Karosseriet: Rigtigt, gennemført og komplet bildesign

I min lille verden er det meget enkelt: Komplet bildesign kræver simpelthen et helt karosseri.

Men den påstand bliver selvfølgelig lidt kompromitteret af, at der faktisk findes virkeligt smukke biler med et nødvendigt minimum af et karosseri. Og det var sådan een af slagsen, der inspirerede til dagens artikel.

For nogle dage siden postede jeg nemlig henrykt et billede af min absolutte favoritbil fra Interclassics Brussels, den skønne Maserati A6G 2000 CS Pinin Farina herunder:

I min verden noget nær den perfekte sportsvogn – og den vandt da også Best of Show på udstillingen.

Nu er jeg ikke helt objektiv i den konkrete bilmodel, der tilfældigvis er min min yndling over alle i hele verden nogensinde – men pudsigt nok lidt afhængigt af netop karosserivariant. Maserati A6G berlinettaerne blev iklædt metal af forskellige carozzerie og min perfekte drøm er fra Zagato og ikke rød og uden dobbeltdoblerne på taget – men den blå på udstillingen var en 1953’er med karosseri af Pinin Farina og ligeledes fabelagtig.

Jeg udråbte den derpå stort og flot som “Most Spectacular” på messen på et udbredt socialt medium hvorpå en trænet bilconnoisseur skrev følgende:

Hvilket drejede sig om bilen herunder, en Maserati Tipo 26 fra 1928:

Billedet herover viser desværre ikke Maseratiens i sin fulde skønhed, da der var meget mørkt i særudstillingens område.

Den stod i en fremragende særudstilling om Maserati i anledning af mærkets 110 års jubilæum, og er selvfølgelig på mange måder endnu mere fantastisk. Ikke mindst fordi den går for at være den allerførste Maserati, men også fordi den have en ottecylindret rækkemotor med kompresser – og javist, også fordi den er en Grand Prix-racer og endelig såmænd også havde succes i den rolle. Tipo 26 er på mange måder starten på Maserati og det var en fantastisk start.

Jeg vil også gerne medgive, at den faktisk er smuk i al sin enkelhed. En Grand Prix-racer fra 1928 var en bar cigar, og der er kun det mest nødvendige at gøre med på en Tipo 26. Som bilentusiast vil jeg sige lidt efter devisen “hvad skal man med mere hvis man har en rækkeotter med kompressor”? Sådan var det selvfølgelig ikke, for der var allerede dengang et minimum af reglement for racerbiler, og det er Tipo 26 bygget op imod. Hvorfor den har fritliggende hjul og er helt åben.

Der er ikke en finger at sætte på dens overordende proportioner: Den fremskudte foraksel gør at frontmotoren i virkeligheden er mere centermotor end i mange midtmotoriseredebiler. Hjulstørrelsen er perfekt afstemt til karosseriets højde (igen: Det har en ingeniør afgjort, ikke en designer…), den lange akselsafstand giver bilen et smukt flow i formen der i virkeligheden starter med den tilbagelænede køler – og det slutter i en skarp boattail, der er meget mere sexet end noget Kammhæk. Hvis jeg skal være uhellig kunne jeg pege på at ryglænene på den udstillede bil måske skulle have haft en hældning, der passede til køleren – men det siger jeg ikke, for det er steningsgrund! Og det var alle forskellige, så andre er endnu smukkere.

Men man kommer bare ikke uden om, at de fritliggende hjul og det manglende tag fratager en egentlig bildesigner en hel del muligheder for rent faktisk at designe noget. Jeg er med på, at det ikke kan være anderledes da det fulde karosseri som vi kender det i dag faktisk slet ikke var opfundet i 1928, men først kom tyve år senere med Cisitalia – men der er præcis også derfor jeg mener, at halvtredserne var bildesignets guldalder: Hvilket Berlinettaudgaverne af Maserati A6G og CS-varianterne illustrerer perfekt.

Der er simpelthen mere at arbejde med. For eksempel en taglinie, skærme og hoftesving og vigtige ting som forruder og bagruder. Det lyder helt banalt og det er det jo egentlig også – men de forskellige designere der tog fat på A6G’eren udnyttede de “nye” virkemidler og fik jo faktisk også ret forskellige fremtoninger ud af det samme chassis’ grundlæggende proportioner. Jeg vil ikke sige at de alle er pænere end de flotteste Tipo 26’ere – men jeg synes de alle er mere spændende at udforske med øjet, fordi der er så meget mere at komme efter.

Eller er det bare mig, der er for gammeldags (eller er det for moderne?) til at se den fulde skønhed i at mindre er mere?