Der var mange Porscher på Le Mans Classic. Mange. Hvilket ledte min opmærksomhed hen på een, der længe gik for at være mindre Porsche. Men måske i virkeligheden er det maksimale Porsche der findes.
Jeg har skrevet det mange gange før, og jeg vil sikkert skrive det igen: Porsche 911 er verdens bedste allrounder. Som jeg for eksempel gjorde lige nu. Det er en fin bil. Lækker. Fed. Velfungerende. Vellydende. Karakterstærk. Udfordrende. Succesfuld. Og så videre – man kunne blive ved længe. Men man når aldrig ikke frem til sjælden. For der er lavet over en million af dem, og på den måde er det også sportvognenes Golf.
Porscheklubbens område på Le Mans Classic var da også den største af alle klubber. Med afstand. Og den var domineret af 911’ere. Jeg læste et andet sted, at der var tusind Porscher, og det er ikke helt umuligt. Det er klart, at når jeg på ViaRETRO skriver om 911, så mener jeg luftkølede som en klassisk 911 jo er.
Jeg er ikke ene i den fortolkning, og den kloge Porscheklub havde derfor gjort det smarte, at de havde delt 911’erne ind efter kølemetode: De luftkølede stod til venstre (hvor tændingsnøglen sidder), de vandkølede til højre. De to grupper var groft sagt cirka lige store, men for mig som klassikerentusiast betød det jo så, at jeg kunne nøjes med at se til venstre (tændingsnøglesiden igen).
Selvom feltet på denne måde var halveret, så var der nu stadig overvældende mange 911’ere af F, G, 964 og 993-generationerne at se på, og så bliver man jo lidt blasert, ikkesandt? Jeg mener – en 911 kan man jo altid se. Javist, men jeg har for tiden noget med RS’erne (og igen en fodnote: RS betyder i min bog den oprindelige fra 1973), som for mig simpelthen er det optimale 911 nogensinde og aldrig bliver overgået. Ikke at der var mange af dem, men der var nogle – plus de virkelig mange, der prøvede at ligne een.
Jeg fik også bekræftet, at min næste favorit er den oprindelige Turbo, 3-literen fra 1975-1977. Hvis farven er rigtig. Og så ved jeg, at en 964 er den optimale 911 at leve med. Hvilket dog aldrig nogensinde vil være årsag til et klassikervalg for mig, hvorfor jeg gik direkte til 993’erne, der i Turboudgaven er en helt fantastisk køremaskine (jeg skrev om en tur i sådan een her: Matiné Nr. 248).
En af mine absolutte favorit-911’ere på Le Mans Classic var dog en 993 GT2. Kort sagt er en GT2 jo en Turbo uden firehjulstræk, men der er mere til det end som så: Mens Turboen er ultrakompetent er en GT2 er et brutalt bæst med to hundrede kilo færre at slæbe på. Ligesom der kun er lavet 57. Jeg havde aldrig set een på gaden før (og man kan jo diskutere, om dette tæller), og den Brutalis var nok min favorit-911.
Men det var jo stadig en 911 ud af en million, hvor man i de mest overvældende øjeblikke kunne forledes til at føle, at de fleste stod lige dér på Porscheklubbens stand. Som sagt fungerer min hjerne sådan, at den så finder noget mere spændende af sig selv: Så 914, 924, 944 kiggede jeg allesammen på – en overskuelig opgave, da der var langt færre af dem. Fine biler allesammen – men det var 928, der tog stikket hjem.
Utroligt nok var der vel kun en ti-tolv stykker af dem, de fleste var originale (hvor det modsatte sørgeligt nok gjaldt de klassiske 911) og det fik dem jo til at ligne virkelige eksotikere – hvilket den jo egentlig også er i Porschehistorien.
Pudsigt havde jeg på en anden rejse nogle uger tidligere læst en særdeles filosofisk artikel af min tyske bekendt Wolfgang Blaube, der har en utrolig pæn måde at være provokerende på. I anledning af mærkets 70-års-jubilæum kauserede han i en lang artikel over hvilken Porsche der var den mest ægte, og automatsvaret fra mange vil jo være en klassisk luftkølet 911.
Blaube konkluderede, at det var 928. Fordi den som den eneste Porsche er konstrueret udelukkende efter Porsches hoved, uden nogen konceptuelle eller tekniske overleveringer fra VW endsige indflydelser af nogen art på, hvordan Porsche skulle bygge en bil. Fra grunden af var hele projektet drevet af Porsche selv og udtryk for deres egen idé om hvordan en bedre Porsche end 911 skulle se ud. Og sådan blev den så.
