel først er ved at uddø i dag, hvor de nye kompakt Ferrarier vel har 6 cylindre og hybrid..? Så blindgyde er der vel næppe tale om..?
Fuldstændigt rigtigt, @giraf37, og i mine mentale noter havde jeg faktisk også tænkt lige at dvæle lidt ved det, men lod så være, da jeg ved nærmere eftertanke syntes at have være over det flere gange.
@oluf, nu er den røde Ferrari du så viser jo helt tilfældigt en F40. Som per definition ER hot. Og som alle var røde. På den måde har du jo selvfølgelig meget effektivt modbevist tesen om, at en rød Ferrari ikke kan være hot. Man kunne også have brugt en GTO til at understrege samme pointe.
@soren-w, med blindgyde mener jeg primært Bertonesamarbejdet, der jo var første og eneste gang. Sekundært det med centermotor 2+2-konceptet, som Ferrari godt nok prøvede med efterfølgeren Mondial også, denne gang af Pininfarina – men derefter forlod. Det ER heller ikke nogen taknemmelig opgave med en centermotorbil med fire pladser, det måtte Pininfarina jo også sande.
Motoren i 308 GT4 er derimod en lille juvel og den holdt jo ganske rigtigt skansen i 308/328 GTB. Konceptet i de øvrige “små”Ferrari siden 348 og fremefter er derimod dét fra den oprindelige Dino, 206/246. På den måde står 308 GT4 og Mondial lidt for sig selv i Ferrarihistorien.
En Ferrari 512BB i racertrim både lyder og ser godt ud. Her fanget i nattemørket under Le Mans Classic
@soren-w Helt enig, det var baggrunden for, at jeg nævnte den – nemlig den første gang Ferrari kom med en V8, en HOT motor :-)
Dérfor nævnte jeg GT4 med den første V8 motor:
Ferrari Dino V8 engine
Specs: 90° V8
Production: 1974 – 2004 .
Road Cars: 308 GT4, 308 GTB/GTS, 208 GT4, 208 GTBi/GTSi, 208 GTBi/GTSi, 208 Turbo, 288 GTO, 308 GTBi/GTSi, Mondial 8, Mondial qv, 308 GTB/GTS qv, 3.2 Mondial, 328 GTB/GTS, F40, Mondial t, 348 tb/ts, GTB/GTS, Spider, F355 GTB, GTS, Spider, 360 Modena, Spider, Challenge Stradale
The Ferrari Dino engine was a range of V8 (and V6) engines in production for almost forty years and powered a lot of Ferrari cars over the years. It traces its roots right back to prototype racers of the early 1960s. It’s pinnacle was F131 for the Challenge Stradale, displacing 3.6L and with titanium on the inside producing 420hp at a furious 8,500 rpm, it is one of favorite naturally aspirated soundtracks of all time. This legendary V8 was also turbocharged for duty in the epic 288 GTO and F40.
Interessant, @alfahahn, for jeg har aldrig tænkt på V8’eren som en “Dinomotor”. Navnet knytter sig jo til historien om Alfredo “Dino” Ferraris idé om en V6-motor, og da han døde i 1956 er der jo ikke med garanti intet Alfredo i V8’eren fra 1973. Men det er måske bare mig, der hænger mig i den slags smådetaljer.