Den mest sjældne på Le Mans: Arista Sport

Måske. Der er lavet ni, og jeg så kun den ene, så det er med en vis rimelighed at denne eksotiske franskmand fortjener overskriften.

Og så alligevel ikke, da jeg jo så sent som i tirsdags skrev om Sunbeam Tiger coupé (tre styk) og Cobra Daytona coupé (seks styk) ligesom der rent faktisk var mindst een anden racerbil til Le Mans Classic, som der kun er lavet en enkelt af – Cadillac “Le Monstre”.

Cadillac Series 61 “Le Monstre” forlader lineup-området til en nattetræning: Unik og ikke køn og deraf tilnavnet.

Ligesom jeg er næsten sikker på, at der blandt racerbilerne var flere unikke. Men det er som sagt alle racerbiler, og i øvrigt alle biler som jeg har set før. Men da jeg om lørdagen vandrede rundt på klubområdet, så stod der pludselig en bil ude i horisonten som jeg aldrig havde set før – og som tydeligvis var en gadebil. Det var den herunder:

Til forskel fra Cadillac’en var den her egentlig ret køn – selvom den også er langt fra perfekt.

Selvfølgelig (!) var den fransk, og i øvrigt teknisk baseret på noget andet fransk, der i sig selv også er ret funky og sjældent, nemlig en Panhard PL17 – hvilket man dog slet ikke kunne se. Mærket hed Arista, og det har åbenbart eksisteret siden halvtredserne, komplet uden at jeg nogensinde havde hørt om det. Men det er den slags Le Mans Classic kan: Jeg har læst af den officielle slutopgørelse fra arrangørerne, at der var 8.500 biler på klubstandene, og der var bestemt meget godt imellem, og igen – der kommer mere om det hele senere.

Som man næsten kan se ud af bilens fremtoning er den en klassisk småserieproduktion, hvor en entusiast/opfinder/designer/racerkører/individualist/optimist mente at kunne få mere ud af en eksisterende bil end producenten selv kunne – og tog fejl. I hvert fald i salgsforventningerne. Firmaet Callista kæmpede i halvtredserne derfor for deres overlevelse, og blev reddet af Raymond Gaillard, der købte resterne af firmaet og omdøbte det til Arista.

Modellen her startede som Arista Passy i 1956 og baserede sig igen på teknik fra Panhard, hvilket giver rigtigt meget mening, da Gaillard var forhandler af mærket. Jeg kan ærligt talt ikke helt finde ud af om modellen var baseret på en Panhard Dyna X eller dens efterfølger Dyna Z, men det er måske også lige meget i denne sammenhæng: Dels var jeg mere forblændet af designet – og dels af, at vi her havde med topmodellen at gøre, nemlig en “Sport”. 

Det sdste betyder nemlig, at den havde motoren fra en “Tigre”, der afhængigt af modelårgang ydede 50 eller ligefrem 60 hestekræfter. Hvilket var mere end respektabelt for en 850 kubiks maskine. Den var i øvrigt to-cylindret og luftkølet og endda også en bokser, så det lyder jo som noget fransk vi kender, ikke? Men Panhards motor var skam helt sin egen og ikke en Citroën afart på nogen måde. Selvom Citroën fra 1955 købte sig ind i Panhard, men det er en anden historie. Bilerne var i øvrigt forhjulstrukne, for god ordens skyld, og fra starten var konceptet letvægt. 

Det kan ikke have været helt nemt at forbedre på for en småserieproducent som Arista, men jeg synes det er lykkedes ganske godt med designet: Bevares, det er ikke perfekt, og det ligger mest i de overordnede proportioner og især i den for høje og for lange front. Hvilket i øvrigt kan undre, når man ved, at der ligger en lav tocylindret boksermotor der fremme. Alligevel hænger det ganske godt sammen, og der er jo ingen tvivl om at udtrykket er halvtredser-GT-vogn.

At de 850 kubik har lidt svært ved at indfri forventningerne er een ting, at Aristaen med sit håndlavede glasfiberkarosseri var blevet alt for dyr var en anden – men kombinationen er jo bestemt ikke god, og det gjorde bilen svært salgbar, og det blev derfor ved de ni byggede. Jeg har lyst til at tilføje “cirka”. Den konkrete bil skulle have været M. Gaillards egen, i øvrigt, det det føjer jo helt klart et ekstra element til charmen. 

Som jeg var ganske betaget af. Den konkrete bil var i fin stand med en smuk naturlig patina. Der er masser af små finurlige detaljer i designet, og kvaliteten var for den slags bil bestemt ikke ringe. Af en seddel i forruden fremgik det, at topfarten skulle være 160 km/t, og det er helt respektabelt for perioden. Det har dog sikkert taget lang tid at komme derop. 

Men faktisk stod der også, at kun fem af de ni byggede biler havde Panhardmotorer, og at der også blev lavet een med en Ford V6-motor og en anden med en Chevrolet Corvairmaskine. Det første forstår jeg ikke, da Fords to V6-motor familier “Køln” og “Essex” begge først kom i midttresserne, hvor Arista var færdige som bilproducenter. Men Corvairmaskinen kan jeg godt drømme om: Ligeledes en luftkølet boksermotor men tre gange større og med seks cylindre – og så ville Arista Sport kunne leve op til sit navn.