De tog ganske vist fejl, men det bidrager jo i min verden bare til dens fantastiske historie.
Min skal være helt tidlig, helt original, i en god farve, med manuelt gear og have stofindtræk i det klassiske Paschamønster. Faktisk så jeg den helt rigtige på vejen hjem fra Le Mans Classic, og den var endda til salg. Alt stemte, for det herunder er det jeg kalder en god farve, og det er sådan-agtigt min 928 skal se ud. Men så skal jeg heller ikke forlange mere denne fredag.
Fantastisk bil..
Har selv ejet en Gen 1 men i sidste aftapning hvor ca. 1000 biler var monteret med den opgraderet undervogn som kom på Gen 2
Grand Prix Weiss med Burgundy interiore..
Fik dog aldrig bilen på plader og nydt dens fulde potientiale, inden den blev solgt til en herboende Tysker..
Desværre er de nye afgifter gjort således at afgiften er forfærdelig høj..
Meeeen….
Den blev også fejret på Sportscar Together Day i Odense forleden…
“En fuldstændigt vidunderlig Porsche.” Wauu. Klasse!
@dan-wils, den generation af 928 som jeg interesserer mig for er ikke så hårdt ramt: Der blev her i går indregistreret en 1978’er, der måtte betale 57.000 kroner i afgift.
Hvis de bliver nyere er det lidt mere kompliceret, og der blev i juni indregistreret en 928 S4, der måtte betale 156.000. Men så også i april en anden S4, der måtte betale 268.000. Det er jo det med, at de nyere ikke er veteraner endnu og derfor skal vurderes udfra deres handelsværdi, og det er ikke bare sådan ligetil. I hvert fald ikke, hvis du spørger SKAT.
@soren-w, den lyseblå der er jo Sørens, og den er helt vidunderlig i farven, nemlig.
928 har alle dage været meget mere interessant end alle 911’ere. Jeg kan ikke ret godt forliges med dem. De er jo overalt. Ligesom MGB’erne!
Jeg var barn, da 928 kom frem, og den var superb plus ultra dengang blandt os knejte. Det var næsten aldrig 911 og i hvert fald ikke hos mig.
Naturligvis er de helt tidlige 928’ere de lækreste. Senere facelifts og opgraderinger er ikke kønne.
@claus-n, jeg havde den ulempe at vokse op i en by, der havde først een og senere to Porsche-specialister – byne Oksbøl, ovre på vestkysten. Esben Kræn, den første af dem, havde selv en 2.4S og senere en 2.7 Carrera RS, og den sidste er derfor nok den ultimative Porsche for mig. Faktisk selve essensen af hvad Porsche er. Eller i hvert fald var.
Men det er da interessant, at selv dengang så man meget sjældnere en 928 hos ham og for den sags skyld heller ikke hos den nytilkomne specialist Brian Løkke. De var simpelthen mere sjældent set – og det er de jo stadig. Samtidigt har de i dag en kæmpe prisfordel (omend i lille DK ikke en god afgiftsstatus…), og passer på mange måder også bedre til det, som jeg synes en sportsvogn (eller måske nærmere “sportslig bil” eller en GT-vogn) skal kunne, nu hvor den er blevet klassiker.
I princippet vil jeg stadig allerhelst have en 2.7 Carrera RS. Da dén er for dyr så kunne jeg også godt bruge en tidlig turbo, en 3.0 930’er. Der desværre også er for dyr. Således kommer jeg frem til en tidlig 928, der nok også er en bedre bil end dem begge. Uanset hvilken jeg på et tidspunkt ender med vil jeg køre til Klub ViaRETRO med den og ikke i Porschekredse, da jeg deler din holdning: Så er der simpelthen for mange.
Nice piece, Claus. As the owner of a “classic” 911, the sheer number of 911’s that show up at some events here can indeed make one feel that it’s as common – more, in fact – than an MGB or Golf, but when a car is developed over 60 years…however, I take refuge in the fact that less than 5% of the 911’s that show up tend to be from 1968-73. 928’s, on the other hand, are seen in much smaller numbers here, too – and with only just over 60,000 made over 18 years (!), this will obviously always be the case. I love them, especially the bullet-like purity of the shape, but despite the fact that they are generally much cheaper to buy than 911’s these days, there’s only room for one classic Porsche in my garage (and bank account). Still the only sports car or GT to be voted European Car of the Year, it’s biggest problems were price, and that it wasn’t a 911…