Register

3 × three =

A password will be e-mailed to you.

To puritanere på herretur: Om et rally der bogstaveligt talt var langt fra Alfarvej

Min ven Keld har gennem længere tid talt om at tage på et eventyr i Spanien for at deltage i Spain Classic Raid. Tilløbet var langt men i år fik vi så realiseret drømmen. Spain Classic Raid er et såkaldt pålidelighedsrally og det handler derfor ikke om at køre hurtigst muligt, men til gengæld er det – som navnet antyder – kun åbent for klassiske biler. I slutningen af oktober deltog vi således i fire hæsblæsende dage og fik en oplevelse, som var langt vildere end forudset.

Løbet blev skudt i gang i Barcelonas lystbådehavn – og Barcelona er et bekvemt sted, for flyforbindelserne fra både København og Jylland er gode og hyppige. Bilen, som vi skulle bruge, var Kelds Fiat Panda model Val d’Isere fra 1988 og den var ved hjælp af en af Kelds venner kørt i forvejen og stod klar da vi ankom. 

Som det fremgår er firehjulstræk ikke et krav – ejheller en dyr eksotiker.

Løbet er specielt ved at det næste køres på udelukkende ikke-asfalterede veje: Altså markveje, hulveje og i det hele taget imellem marker, som bruges af landbruget og vinindustrien. Det vidste vi i princippet godt i forvejen – men som danskere devist uvant med noget af det sceneri blev vi alligevel taget noget på sengen af, hvor brutalt de stykker areal skulle vise sig at være.

Udlevering af roadbook og startnumre.

Nogle steder var vejene næsten ikke-eksisterende, andre steder gik det gennem vandløb og i bjergene var ingen (INGEN!) form for autoværn, men blot en stejl og dyb bjergside ved siden af den smalle vej. Faktisk sad jeg ofte på passagersædet og trådte i bunden af bilen i forsøget at bremse! 

Når det er sagt: Firehjulstræk ER bedre end forhjulstræk på denne tur.

Men jeg tager forskud på sorgerne: Det startede vældigt uskyldigt i Barcelona, da vi og 150 andre deltagere satte en række klistermærker på bilerne, inklusive selvfølgelig også startnummer og logoer fra sponsorerne. Klistermærker er som bekendt godt, og man kører hurtigere med dem! Vi var selvsagt eneste danske deltagere mens den langt overvejende del var fra Spanien.

Høj sol og højt humør i Barcelona inden start: Klistermærkerne er monteret og så er de danske rallykørere Keld (til venstre) og Peter (til højre) klar. Måske.

Om de havde hjemmebanefordelen skal jeg lade være usagt, men allerede i startområdet følte vi os lidt amatøragtige: De fleste andre deltagere havde et stort og velassorteret udvalg af værktøj og reservedele, to ekstra hjul med, slæbetov eller -krog påmonteret i forenden af bilen samt elektrisk spil og andet til at redde en nødsituation. Vores værktøj bestod af et par billige skruetrækkere og to små topnøglesæt! Så måtte den berømte danske ironi og folkets generelle lykkelighed jo klare resten. Nå, men på det tidspunkt der var vitterligt ikke andet end at klø på og så undgå skader og mekanisk haveri.

De lokale havde lidt mere grej med end det danske hold!

Pålidelighedsrallyet skulle køres efter en roadbook med såkaldte tulipaner – altså tegn som indikerer hvilken vej man skal køre. Denne roadbook blev leveret elektronisk med en app der hedder Rally Rabbit og alle instruktionerne kommer hver aften til brug for den følgende dag. Dernæst bruger man en iPad i stedet for at sidde at bladre i en bog – som en “roadbook” jo oprindeligt var, jævnfør navnet. Rally Rabbit kan også fortælle om man er foran eller bagefter tidsplanen.

Og nogle havde også brug for det.

For at checke tidskontrollerne blev der monteret en transponder i bilerne, og arrangørerne havde dermed en fiks måde at kontrollere at man dels har kørt den rigtige rute på den rigtige rid – og samtidig holde øje med hvor mange straffepoint man skal have ved for tidlig eller sen ankomst til en af de talrige tidskontroller, der var indlagt på ruten undervejs.

Ikke alle havde de rigtige dele med. Denne Sierra havde mistet den bagerste kofanger i kampens hede. Hvad gør man så? Man bruger gulvmåtterne fra bagsædet til stænklapper:

Vi blev hurtigt enige om at Keld skulle køre og jeg skulle være navigatør. Jeg havde i forvejen lidt erfaring, da den ViaRETRO-læsere bekendte Henning Hjorth for mere end tyve år siden forklarede mig om disse tulipaner. Hvilket jeg indledningsvist mente var fremragende forberedelse. Hmmm – jeg må nok indrømme at jeg var lidt rusten – men vores indlæringskurve var til gengæld stejl!

Find selv vejen!

