Et veltilrettelagt miks af nye superbiler og topklassikere fra øverste hylde i smukke omgivelser gav den første Aurora Concours en forrygende start.
Båstad har i årevis været en “pæn” by i det svenske society-laget og var derfor velvalgt som arnested for den nye concours med klare intentioner om at blive til noget. Og så ligger Koenigsegg lige om hjørnet også – hvilket måske var medvirkende til at drage den svenske superbilsfabrikant ind i kampen.

Den svenske bilfabrikant Koenigsegg var rigt repræsenteret – og den her var åbenbart noget helt specielt. Eller også er bogstaverne købt i Biltema og bare sat på af en ejer med humor. Jeres gæt er ligeså godt som mit. Karosseriet er ikke af aluminium…
Eller er det hønen eller ægget? Koenigsegg var i hvert fald med – i dén grad: Christian von K blev interviewet på åben scene flere gange, hans kone Halldora havde fødselsdag om lørdagen og der var masser af mærkets biler til stede. Det var på mange måder den slags jeg havde haft bange anelser for inden jeg kom, og da jeg så at deres stand lignede et frisørudsalg af hårprodukter blev jeg indledningsvist bekræftet i mine fordomme.

Koenigseggs stand. Først tænkte jeg at “Degreaser Resolve” var et hårprodukt, men bemærkede derefter at Christian von Koenigsegg næppe vil gå dén vej. Så Degreaser er nok enten til hænderne eller til reservedele. Ingen af bilerne så ret fedtede ud, så uanset hvad har ejerne nok brugt en masse af det.
Men det skulle hurtigt vise sig, at jeg intet havde at være nervøs for: Koenigsegg var langt fra de eneste moderne superbiler (de kalder dem selv “hyper”, men det virker lidt hysterisk i mine øren), så faktisk var udvalget i dén genre ganske interessant. Svenskernes måde at lave superbil på er komplet anderledes end Bugattis, Ferraris, Porsches, Lamborghinis og McLarens – og de var der allesammen. Det var faktisk ganske interessant, og hvis man ikke kunne nøjes med at kigge så blev i hvert fald både Lamborghini og Koenigsegg engang imellem startet op og i stående stand drejet op i øresønderrivende omdrejninger – vistnok en moderne superbils paradedisciplin. Det virkede populært blandt husarerne, og dem skal man jo også huske.

Scenen var virkelig flot og det fungerede fantastisk godt med en løbende præsentation af forskellige biler op over concoursrampen, hvor køreren så blev interviewet for åben mikrofon.
De virkelige klassikerfeinschmeckere vil nok sætte større pris på, at arrangørerne også havde formået at tiltrække nogle virkelig tunge biler fra den forgangne bilhistorie – og ikke nok med det, men også her havde formået at samle nogle virkelige øjenåbnere. Jeg har vist før beskrevet hvordan det for mig som efterhånden ret hårdkogt og erfaren messe- og udstillingsvant besøgende er en slags ideal at se noget nyt, som jeg aldrig har set før. Og det havde jeg faktisk ikke regnet med ville blive tilfældet her, men se så bare min yndlingsbil blandt dem alle:

Denne 1955 Lancia Floride Coupé er den eneste nogensinde bygget og vandt fortjent “Best of Show”.
Lanciaen var utroligt nok ikke den eneste af den kaliber, og samme ejer havde faktisk medbragt en 1931 Alfa Romeo 6C Spider Aprile, der mig bekendt heller ikke findes mange flere af. Ved siden af stod en 8C – bare lige for at give Alfa Romeo-entusiasterne en vis forårskådhed. Og personligt var jeg ved at falde i svime over en Isotta Fraschini coupé, som jeg heller aldrig havde set før – den stod ovre på den anden side af parken.
Tilsæt selv nogle 300SL, Ferrari 250’ere i forskellige afskygninger, diverse Aston Martin, en håndfuld skønne rigtige klassiske Lamborghini samt en stak Lotus Formel 1-biler anført af en ex-Ronnie Peterson-bil – og så bliver det klart, at der ikke var mange sten urørte: Bredden i de udstillede biler var stor både indenfor alder, typer, nationaliteter, teknik og stil og i det hele taget alt en bilentusiast kunne ønske sig.

Lotus-grundlæggeren Colin Chapmans egen Esprit var et af de absolutte højdepunkter for mig.
Og sågar mellemområdet var dækket. Altså biler, der hverken var moderne eller klassiske, ikkesandt? Det var måske knap så overraskende, at den svenske restomod Cyan var til stede med deres kulfiberudgave af en Volvo 1800 med så vidt jeg ved 400 hestekræfter – de er trods alt svenske. Men at tyske HWA viste deres genfortolkning af Mercedes-Benz’ klassiske 190 2.5-16 Evo2 var der nok færre gæster, der havde forventet. Bare kaldet “EVO” følger den restomoddernes klassiske opskrift med alt i kulfiber og masser af nye hestekræfter – i dette tilfælde 500.

