Det startede længe før men blev bekræftet til Copenhagen Historic Grand Prix: Japanske alufælge er særligt cool.
Jeg har naturligvis også aluminiunsfælge på min Alpina C1/2.3. Den kom med dem, de hører til, og alle kender dem. Klassisk med klassisk på. Og bestemt en lækker fælg. Der passer til bilen, fordi de nu engang ER til den. Men nogle gange har man jo den der trang til – hmm, helt udefinerbart, men…bare noget andet.
Min uro i aluminiumslegeringen blev vakt for måske et halvt års tid siden, da jeg begydnte at følge en forhandler af JDM-dele. Forkortelsen står for Japanese Domestic Market og kan både gælde dele og hele biler, der kun blev forhandlet på hjemmemarkedet – og det er der faktisk utroligt meget af. Men JDM er i nyere tid også blevet en betegnelse for en stil eller et look, som europæere og amerikanere giver deres japanske bil, og det netop med fikse små detaljer, som bilerne ikke havde da de kom eksempelvis til Europa.
Det var Jeanicas Daihatsu Charmant på ViaRETROs stand til CHGP et eksempel på, og jeg var selv ret begejstret for hvordan hun med små midler havde givet bilen en noget mere rå fremtoning – med små JDM-dele, herunder fælgene. Det er den herunder:
Og den var dén jeg kom til at tænke på, da jeg igår kørte forbi en parkeret Toyota Corolla af nogenlunde samme årgang, også sænket og med funky fireegrede eltmetalhjul på – og nåja, for lige at sætte trumf på var den brunmetal. Det var faktisk utroligt stiligt.
Ligesom det var anderledes. I hvert fald i forhold til alt det, som jeg plejer at beskæftige mig med. Og det er faktisk forfriskende og tanken om at lege med på den vogn ligger mig overhovedet ikke fjernt – og jeg så faktisk for mig, hvordan den blå Datsun Cherry, der blev Ugens Fund for nogle uger siden kunne være et glimrende lærred for den slags.
Efter min mening er fælgene et af de allervigtigste elementer i den proces. Og samtidig et af de områder, hvor japanerne gjorde rigtigt meget. Jeg anede ærligt talt ikke, at de havde lavet SÅ mange lækre alufælge, som vi aldrig har set i Europa. Indtil nu. Jeg kan forestille mig at JDM-modifikationer er blevet populære netop af dén årsag: Vi har efterhånden set alt indenfor Golf, Mercedes og Porsche 911-tuning, og hvis man virkelig som bilejer vil vise sin individualisme, så må man søge nye græsgange. Ny gammel bil, ny gammel stil. Og jeg er stærkt fascineret alene af fælgene – se bare:
Det er lige før jeg vil sige, at det for mig er mindre vigtigt om bilen er en Corolla, Colt, Sunny eller 323. Eller – tør jeg sige det – en Celica Supra 2.8. Problemet med dén er lidt at den allerede af fabrik havde funky fælge. Men jeg elsker formen og dens sekscylindrede motor og hvis det ikke går, så er der jo forgængeren, der har det stik modsat: Den SKRIGER på nogle lækre alufælge. Det er bare at gå igang – eller hvad tænker I?
Anders Bilidt skrev og fortalte også lidt om JDM-fælge i hans beretning fra livet i Asien, med den utroligt lækre Toyota han passede for næste ejer.
Se mere i Forum.
Der var i Jyllands-Postens biltillæg i fredags en artikel om en 22-årig pige, der havde designet sin egen japanske bil, bla. med specielle hjertefælge. Godt at den nye generation tager over med glæden ved gamle biler – ja en Toyota Celica fra 90’erne er en gammel bil for en 22-årig pige.
Joh, en Celica fra 90’erne ville være en gammel bil for en først i 20’erne.
Men det er en kun 10 år gammel GT86, og det håber jeg alligevel ikke engang at de unge synes er gammelt…
Frit efter hukommelsen, så var beskatningen på biler i Japan baseret på bilens bredde. Og her er skillelinjen 169 cm (om det er med sidespejle husker jeg dog ikke).
Og med det i baghovedet, så skal alle 169 cm selvfølgelig udnyttes max med alt hvad der kan opdrives af JDM-lir
Det er helt rigtigt, @john-skov-larsen – men jeg kan heller ikke huske om det er med eller uden sidespejle. Hvis det er med, så er det måske forklaringen på den fremskudte placering af spejlene ude på forskærmene?
Også helt rigtigt, @kai-bach-andersen: Anders havde denne tendens tilbage fra hans ejertid af en Toyota Trueno.
@tocoman, det må siges at være positivt, at så ung en sjæl er igang med at realisere sin bildrøm allerede. Og fælgene ER ret vilde! Men ja, som @lau-mortensen skriver, så må basisbilen være en GT86, som er noget nyere. Og lækker nok i sig selv.
Jeg kan i øvrigt se, at netop Lærkes bil her ville have virkelig gavn af nogle (mindre) fremskudte sidespejle, da de store sorte her ligner Mickey Mouse-ører…bare et JDM-tip!