Ruten gik grundlæggende på kryds og tværs mellem Barcelona og Madrid, og der var undervejs arrangeret overnatning på gode hoteller i tre forskellige byer: Lleida, Soria og Teruel. Alle steder blev vi rallykørere modtaget med fest og jubel – som for eksempel i Lleida hvor målområdet var ved en borg, højt oppe over byen. Eller i Soria, hvor alle bilerne blev parkeret på byens torv foran rådhuset. I det hele taget synes der at være stor sympati for arrangementet blandt befolkningen: De vinker, smiler og giver plads. Teruel kaldes i øvrigt ”byen der ikke findes”, da der ikke er hverken jernbane eller busforbindelser hertil. Meget passende sted for et rally, der ikke benytter rigtige veje, faktisk.

Ganske få kilometer var alligevel asfalteret, men der havde arrangørerne lagt gennesnitstiden så lavt, at man skulle køre så bilen var ved at vælte!

Der var typisk omkring fem hundrede tulipaner at køre efter på en enkelt dag, så der var nok at holde øje med. For man skal huske på, at det udover at finde vej også gælde om at være på rette sted til rette tid, hvorfor man ikke bare skulle navigere i to dimensioner, men også skulle styre ankomst- og afgangstider ved tidskontrollerne.

Andre steder skulle man også køre stærkt nogle steder, hvor man skulle tro det var umuligt.

Det viste sig i øvrigt at være det sværeste: Tidsplanen på de i sig selv ret svære “veje” var lagt, så man (vi!) skulle køre omtrent dobbelt så stærkt som man (vi…) intuitivt ville, og en af dagene formastede vi os til at stoppe i et kvarter for at spise noget medbragt tapas. Det skulle vi ikke have gjort, for vi kom dermed 15 minutter for sent til næste tidskontrol. Nu lyder 15 minutter ikke af ret meget forsinkelse hvis man kender lidt til Spanien – men i denne sammenhæng var det nok til at vi scorede maksimum strafpoint. For god ordens skyld: Dem skal man undgå, gælder det om!

Her skulle man dog helst ikke komme høvlende med 100 km/t. Hvis man gerne ville have sin bil hel hjem!

Samtidig med den stramme tidsplan skulle man holde øje med vejen der hvor man kørte: dybe huller i underlaget, så man ikke fik smadret et dæk, et hjulophæng eller for den sags skyld hele bilen. På nogle af de bakkede veje havde regnvand skabt op til en halv meter dybe furer, som man for alt i verden skulle undgå at få et hjul ned i, og vi så da undervejs mange skader på undervogn og ophæng på de konkurrerende biler.

Grove dæk er et must og 4×4 et plus.

For eksempel en Mitsubishi Pajero, der jo går for at være en robust bilmodel, der engang har vundet det legendariske Paris-Dakar –  men her i Spanien stod med to forhjul pegende i hver sin retning. Andre steder var der trappelignende spring som krævede snilde at komme op over mens andre steder igen krævede mere frihøjde end en Panda 4×4 nogensinde har været udrustet med. Undervejs blev vi skiftevis overmandet af stenslag i bunden af bilen, og dækkene sendte ligeledes store sten i alle retninger, de steder hvor de lå løst. Men det lykkedes med Kelds erfaring, koncentration og måske også en smule held (I ved jo godt hvem heldet tilsmiler…) at få Panda’en helskindet igennem. Nærmest sensationelt fik vi ikke engang brug for vores eneste reservehjul.

Den slags underlag her er hård kost for de fleste biler – også en snart fyrre år gammel Panda

Størstedelen af deltagerne kørte i 4×4 biler og jeg ville personligt frygte at gennemføre i en tohjulstrukket bil –  selvom det lykkedes for mange af dem at gennemføre også. Fiat Panda 4×4 og dens søstermodel, Seat Marbella, var den mest brugte bil i feltet. Da aldersgrænsen er 25 år, er der også deltagelse af en række biler, som Keld og jeg tillod os at kalde ”moderne” SUV’er – som Mercedes ML-serien og forskellige udgaver af Toyota RAV4. Dem rynkede vi dog noget på næsen af: Der i Pandaens intime kabine blev vi enige om, at noget af charmen forsvinder når man kører klassisk rally med sekscylindret dieselmotor, ABS og aircondition.

Lidt nyere er også lig med lidt nemmere – men er det meningen for galskaben?

Vi havde en lille enliters motor på fire cylindre og måtte åbne vinduerne og/eller soltaget, hvis vi ville have “frisk” luft. Men kørte selvfølgelig samme distancer som alle de andre, nyere og større biler. I fire dage i træk blev til til over otte timers kørsel per dag – og de mange vibrationer, støj og træk fra soltag gjorde at vi sov rigtigt godt om natten. En uventet overraskelse var støvet, der kom ind ALLE vegne: På hver en flade i bilen lå der hver eftermiddag et tykt lag støv, og støvet var endda trængt ind i vores bagage, der lå pakket omhyggeligt pakket ned i bagagerummet.

Pandaen skulle bagefter vaskes tre gange før den var præsentabel igen.