Cyan er en kulfiberrestomod-1800 til en masse penge.
BMW var hovedsponsor på projektet og jeg har allerede skrevet om, hvordan de havde skidt i nælderne med den grimmeste BMW i mands minde midt på pladsen – men rundt om var der masse af højdepunkter fra mærket historie, ikke mindst selvfølgelig M1. Selve standens hovedbygning handlede vist kun om elbiler – og jeg var derfor ikke derinde. Men der lå en udmærket bar lige ved siden af. Og en M1 er altid skøn at skue mens mans spiser og drikker.

M1, Neue Klasse og E9 i baggrunden. Og en i8: Hvad skal man så egentlig med mere el?
Sjovt nok blev min kritik af BMW’s slemme grimrian af en XM af nogle vist udlagt som en kritik af elbiler. Men selvom den er grim er den faktisk ikke en elbil, men kun en hybrid – øhm, hvilket nåske bare bidrager til problemet? Men det er måske en anden snak: Den var i hvert fald grim. Jeg synes derimod det ER værd at nævne, at jeg netop til denne concours for første gang så en elbil, der faktisk var virkelig vellykket rent designmæssigt – den herunder:

Denne Polestar coupé lignede i et og alt…

…meget mere en M-bil end BMW’s XM.
Med tanke på, at en concours traditionelt set handlede om nye biler og deres design så burde disse måske også have været en tur over podiet og oppe til et interview? Så vidt jeg forstod er der tale om en meget eksklusiv Polestar, vistnok bygget i 25 eksemplarer. Fuldstændigt godkendt til en concours, altså.
Hvorom alting er: For et førstegangsevent gik al logistikken så vidt jeg kunne vurdere virkelig godt. Andre besøgende nævnte, at parkering ikke var nemt – men jeg havde helgarderet og købt parkering blandt sportsvogne og specialbilerne til Alpinaen. Den var den eneste af sin slags og jeg holdt lige overfor en M3. Ved siden af holdt en BMW 700 og signalerede, at man faktisk ikke behøvede at komme i en virkelig dyr bil, men bare noget specielt. BMW-mærket var i det hele taget rigtigt flot repræsenteret – muligvis fordi de var sponsorer?

Der var også stor spændvidde blandt de besøgende biler.
Alligevel blev de overgået i antal af Porsche 911, som man nærmest kunne fodre svin med ude blandt de besøgendes parkering. Men sjovt nok ikke inde blandt de udstillede biler, hvor intet mindre end en 918 Spyder var een af de få repræsentanter for dét mærke. Nåja, og så en yngre mand, der havde realiseret sin drøm om at få sig en Porsche 962 – men han kom også på podiet og fik lov at fortælle sin historie.
Vejret var sandt ikke sige ikke med arrangementet, men det fremgår ikke helt af mine billeder: Mens det regnede tungt lørdag formiddag, så klarede det op over middag og resten af dén dag var flot – så det kunne havde været værre, men jeg er ikke i tvivl om, at det blandede vejr har kostet tilskuere. Men min konklusion er helt klar: Dem der blev væk er virkelig gået glip af noget, for som førstegangsevent var denne Aurora Concours en virkelig vellykket begivenhed, der lader til at have potentiale til noget endnu større. Jeg kommer igen næste år, og det kan I jo også overveje. Tag klassikeren og køb den ekstragode parkering til den, så får I et nemt besøg i de skønne omgivelser.
Herunder lidt blandede indtryk fra Båstad:
Den 1955 Lancia Floride Coupé er da helt suveræn!
Jeg var slagen af beundring, @torben – og dommerne var enige: Den vandt “Best of Show”.
That looks like a very successful first attempt at a high-end concours, some beautiful classics there – not least the winning Lancia, gorgeous! – yet also enough of the hypercars to satisfy the horsepower addicts. Hopefully the weather will be kinder next year!
Certainly was, @tony-wawryk. I like your term “horsepower addicts” as surely anyone looking for more than a thousand horsepower have some issues to deal with – one one them being traction :-)
Vejret?? Claus, du besøgte bare det svenske på den forkerte dag. Fredag holdt helt tørt indtil knap en time før det sluttede, hvor der så kom en skylle igennem. Lørdag var jo også ganske fin efter frokost. Og søndag bød på dejligt sommervejr hele dagen…
Nå men uanset, så glæder det mig bare helt enormt, at vi nu også har et bil event som dette af allerøverste hylde her i Skandinavien. Der var to danske biler med i Concours og forhåbentlig kommer der flere næste år.
Jeg kommer i hvert fald med garanti i 2025… 👍🏼