Men den lille italiener klarede det: Alt i alt og med kørsel til og fra startsted og målområde blev det til mere end to tusind kilometer i Panda’en. Ja, den mere end bare “klarede det”, for jeg vil sige, at den lille arbejdshest faktisk gjorde det fremragende. Man må simpelthen konkludere, at Panda 4×4 er en fantastisk velkonstrueret bil, som trods sin herkomst som basal økonomibil i sin lidt mere avancerede firehjulstrukne udgave formåede at kravle op ad de mest uvejsomme og mudrede stier.

Sam sagt kunne man deltage i lidt af hvert – men vores konklusion er, at en Panda 4×4 er perfekt til formålet!

Ligeledes motoren: Med en liters slagsvolumen og beskedent moment og effekt skal man ofte piske den mere end de stærkere motoriserede nyere biler. Og den lille FIRE-motor var langt sejere end man kunne tro, og udholdt lange perioder med fuld gas uden at den brokkede sig. Men ikke mindst beundrede vi især (og undrede os over!) hvad undervognen kan holde til. Eneste skader på bilen efter det til tider brutale ridt er et udstødningsrør som er næsten fladtrykt (uden dog at ydelsen synes påvirket) samt en ustabil tomgang, som sikkert bare skyldes skidt.

Frokost eller maksimale strafpoint? Jamen, vi er i Spanien, så vi tager da en ordentlig frokost!

Undervejs opdagede jeg at Spanien er meget mere end Barcelona, Madrid og Mallorca: Smukke byer, dramatisk og afvekslende landskab samt flinke og hjælpsomme mennesker alle vegne. Turen var afvekslende i en grad jeg simpelthen ikke har oplevet før og gik både gennem marker hvor køerne græsser, via agern-marker som forsyner sortfodsgrisene med mad og gennem veritable ørkener samt over de vildeste bjergformationer. Nu var vores rute på selve rallyet ikke repræsentativ for de spanske landeveje som sådan (og heldigvis for det, vil den almindelige klassiske bilentusiast nok mene – ikke mindst på vegne af sin bil…), men jeg fik bestemt opfanget, at Spanien hos os danskere simpelthen er undervurderet og -prioriteret i forhold til Frankrig og Italien, hvorfor jeg allerede planlægger flere ture til dette skønne land. 

Med tanke på tilløbet til denne tur kan det tage lidt tid – men så kan det jo være andre læsere bliver inspireret i mellemtiden og vil dele deres oplevelser. Hvem ved? Herunder lidt flere billeder til inspiration.

12 kommentarer

  1. Henning Hjorth

    Hej Keld og Peter!Tak for en spændende beretning fra den virkelige verden!
    Jeg er måske lidt misundelig! He-He!

    Hilsen Henning Hjorth

    Svar
  2. Nold

    Spændende reportage, må virkelig have været en oplevelse! Er der ingen klasseopdeling: 2×4 / 4×4, slagvolumen eller andet?

    Svar
  3. Sport

    Spændende rejseberetning :o) – og imponerende få skader på “bjerggeden”. Det bliver en udfordring at finde på det næste eventyr.

    Svar
  4. Tony Wawryk

    What a terrific adventure and report – and well done on successfully completing the event! Your Panda seems to be indestructible!
    We have driven across much of Spain and are doing it again in February, but in a modern BMW and on regular roads, which are largely excellent. You are right about the diversity of the landscape and cities, not forgetting the excellent food and drinks. It’s a wonderful country.

    Svar
  5. Keld Jørgensen

    @Nold, nej desværre ingen klasse opdeling eller rating.
    @Ole, det snakker vi helst ikke om, men vi fik de fleste point, men desværre staffepoint :0 vi fandt først rigtigt ud af tids reglerne på 3 dagen, vi kunne godt have brug et briefing møde inden løbet eller læst på lektie hjemmefra..Men næste gang er vi helt skarpe…

    Svar
  6. Jens G.

    Vejkvalitet som i gamle dage

    Det ser ud til at have været rigtigt spændende. Når jeg ser de mange billeder så minder det mig om Danske Rallyprøver i 1970’erne, hvor vi var henvist til de private veje vi kunne låne, og det var af meget svingende kvalitet.
    Både min gamle Autobianchi Abarth og senere min Alfasud Sprint have fuldt dækkende bundplade og de ville have været klædt perfekt på til dette løbs veje.

    Jeg er lidt misundelig !

    Svar
  7. Michael Valentiner-Branth

    Tak for en fantastiskfortælling om Jeres top Raid Tour…🥰

    Svar
  8. Hong Kong Torsdag aften

    Hej Peter og Keld – Forrygende beskrivelse, tusind tak for den 👍
    En dejlig klassisk bil der, med sine naturligt begrænsede muligheder, udnyttes til det yderste – det fåes bare ikke bedre
    Ikke noget med den klassiske bil som en fimset accessory til en ønsket livsstil, hvor der skal hældes en masser andet støttende skrammel på.

    Jeg er, kort sagt, vild med jeres projekt.

    Nåh til sagen – jeg har bilen, der kan køre et tilsvarende løb om to år.
    Så jeg vil vældigt gerne i kontakt med jer, så vi lige kan få lidt staldtips, så vi ikke er helt fortabte i vores gamle 2WD.
    Kan det lade sig gøre at komme i kontakt med jer?

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.